Fattige mennesker kan ikke håndtere bare at få penge uden modkrav. De bruger dem forkert, og det gør dem dovne og ugidelige. Det har været ræsonnementet i dansk velfærdspolitik og bistandspolitik igennem de sidste mange år.
Men flere steder forsøger man sig nu med en ny tilgang til problematikken, hvor man helt simpelt fokuserer på det, der er de fattiges primære problem: De mangler penge.
Organisationen GiveDirectly har i årevis arbejdet med direkte pengeoverførsler til fattige, og iværksætter snart et mere banebrydende eksperiment, hvor 6.000 udvalgte i Kenya og Uganda skal modtage en fast basisindkomst i de næste 10 år, og hvor man vil måle på, hvilken effekt det har.
Og i Finland og Holland er der andre eksperimenter på vej med basisindkomst i etablerede velfærdssamfund.
Denne tilgang til fattigdomsproblematikken er ifølge den hollandske forfatter Rutger Bregman lige så banebrydende, som den er oplagt.
Og den bør både i bistandssammenhænge og for velfærdsstaterne udbredes til permanente ordninger: En universel basisindkomst, der erstatter de nuværende velfærdsprogrammers moraliseren, pisk og aktiveringsprogrammer.
»Vi lever i ufatteligt rige lande, som stadig ikke har været i stand til at udrydde fattigdom. En basisindkomst ville være den mest effektive og civiliserede vej til at gå direkte til problemets rod, og anerkende, at fattigdom ikke handler om manglende karakter, men manglende penge,« siger Rutger Bregman.
Han er født i 1988 og journalist på det succesfulde hollandske webmedie De Correspondent. I denne uge udkommer hans bog Utopia For Realists – The case for a universal basic income, open borders and a 15 hour work week, der handler om behovet for at se ud over den nuværende politiske fantasiløshed, og mod utopiske tilgange til løsningen af verdens mest presserende problemer, som f.eks. fattigdom.
»Udryddelse af fattigdom vil skabe en stor stigning i kreativiteten. Det er en vigtig grund til, at folk har brug for at blive løftet over fattigdomsgrænsen. For at de selv kan gøre noget ved deres tilværelse,« siger han blandt andet med henvisning til GiveDirectlys tilgang til bistand.
Den handler hverken »om at give folk fisk, og ej heller at lære dem at fiske«, men om at give dem kontanter »ud fra den overbevisning, at de ægte eksperter i, hvad fattige mennesker har brug for, er de fattige selv«. For selve fattigdommen er ifølge Rutger Bregman dét, der fastholder folk i en negativ spiral, siger han med henvisning til nye studier inden for adfærdsforskning:
»De viser, at fattige mennesker tager en masse dumme beslutninger. De tager lån, de ikke er i stand til at betale tilbage, de spiser mindre sundt, og giver ikke deres børn uddannelse. Mange folk antager, at de fattige gør det, fordi de er dumme. Men hvad ny kognitiv adfærdsforskning har fundet ud af, er, at det at være fattig skaber en kontekst, hvor alle ville tage ukloge beslutninger. Det skaber et knapheds-mindset, som er kortsigtet og ikke langsigtet, og som fører til dumme beslutninger,« siger han.
Ægte frihed
Rutger Bregmans væsentligste forslag til løsning af fattigdomsproblemet er en universel basisindkomst – eller borgerløn – som dog ikke bare er et vigtigt fremskridt for de fattigste, men for hele samfundet som sådan.
»Det vigtigste ved en basisindkomst er, at den vil give os ægte frihed. Vi har mange friheder i den vestlige verden: Ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, religionsfrihed. Men vi har ikke en reel frihed til selv at bestemme, hvad man kan gøre med sit liv,« siger han.
»Du er nødt til at tjene penge og betale for din mad, og hvis du ikke selv kan betale, er der velfærdsstaten. Men den er betinget af bureaukratiske krav om at stå til rådighed og aktiveringsprojekter, som i hvert fald i Holland går meget langt. Det er ikke, hvad jeg vil kalde frihed.«
Læs også: Tiden er moden til borgerløn
En basisindkomst vil give folk mulighed for i højere grad selv at vælge, hvad de synes er vigtigt for dem at beskæftige sig med. Ifølge Bregman er det en væsentlig forudsætning for at komme ud af den nuværende innovationskrise, hvor mange af de klogeste hjerner bruger deres tid i job, der udvikler ligegyldige apps eller udtænker nye måder at få brugerne til at klikke på flere reklamer på nettet:
»Jeg tror, at en af årsagerne til, at innovationen har været skuffende i de sidste 30 år er, at vi ikke har en basisindkomst. Mange mennesker sidder fast i bullshit-job. Job som selv de folk, der har dem, anser som meningsløse, fordi de ikke skaber noget som helst af værdi. En basisindkomst ville give folk mulighed for at sige den slags job op og lave noget meningsfuldt i stedet. Omsorgsarbejde eller frivilligt arbejde,« siger han.
»Det er det helt centrale argument for en basisindkomst. Det handler ikke kun om at komme bureaukratiet til livs, eller om at robotterne kommer. Det er en meget gammel idé, som siden det 18. århundrede altid har handlet om ægte frihed.«
Eksperimenter
Rutger Bregman erkender, at basisindkomst er et stort skridt væk fra den velfærdsstatslige vanetænkning, og derfor er det vigtigste for, at basisindkomstsbevægelsen kan få yderligere vind i sejlene da også, at der begynder at blive eksperimenteret. Dermed kan forestillingerne om dovenskab og andre adfærdseffekter blive testet i praksis.
I de kommende år vil der være stor opmærksomhed blandt andet omkring resultaterne fra det finske forsøg med basisindkomst, der starter i år samt op mod 20 hollandske byer, der også vil lave forsøg i mindre skala.
»Standardreaktionen er altid: ’folk vil stoppe med at arbejde, de fleste vil blive dovne’,« siger han og påpeger, at det dog oftest er en frygt for, at »de andre« vil stoppe med at arbejde – og sjældent dem selv. En frygt, der dog ifølge Bregman ikke bliver bakket op af data fra mindre eksperimenter i USA og Canada i 1970’erne, som den amerikanske professor på University of Manitoba Evelyn Forget, har gravet frem.
»Der er intet bevis i eksperimenterne fra USA eller Canada på, at folk vil blive dovne. Så de her eksperimenter er vigtige. Men man bliver også nødt til at være pragmatisk. Måske kommer der et virkeligt grundigt eksperiment i Finland, der viser, at det ikke virker. At det var en god idé, som nogle af de skarpeste hjerner har talt om siden det 18. århundrede, men at vi nu med sikkerhed ved, at det ikke virker. Man må være åben for den mulighed, og så må jeg finde noget andet at skrive om,« siger Rutger Bergman.
– Mange har vel også bare den simple indvending, at det er for dyrt?
»Jeg ser det som en investering. Fattigdom er dyrt i forhold til sundhedsudgifter, højere kriminalitetsrater og lavere uddannelser. Det er virkelig dyrt, og vi spilder en masse menneskeligt talent og potentiale. Jeg har set en masse forslag til basisindkomst, som der var råd til. Og særligt efter Panama papirerne. Vi har mange penge, de er bare et andet sted.«
Mens bevægelsen for en basisindkomst er voksende globalt, og aktive eksperimenter er på vej, har den traditionelle venstrefløj stadig til gode at omfavne ideen.
Det er der ifølge Rutger Bregman flere grunde til.
»De ser basisindkomst som en neoliberal måde at skære ned i velfærdsstaten. Og de har et vist grundlag for den frygt. Hvis man får en lav basisindkomst, men afskaffer den nationale sundhedsforsikring, så vil mange mennesker få forringede vilkår. Men det er ikke en tilstrækkelig grund til at stoppe med at tænke på ideen,« siger han.
»En amerikansk journalist spurgte mig på et tidspunkt, om det her ikke først og fremmest var noget for europæiske lande, og ikke USA, der er meget mere kulturelt og økonomisk mangfoldigt. Men jeg tænker egentlig, at det er mere sandsynligt, at det kommer til at ske i USA end i Danmark eller Belgien,« siger Rutger Bregman og uddyber:
»Socialdemokratismen er den primære fjende af basisindkomst. Jeg tror på, at folk grundlæggende er kreative skabninger, som gerne vil have noget ud af deres liv. Men alligevel antager størstedelen af vores politikere og lovgivning det modsatte. Socialdemokrater har altid haft en tendens til at tænke, at de ved bedst, hvad der er godt for de fattige. Men ideen med en basisindkomst er, at folk selv ved, hvad de skal gøre med deres liv. Og at de ikke har brug for alt det bureaukratiske paternalistiske nonsens. Flyt jer, og giv dem nogle penge. Det er ideen.«
Min ovanstående kommentar blev offer på en copy-paste malfunction, så jeg prøver lige igen:
Basisindkomst/borgerløn ville være den største revolution i det 21. århundrede, men sandsynligheden for at det bliver en realitet er tæt på nul.
For en basisindkomstmodel ville med 'one fell swoop' afskaffe det moderne slaveri, bedre kendt som 'løn-arbejde/arbejdsløshed' (to sider af den samme, beskidte mønt).
Siden det mere blatante, åbenlyse slaveri med stor fanfare blev afskaffet i 1800-tallet, har slaveriet blot antaget en langt mere udspekuleret og raffineret form:
Nu er der ingen der 'ejer' andre mennesker, alle har friheden til at sige nej til et lønnet stykke arbejde eller et kommunalt aktiveringsprojekt. Med den frihed følger selvfølgelig også friheden til at se sine børn gå sultne i seng (indtil fogeden venligt eskorterer ens familie ud af boligen og låser pænt efter sig, for så har børnene jo ikke rigtig nogen seng mere).
De arbejdsløse tjener en meget vigtig funktion i samfundet:
De skal i deres elendighed evigt minde de mere priviligerede slaver (også kendt som 'lønnede medarbejdere') om, hvad næste trin nedad på samfundstigen indebærer. Og de finere slaver gyser underdanigt og priser dem selv lykkelige for, at de i det mindste ikke går rundt derude i kulden iført en orange vest og samler hundeefterladenskaber op, mens den kommunalt ansatte overindpisker nidkært kontrollerer kvaliteten af staklernes 'arbejde' (sic).
Fra Caribiens sukkerrørsplantager, over sydstaternes bomuldsmarker til Lollands kommunale parker og anlæg, går den røde tråd, ubrudt og intakt; slaveriets største bedrift er, som Keyser Soze, at overbevise os alle om, at det ikke eksisterer mere...
Og af DENNE simple grund vil basisindkomst aldrig blive en realitet, før vi skiller os af med den korrumperede politiker-elite, der forlængst har prostitueret sig selv fuldkomment, for at tjene et umætteligt 'corporate cryptocracy', hvis blodtørst efter en lind strøm af friske hænder og menneskesjæle aldrig ophører.
Jeg er nok én af dem, der skal overbevises omkring genialiteten i borgerlønnen. Og skal overbevises om, at de samme forhold i ulandene er gældende i et rigt land som Danmark.
Hele mit voksne liv og en stor del af min ungdom har jeg arbejdet. Aldrig været arbejdsløs og altid - med glæde - betalt min straf for at arbejde - skatten. Betalt med glæde fordi jeg ved, at mine penge er vigtigt for at opretholde det omfangsrige velfærdssystem vi har - da mine penge indgår i det store statslige husholdningsregnskab. Og fordi jeg ved, at mine medborgere føler det samme ansvar for mig; ansvaret for så vidt muligt at forsørge sig selv (kunne kaldes sammenhængskraften).
Indførelsen af borgerløn vil få mig til at miste troen på at husholdningsregnskabet kan gå op og det vil få mig til at miste troen på sammenhængskraften. Fordi i Danmark er der allerede høje ydelser for folk uden for arbejdsmarkedet, og en borgerløn vil formentlig ikke blive væsentlig højere (andre steder i verden er der 0 kr at leve for og dér kan borgerløn/mikrolån være meget relevante ift. at skabe fokus på innovation i stedet for overlevelse). Den eneste forskel på de ydelser, vi har nu og borgerlønnen er, at sunde og raske mennesker i den erhvervsaktive alder skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet for at opfylde sammenhængskraften - man kan sige, at ydelsen er lønnen for det arbejde det er at stå til rådighed.
At så de sociale ydelser kunne fordeles og kontrolleres på mere hensigtsmæssige måder, herunder mere fok lus på uddannelse som i sig selv giver frihed til at vælge, kan jeg være meget enig i.
Det er et faktum, at den ene % ejer lige så meget som hele resten til sammen. Det er røveri ved højlys dag, hvilket alle vi 'naive' socialister altid har vidst, men praksis er nu på alle måder blevet så overdrevent pervers, at det bliver tydeligt for flere .... senest åbenbart monbiot (steffen gliese 7.53).
Denne lille bagvedliggende styregruppe skyer tilsyneladede ingen midler for at fastholde magten og samtidig iklæde sig fåreklæder, således at de fleste af vore politikere og andre nyttige idioter lader sig forføre til at tro, at denne perverterede neoliberale konkurrencestat er den eneste mulige.
Hvordan tage ejerskabet over vore egne liv og over fællesejet tilbage? Ja, første skridt er at se, hvad der egentlig foregår. Og så er det jo altid en god ide at forberede alternativet til det eksisterende malware. Et arbejde som foregår stadig flere steder, herhjemme i de forskellige permakulturelle bevægelser.
Man kan bedrage noget af folket noget af tiden, men ikke hele folket hele tiden. Ifht menneskehedens lidelser synes forandringsperspektivet for langt, men nu er det sådan, at vi er mange, der ønsker forandring og i og med, at denne bevidstgørelsesproces foregår, vil tronranernes position - iflg universets kvantefysiske love - svækkes og endeligt transformeres til det gode, som vi alle ønsker, men blot skal lære at forstå, hvordan vi realiserer. Menneskeheden går lidelsens vej til erkendelse.
Viggo Okholm skrev: 'Dernæst er det tydeligt at ingen kan eksistere ordentligt uden at være et tandhjul i samfundets produktionsapparat, ellers ville ingen fortvivlet sagsbehandler fortsat praktisere enorme ressourcer på at holde en person fra førtidspension så længe vedkommende evt. kan arbejde en time om ugen.'
Jeg frygter, der er en fortolkningsfejl i dette ræsonnement. Det, der sælges til befolkningen som 'omsorg for den arbejdsløse/syge', er i sin perfide udførelse ikke andet end et opdragelsesprogram ifølge protestantisk præget arbejdsmoral og overbevisning. Medarbejderen på JC har at følge lovgivningen, hvis ikke vedkommende vil miste sit job. Kommunen skal opfylde betingelserne for ikke at miste bonusbetalinger fra staten (eller blive udsat for at skulle tilbagebetale penge til staten), hvilket bliver mere og mere udpræget ifg. aktuel lovgivning.
I det hele taget kan jeg ikke forstå, at progressive kræfter her i forum udelukker UBI pga 'manglende omfordeling', m.v.
Det, UBI garanterer er, at ethvert menneske i samfund har ressourcer til at deltage i samfundet uden at ydmyges eller være slave. Det er en overlevelsesgaranti og opfyldelse af en menneskeret.
Hvordan pengene i øvrigt (om)fordeles i samfundet, hvor de tages fra og hvad der ellers tages af forholdsregler for at skabe et mere lige og retfærdigt samfund berøres slet ikke af UBI.
Det passer altså ikke. Det er kun de rige der har brug for penge, ud over til det mest basale. De fattige køber bare smøger og øl hvis de får penge. De fattige har brug for rammer og reservater, for man kan ikke stole på dem og de er ofte så grimme og dumme at man gør klogest i at holde dem på afstand. Det kan man fx. gøre ved at uddanne sig bogligt og flytte til et velhaverkvarter og sørge for at man aldrig benytter offentlige transportmidler. De rige bruger deres penge fornuftigt og hvis bare de fattige bare ville lære af de rige, men det gør de ikke. De fattige er uforbedrelige og uberegnelige og skal holdes nede og helst gemmes væk, med mindre de udfører manuelt arbejde for de rige. I så fald skal de holdes i stramme tøjler ellers snyder de eller driver den af, for deres moral er som regel dårlig. I modsætning til de rige, som forstår at skelne mellem dit og mit, sundt og usundt og godt og dårligt. Den der kan få de fattige til at lære af de rige, i stedet for at reproducere den sociale arv, har selvsagt en stor fremtid for sig, men det er opad bakke, for de fattige vil ikke deres eget bedste og derfor er kontrol desværre nødvendigt. Jo mere kontrol der er med de fattige jo nemmere går det hele. Det er en historisk kendsgerning. Se bare på de gamle kolonimager, som styrede det hele med hård hånd. Der var orden i sagerne. Eller Det Tredje Rige, der var også orden i tingene. Eller Rusland før murens fald. Kontrol er nøglen til fremgang i ethvert samfund. Borgerløn er det modsatte af kontrol.
Trond Meiring
Dine patetiske forsøg på at mig mennesker i bås har jeg tidligere kommenteret, og gider jeg ikke forholde mig til. Ligeledes forholder jeg mig ikke til, hvor Steffen Gliese er på den en-dimensionelle skale.
Steffen Glieses indlæg er generelt velskrevne og læseværdige, men der er mange gange, hvor jeg er uenig ham. Jeg forventer ikke, at mine meddebattører skal have "likes" hver gang, jeg enig med dem.
...putte ...
Hvis folk blev dovne af borgerløn - så skulle de rige også blive dovne af at have så meget at de ikke behøver arbejde. - Det bliver de generelt ikke, tværtom.
Så det må handle om et fordomsfyldt menneskesyn: Dem som ikke er blevet rige - det er fordi de er nogle dovne fjolser... Det passer fint med det jeg ser i kommentarerne hos f.eks. EB - som sjovt nok (fordom) kunne antages at være netop dem, som bliver set ned på qua deres valg af nyhedsmedie.
Mange af kommentarerne bygger på, at en højere beskatning af de "rige" klarer alle problemerne. Faktum er, at hvis man indrager alle indtægter over 6-700.000 kr i skat, og fordeler dem til resten, vil det kun give et par hundrede kr. til hver. Det er kun et højere bruttonationalprodukt, som kan give mere velfærd.
Hvis nogen for 40 år siden stillede forslag om at bruge 16 mia årligt på at forfølge arbejdsløse. Hvad ville vælgerne så have svaret?
Hvis man stiller forslaget her, ved jeg ikke, hvad debattørerne ville svare. Mange er utilfredse, men hvad vil I have?
En gammelkendt holdning er at sige nej til noget, hvis man ikke kan få det hele. Nu handler det her om borgerløn. Jeg undrer mig gang på gang over den surhed, den bliver mødt med. Hvorfor ikke tage den ind og bygge med på ideen. Robotisering vil sende en hær hjem. Folk vil føle sig hjælpeløse (ligesom nu). Der er ikke arbejde til alle, men vi kan lave om på arbejdsbegrebet og om på lønbegrebet, og det er det, vi skal.
Og så ikke al den surhed - og hvor kan man klage over kapitalismen og kapitalisterne? Gå dog i gang i jeres partier. Hvad hedder de forresten?
Nej, Leo Nygaard, vi går bare ind for, at når man er arbejdsløs, skal man have understøttelse. Er man arbejdsløs faretruende længe, skal man tilbydes et job i - ja, nu må det jo være et år, når det er optjeningsperioden, som man har erfaring indenfor.
Hvis man er udenfor arbejdsmarkedet, men i stand til at arbejde, skal man tilbydes et job, man kan bestride godt, i maksimalt et år; subsidiært tilbydes uddannelse, hvis man ikke har én.
Når jeg læser de mange indlæg, synes jeg, der bliver blandet flere problemstillinger ind i borgerløn, end borgerlønnen kan løse.
For eksempel at tro, at udfordringen med de 1% rigeste bliver løst via indførelsen af borgerløn. Hvis de 1% rigeste er blevet det i kraft af omgåelse af skattesystemet, så er det dén problemstilling, der skal løses. Hvis de er blevet det i kraft af, at de har været heldige/dygtige med deres forretninger (og det måske har genereret arbejdspladser), så er det jo godt for dem (og dem, der har fået arbejde), men der kunne måske godt omfordeles lidt mere med lidt skat på private formuer.
Disse problemstillinger har intet med borgerløn at gøre.
Borgerløn handler om den fælles husholdningskasse; husholdningskassen, hvor alle - også den rigeste 1% - har et ansvar - og vigtigst af alt bør føle et ansvar - for at være med til at betale de fælles regninger.
Konsekvensen af indførelsen af borgerløn har i min optik 2 risici:
1) Incitamentet til at føle et ansvar for den fælles husholdningskasse gøres svagere, hvormed den fælles husholdningskasse kan risikere at blive meget mindre (den sociale kontrakt brydes).
2) "Nogle" skal betale borgerlønnen og den "nogle" er den fælles husholdningskasse, som vi jo alle har et ansvar for, men det ansvar er gjort mindre via 1) så ansvaret for at skrabe pengene ind kommer til at ligge på færre skuldre end nu (hvor det vist er 42% af befolkningen, der betaler for resten) og gider de <42% egentlig bruge deres liv på det (sociale kontrakt er brudt).
Tak for at nævne mig i din kommentar, Leo Nygaard!
Nu skal vi bare også komme overens i alle de andre emner, hvor vi jo desværre er så langt fra hinanden... (fx flygtningespørgsmålet/lejre, osv.). Men hvem ved, måske er ikke al håb ude ;-)
Her en artikel om, hvordan det eksisterende system ikke kun kvæler ethvert initiativ, men også nedbryder mennesker:
http://www.avisen.dk/arbejdspsykolog-ledige-kan-miste-initiativet-naar-d...
Dette kan (desværre) bekræftes af mine empiriske erfaringer på eget sind og krop.
Borgerløn vil medføre en magtforskydning - væk fra nuværende hierarkiske system og tilbage til den enkelte. Nuværende magthavere påstår, at det ville medføre kaos, hvilket kun er en påstand, og i stedet for at være fødselshjælpere for det sociale samarbejde, som er den enkeltes bedste overlevelsesstrategi, modarbejdes friheden til individ og samfund - af de få magthavere og til deres egen fordel. Samtidig med at de har den uhørte frækhed at sælge deres postulat med den neolibarale tese om netop 'frihed til den enkelte'. Hvilket bedrag.
Kære Randi,
Der er intet bedrag i liberalismen. Vægerne har valgt det til os ved højlys dag ( to runder med Fogh - remember?) og tesen om liberalismens frihed for den enkelte er jo også rigtig nok; den gælder bare ikke fattige, syge og svage. Sagen er at vi er ikke mange nok (endnu?), som var bedre stillet med borgerløn end uden og jeg tvivler på at vi nogen sinde bliver det. Det egentlige problem, i den nuværende ordning, er at vi aldrig fik en erstatning for det socialkontor som blev lagt ind under jobcentret i firserne, for i samme ombæring at blive nedlagt. Det egentlige bedrag er at vi bildes os selv ind at arbejde er svaret på alt. Arbejde er svaret på meget, men ikke alt. Nogle gange er det noget andet der skal til.
Det neoliberalistiske bedrag handler om, at den frihed for den enkelte, som der tales om, forudsætter penge. Og dem er der fgm ikke fri adgang til.
Det er altid de fattige, der betaler for de riges fest, de fattige har ingen magt i vores samfund, men sammen, alle lønmodtagere og fattige sammen, vel at mærke, så er det muligt at fremtvinge forandring, men det ser man ikke mere, 'dem og os' politikkerne har fordærvet vores land.
Der har aldrig været og kommer heller aldrig til at blive fri adgang til hverken penge eller frihed for alle. Russerne og kineserne forsøgte i stor skala. Det eneste vi fattige kan håbe på er at være så meget i vejen for de riges projekter, at de køber sig til frihed fra os, ved i nogen grad at hjælpe os eller i hvert fald sminke vores tilværelse så meget med deres efterladenskaber, at livet bliver mere end kun lige udholdeligt. Det vi kan frygte er at de rige isolere sig (tendenser vi ser lige nu) og finder på løsninger der slet ikke involverer os; så har vi borgerkrigen og ingen ved hvad der er på den anden side af sådan en.
Eller borgerne splittede som de er, finder sig i deres lod i livet, for 'det skal altid kunne betale sig at arbejde, bliver der sagt!
Beskæftigelsesminister, Jørn Neergaard Larsen (V) udtrykker det således:
"Begreber som »social dumping«, »kædeansvar« og »klausuler« er kommet ind i debatten, men der er efter Dansk Arbejdsgiverforenings opfattelse tale om en helt fordrejet debat, der kun tjener det formål at skabe kunstige mure imod en sund international konkurrence,"
skrev Jørn Neergaard Larsen i 2013.
Når de rige investere i en millitært udrustet hær med tidligere børnesoldater ud af et off-shore selskab, med hemmelig ejer, der ikke opgiver fortjeneste til skat, så er det faktisk synd for den rigtige ejer, for det er usandt, at den rigtige ejer gør noget som helst forkert eller ulovligt, de har da ansat folk til det arbejde, som det påstås det er ulovligt, men de hemmelige ejere er jo selv forfulgte, for 'det skal altid kunne betale sig at arbejde!'
De rige er forfulgte skatteflygtninge, det er vores bedsteborgere der ansætter folk, der betaler skat, muligvis ikke nok til der bliver råd til basisindkomst men alligevel, de rige neoliberale er nutidens forfulgte skatteflygtninge.
Mafia.
Leo: Det får du mig ikke med til. Liberalisternes livsønsker går mest på at blive fri for noget, så de kan tumle sig på fællesskabets bekostning. Går de ind for en slags borgerløn, er det for at det ikke skal forstyrre de riges finansielle eskapader - lad bare folket rode med deres småpenge.
Borgerløn, som jeg håber Alternativet kan komme med et forslag om en dag, skal være en pendant til fortidens drøm om den myndige og politisk modne borger. Det er menneskekærlighed, vi taler om, ikke ussel mammon. Pengene er det mindste, men hvis vi kan give hver enkelt borger den nødvendige sum af penge til et værdigt liv, så bliver fokus på penge mindre. Vi skal bevæge os hen mod det pengeløse samfund og se, hvor langt vi kan komme. Derfor skal der også gives tilladelse til eksperimenter med lokal valuta. Det florerer i andre lande, men Danmark halter bagefter.
Borgerløn handler om, hvordan vi skal leve et værdigt samfundsliv. Det handler også om at lave en statsbank, så det er statskassen der tjener pengene og ikke spekulationsbankerne. Foreløbig kan man bare melde sig ind i andelskasserne, der støtter mange gode formål.
Borgerløn retter os ikke ind efter penge og pengeskabelse, som spiller så stor en rolle for liberalisterne. Den frigør os til alt muligt andet. Jeg ved, du er enig med mig i det meste, men som grundskyldsmand placerer du dig midt mellem liberalister og socialister, og jeg er tættere på fællesskabssiden.
Danskerne er nogle pudsige størrelser. De vil gerne være frie og sociale, men under ingen omstændigheder liberalister og socialister. Der ligger hunden begravet. For at komme videre, må vi ofre de gamle begrebet og finde et nyt sprog. Der er ingen tvivl om, at hvis borgerlønnen skal bæres frem skal det være hos Alternativet, der er 'fri for lur bag hegn og mur', som vi råbte som børn.
Liberalisterne tænker for lidt, socialisterne for meget. Begge har for lidt jordforbindelse.
Når socialisterne kommer i tanke om, at det at være socialist, betyder at være social, kommer de måske over og hjælper til i alternativet.
Niels-Simon Larsen
"Liberalisterne tænker for lidt, socialisterne for meget. Begge har for lidt jordforbindelse."
Det var en interessant beskrivelse, jeg vil tænke lidt over.
Niels-Simon Larsen
Jeg er færdig med at tænke over "Liberalisterne tænker for lidt, socialisterne for meget. Begge har for lidt jordforbindelse", jeg tror liberalisterne og socialisterne begge tænker for lidt og har for lidt jordforbindelse.
Der mangler en generel debat om vitale videnskabelige underbyggede fakta og oplysning om fælles anerkendte kendsgerning.
Sider