’Den nat mishandlede han mig som aldrig før’

Først væltede Laila Tronsens mand hende omkuld. Så tog han hendes nylonstrømper og trykkede dem mod hendes hals, så hun ikke kunne trække vejret. Midt i deres soveværelse, mens deres to børn var i rummet ved siden af, fortæller Laila Tronsen. Et eller andet fik ham til at stoppe. I stedet foldede han et læderbælte, tæskede hende med det og sparkede hende i siden. Indtil hun brækkede et ribben. Sådan beskriver Laila Tronsen en af de voldelige episoder, hendes eksmand udsatte hende for.

»Den nat havde han mishandlet mig som aldrig før og holdt mig indespærret i flere timer,«fortæller 43-årige Laila Tronsen. Aftenen efter så hun sit snit til at flygte fra sin voldelige ægtemand, og i dag er det præcis tre år siden, at hun den fredag nat tog sine to døtre under armen og kørte på krisecenter for voldsramte kvinder.

For Laila Tronsen er der ikke nogen tvivl. Det var i høj grad den psykologhjælp, hun blev tilbudt på krisecentret, der fik hende til at forlade sin mand. »Hvis ikke jeg havde fået psykologhjælp på krisecentret, havde risikoen for, at jeg var vendt tilbage, nok været 75 procent større. Så er jeg ikke sikker på, at jeg havde været i live i dag.«

Men i dag er der ikke længere mulighed for, at kvinder som Laila Tronsen kan få psykologhjælp på landets krisecentre.

En forsøgsordning fra 2012, hvor kvinder på krisecentre fik tilbud om fire gratis psykologtimer finansieret af satspuljemidlerne, er nemlig stoppet fra 1. januar 2016. Og det er ifølge Laila Tronsen en helt forkert beslutning.

»Voldsmanden har pillet kvinden fra hinanden psykisk. Det er derfor, de her timer er så vigtige. At fjerne dem er forrykt,« siger hun.

Tilbage i dårlige mønstre

Inden Laila Tronsen kørte på krisecenter, havde hun levet 21 år i et voldeligt ægteskab. Et ægteskab, som hun flere gange havde drømt om at forlade uden at turde.

»Jeg vidste godt, at det ikke var optimalt at lade sig blive slået og mishandlet, men jeg synes ikke, jeg havde noget valg,« siger hun.

Og præcis følelsen af, at der ikke var noget valg, var sammen med angsten og den dårlige samvittighed årsagen til, at hun endte med at vende tilbage til sin voldelige mand, første gang hun forsøgte at forlade ham for otte år siden.

Læs også: Slut med gratis psykologhjælp på krisecentre

»En voldsramt kvinde skal virkelig hurtigt samles op efter sådant et liv. Ellers ryger hun lynhurtigt tilbage i gamle dårlige mønstre. Det var det, der skete for mig første gang. Anden gang jeg forlod ham, holdt jeg fast i det, men det var udelukkende, fordi jeg fik psykologsamtaler,« fortæller Laila Tronsen.

Da Laila Tronsen kørte mod krisecentret den fredag nat for tre år siden, havde hun endnu ikke truffet beslutningen om at forlade sin mand.

»Jeg var i chok og uden for pædagogisk rækkevidde, da jeg kørte den nat. Jeg tænkte bare, at jeg skulle have en pause, sove en god nat og så tilbage til ham,« fortæller hun.

Men da hun ankom til krisecentret, blev der taget hånd om hende, og hun fik to timers akutkrisehjælp.

»Jeg kunne ikke tænke en eneste klar tanke. Jeg var apatisk og rystede. De timer var selvfølgelig vigtige, men det var de efterfølgende psykologtimer, der gjorde udfaldet for mig. Havde jeg ikke fået dem, tror jeg ikke, jeg havde taget beslutningen om at gå fra ham.«

Laila fik tilbudt fire timers psykologhjælp på krisecentret, og allerede to dage efter hun ankom, havde hun sin første time. Det var der, hun for alvor fik sat brikkerne i sit hoved på plads.

»De satspuljemidler betød liv eller død for mig. De betød, at jeg allerede seks dage efter traf en beslutning om skilsmisse og om at melde ham. Og så gav de mig redskaber mod angsten og den dårlige samvittighed, der gav mig styrken til at flytte ud af krisecentret og få et rigtigt liv uden vold.«

Aldrig mere vold

Ifølge Laila blotlagde psykologen nogle følelsesmæssige områder af hendes bevidsthed, der havde været lukket ned for i alt for lang tid.

»Timerne gjorde, at jeg blev afklaret med, at jeg aldrig skulle leve med vold igen. De gjorde også, at jeg fik ro. Ro til at leve igen, til at være noget for mine piger og ro til i sidste ende at vende tilbage til mit job.«

Laila var sygemeldt i to måneder, efter hun ankom til krisecentret både på grund af de fysiske og de psykiske skader. Hun fortæller, at de psykiske skader blev tålelige ved hjælp af psykologsamtalerne, der formåede at holde stress og depression for døren. »Psykologsamtaler tidligt i forløbet giver afklaring, det giver dybde i ens overvejelser, om hvorvidt man skal ud af volden,« fortæller Laila og forklarer, at hun frygter, at det både er et økonomisk problem for kvinderne, at de ikke længere får tilbudt de gratis psykologtimer, men at et andet stort problem er, at kvinderne kommer for sent i gang med et psykologforløb, hvis de først skal have en henvisning fra lægen og så skal vente på en plads hos en psykolog.

Hun frygter, man vil tabe en masse kvinder i systemet, når der ikke længere er midler til at tilbyde psykologsamtaler hurtigt, og at det vil blive dyrt for samfundet.

»Angst, socialfobi og sygemelding som følge af livet med vold vil koste samfundet dyrt. Ved at fjerne psykologsamtalerne pålægger man de ansatte på krisecentre en byrde, der vil være svær at løfte. De er uddannede til at hjælpe kvinderne videre, men kan ikke give de samme redskaber som en psykolog. Kvinderne vil få sværere ved at bryde ud og komme over det traume, mange af dem har,« siger hun.

Nu er der gået tre år. 21 års vold er en stor mundfuld at bearbejde, men Laila er kommet videre. I dag er hun tilbage i sit arbejde som graver og kirketjener, hun er netop flyttet sammen med en ny kæreste, og hverken hun eller hendes børn har kontakt til hendes eksmand.