Læsetid: 3 min.

Lars gjorde lægesprog til lægmandssprog

Lørdag aften blev lægen Lars Boesen kåret som vinderen af Ph.d. Cup 2016. ’Det mest udfordrende for mig har været at formidle min forskning kort og præcist,’ siger han
Vinder af Ph.d. Cup 2016 Lars Boesen har undersøgt en ny og mere effektiv måde at undersøge prostatakræft. Her demonstrerer han ved kåringsshowet sin metode ved hjælp af et æble og grillspyd.

Jakob Dall

Indland
18. april 2016

I DR’s Koncertsal er kameraerne klar. Om lidt skal de fem finalister i årets Ph.d. Cup på scenen og præsentere hver deres forskning over for publikum og dommerpanelet, der består af journalist og ph.d. Adam Holm, professor og institutleder Maja Horst samt professor og forfatter Vincent Hendricks.

Konceptet er enkelt. Tre års forskning skal koges ned til tre minutter, og hver finalist skal på forståelig og selvsikker vis formidle, hvad de er kommet frem til. Alle, der har afsluttet en ph.d. i 2015, har haft mulighed for at melde sig til konkurrencen. Det har 56 gjort, og heraf er fem blevet udvalgt til at få ekstra træning i at forklare deres resultater, så andre end deres kollegaer og studerende kan forstå dem. Vinderen skal kåres i aftenens tv-show.

Inde i et venterum bag en glasdør står deltagerne og taler med hinanden, før showet går i gang. De kan ikke høre lyden fra salen, men de kan se de mange mennesker, som de snart skal optræde for.

En af dem er lægen Lars Boesen. Da han få år tilbage arbejdede som læge, så han, hvordan læger ofte overser prostatakræft eller kommer til at fejlbehandle patienter, fordi diagnosemetoden, der bruges til at finde kræften, er upræcis. Derfor gik han i sit ph.d.-projekt i gang med at undersøge, hvordan man ved en anderledes scanningsmetode bedre kan opdage kræfttypen i tide.

»Tjoh. Nu er det lige ved at være nu,« svarer Lars på spørgsmålet om, hvorvidt han er nervøs. Han virker rolig.

Hans rolighed er også en af de ting, som dommerne lægger til grund for, at han få timer senere kåres som vinderen af Ph.d. Cup 2016. En anden tungtvejende årsag til, at Lars Boesen løber med vindertitlen, er hans brug af rekvisitter.

Læs også: Han fanger den store mandedræber

Oppe på scenen illustrerer han nemlig ved hjælp af et æble og en håndfuld grillspyd, hvordan lægerne i dag må tage mange biopsier på selve prostataen med nåle. En efter en stikker han spyddene i æblet, som skal forestille en prostata. For hvert spyd, der borer sig ind i æblet, krummer publikum sig mere og mere sammen.

Men ved hjælp af den scanningsmetode, som Lars Boesens har undersøgt i sin ph.d., kan lægerne mere præcist lokalisere kræftsvulsterne i prostataen. Derfor bliver de mange biopsier unødvendige.

Den gode historie

Det er en tydeligt overvældet Lars Boesen, som Information møder efter kåringen.

»Jeg har det fantastisk. Det er en god følelse,« siger han og fortæller, at han ikke havde nogen anelse om, hvem der ville vinde.

»Vi er jo fem vidt forskellige ph.d.’ere med vidt forskellige emner, så det var helt umuligt at sammenligne og vide på forhånd,« siger han og forklarer, at han »bestemt« har fået det ud af forløbet, som han havde håbet på.

»Det har været virkelig interessant at få et indblik i, hvordan medierne opererer, hvilke ting de lægger vægt på, og hvad de ser som den gode historie. Det er meget anderledes, end når jeg ellers er ude og formidle forskning blandt kollegaer. Denne form for formidling er nærmest omvendt med konklusioner først og fokus på overskrifter og at finde den gode historie. Det har jeg lært meget af.«

Op til Lars Boesens præsentation på scenen blev der vist en introvideo, hvor han lavede nogle stemmeøvelser med en stemmetræner. Men stemmeføringen har ikke været den største udfordring, fortæller han.

»Det mest udfordrende for mig har været at formidle min forskning kort og præcist, så budskabet kommer bredere ud end bare til den specifikke målgruppe, som jeg ellers arbejder med til daglig,« siger han. Han mener dog, at det har været en stor hjælp, at han allerede er vant til at formidle lægefagligt stof til patienter.

»Der handler det jo netop også om at få det lidt mere komplicerede ned på lægmandssprog. Selv om patienter selvfølgelig har en naturlig interesse i emnet, fordi de trods alt er patienter, så skal man stadig tænke over, hvordan man formidler. Så det har hjulpet rigtig meget,« siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Morten Jensen

Det var et super fedt program, lærerigt, sjovt og interessant... Ikke just alt tv nutildags der falder i den kategori...

Kristian Rikard

Og i øvrigt tak til dagbladet Information for at være medsponsor!