Læsetid: 1 min.

Pensionskasse bøjer sig og sortlister omstridt selskab

FOA’s pensionsselskab, PenSam, stopper nu sine investeringer i selskabet HeidelbergCement, der kritiseres for at bryde menneskerettigheder ved at udvinde cement på besat palæstinensisk jord
12. april 2016

PenSam, FOA’s pensionsselskab, vil ikke længere investere danske pensionskroner i det tyske selskab Heidelberg-Cement, der udvinder cement i de ulovlige israelske bosættelser på den palæstinensiske Vestbred.

Det bekræfter FOA-formand Dennis Kristensen, der også er bestyrelsesformand for PenSam, over for Information.

»Vi vurderer, at selskabet krænker menneskerettighederne,« siger Dennis Kristensen. PenSam har tidligere begrundet deres investeringer med, at pensionskassens screeningselskab ikke vurderede, at cementselskabets aktiviteter stred mod PenSam’s etiske retningslinjer.

Allerede i 2012 og igen i 2014 skrev Danwatch en rapport, der advarede blandt andet PenSam om at investere i cementselskabet. Men ifølge Dennis Kristensen sortlister pensionskassen HeidelbergCement efter at være blevet opmærksom på problemerne med selskabet gennem den seneste tids kritik fra ngo’er i blandt andet Information. Dermed følger PenSam i hælene på PFA Pension, der sortlistede cementselskabet i december.

Gryende fokus på problemet

Helle Munk Ravnborg, der er forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke, finder det »rigtig glædeligt«, at PenSam har solgt sine aktier i HeidelbergCement.

»Det er meget positivt. Både at PenSam har lyttet til vores kritik og taget det menneskeretsansvar på sig, man som selskab også har, men også at det nu ser ud til, at der er et gryende fokus på denne problematik i branchen,« siger forkvinden og henviser til PFA’s sortlistning af HeidelbergCement i december. Helle Munk Ravnborg opfordrer de danske pensionsselskaber, der stadig investerer i virksomheder, som krænker menneskerettighederne, til at lære af de selskaber, »der påtager sig deres ansvar og om nødvendigt sælge deres aktier«.

Selvom både PFA og nu også PenSam har skaffet sig af med aktier i HeidelbergCement, er der stadig en række danske pensions- selskaber, der investerer i det omstridte selskab. Blandt dem er Danica Pension, Sampension samt SEB Pension.

»Vi tror fortsat på dialog frem for eksklusion,« skriver SEB Pension i en skriftlig kommentar.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lasse Glavind

Skriver Information samme dag som man (igen) bringer to helsidesannoncer i avisen - reklamer for et nyt kampfly "der har været i kamp i 300.000 timer", som producenten pralende anfører. Dødstallet fremgår ikke.

Avisen der kalder sig "uafhængig af politiske og økonomiske interesser" - burde retteligt tilføje "undtagen reklameindtægter fra våbenindustrien og rundhåndet statsstøtte".

Hvis man lige ser på moralen og etikken i at skaffe sig af med de pågældende aktier, så er der stadig et problem.

FORUDSAT, at besiddelse af aktierne og modtagelsen af aktieudbytte heraf virkelig er i strid med menneskerettighederne, så er det da stærkt umoralsk/uetisk at gå ud og finde en menneskerettighedsfjendsk køber, der vil betale for de pågældende aktier og dermed fortsætte den menneskerettighedsfjendske understøttelse af cementfabrikationen ?

Pensam går med andre ord målrettet ud og finder en "skurk" uden samvittighed som mod god betaling vil aftage aktierne og fortsætte hvor Pensam ( med sin ny-vundne samvittighed) slap.

Det moralsk/etisk rigtige ville vel være, at Pensam beholdt aktierne og overdrog udbytte, kursgevinster o s v heraf til repræsentanter for de mennesker, hvis menneskerettigheder bliver krænket.

Og hvis det gennemførte salg af aktierne har givet en gevinst til Pensam , så bør denne vel afleveres til de mennesker, hvis menneskerettigheder angiveligt menes krænket ?

(Hvis Pensam f eks havde kommet til at købe en andel i en kokain-fabrik i Mexico , ville man så bare sælge den igen til f eks et lokalt forbrydersyndikat og så tro, at man var fri for ansvar ?)