Læsetid: 4 min.

’Sædeligheden’ handler ikke om dansk skik, men om sex

Der er snævrere rammer for indgreb mod religiøs forkyndelse, end mange politikere forestiller sig
27. april 2016

Indgreb mod rabiate muslimske forkyndere her og nu. Det var, hvad danske politikere forlangte, da TV 2’s dokumentar Moskeerne bag sløret i marts i år afslørede, at der i nogle moskeer bliver vejledt i vold: bl.a. piskning og stening af kvinder og fysisk afstraffelse af børn.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) inviterede alle partier til en øjeblikkelig møderække om lovindgreb. Løkke erklærede fra Folketingets talerstol: »Jeg ønsker at gå ind i det her arbejde på en måde, hvor vi ikke giver op for det første og bedste grænseargument, som grundloven sætter.«

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, fulgte op med et krav om, at politikerne skal se bort fra konventioner og Danmarks internationale forpligtelser til at beskytte religionsfriheden.

Statsministeren satte kirke- og kulturminister Bertel Haarder (V) for bordenden ved møderne med partierne. Haarder lagde ikke skjul på, hvem det gælder om at ramme: »Rabiate imamer, som spreder dødskult,« som Haarder udtrykte det.

Haarder nåede at afholde to møder med alle partierne samlet. Men så mistede Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti tålmodigheden. De mente, at møderne var udartet til »en studiekreds«, der syltede effektiv handling. Haarder indvilgede derfor i at fortsætte møderækken med partierne hver for sig.

Udspil udsat

I sidste uge kunne Kristeligt Dagblad imidlertid oplyse, at et egentligt lovudspil fra regeringen er udskudt til efter sommerferien. Sagen har simpelthen vist sig mere indviklet, end regeringen forestillede sig.

Den grundlov og de konventioner, som Løkke og Thulesen Dahl gerne ville gå tæt på, sætter nogle ret snævre grænser, som en dansk regering må tøve ved at overtræde, når det drejer sig om så følsomme emner som ytringsfrihed og religionsfrihed.

Grundlovens paragraf 67 giver en umiddelbar ret til at organisere sig i religiøse grupper. Den bestemmer: »Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning.«

Og så kommer undtagelsen i den næste sætning: »dog at intet [må] læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden«.

Hvor langt rækker denne undtagelse fra friheden? Dansk Folkepartis integrationsordfører, Martin Henriksen, udlægger det, der strider mod sædeligheden, således:

»Det kan for eksempel være tilfælde, hvor man underviser i stening. Det kan være, at man rådgiver i strid med dansk lov.«

Men ’sædeligheden’ i grundlovens forstand er ikke en henvisning til, hvad der er almindelig sæd og skik i Danmark. Det fremhæver professor i religionsret ved Roskilde Universitet Lisbet Christoffersen. Hun henviser til, at den statsretlige udlægning hidtil har været den, at bestemmelsen retter sig mod ’seksuelle excesser’. Altså at grundlovgiverne ikke ville have, at sex- og frugtbarhedskulter skulle dække deres udskejelser under grundlovens beskyttelse af troslivet.

Det er jo ikke just sådanne excesser, imamerne har gang i, og dermed kan de næppe rammes af sædelighedsbestemmelsen.

Ordenen

Det er heller ikke ligetil at anvende undtagelsen om hensynet til den offentlige orden. Professor Lisbet Christoffersen henviser til, at den indskrænkning, der er mulig efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, skal være nødvendig i forhold til den uorden, man vil undgå, og at den skal stå i et rimeligt forhold hertil.

Lisbet Christoffersen henviser til, at der også gælder et lighedskrav. Man kan altså ikke lovgive, bare fordi man finder ubehag ved en bestemt religion og dens udtryksformer. De Konservatives Naser Khader har været fremme med forslag om, at prædikanter i Danmark kun må forkynde på dansk.

Her har selv statsminister Lars Løkke Rasmussen kunnet se hindringer. I folketingssalen har Løkke sagt: »Hvor stiller det den engelske kirke, den svenske kirke, den norske kirke?«

Man kunne tilføje, at staten understøtter Danske Sømands- og Udlandskirker, der forkynder vidt omkring i verden – på dansk. Internationalt ville det vække opsigt, hvis Danmark på hjemmebane forbød andre sprog talt i forkyndelsens øjemed.

Som formand for Folketingets Udlændinge-, Integrations- og Boligudvalg har Dansk Folkepartis ovennævnte Martin Henriksen fået Folketingets Lovsekretariat til at udarbejde et notat »med særligt fokus på lovgivningsmagtens mulighed for at begrænse religionsfriheden«.

Nedtoning af ret

Notatet er blevet kritiseret for at være for kortfattet og nedtone de forpligtelser, der følger af de europæiske menneskerettigheder – og for at overdrive Folketingets muligheder for at regulere trosudøvelsen.

I et indlæg i Kristeligt Dagblad har DF’s Martin Henriksen vovet en profeti om udfaldet af de igangværende forhandlinger. Henriksen skriver:

»Medmindre regeringen nu fuldstændigt vil bakke på deres egne forslag, som jo i høj grad er inspireret af nuværende og tidligere DF-forslag, så vil der ske begrænsninger i religions- og trosfriheden i Danmark. Der vil dog fortsat være vide rammer for gudsdyrkelsen, men alt med måde.«

At mådehold skulle omfatte gudsdyrkelsen vil være udsigter, der kan skræmme de kredse i Venstre, der stadig ser partiet som åndsfrihedens vogter. Til de kredse har traditionelt hørt kirke- og kulturminister Bertel Haarder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Karsten Aaen
Karsten Aaen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Har man da nogensinde set magen: En mediestorm, der forårsager at politikerne springer op som løver.

Nej, vel: Aldrig set før.

Men heldigvis - sagen taget i betragtning - er de da så småt ved at belave sig på, falde ned som lam. (Også en - i øvrigt velkommen - nyskabelse i dansk politik.)