Det kunne muligvis hænge sammen med udsynet og arbejdsbetingelserne. Justitsminister Søren Pind (V) slås med småpartier, der konstant forstyrrer arbejdsroen og presser Venstres skrøbelige etpartiregering for at maksimere opmærksomheden om deres relativt få mandater. I hvert fald lod ministeren for nylig forstå fra villaen i det københavnske forstadskvarter Emdrup, at det danske demokrati og dets institutioner er udsat for et »termitangreb«, som bygger på voksende vrede og afmagt i befolkningen.
Og de partier, der ikke vil »påtage sig ansvaret« i en regering, er med til at forstærke vreden og mistilliden, som Pind mente havde visse alarmerende fællestræk med udviklingen, der førte til kaos i begyndelsen af 1930’erne.
Mogens Lykketoft derimod er fra sin plads i formandsstolen for FN’s Generalforsamling med panoramaudsigt over East River og det pulserende Manhattan under sig langt mere positivt indstillet over for verdens udvikling – i hans tid som formand har FN fået vedtaget globale aftaler om nye mål for bæredygtighed og klima – og langt mindre kritisk over for de protestpartier eller systemkritiske ryster, som får Pinds verden til at forekomme så usikker.
For ligesom Bernie Sanders har vist sig at kunne presse sin demokratiske modkandidat Hillary Clinton til venstre, kan de nye bevægelser og systemkritiske partier vise sig at have samme effekt i Europa. Og Lykketoft ser en fremtid for sig, hvor de gamle magtpartier igen formår at indoptage de strømninger og bevægelser, som før har kendetegnet de store bærende partier.
»Jeg er ikke lallende optimist. Men jeg er fortrøstningsfuld i forhold til flere af de europæiske socialdemokratier, hvor det svenske for eksempel lige har fremlagt en stor velfærdspakke og i forhold til mit eget parti, hvor man også har forstået, at en mere økonomisk retfærdig fordelingspolitik skal tilbage på dagsordenen. Den økonomiske politik er jo en af hovedårsagerne til de europæiske befolkningers voksende EU-skepsis. Og en ændret kurs vil også være vejen til at give de vælgere, Socialdemokraterne skal repræsentere, humøret tilbage. Samtidig er de største af verdens magter ved at indse, at de er nødt til at samarbejde for at løse verdens problemer,« siger den tidligere formand for Folketinget, da vi har taget plads med udsigt til floden for at tale om den række begivenheder, hvis fællestræk præger den politiske udvikling i Danmark såvel som i Europa og USA.
Det drejer sig om de antielitære strømninger, som indbefatter Donald Trumps vrede hvide mænd og Bernie Sanders oprørte unge millennials, som har givet de to kandidater en uventet fremdrift i det amerikanske primærvalg; de tyske miljøforkæmpere, der ligesom deres modstykke i det højreradikale Alternative für Deutschland gik frem ved delstatsvalget for nylig, mens spanierne i Podemos og vennerne i græske Syriza har givet de europæiske græsrødder på venstrefløjen mod på at tale om revolution og udfordre de gamle magtpartier.
Set under ét opløser disse bevægelser og politiske frontfigurer skellet mellem venstre- og højrefløj i en voksende og indædt utilfredshed i befolkningerne med det politiske establishment. Herhjemme viste længslen efter nye svar sig ved valget sidste år, hvor Alternativet sammen med de andre fløjpartier, Liberal Alliance, Enhedslisten og Dansk Folkeparti, satte de gamle partiers ’nødvendige politik’ til dørs ved at mønstre flest nye stemmer blandt danskerne.
Hvem vil ikke magt?
Men Lykketoft køber ikke Søren Pinds kritik af, at alle partier undtagen Venstre, Socialdemokraterne og Radikale Venstre finder »de rene hænders politik beundringsværdig«, fordi de er bange for at blive forbundet med den »magtbrynde«, de ansvarsbevidste partier får skudt i skoene, som justitsministeren udtrykte det over for Politikens journalister hjemme i dagligstuen. I den forbindelse kan man erindre sig, at Lykketofts eget parti havde mere end rigeligt at gøre med deres støttepartier i årene med først SRSF-konstellationen og siden SR.
»Hvem er det, der ikke vil have magten, hvis de kan få del i den? For alle partier vil det altid være et spørgsmål om, hvorvidt de kan få tilgodeset tilstrækkeligt mange af deres prioriteter. Jeg har godt set, at forestillingen om, at der er meget stor forskel på partiernes vilje til at gå i regering, har grebet både Helle Thorning og Søren Pind i nyere tid. Det eneste bemærkelsesværdige i den sammenhæng er, at Dansk Folkeparti, det største parti på den borgerlige fløj, afviser at gå i regering. Det har vi ikke set før,« siger Lykketoft og tilføjer, at det igen beror på DF’s politiske erfaring og fornemmelse, der sagde dem, at de kunne få mere igennem ved at presse V uden for en regering. Og så har Mogens Lykketoft som sagt forståelse for, at vælgerne har vendt sig mod partier som f.eks. Alternativet.
»Det kan godt være, at et parti som Alternativet forekommer flere af os, der i mange år har haft fingrene langt nede i praktikken, som et noget luftigt projekt. Men der er jo ikke nogen tvivl om, at det projekt har fået medvind i et opgør med systemer og som udtryk for en utålmodighed med, at nogle af de ting, folk troede, at f.eks. de radikale stod for med hensyn til klima og miljø, ikke blev til noget.
De havde jo ikke regnet med, at den tidligere radikale leder, Margrethe Vestager, ville prioritere topskattelettelser i stedet for en stærkere indsats på miljø og klima. Derfor er det jo ikke nogen tilfældighed, at partiet blev halveret på baggrund af Alternativets indmarch,« siger Lykketoft og småklukker, som om han morer sig over, at det indlysende kan komme bag på nogen. Til gengæld mener den tidligere formand for Socialdemokraterne, der også har været skatte-, finans- og udenrigsminister, selvfølgelig, at det er hans eget parti, der vil være bedst til at håndtere den opgave, som Alternativet prøver at løse.
»Vi har traditionelt været dem, der kunne favne det hele. Både den økonomiske sammenhæng, den sociale og den miljømæssige profil. Men det er klart, at det ikke var det projekt, der var i fokus i de fire år, vi sidst havde magten,« siger han med henvisning til, at der også var for langt mellem, hvad hans eget parti havde stillet vælgerne i udsigt, til hvad man kunne levere i samarbejde med de radikale.
Men hvor ser Lykketoft sit eget partis bevægelse hen mod en klassisk socialdemokratisk omfordelingsprofil? Foreløbig har partiets mest omtalte bedrift været støtte til den borgerlige bloks udlændingestramninger.
»Dér har udfordringen været, at man ikke kan gøre noget helt andet, end de andre lande gør. Og når selv meget indvandringsliberale lande som Tyskland og Sverige hamrer bremserne i, har man ikke så mange valgmuligheder,« siger Lykketoft og ikke vil uddybe, om hans parti er gået for langt i stramningerne. Til gengæld har Mette Frederiksen i januar f.eks. fremlagt et nej til topskattelettelser som et »ultimativt krav« til de nu udskudte skatteforhandlinger.
»Der er en meget fin læreproces i gang i forhold til, hvad det danske socialdemokrati skal gøre anderledes, næste gang vi skal regere. Alle, jeg taler med, kan se, at vi er nødt til at gøre noget ved den voksende ulighed. Også fordi, hvis vi skal repræsentere vores vælgere, er vi nødt til at vise, at vi er i stand til at trække fordelingen i en bedre retning. Sanders, som jeg ser positivt på, har jo ret i at påpege den ekstremt voksende ulighed, og de superrige i USA’s overvældende indflydelse i det politiske system. Hele det økonomiske vækstbegreb er mere eller mindre meningsløst, hvis det går som i USA, hvor den rigeste ene procent har hamstret hele velstandsfremgangen i samfundet de seneste 35 år. Vi er nødt til at arbejde i retning af et inklusivt vækstbegreb, hvor kvalitet af vækst bedømmes på, om den kommer alle til gode.«
Hvad brænder de for?
Hvis han overhovedet skal tale om politikerlede, vender Lykketoft sig til gengæld mod nutidens generation af politikere. Og han gør det med udgangspunkt i de mindeord, der tilfaldt Anker Jørgensen, hvor ikke mindst nuværende toppolitikere stod i kø for at rose den tidligere socialdemokratiske formand for hans ærlighed og oprigtige facon. De, der frygter politikerleden mest, er tilsyneladende de politikere, man i dag kan beskylde for at praktisere det modsatte af, hvad de hyldede Anker for.
»Det, Anker formåede, og som folk kom til at holde af ham for ud over hans meget ligefremme måde at være på, var, at uanset hvor mange krøllede kompromisser, han skulle lave for at regere, havde han et fast udgangspunkt og en målsætning om, at velfærdssamfundet gerne skulle blive bedre, især for dem, han kom af. Det var man ikke i tvivl om. Og hvis man skal kritisere den nutidige generation af politikere, så har politikerleden at gøre med, at vælgerne i forhold til mange af dem er kommet mere og mere i tvivl, om der er noget, de virkelig mener og føler for. Eller om de bare er i politik for at administrere,« lyder det.
Samtidig advarer Lykketoft mod de store partiers klumpspil eller ligefrem koalitioner hen over midten.
»Man kan ikke i en længere periode, i opfattelsen af at der nogle derinde på midten, der er særligt ansvarlige, have en regering af partier, som har meget forskellig holdning til fordelingspolitik, klima osv. Den ene side er nødt til at regere,« siger Lykketoft og tilføjer om de spekulationer, der har været i Danmark om en evt. SV-regering på baggrund af de to partiers nye enighed i udlændingepolitikken: »Med den yderliggående højredrejning, der kendetegner denne Venstre-regering, er den længere væk på alle de områder, hvor Socialdemokraterne skal ligge, end nogen anden borgerlig regering i efterkrigstiden.«
Hvad angår Lars Løkkes beskyldningerne om, at Lykketoft selv bidrog til politikerleden ved at kalde statsministeren en »lille svindler« i en senere lækket fødselsdagstale, siger han: »Den tale var som bekendt ikke tiltænkt offentlig brug, og sarkasmen var rettet imod de oplevelser, jeg har haft med, hvordan man kan forhandle og ikke kan forhandle. Man skal ikke udtrykke sig på den måde i det offentlige rum, og det var heller ikke meningen.«
Isolationisme
Det er ellers en række dystre udsigter, den optimistiske Mogens Lykketoft taler på baggrund af. Og som han langtfra underkender. Hollænderne har netop i en vejledende folkeafstemning stemt nej til en EU-samarbejdsaftale med Ukraine, der giver fornyet frygt for Brexit og næring til et scenario, som bekymrede iagttagere som kommentator Anne Applebaum i Washington Post har skitseret: En sejr til Trump ved præsidentvalget efterfulgt af en britisk udmeldelse af EU ved folkeafstemningen i juni, og hvis højrenationalisten Marine Le Pen vinder det franske præsidentvalg næste år og gør alvor af sine trusler om at udmelde landet af både EU og NATO – alt sammen giver mindelser om 1930’erne, der førte til Hitlers demokratiske magtovertagelse i Tyskland. Isolationismen, som Trump repræsenterer, men man også finder blandt mange af Sanders støtter, fordi de er imod, at USA bruger penge på at lege verdens politibetjent i stedet for at tage sig af sine egne, eksisterer ifølge Lykketoft sideløbende med store spring frem i den internationale beslutningskraft.
»Det er rigtigt, at man kan se nogle af de samme frustrationer, som drev meget dunkle kræfter frem i 1930’erne. Hvis man samtidig inddrager et fællestræk mellem USA og Europa lige nu, må vi konstatere, at de store forandringer ikke sker i kraft af det politiske system, men nærmest på trods af det. De store fremstød, som vi så, da velfærdssamfundets blev opbygget – med Marshallplanen og grundlæggelsen af EU – sker ikke. Det er, som om systemerne er sandet til,« konstaterer Lykketoft.
Og så forsætter FN-formanden: »Men jeg tror, at det, vi har set med FN-aftalen om klima og bæredygtighed, atomaftalen med Iran og den begyndende fælles indsats for at stoppe krigen i Syrien er udtryk for, at stormagterne forstår, at de er nødt til at klare de eksistentielle udfordringer sammen. I virkeligheden er aftalen om klima og bæredygtighed jo udtryk for nogle kolossalt ambitiøse mål fremsat i en krisetid.«
Lykketoft har tidligere også i denne avis været ude med riven efter de europæiske politikeres manglende lederskab og mod. Når det gælder den syriske konflikt, har man talt om støtte i nærområderne i årevis, mens man gav helt utilstrækkeligt med fødevarer og anden nødhjælp i samme nærområder. Hvad angår den økonomiske krise, førte man en sparepolitik, selv om al økonomisk teori og erfaring – i hvert fald Lykketofts, konstaterer han – tilsiger, at underskuddet ikke går væk, før folk er kommet i arbejde.
»Den største enkeltstående forklaring på, at folk vender sig mod EU, er, at det europæiske samarbejde helt åbenlyst ikke har været brugt til at løse de store kriser. Men lige nu er der et vældigt wake up call. Vi har brug for politikere med overtalelseskraft, retningssans og perspektiv, som kan forklare folk, hvad der ikke blot er vores humanitære forpligtelser med hensyn til flygtninge, men også hvad der tjener vores egne interesser,« siger Lykketoft, der også peger på præsident Obamas politiske holdning til USA’s intervenerende magt som et lyspunkt for en mere fredelig verden på sigt. Til trods for at Hillary Clinton, den mulige arvtager, bliver kritiseret for at være for krigerisk.
»Det har hele tiden været Obamas instinkt, at verden ikke styres ved, at USA bruger militær magt og begiver sig ud i den tredje eller fjerde storkrig. Afghanistan er en tvivlsom affære, Irak-krigen en katastrofe, derfor valgte han en forhandlingsløsning i Iran i stedet for krig, og derfor valgte han ikke at intervenere i Syrien. Han og man var bare for længe om at indse, at når man ikke ville intervenere af grunde, som jeg helt er enig i, var man nødt til at lave ubehagelige kompromisser, som at Assad ikke forsvandt. I hvert fald ikke med det samme.«
Til dem, der mest hæfter sig ved katastrofer og kaos, siger Lykketoft:
»Hvis jeg har ret i min relativt optimistiske holdning, hænger det vel først og fremmest sammen med, at historien udvikler sig i pludselige brud og ikke i rette linjer. Der er ikke mange af de prognoser over, hvordan politik og økonomi vil udvikle sig, som er rigtige. Se på Murens fald, finanskrisen og den internationale terrorisme,« afslutter Mogens Lykketoft.
Og det har det hele tiden været - det er sådan set svaret på alle de problemer, vi som menneskehed har i den fysiske verden. Økonomisk retfærdighed vil forudsætte den miljø-og socioøkonomiske omstilling, som er vores redning. Og selvom der er sort is på grønland, så havene opvarmes, så isen smelter, så der bliver så meget ferskvand at golfstrømmen og saltvandspumpen påvirkes, og koralrev og havskilpadder dør af iltsvind og plastic m.m., så tror professor box (deadline i aftes), at vi stadig har en lille smule tid til omstilling - tror. Det er noget, vi plejer at gøre i kirken, så nu ber vi vores bønner og håber, at de, der kan gøre en forskel og tale den ene procent til fornuft, får succes. Lykketoft er på vej i den rigtige retning, ser det ud til.
Det er dog utroligt hvad den mand producerer af politiske visioner efter han har forladt dansk politik. Men også lidt trist, at hans analyse af politikerleden er baseret på fornemmelser og ikke på konkrete data. Han læser i hvert fald helt sikkert ikke med herinde på Informations debatsider. Det ville i det mindste have givet ham mulighed for nogle mere realistiske gætterier.
Sry - prof box var hos clement
Det har måske hjulpet på udsynet at komme på afstand
randi christiansen
Tjaeh måske Randi. Det er bare det, at kvaliteten af visionerne stadig ikke er noget, at råbe hurra for.
"Vi er nødt til at arbejde i retning af et inklusivt vækstbegreb, hvor kvalitet af vækst bedømmes på, om den kommer alle til gode,’ siger mogens lykketoft."
Udover underkastelsen af konkurrencestaten er den anden klassisk socialdemokratiske fadæse at vækste på ressourcemisbrug og på bekostning af miljøet.
For at blive folketingsmedlem skal man gennemgå en test, for at se om kvalifikationerne er tilstede.
Og hvis man undergraver velfærdssamfundet skal man kunne idømmes bøder og i grove tilfælde fængselsstraf.
Mogens Lykketoft siger meget rigtigt, at den voksende ulighed skal der gøres noget ved.
For det første skal virksomheder ikke kunne blive så store som i dag, for det i sig selv udvikler en række uheldige forhold.
Erhvervsvirksomheder skal kontrolleres mere og effektivt, og så skal skatteunddragelse nærmest gøres til en umulighed - og det er i høj grad muligt ved digitalisering og automatisering.
Der skal naturligvis gøres meget mere, men jeg er lige stået op, og iøvrigt bliver jeg ikke lønnet for det her.
Det lyder jo lige så sympatisk, som da socialdemokraterne sidst var i opposition...
Lad os håbe at den unge generation lytter til nestoren. Det største problem er nok at de unge ved, at han er så meget bedre end dem - og det er selvfølgelig det allermest irriterende der findes.
Nu går de unge jo bare i 'nestorens' fodspor - de følger den linje, han selv var med til at lægge i 1990'erne. Lykketoft var/er selv den administrator, han nu (og helt berettiget) kritiserer de unge for at være. Måske var Lykketoft dengang en (politisk) dygtigere administrator end Corydon, men det er Lykketofts og Nyrups økonomiske linje, som Corydon i realiteten fortsætter - Lykketoft indførte New Public Management i det offentlige, privatiserede i stor stil, fortsatte politikken med lånefinancieret vækst og øgede bevidst uligheden - i den fejlagtige tro, at det ville skabe arbejdspladser.
Og nogen egentlig fornyelse af de politiske systemer ønsker Lykketoft jo heller ikke - han vil bare have en korrektion af kursen hos de gamle magtpartier. Så samtidig med at han ser en systemkrise - "systemerne er sandet til" - så er hans bud på en løsning, at de gamle magtpartier "bare skal komme til fornuft."
En god start kunne være Mette Frederiksen og Pia Olsen Dyhr sagde undskyld for det enorme svigt de to´s partier udførte i Thorning/Søvndal tiden, og lovede næste gang de evt. får magten, at denne ikke bliver brugt konsekvent mod deres egne vælgere.
Er Mogens Lykketoft parat til at tilslutte sig sådan en undskyldning??
Selvfølgelig er der forskellige holdninger til hvor stor (velfærds)staten skal være og ydelsernes niveau, men jeg oplever faktisk ikke dette som den største grund til protestpartiernes succes.
Grunden er derimod en frustration over bureaukrati og statslig regulering der BÅDE begrænser folks råderum (reelt og oplevelsen af det) OG øger omkostningen, hvilket gør at befolkningen hverken oplever rimelig beskatning eller rimelige goder. Dette går på tværs af den traditionelle højre/venstre akse og afslører en konflikt mellem systempartierne og protestpartierne.
Bureaukrati avler som bekendt bureaukrati og samtidig oplever folk at de systembærende partier i høj grad bygger på en sammensmeltning af magten mellem embedsværket, professionelle politikere og de klassiske medier. Et opgør med systemtænkningen kræver derfor aktivisme udenfor kassen,
Dertil kan lægges de udfordringer med globalisering, finanskrise, multikulturelisme etc. som er diskuteret til døde i andre tråde også.
Hvis man i øvrigt var så uheldig at se ronkedorshowet Lykketoft og Ellemann på TV2 News forleden, så mødte man en Lykketoft med knap så meget respekt for og indsigt i motiverne hos 'de anderledes tænkende' end man måske kunne tro ved at læse denne artikel. Og Lykketofts eneste konkrete bud på en politisk ansvarlig model er faktisk også en form for tilbagevenden til en eller anden 'tænkt' post 2. verdenskrig-tilstand - "i de gode gamle (kold krigs-) dage før verden gik af lave for de socialdemokratiske bevægelser i hele Vesteuropa."
Danmark er faktisk et fortrinligt land at leve i - politisk stabilt , lav korruption, fin velfærd, ytringsfrihed, ligestilling o s v o s v .
Kig uden for Danmarks grænser og se, om der overhovedet er andre lande , hvis befolkninger har gjort det bedre ???
Den danske "politiker lede" er er en "luftig størrelse" .
Prøv at udspørge en af de typer, der taler om "vores politiker lede" - typisk vil vedkommende vise sig at være uvillig til selv at ofre tid på at gå ind i et politisk parti eller på nogen anden måde at ville deltage i demokratiske processer .
Folk der erklærer at lide af "politiker lede" er typisk dem, der bare vil have at alle andre varetager deres interesser og nusse om dem , og som føler sig for "fine" til at "blande sig" i debatterne hvad enten de foregår i forældremøder i skolen, i fagforeningen på arbejdspladsen, i fodboldklubben eller i det politiske liv o s v.
Der var engang, det var "fint" at gå rundt og sige , at man var "stresset" - idag er det "fint" at gå rundt og lide af "politiker lede" - om et par år så finder man på noget andet , som det er "fint" at gå rundt og lide af.
( Den dybere forklaring er vel, at danskerne er meget forkælede og derfor går rundt og "fager griller" ? )
Problemet for mig at se er en modstand imod en udvikling til det bedre. Der males forfærdelige skrækvisioner om, at det vil være umuligt at finansiere verden - det er jo i bund og grund tankegangen, at verden skal finansieres - når det reelt handler om, at "hver mand gør sin pligt" og bidrager med det nødvendige, for at alle kan have adgang til lystbetonede.
Omlægning hurtigst muligt til vedvarende energiformer kan jo blive bremset af selv en progressiv regering, der er bange for, at afgifterne kommer til at mangle i statskassen; men måske kunne man forestille sig noget mere progressivt: deflation som følge af mindre udgiftspres på familierne, virksomhederne, det offentlige. Nogle har lugtet luntet - f.eks. Mærsk-Fonden, der giver til solceller til Operaen for at nedbringe strøm- og varmeforbruget. At det af alle skulle blive et firma, der har tjent store dele af formuen på olie og gas, er da bemærkelsesværdigt.
Robert Kroll, det er ikke nok, at velfærden er relativt fin, den er blevet ringere i stedet for bedre, det er sagen.
Danskeres oplevelse af verden var indtil for kort tid siden, at vi for færre penge, men pga. solidariske systemer, kunne spise kirsebær med de store! Vi kunne rejse i hele Europa med tilliggende lande og blive behandlet gratis lokalt, som om vi var hjemme, hvis vi blev syge undervejs. Det kostede hver dansker 14 kr. om året!
Vi kunne sende arbejdsløse gratis på højskole. Vi kunne sikre, at folk aldrig blev sat ud af deres bolig pga. for få indtægter. Vi kunne sikre en vis levestandard for dem, der ikke kunne fungere på arbejdsmarkedet, eller hvis kunnen ikke blev efterspurgt. Vi kunne finansiere, at folk, der blev syge, kunne få lov til i ro og mag at blive raske.
Alt dette er forsvundet, fordi vi har forvekslet målet med samfundet med midlet: det handler ikke om at blive rige og velstående, men om at kunne finansiere et rimeligt liv for Gud og hvermand.
@Robert Kroll
Nogle begreber eksisterer jo næsten udelukkede i pressen og mest om mandagen: Politikerlede, skandale, protestpartier, populist, meningsmålinger .... etc. Tag dem ikke alt for alvorligt.
Netop, Henrik Brøndum, der er netop ikke tale om protest, men ønsket om en helt anden politisk kurs, der opløser nogle problemer i stedet for at forvalte et status quo.
Til gengæld synes jeg ,at Ib Ling har en ganske god forståelse.
@Henrik Brøndum
Og til den liste at ting kunne man så tilføje: partimedlemskab, demokratisk repræsentation, avisabonnement, opbakning til EU-projektet, verdens lykkeligst land...
Fakta er nok snarre, at hvis der kommer løsninger på de efterfølgende nævnte kritiske politiske områder, der kræver omgående politisk håndtering for, at bevare såvel demokrati og retsstat i Danmark i et radikaliseret EU, så vil det være på trods af danske politikkere i de såkalte regeringsbærende partier, de regeringsbærende partier Venstre og Socialdemokraterne er en del af problemet og ikke en del af løsningen.
Klimaforandringer, afvikling af Skat, stoppe kriminalitet på ledelsesniveau i finanssektoren og stoppe den danske elites samarbejde med en finanssektor med bonus og resultatløn oppustet af kriminel skattetænkning, hjulpet af politikkere som i DONG salget med hemmelige ejere i skattely, den international økonomisk organiseret kriminalitet generelt og sidst men ikke mindst beskydning med gummikugler og tåregas og anden mishandling af mennesker på flugt fra Danmark's krige.
Mogens Lykketoft Kom hjem nu, der er brug for handling, før det er for sent.
...Søren Pind lever og ånder i et snævert Venstre univers som kun tiltaler omkring 17% af befolkningen. Så hvad kan man forvente.
»Vi har traditionelt været dem, der kunne favne det hele. Både den økonomiske sammenhæng, den sociale og den miljømæssige profil. Men det er klart, at det ikke var det projekt, der var i fokus i de fire år, vi sidst havde magten,« siger Mogens Lykketoft.
...Jeg kan ikke være mere enig med Lykketoft. Og var der blevet ført socialdemokratisk politik under Thorning/Corydon klanen ville statsministerposten forsat have tilhørt Socialdemokraterne.
@Herman Hansen
Der blev de facto ført socialdemokratisk politik under Thorning/Corydon. Og det ville være politisk-demokratisk meget sundt for alle i dette land, hvis man forstod og erkendte det i stedet for forsat at deltage i mytologiseringen af 'Die Partei' og dets 'altid rosenrøde' fortid. Og der går ovenikøbet en lige linje fra Lykketoft til Corydon. Så i stedet for at deltage i den lettere kvalmende 'kanonisering' af Lykketoft - som jo er særdeles aktiv og levende go ikke død som Anker - så burde journalisten have forholdt ham det faktum - eller bare spurgt lidt ind til - at han selv på mange måder står fadder til det moderne socialdemokrati.
...Lykketoft, my man :-)
Og min påstand er så, at så ligger du, som du har redt med Corydon. ;-)
Du har det godt hva robert, og ifht resten af denne ulyksalige verden, så har de fleste danskere det ligedan. Men det går den forkerte vej. Forretningsmodellen er en kolos på lerfødder, og dengang sos' erne valgte lykketoft&nyrup i stedet for auken, solgte de fællesejet til fanden og partiets socialdemokratiske sjæl røg samme vej. Mht korruption er det et spørgsmål om definition, og førnævnte forretningsmodel favoriserer også i danmark den ene % i uhørt og stigende grad, samtidig med at fællesskabets institutioner udhules, og i fx skat's tilfælde bliver impotente ifht at udføre deres hverv med rettidig omhu. Så er det jo også nemmere at argumentere for privatisering med henvisning til, at det offentlige ikke er gode nok til at drive forretning.
Fup og bedrag i metermål og til hvis fordel? Ja, pilen peger entydigt på den ene % - dyremose, henrik poulsen, nordeas topchef m.fl. - som med finansielle dereguleringer har stadig mere fri adgang til at berige sig selv på fællesskabets bekostning - tydeligvis uden at kunne legitimere denne magt over ressourcerne med deres sædvanlige efterhånden meget luvslidte argument om dynamiske effekter, ifht at administrere deres magt miljø-og socioøkonomisk hensigtsmæssigt. Det siger sig selv, at det er uholdbart i længden, og hvis man ikke kan få øje på, at konkurrencestaten er alle onders ophav, så bør man efterprøve sin argumentation meget grundigt.
Lad os håbe Mette lytter til Lykketoft, så kommer vi på ret spor igen.
"Det har hele tiden været Obamas instinkt, at verden ikke styres ved, at USA bruger militær magt og begiver sig ud i den tredje eller fjerde storkrig." HA HA Ha ha ha ha aaaaaaaaaaaaaaaaa
Give me back the Berlin wall
give me Stalin and St Paul
I've seen the future, brother:
it is murder.
I dagens virkelighed er gangster økonomi og borgelig markedsøkonomi så sammenfiltrede at ingen kan adskille dem – ikke engang analytisk! Bag disse enorme økonomiske kræfter og interesser findes denne verdens bærme. Det er ikke ansigtsløse mænd og kvinder, som liberale fanatikere bilder os ind. Tværtimod har de alle et ansigt, et menneskes ansigt, ophøjet af pressen til et urørligt hinsides guddommeligt billede, men dog menneskeligt:
“Cruelty has a Human Heart
And Jealousy a Human Face
Terror the Human Form Divine
And Secrecy, the Human Dress”
(A Divine Image - BY WILLIAM BLAKE)
Vi kæmper ikke mod usynlige kræfter, men mod virkeligt magtmennesker, kamufleret af politikerne og uskyldigjord af pressen. Politikerne har ingen magt over markedsøkonomiens forbrydere og deres arbejde består i at tilsløre dette faktum. Politik i dag består hovedsageligt af dette utrættelige arbejde, med at fordreje virkeligheden – lønnen for dette arbejde er symbolsk magt og kolde kontanter!
Den italienske økonom Loretta Napoleoni har afsløret gangster kapitalismen i en af sine epokegørende bøger:
” Rogue Economics: Capitalism's New Reality” findes også på svensk: ” Skurkkapitalismen : hur bedragare, hallickar och maffiakungar påverkar värlsekonomin”.
Læser man Naomi Kleins bog ”Chokdoktrinen” få man et grundigt billede af politikernes rolle som kapitalejernes marionetdukke.
Dette ynkelige senarie for mig tit til at tænke på en passage i ”Bhagavadgita” en af hinduernes mange kanoniske skrifter. Jeg er ikke selv religiøs men dette skriftsted omfatter jeg med stor sympati:
”Gud bor i alle væsners hjerte, Ardjuna, og lader dem ved sit blændværk (mâyâ) bevæge sig rundt ligesom mekaniske dukker” (Bhagavadgita- 18 Sang 61 strofe).
For de gamle hinduer lå der heri en skabenes uafviselig bestemmelse, men det behøver vi ikke at underkaste os. Vi er levende mennesker og intet forhindre os at gå til kamp imod dødbideriet. Gå til kamp imod marionetdukkerne og kapitalejernes daglige terrorisme.
Hvorfor blev Lykketoft dog ikke vores statsminister? Hvilket spild.
Fordi, Alan Strandbygaard, at Lykketoft i endnu højere grad end Nyrup blev identificeret med efterlønsløgnen.
Og som claus oreskov så rigtigt husker os på, så er de politikere, som sidder i embede, ejet af røverkapitalisterne og kan derfor kun bedrive symbolpolitik. At lykketoft skulle ville tage et ægte opgør er svært at tro på, han gjorde det ikke, da han havde chancen og udmærket vidste, hvad det drejer sig om. En forudsætning for succes med det projekt er jo også, at befolkningen er villig til seriøst at omstille sit forbrugsmønster endog meget drastisk, og i den forbindelse er samtalen underinformeret og afsporet.
Man har selvfølgelig lov at blive klogere, og lykketofts aktuelle udmeldinger er bedre end ingenting, men de forekommer - set i historikkens ulideligt klare lys - lidt for gratis, ifht at han skulle være alles frelser. Det kunne da være interessant at se, i hvilket omfang han som statsminister kunne leve op til dette nye image. Han burde have chancen, for at vi kan tage ham på ordet.
Enig, Randi.
Bortset fra det sidste.
Han fik eller tog chancen.
Men kunne ikke lede partiet.
Ligesom Auken.
Nyrup og Ritt/Thorning kunne.
Ok hans jørgen, du kender sikkert bedre end jeg lykketofts lederkompetencer, men det var egl også bare en kommentar til ønsket om at se ham som statsminister.
Nu har partierne med en social indstilling ikke haft flertal i Danmark i de sidste 50 år, så mon ikke vi i stedet for økonomisk retfærdighed, må nøjes med, i første omgang, at række efter noget vi kan nå. Gå efter at få oprettet en statsdrevet lønmodtagerbank, som en slags skamstøtte over bankernes svigt omkring finanskrisen og skattely. Den kunne jo hedde "Den ærlige bank".
Mon ikke Mogens Lykketofts sidste salgsdato er overskredet. Han er bare så yesterday...
Men på trods af alt alligevel applaus til mogens for at sætte økonomisk retfærdighed på dagsordenen
Alt for lidt, alt for sent og da ikke noget, man gør som formand for FN's Generalforsamling i New York!?
Det er lige efter bogen: Når man er skredet til et bedre sted kan man hurtigt forklare hvad der skulle have været gjort mens man var der hvor andre nu har overtaget pladsen. Selvfælgelig er sent bedre end aldrig, problemet er bare at det absolut ingen forskel gør.
Lykketoft skulle have gjort noget i den retning som han beskriver mens han var i dansk politik.
Bagklogskabens ulideligt klare lys finder jeg en smule blændende.
Men, Bill Atkins, det siger jo noget om tidsånden, at regeringer fra 1948 og til 1992 reelt regerede på baggrund af et socialt paradigme - bortset fra Hartlingregeringen, der til gengæld også måtte give op.
Med murens fald synes der at være gået ged i udviklingen, den anden tabende ideologi troede, at den havde vundet, og så fik vi disse snart 30 års ørkenvandring.
Peter Gliese, Jeg tænkte faktisk over det samme idag, og med fare for at ophidse nogen, så tror jeg faktisk, at det var DKP og fagbevægelsen, der holdt Socialdemokratiet i sporet. Og så det at Danmark var det kapitalistiske udstillingsvindue overfor kommunismen i Øst - Øst som nu er blevet en afart af kapitalismen. Derfor er opgaven i Norden, at holde sammen om denne unikke position, vi har opnået i verden. Men vær sikker på, at det er ikke er kapitalismen ude i verden, der vil støtte cementeringen og udviklingen af den nordiske model. Nu er den nordiske model en uønsket model, set i et profitmæssigt perspektiv. Samtidig har vi en række organiseringer inden for grænserne, der vil gøre alt for at få den nordiske model jordet. Privatisering, konstante vækstkrav, krav om produktivitetsstigninger, løntrykkeri, ulighed og nedbrydning af statsfunktionernerne er nogle af midlerne.
Iøvrigt, med hensyn til, at en politiker fortæller hvad der har været deres personlige politiske mål i et langt politisk liv, hvor de har formået at undkaste sig parti-disciplinens kompromiser (gulb), det modtager jeg personligt, som en velkommen videregivelse af guldkorn til brug for næste gang den politisk/økonomiske udvikling tillader nytænkning. Det er i opgangstider et samfund har råd til at indrette sig på den næste uundgåelige kapitalistiske krise.
Alle politikere i de såkaldte regeringsbærende partier opfatter tilsyneladende politik, som en karriere, hvor det blot gælder om at følge med strømmen, være populær eller have meninger, som de tror, deres vælgere vil høre. Det giver holdningsløse politikere, som blot administrerer ”den nødvendige politik” i en fiktiv verden bestemt af økonomien. Eller som Lykketoft siger: ”... hvis man skal kritisere den nutidige generation af politikere, så har politikerleden at gøre med, at vælgerne i forhold til mange af dem er kommet mere og mere i tvivl, om der er noget, de virkelig mener og føler for. Eller om de bare er i politik for at administrere”.
Men som Lasse Glavind skriver 11.04 kl 10.03, så har Lykketoft og Poul Nyrup haft et væsentligt for den skæve udvikling og ikke mindst de markedsorienterede teoritiske ligevægtmodeller, som i 1990'erne var deres varemærke, selv kun få andre forstod Lykketoft, men han lød næsten lige så klog som Anders Samuelsen. Både yngre politikere og universitetsstuderende har taget markedsmodellerne til sig måske endda som den eneste økonomisk teoretiske ballast.
Jeg kan derimod ikke se nogen grund til Lykketofts at undskyldning overfor Venstres partileder. Ud over det nyliberale tankegods, så adskiller Venstres politikere sig også ved deres totale afstumpethed og mangel på enhver form for selvkritik - Det gælder Lars Lykkes forskellige kriser, Støjbergs begreb om følelsesporno og Pinds selvhøjtidlige filosoferen over egne fantasier, men også alle andre venstre-politikere, som er fulgt i kølvandet på Anders Fogh og dennes videre implementering af de dengang nye økonomimodeller og begrundelse for en minimalstat, hvor forskellen til socialpsykopati er svær at få øje på.
I ökonomisk henseende ser det ud til at väre forskellen mellem Venstres skurkagtige ökponomiske socialdarwinisme der tillader magthaveres ragen-til-sig af andres arbejde, uden at disse porienteres, og ökonomisk retfärdighed.