Læsetid: 4 min.

Dansk Folkeparti truer den konservative sejr

’God dag for miljøet! Regeringen har i dag accepteret vores krav om yderligere kvælstofreducerende tiltag. Tilfreds!’ lyder det fra Søren Pape. Men spørgsmålet er, om De Konservative har noget at være tilfredse over
En sejr for De Konservative – og miljøet, lød det fra det lille parti i blå blok i går. Hvor stor sejren bliver vil først være klart, når forhandlingerne om landbrugets kvælstofbrug er slut .

Mik Eskestad

7. april 2016

Nok har De Konservative på papiret vundet første omgang af kvælstofkampen med regeringen, som nu har lovet at »imødekomme« støttepartiets krav om en sækning af landbrugets forbrug af gødning. Men dagen efter sejren er det dels usikkert, hvad regeringen egentligt lover. Og dels om den i givet fald overhovedet kan indfri løftet.

Selv om fødevare- og miljøminister Esben Lunde Larsen (V) har lovet De Konservative, at »den kommende naturpakke vil indeholde kvælstofreducerende tiltag«, afviser Dansk Folkeparti nemlig at bruge de afsatte penge til naturpakken på at reducere kvælstofudledningen.

»Nu skal vi til at lave en naturpakke, og der er da ikke tvivl om, at der i den forbindelse også vil komme nogle tiltag som reducerer kvælstofudledningen,« siger formanden for Folketingets miljø- og fødevareudvalg, René Christensen (DF).

»Hvor mange tons har jeg ikke noget bud på. Men vi går ikke over for at lave en naturpakke, hvor vi skal bruge totredjedele af pengene på at lave efterafgrøder i to år. Så er det jo ikke naturpakke: En naturpakke handler om at få mere natur – flere forskellige dyrearter, uberørte skove og nogle steder mere attraktivt natur for du og jeg.«

Læs også: Borgerligt opgør om natur, miljø og klima

De Konservative har således krævet, at der i løbet af 2017 og 2018 samlet set udledes 624 tons mindre kvælstof (heraf skal en frivillig såkaldt efterafgrødningsordning, hvor landmændene får 700 kroner pr. hektar efterafgrøder, de planter, alene stå for de 612 tons).

Dermed tages en del af merudledningen af som følge af landbrugspakken i 2017. Og merudledningen neutraliseres fuldstændig i 2018. Hvilket – med den konservative formand Søren Pape Poulsens ord – sikrer, at »vi samlet set går i miljømæssigt nul et år tidligere end planlagt«.

De Konservative anslår, at de 624 tons vil koste 51,9 millioner kroner, mens Danmarks Naturfredningsforening mener, at prisen kan løbe helt op i 200 millioner kroner. Men under alle omstændigheder stemmer begge beløb dårligt overens med, at der som udgangspunkt kun er afsat 89 millioner kroner til naturpakken.

Omprioriteringer

Liberal Alliance har på forhånd har krævet, at eventuelt ekstra penge til naturpakken skal findes ved at »ompriotere« inden for området, og foreslået at sælge dele af statsskovene til private, hvilket De Konservative afviser. I dag nøjes partiets landbrugsordfører, Mette Bock, med at love, at »Liberal Alliance går til forhandlinger med åbent sind«.

»Jeg håber, vi får sagen lukket, så vi kan begynde at koncentrere os om den store reform og de perspektiver, der ligger i at gennemføre en målrettet regulering. Til gavn for såvel natur som erhverv,« siger Mette Bock.

Esben Lunde Larsen var ellers dårligt nok kommet med sit løfte, før De Konservative toppolitikere på de sociale medier erklærede kvælstofkampen, som kostede Eva Kjer Hansen ministerposten, for vundet.

»God dag for miljøet!« konkluderer Søren Pape Poulsen på Facebook: »Regeringen har i dag accepteret vores krav om yderligere kvælstofreducerende tiltag. Tilfreds!«

Miljøordfører Mette Abildgaard beskrev det som en »god dag for den danske natur, som altid er værd at kæmpe for!« Politisk ordfører, Mai Mercado, kaldte det en »fantastisk nyhed – for os og for miljøet!« Og gruppeformand Brian Mikkelsen: »Stor sejr for miljøet!«

Miljøorganisationerne er dog mindre sikre på resultatet. Trods uenighed om de forskellige regnemetoder står tilbage, at Danmark nu udleder 57.000 tons kvælstof om året til de danske farvande – hvilket gerne skulle ned på 42.000 for at leve op til EU’s krav.

»De 624 tons er meget småt i forhold til de skridt, der ligger i landbrugspakken, så der er slet ikke tale om en genopretning eller kompensation for dennes tilbageskridt,« siger sekretariatschef i Det Økologisk Råd, Christian Ege.

»Faktisk savner vi også at se, hvordan Esben Lunde Larsen i givet fald vil opnå de 624 tons. Hvis det bliver frivillige virkemidler, så det er jo langtfra sikkert, at det bliver til noget i praksis.«

Læs også: En rigtig gyllesejr

Præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening, Ella Maria Bisschop-Larsen, mener også, at fødevare- og miljøministerens løfte kan vise sig kun at være fugle på taget.

»Det er jo ikke klart, hvad Esben Lunde Larsen egentlig lover. Fødevare- og miljøministeren siger godt nok, at han vil imødekomme De Konservative. Men dels vil han ikke love, at det bliver det her tal, som De Konservative har regnet sig frem til. Og dels lyder det, at det bliver en del af forhandlingerne om en naturpakke – men de penge er jo afsat til at gavne naturen.«

Ifølge Esben Lunde Larsen kan han ikke sige mere om hvor meget kvælstofsudledninge skal reduceres, hvordan det skal ske og hvor meget det kommer til at koste, fordi det vil »bero på en forhandling« mellem de fire partier bag landbrugspakken: Regeringspartiet Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Karl Aage Thomsen

Der er for ind i det hede hule Venstre, der tror på at de vil overholde noget som helst af det de lover ud over igen at tage røven på de naive konservative.
Katho