Læsetid: 3 min.

Haves: et parti. Søges: en politik

Omkring sit landsmøde denne weekend søger SF at finde rum til udvidelse – mellem de krydspres, som andre partier udsætter SF for. Udlændingepolitikken er et farefuldt valg af niche
I denne weekend holder SF landsmøde, hvor det lille tidligere regeringsparti med formand Pia Olsen Dyhr i spidsen skal forsøge at finde en måde at udfylde sit rum på venstrefløjen.

Ida Munch

16. april 2016

Synes du, kære læser, at De Radikale er for borgerlige, Socialdemokraterne er for gumpetunge, Alternativet er for luftigt og Enhedslisten for langt ude? Ja, så er SF, Socialistisk Folkeparti, måske lige noget for dig.

Hvordan SF kan udfylde rummet mellem sine omgivende konkurrenter og – i bedste fald – udvide sig derfra, er det afgørende emne for SF’s landsmøde, der denne weekend foregår i Vingstedcenteret ved Vejle.

Rådvildhed er udbredt blandt de tillidsfolk, der er forblevet aktive i SF trods den indre opløsning, som i 2014 blev resultatet af SF’s deltagelse i regering med socialdemokrater og radikale.

Op til landsmødet har ni af SF’s lokalforeninger og regionsbestyrelsen i SF Sjælland foreslået, at SF fornyer sit principprogram. De begrunder ifølge DR forslaget således:

»SF har brug for en fortælling, der kan begejstre og skabe en bevægelse for store forandringer. De reelle problemer skal fremlægges klart, og SF må komme med demokratiske socialistiske løsninger, der virker i hverdagen og på længere sigt.«

Alt sammen sandt, men lettere sagt end gjort. Partiledelsen er ikke indstillet på at gå ind i det tidsrøvende – og muligt splittende – møje, det er at nå frem til et nyt principprogram.

Markant værdipolitik

Som det fremgår af et interview i fredagens Information, er SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, indstillet på at finde andre løsninger. Hun er ikke i tvivl om at have fundet SF’s niche på venstrefløjen her og nu: Nemlig udlændingepolitikken. Den vil hun gøre til SF’s værdipolitik.

Hun siger:

»I Danmark er vi gået over til enten signalpolitik eller – modsat – at hævde, at der slet ikke er nogen problemer. Dér vil jeg gerne holde SF på et spor, hvor vi siger, at der er reelle problemer – og dem vil vi gerne løse.«

At gøre udlændingepolitikken til SF’s niche kræver klar markering til fronterne. På den ene side kritiserer Pia Olsen Dyhr blå blok og Socialdemokraterne for de udlændingestramninger, »som smadrer integrationen«. Hun taler hårdt om S:

»Jeg ved godt, at Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti ønsker, at de skal være i isolerede byer, hvor de ikke snakker med andre, for så tager de nok hjem igen.«

På den anden side har Pia Olsen Dyhr revset venstrefløjen – forstået som Enhedslisten og Alternativet – for at lide af berøringsangst over for problemerne med integration og den manglende ligestilling i flygtninge- og indvandrermiljøet.

Hvor præcist er det så, SF skal placere sig? Pia Olsen Dyhr lader forstå, at SF har viljen til den fornødne hårdhed. Det viser det forslag, som hun præsenterer op til landsmødet:

Det eksisterende uddannelsespålæg for unge under 30 år skal udvides til også at omfatte indvandrerkvinder over 30 år, der ikke har 9. klasses afgangseksamen eller har gennemført en erhvervsuddannelse. Hvis ikke de søger uddannelse, skal det gå ud over deres kontanthjælp.

Netop på grund af forslagets blanding af gulerod og pisk bliver det mødt positivt af Dansk Folkeparti – og Socialdemokraterne. Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen opfanger SF-forslaget ved at foreslå det udvidet til alle over 30 – uanset etnicitet og køn.

Fortsat miljømarkering

Miljøpolitikken er en væsentlig del af SF’s traditionelle profil. I Thorning-regeringen affandt SF sig med, at miljøet nok fik plads i retorikken, men reelt blev placeret meget lavt i prioriteterne.

De socialdemokratiske ministre Henrik Sass Larsen og Karen Hækkerup (sidstnævnte nu cheflobbyist for landbruget) fik lov til at køre en politik, der gav forrang til helt traditionelle forestillinger om, hvad der gavner vækst. Den politik har den nuværende V-regering nu drevet ud i yderligheder.

Men i kritikken af Venstres miljønedtromling står SF med to problemer: Dels, at kritikken mestendels er fælles gods for hele rød blok, dels at SF skal forklare, hvorfor partiet ikke sikrede en ganske anderledes tilgang, mens SF havde regeringsmagt.

Landsmødet vil også – ikke mindst i bramfri samtaler mellem deltagerne – handle om, hvor partiet er på vej hen i Folketingets samarbejdsmønstre.

Hvis SF lægger afstand til Enhedslisten og Alternativet for at være for blåøjede i udlændingepolitikken og til Socialdemokraterne for at være for hårde, ja, så har SF’erne på sit selverklærede kerneværdiområde bragt sig sammen med De Radikale, som SF endnu ikke er færdig med fordømme for den borgerlige økonomiske politik, som De Radikale tvang Thornings regering til at føre.

Hvem er så SF’s allierede på Christiansborg? Hvem skal kommende parlamentariske sejre vindes sammen med? I spænding afventes landsmødets svar.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørgen Steen Andersen
Jørgen Steen Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

SF ligner mere og mere de socialdemokratiske renegater. Så det er vel der - og i DF de skal finde alliancepartnerne.

Anders Jensen, Torben Selch, Jørgen Steen Andersen og Sup Aya Laya anbefalede denne kommentar

SF og de konservative ligner i stigende grad hinanden: søger efter ledige standpunkter fordi udgangspunktet ikke længere står tydeligt for de tilbageblevne medlemmer. Derfor vil vi se, hvordan SF dalrer fra det ene besynderlige standpunkt til det andet -alt sammen i håb om at stemme-maksimere.
I dagens Politiken, kritisere Pia Olsen Dyht således den folkeskolerefom, man selv var med til at stemme igennem for ca. to år siden. Nu er der stemmer i at mene det modsatte. Gu' ved hvad SF mener næste år?
SF vil også fratage kontanthjælpen fra ikke-vestlige kvinder, der blot er "husmødre", og så går derhjemme og fiser den og steger falafler. Partiet har sørme udviklet sig siden Villy Søvndal fortalte alverden, at Hitz-but-Sangria kunne skrubbe ad helvede til.
SF er også med i forsvarsforliget, og siger dermed ja til at DK skal bruge 30-90 mia kr. på nye jagerfly, til indsættelse hvor vores vigtigste allierede forlanger det.
Der skal købes nyt artilleri, og det risikerer, at blive et israelsk produkt. Heller ikke det, har SF betænkeligheder ved.
Hvad kan man bruge SF til? Er der nogen, der har et svar?

Anders Graae, Michal Bagger, Troels Brøgger, Flemming Berger, Hans Larsen, lars søgaard-jensen, Niels Duus Nielsen, Anders Jensen, Torben Selch, Rasmus Knus, Jørgen Steen Andersen, Kurt Nielsen, Sup Aya Laya og Holger Madsen anbefalede denne kommentar

Ikke siden 1930'erne har Danmark og Europa været i en situation hvor behovet for venstrefløjen, forstået som den sociale politik, den solidariske politik, fordelingspolitik, den moralske politik, den etiske politik - har været større.
Tror SF skulle fyre deres nuværende spindoktorer - og ansætte Preben Wilhjelm - partiet kan jo ikke se skoven for bare træer mere.

Sup Aya Laya, Flemming Berger, Kurt Nielsen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar

Hvad er motiverne egentlig til ønsket og kravet til at indvandrerkvinde nu absolut skal ind i folden hos det arbejdende folk? Er det for deres skyld? samfundets? eller er det bare endnu et forsøg på at sikre at ingen i dette land får noget uden at yde. Arbejdet med at "tvinge" dem ind giver selvfølgelig arbejde til diverse konsulenter m.v. men om de på et tidspunkt skulle få chancen til et rigtigt job? tror man det i SF? Jeg tror såmænd ikke vi lider mere nød ved at lade dem være og så satse på alle de unge fra samme miljø som nu buldrer af sted, ikke mindst kvinderne.

Sup Aya Laya, odd bjertnes, Ebbe Overbye, Kurt Nielsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Viggo Okholm, motiverne ?
1: fodre kapitalismen med mistænkeligt billig arbejdskraft og
2: ansvarsfuldt beskytte arbejdernes sejt vundne rettigheder'..
På samme tid !
Lidt absurd, ... måske virkeligheden skal søges i en helt anden vanskelig formulerbar logik :
De er ikke muslimer. De 'tror' de er muslimer. Vi 'ved' de bare er mennesker.
Men hvis den overvægtige, lidt for fattige, lidt for børne-'rige', uuddannede ikke dansktalende gamle sunni-pige lægger den sorte uniform er hun hvad vi i vestlig kultur kalder 'bare et menneske', men i hendes egen er dette begreb ensbetydende med intet overhovedet og død allerede.
Og det menneskesyn skal demonteres. Det bliver den ikke i hjem-sfæren. Dvs at samfundsfæren - i.e. arbejdslivet (ikke nødvendigvis -'markedet') - må lægge briks til behandlingen-

Billeder kan sige mere end ord: Kolos på lerfødder.

Jeg vil hverken kalde SF eller Pia Olsen Dyhr for en kolos,
men på fotografiet der illustrerer artiklen,
ses et væsen der tydeligvis ikke har meget jordforbindelse ...

Touhami Bennour

"Synes du kære læser, at de Radikale er for borgelige,socialdemokrater er for renegate, Alternative er for luftige og enhedslisten er for langt ude, ja så er SF måske (måske ikke) lige noget for dig". Og Paven, Eu, kommunister, Oligarker, conservative og troende I det hele taget? Er de hykler, kyniker, grådige. sofister. idealister, utopister? de er helt sikkert for 80 %, så er der 20 % tilbage vi har tilgode hos dem og det er det vi kræver at de holder løfte til at indfrie for folksrettigheder. Jeg tror at de gør det.

Lasse Nielsen

Arne Lund skriver: Hvad kan man bruge SF til? Er der nogen, der har et svar?
Ja, i praksis er partiet det bedste til at bekæmpe ulighed. I regering satte SF skatten op for de allerrigeste (ved at hæve det såkaldt skrå skatteloft) og tog også børnechecken fra de velhavende. De fjernede starthjælpen og kontanthjælpsloftet og satte ældrechecken op for de fattigste pensionister. Den slags øger ligheden.

Det var ikke mindst SF's skyld, at både fattigdommen og uligheden faldt under Thorning, og at Danmark genvandt sin førsteplads i lighed i årene 2011-2013:
http://www.b.dk/nationalt/danmark-er-nu-klodens-mest-lige-samfund

Motiverne som jeg spurgte om ovenstående er altså blakkede, tror jeg.
Det er lidt som de motiver der gør at ingen stort set kan få førtidspension. Det er åh så synd de ikke kan deltage i arbejdslivet og dermed skal leve af "nådsens" brød resten af deres dage. Det må altså være bedre at skulle piske igennem forskellige ressource forløb for om muligt at kunne klare 2 arbejdstimer om ugen så de kan få suppleret deres "løn" via diverse regler. Hvad disse krumspring faktisk koster samfundet i bureaukrati, konsulenter og kontrol melder historien ikke så meget om. Det er vel lidt det samme SF her fremturer med. Kan mennesker i dagens Danmark ikke være "værdige" udenfor det pulserende selvom vi måske skal forsørge dem, altså os som har været heldige med at være det rette sted på rette tidspunkt og været forskånet for sygdom?

Anders Graae, odd bjertnes, Kurt Nielsen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar

@ Lasse

Alternativ historieskrivning!? Grænsen for hvornår man skal befale topskat blev hævet - altså flere penge til de rigeste og dermed omvendt økonomisk omfordeling. Endvidere blev børnechecken indtægtsreguleret - ikke taget fra de rigeste.

man kan ikke altid sige motiverne straight, der vil i en 'officiel og seriøs' venstreorienteret forklaring altid være et element af mere bureaukrati, og så er der lige løndumpingen på tværs også ...
.
Hvad angår generelt politisk optimale for SF´ (blandt forhåndenværende), pinner Lasse Nielsen det vist kort og præcist : 'Lighed'.

Helene Kristensen

Hvis man f.eks. har kontakt til "tyrkiske" danskere, så er de faktisk slet ikke kede af at have ret til undervisning, selv om manden absolut ikke ønsker de skal udenfor hjemmets vægge uden bevogtning af svigermor/svigerinder eller manden. En del af pigerne græder voldsomt, når de skal giftes for så er det slut med uddannelse og arbejde - ingen kontakt udenfor familien. Faktisk kan det være ret så menneskeligt godt at "påtvinge" indvandrerkvinder undervisning og evt. arbejdspligt for kontanthjælpen - i lighed med de forhold indfødte danske kvinder har.
Kan nogen forklare mig hvorfor det er umenneskeligt at indvandrerkvinder skal udenfor hjemmet for at kunne modtage kontanthjælp? hvorfor er det ikke lige så umenneskeligt at syge, døende, arbejdsløse danskere har de samme krav rettet mod sig?

Hvis en dansk kvinde gifter sig, kan hun ikke gå i hjemmet og hygge sig, og samtidig få kontanthjælp. Formodes indvandrerkvinder at være menneskesky og uden glæde ved at omgåes folk udenfor familien?

Trond Meiring

Hvad med at SF bare går tilbage til sin gamle politik, inden højredrejningen og regeringsdeltagelsen? Og så har man sikkert også registreret at der har sket nogen ting i mellemtiden, så man er à jour.

Niels Erik Nielsen

Sidst jeg checkede, var SF (Pia Olsen Dyhr) også helhjertede tilhængere af de multinationale koncerners store neoliberalistiske projekt, TTIP, som står for alt det modsatte af, hvad SF har stået for, mig bekendt. Og nu vil de score stemmer i indvandringsdebatten?

Jeg går ud fra, at dette internt i partiet forstås som "realisme", og sådan een må et politisk parti vel have i et vist mål, men det her er da en perverteret form for realisme, hvor alle hidtidige positioner bliver vendt 180 grader. Skal de indvandrings-kritiske stemmer bruges til at fuldende Danmarks færd mod den neoliberalistiske konkurrencestat med støtte til for eksempel TTIP?

Det kan være det bare er mig, men udefra ser det ærlig talt ud som om, hele partiet er fuldstændigt rundt på gulvet.