Note
Læsetid: 2 min.

Kritik af artiklen ’En unødvendig lejr’

Indland
9. april 2016

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) satte onsdag gang i en heftig debat om forholdene i en asyllejr i Haderslev.

Ministeren kritiserede på sin facebookside artiklen ’En unødvendig lejr’, som havde været bragt i Information den 4. april, og som er skrevet af forfatter og venligbo Annelise Marstrand-Jørgensen. Ministeren mener, at artiklen giver et forkert indtryk af forholdene i lejren. Artiklen er også blevet kritiseret af lejrens personale for at indeholde fejl, og torsdag lagde Inger Støjberg selv vejen forbi lejren for at se på forholdene.

4. april bragte Information artiklen. Her beskrives de generelle forhold som uhumske med meget mudder overalt i lejren. Det fremgår blandt andet også, at børnene ikke går i skole, at der ikke serveres halal-kød, at børn, herunder 0 til 3-årige, ikke får mellemmåltider, og at flere af børnene er syge og ikke modtager behørig lægehjælp.

Ifølge reportagen har lejrens ansatte også ignoreret oplysninger om, at en beboer tilbød penge for sex til mindreårige, og at et barn var blevet forulempet. Derudover fremgår det af reportagen, at en forhenværende ingeniør i Forsvaret efter at have set billeder fra lejren på Facebook skriver, at der er ulovlige og farlige elinstallationer.

Annelise Marstrand-Jørgensen besøgte lejren i begyndelsen af marts. Nogle af forholdene er siden blevet forbedret. Det oplyste den ansvarlige asylchef Birgitte Guldberg i et interview, som Information bragte samme dag som artiklen ’En unødvendig lejr’.

Asylchefen havde forud for interviewet fået tilsendt artiklen ’En unødvendig lejr’. Hun bekræfter blandt andet oplysningerne om, at der ikke serveres halalkød, og at børnene ikke gik i skole, da Annelise Marstrand-Jørgensen besøgte lejren, ligesom der ikke blev givet mellemmåltider til børnene over tre år – hvilket der siden er blevet lavet om på, så børnene nu kan få mellemmåltider.

Hun forklarede også, at der på grund af byggearbejde var meget mudder i lejren, som også kom ind i toilet- og badevogne.

Birgitte Guldberg afviste imidlertid også en række oplysninger i artiklen. Ifølge asylchefen har familier med børn under tre år hele tiden kunnet få babymad udleveret.

Asylchefen oplyste også, at der hele tiden har været en sundhedsklinik i lejren, hvor beboerne kan henvende sig, hvis de er syge. Klinikken var i begyndelsen bemandet af sygeplejersker, der kunne sende beboerne videre til en læge eller sygehuset. Senere er der kommet en fast læge i lejren.

Asylchefen har desuden oplyst til Information, at hun ikke kender til tilfælde af seksuelt misbrug i lejren. I et interview på Radio24Syv 7. april udtalte en medarbejder i lejren imidlertid, at personalet rent faktisk har bortvist en mand, der har tilbudt børn penge for sex, og at de har meldt manden til politiet.

Birgitte Guldberg sagde også, at det, som den tidligere ingeniør i forsvaret beskrev som farlige og ulovlige elinstallationer, er vandrør.

I tiden op til Inger Støjbergs besøg i lejren er forholdene i lejren blevet forbedret. Der er blevet spredt flis i lejren, så der ikke længere er fyldt med mudder, og lejren har ansat et rengøringsfirma til at gøre rent på toiletterne.

Børnene, der ikke har kunnet gå i skole, havde første skoledag samme dag, som ministeren ankom til lejren.

Information beklager, at asylchef Birgitte Guldbergs indvendinger imod artiklen ’En unødvendig lejr’ alene fremgik af en sideartikel i form af et interview og ikke blev indarbejdet i artiklen ’En unødvendig lejr’.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvis valget står mellem at stole på, hvad Annelise Marstrand-Jørgensen beretter om sine egne oplevelser ved besøg i lejren på den ene side.....

...og på den anden side hvad Inger Støjberg og hendes betalte embedsmænd forklarer....

....så tror jeg nok jeg er ret sikker på hvad jeg stoler mest på.

Dorte Sørensen, uffe hellum og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

"Børnene, der ikke har kunnet gå i skole, havde første skoledag samme dag, som ministeren ankom til lejren."

De nåede det lige!!!

Mads Berg, Steffen Gliese, Dorte Sørensen, uffe hellum, Grethe Preisler og Hans Larsen anbefalede denne kommentar

Den eneste kritik jeg mener er relevant her er at der ikke i den oprindelige artikel står, at Annelise Marstrand Jørgensen besøgte teltlejren i begyndelsen af marts 2016. Og måske også at nogle af de kritikpunkter hun havde dengang, altså i begyndelsen af marts 2016, er blevet udbedret siden begyndelsen af marts 2016. Derudover er det jo en øjenvidneskildring af en forfatter, hvad forfatteren har set og hvordan hun oplevet lejren. Det er en subjektiv beskrivelse af lejren, ikke en journalistisk artikel om forholdene i lejren.

Hvorfor er det vigtigt for forståelsen af forfatterens, Annelise Marstrand Jørgensens, budskab og subjektive beskrivelse af lejren, at lejrchef's Guldbergs indvendinger mod det som forfatteren har set og beskrevet skulle indarbejdes, dvs. sættes ind i den oprindelige artikel. Det forstår jeg ganske enkelt ikke...

Eva Bertram, Britta Hansen, Jens Erik Starup, Hans Larsen, Steffen Gliese og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Når de 2 artikler blev bragt samme dag - er det vel mere end fint - bortset fra, at Inger Støjbjerg med fan ikke kunne ha´ brugt A M-Js referat som eksempel på usandhed og foragt mod IS "godheds industri".
Men så havde "vi" ikke oplevet hele dette groteske cirkus med beskyldninger om at lyve osv...... I mine øjne fortæller det mere om IS end om noget andet. Hvis IS ville kunne hun lave et indlæg til Information og fortalt at alt ikke havde være i orden fra starten ol. Men den vej valgte IS ikke hun ville heller jorder AM-J.

Britta Hansen, Mads Berg og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Jens Erik Starup

Jeg synes Information skylder læserne en forklaring på, hvorfor lejrchef Guldbergs eventuelle indvendinger mod Marstrands holdninger absolut skal indarbejdes i Marstrands indlæg.