Læsetid: 4 min.

Djøf’ernes pensionskasse lægger op til større åbenhed

JØP har besluttet at stramme de etiske retningslinjer. Det betyder, at pensionskassen fremover er forpligtet til åbent at fortælle, hvilke selskaber de er dialog med, fordi de kritiseres for at bryde menneskerettighederne
JØP’s beslutning om at skærpe de etiske retningslinjer sker i efter, at flere andre pensionskasser på det seneste har sortlistet verdens største cementproducent, HeidelbergCement, som ifølge Dan Watch-rapporter fra 2012 og 2014 udvinder cement på Vestbredden.

Ariel Schalit

21. april 2016

Det skal være slut med lukkethed om, hvilke virksomheder djøf’ernes pensionskasse, JØP, forsøger at få til at rette ind på en mere etisk linje.

Det blev mandag aften besluttet på en generalforsamling. Forslaget var stillet af Helle Munk Ravnborg, forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke, som privat er medlem af DJØF og altså har JØP som pensionskasse.

De andre medlemmers opbakning til forslaget betyder, at JØP nu forpligter sig på at følge FN’s etiske retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv samt OECD’s retningslinjer for multinationale selskaber.

Læs også: De største danske banker investerer i omstridt selskab

»Jeg forventer, at JØP efter den her beslutning mere specifikt på sin hjemmeside beskriver, hvad det er for en dialog, de har med de enkelte virksomheder, hvilke forhold, der har foranlediget dialogen, og hvilke tiltag der overvejes,« siger Helle Munk Ravnborg med henvisning til, at det i dag er meget sparsomt med oplysninger om, hvilke selskaber JØP er i kontakt med og udøver såkaldt aktivt ejerskab over for, fordi de eksempelvis er på kant med menneskerettighederne.

»I 2014 har JØP været i dialog med 111 selskaber med fokus på problemstillinger inden for bl.a. menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder og miljøspørgsmål,« står der under ’Ansvarlige investeringer’ på JØP’s hjemmeside.

Men hjemmesiden gør ikke de jurister og økonomer, som har deres pensionsopsparing i JØP, klogere på, hvilke 111 selskaber JØP var i dialog med i 2014, fordi de ikke overholdt pensionskassens etiske retningslinjer, ligesom det heller ikke fremgår, hvad JØP konkret har kritiseret selskaberne for.

Og vil man vide, hvordan det så ud i 2015, skal man ind og rode i den 63 sider lange årsrapport, hvor det står, at DJØF var i dialog med 109 selskaber i 2015 – igen uden at fortælle hvilke selskaber, det drejer sig om, og om hvad.

JØP’s beslutning om at skærpe de etiske retningslinjer sker i kølvandet på, at en række andre danske pensionskasser på det seneste har sortlistet verdens største cementproducent, HeidelbergCement, som ifølge Dan Watch-rapporter fra 2012 og 2014 udvinder cement på Vestbredden og er blevet kritiseret for at medvirke til menneskerettighedskrænkelser.

Blandt andet har PFA Pension og senest FOA’s pensionskasse, PenSam, solgt deres aktier i den tyske cementvirksomhed.

JØP har ifølge den seneste aktieliste fra december 2015 stadig investeringer i HeidelbergCement såvel som i Motorola, G4S, CRH og Ingersoll-Rand Plc, som ifølge DanWatch-rapporterne også medvirker til at opretholde israelske bosættelser.

Den nye beslutning om at forpligte sig på at følge OECD’s og FN’s retningslinjer vil ikke nødvendigvis føre til sortlistning af selskaberne. Med FN’s og OECD’s retningslinjer forpligter JØP sig nemlig i første omgang på at gå i dialog med selskaber, som kritiseres for at bryde menneskerettighederne.

Læs også: Pensionskasse bøjer sig og sortlister omstridt selskab

Hvis den dialog ikke fører til ændringer, er JØP forpligtet på at trække sig ud. Og så skal JØP altså også åbent fortælle, hvad man gør for at få selskaberne til at rette ind. Det er særligt den åbenhed, Helle Munk Ravnborg glæder sig over.

»Lige nu kan jeg som medlem ikke se, om HeidelbergCement er et af de 109 selskaber, som JØP siger, de er i dialog med, og hvad JØP i så fald gør for at påvirke dem. Åbenhed er forudsætningen for, at henvisningen til aktivt ejerskab ikke bliver brugt som en slags skalkeskjul, men derimod som en forpligtelse til at indgå i dialog og i sidste ende sælge ud, hvis dialogen ikke fører til ændringer,« siger hun.

Direktør: ikke nyt

Torben Visholm, adm. direktør for JØP, mener imidlertid ikke, at mandagens beslutning vil medføre store ændringer.

»Vi har fra direktionen bakket op om forslaget, som vi mener, er i fuld overensstemmelse med de regler, vi er allerede er underlagt i dag. Der er ikke nogen modsætning – tværtimod,« siger han.

– Siger du dermed, at du ikke ser nogen skærpelse eller ændring i forhold til de regler, I allerede er underlagt?

»Sat på spidsen, ja. Beslutningen ændrer ikke noget ved måden, vi forholder os til denne her problemstilling på. Vi er helt enige i, at vi skal i dialog med selskaberne, hvis de ikke lever op til retningslinjerne. Og hvis der ikke er dialog, eller det ender uden resultat, så kan det i yderste konsekvens medføre frasalg. Men sådan er det også i vores gældende retningslinjer. Det er der ikke noget nyt i.«

– Men en af de ting, der ligger i FN’s og OECD’s retningslinjer, er åbenhed om, hvem I er i dialog med og om hvad. Det er I jo ikke åbne omkring i dag?

»Du har ret i, at der muligvis er en forskel mellem det, som Helle Munk Ravnborg og vi synes, er konsekvensen af reglerne. Jeg anerkender, at vi har en opgave med at tage stilling til, om og hvordan vi rapporterer om den dialog, vi har med selskaberne. Det er også derfor, bestyrelsen har sat dette på sit arbejdsprogram for det kommende år.«

– Uanset hvad den beslutning, der blev vedtaget mandag, betyder, hvorfor offentliggør I så ikke bare, hvad det er for nogle selskaber, I er i dialog med?

»Det er noget, vi fortsat diskuterer, så det kan jeg ikke uddybe yderligere.«

– På trods af DanWatchs rapporter og flere pensionskassers dialog med HeidelbergCement, har selskabet ikke ændret adfærd. Hvorfor gør I ikke som en del andre danske pensionskasser og sortlister HeidelbergCement?

»Vi har en igangværende dialog med HeidelbergCement, hvor de har oplyst, at de er i dialog med de palæstinensiske myndigheder. Det, mener vi, er et væsentlig forhold, som gør, at situationen p.t. er uafklaret.«

JØP oplyser, at pensionskassen den 14. april satte sine aktier i Bank Hapoalim, som er blevet kritiseret for at finansiere bosættelser, og den israelske våbenproducent Elbit Systems til salg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu