Læsetid: 3 min.

Den store flyttedag i medieverden

I går gik Jysk Fynske Mediers chefredaktør, Per Westergård, af, og i Berlingske Media røg den sidste overlevende direktør fra Mecom-æraen, Bjarne Munck. Og så mistede Information sin chefredaktør, Christian Jensen, der overraskende afløser Bo Lidegaard som ansvarshavende chefredaktør på Politiken
Christian Jensen har været ansvarshavende chefredaktør på Information siden 2010. Nu afløser han ansvarshavende chefredaktør Bo Lidegaard på Politiken.

Jakob Dall

29. april 2016

Der en bestemt Camino i dansk journalistik. Ikke en pilgrimstur med blødende fødder mod frelsen, men en envejsrute mod et større publikum, en højere løn og mere indflydelse.

Turen går fra Sankt Annæ Passage i Københavns indre til Rådhuspladsen. Fra Dagbladet Information til ’organet for den højeste oplysning’, Dagbladet Politiken. Utallige unge, talentfulde journalister fra ’den mindst ringe’ har vandret den vej i årevis.

En enkelt – Herbert Pundik – endte som mangeårig chefredaktør i det navnkundige hjørneværelse. JP/Politikens øverste direktør, Stig Kirk Ørskov, har gået ruten, omend ad omveje. Senest vandrede Informations sprudlende redaktionschef Rune Lykkeberg og blev Politikens kulturredaktør.

I går kunne chefredaktør Christian Jensen pakke cykeltasken og hjule til hjørneværelset for at afløse Politikens chefredaktør, Bo Lidegaard, hvilket naturligvis straks har medført et væld af spekulationer i journalistkredsløbet. Blev Lidegaard fyret?

I den officielle meddelelse om skiftet siger Bo Lidegaard, at »det under de givne vilkår blevet mere og mere slidsomt at komme igennem og skabe den nødvendige fremdrift«. Det kan vist kun fortolkes som et bevis for modsætning mellem Lidegaard og koncernledelsen.

En modsætning, som Lidegaard selv ifølge flere tilstedeværende bekræftede på et medarbejdermøde på Politiken torsdag formiddag.

To helt forskellige aviser

Politiken er landets største avis, hvad angår oplag og læsertal. Den har altså stor volumen, primært på grund af dens uomtvistelige førerposition på kultur- og debatstoffet, mens dens nyhedsjournalistiske position på andre stofområder er pæn uden at være prangende.

Og dilemmaet er, at man ikke kan være både omnibus og niche på én gang. Og det er en af aviskrisens grundlæggende udfordringer. Politikens læsere tilhører en stor niche, som i særlig grad er tiltrukket af kultur og debatstof – områder, som annoncørerne altid har haft svært ved at blive begejstret for.

Det er langt sværere at tiltrække læsere til nyhedsjournalistikken. Der er uendeligt mange om buddet, det er hundedyrt at lave, og brugerne skaffer sig gratis nyhedsjournalistik overalt.

Dilemmaet ses også i selve dagbladet Politiken. I den almindelige bevidsthed – og ikke mindst i borgerlige politiske kredse – er Politiken blevet en slags yndlingsaversion. Venstreorienteret, ja nærmest ’rød’, men i virkeligheden traditionel radikal tilsat en hvis forargelsestung og offerbaseret nyhedsjournalistik.

Velskrevet og ofte begavet, men det kan være svært at identificere avisens publicistiske grundlag. Hvem er Politiken? Ja, svarer flere, jeg har spurgt: »Det afhænger af, om du taler om første eller anden sektion, som ofte opleves som to helt forskellige aviser.«

Skaf kunder

Politikens særlige stilling som kultur- og debatorgan har i næsten en menneskealder været forstærket af, hvem der var ansvarshavende redaktør. Siden 1970 har avisen haft chefredaktører, der stod stærkt i den offentlige debat, var aktivistiske på menneskerettighedsområdet og i virkeligheden overlod både den overordnede og den daglige journalistiske ledelse til et underordnet medlem af chefredaktionen.

I 1970 blev journalisten Herbert Pundik chef. Han boede i Israel, og i hans 23-årige regeringstid lå den daglige journalistiske ledelse hos den dygtige avismager chefredaktør Jørgen Grunnet. Da superdebattøren Tøger Seidenfaden overtog Politiken i 1993, styrede Per Knudsen i en årrække med stor kompetence journalistikken.

Da topembedsmanden, den begavede historiker og forfatter Bo Lidegaard overtog, var der både en digital og en journalistisk chefredaktør til at tage sig af det daglige.

Men Politiken havde engang råd til det hele. I dag skaffer en udadtil profileret samfundsdebattør og analytiker hverken læsere eller annoncer, og med digitaliseringen er dilemmaet ’volumen kontra niche’ endnu mere markant. Politiken valgte en betalingsmodel, der kræver en journalistisk volumen af et omfang, som kun forbilledet New York Times havde. Modellen blev skrottet sidste år, og den digitale chefredaktør Lars Grarup fratrådte.

Det bliver interessant at iagttage, om den markante journalistiske ledelsesoprustning, som udnævnelsen af Christian Jensen signalerer, kan løse Politikens dilemma. Kravet om øget indtjening fra koncernledelsen er tydeligt. Der er ansættelsesstop og nedskæringer. JP/Politiken-koncernen har faldende og »ikketilfredsstillende« tal på bundlinjen, selv om overskuddet stadig er pænt.

På den baggrund er signalet til den nye chefredaktør fra den øverste direktør Stig Kirk Ørskov klokkerent: Digitaliser og skaf flere kunder i butikken! Man aner de samme krav i alle de bladhuse, som intenst leder efter en enkelt løsning. Om løsningen er styrket journalistik, er et massivt, ubesvaret spørgsmål.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Duus Nielsen

" Fra Dagbladet Information til ’organet for den højeste oplysning’, Dagbladet Politiken. Utallige unge, talentfulde journalister fra ’den mindst ringe’ har vandret den vej i årevis."

Det er da virkelig godt gået, at Information så vedbliver med at være den mindst ringe af de to aviser.

Søren Kristensen

Information er lidt ligesom en forskole til Politiken. Men det er selvfølgelig og heldigvis langt fra alle der klarer den.

Michael Kongstad Nielsen

Politiken kan ikke leve på renommeet og brandet. Det er gået ned ad bakke med dens kvalitet siden Seidenfadens tid.. Om Jensen kan tilføje noget nyt, tvivler jeg på. Det er som bekendt svært at ændre kursen på en supertanker.

Henrik Brøndum

Så vidt jeg husker havde Thøger Seidenfaden et slogan: "Views not News!" Selvom jeg havde og har stor respekt for ham - kan det være, at det er denne parole der ikke længere er kommerciel holdbar? Når kommentatorerne beskriver udviklingen på Politiken - understreges at Christian Jensen er journalist med stort J og skal være en inspirerende chef for kollegaerne. I modsætning til tidligere, hvor det var hjørnekontorets højtprofilerede synspunkter der var omdrejningspunktet.

Jeg har argumenteret her på siden for at vi sultne avis-elskere - er mest villige til at betale for det vi ikke kan gøre selv: Producere News, analysere og bore i politik etc. - medens det at skrive en hurtig kommentar - eller uddele "Likes" - ikke involverer penge. Måske endda tværtimod - glæden over at komme til orde selv - i modsætning til at skulle høre på andres meninger - kan der måske ligefrem kræves betaling for? Informations kommentatorspor er efter min mening langt bedre end Politikens - der er færre sure opstød, der er ikke så mange kommentarer, at det hele bliver uoverskueligt, og der er flere videnstunge kommentarer.

Kunne være spændende at høre hvad Lasse Jensen mener. Han er skeptisk overfor om kvalitetsjournalistikken kan bære - men hvad kan så?

Niels Duus Nielsen

Henrik Brøndum: "...glæden over at komme til orde selv - i modsætning til at skulle høre på andres meninger - kan der måske ligefrem kræves betaling for? "

Det ville da være en effektiv måde at lukke munden på mig på. Og alle de andre fattigrøve, der (mis)bruger nettets frihed til at galpe om om stort og småt, i tide og utide, med større eller mindre relevans.

Michael Kongstad Nielsen

Henrik Brøndum (12:40)
Jeg kendte ikke Thøger Seidenfadens slogan: "Views not News!", men det prægede ham ganske vist. Hen skulle som chefredaktør næppe beskæftige sig så meget med news, som med views. Resten havde han folk til. Om det er kommercielt holdbart at lade en avis være præget af views, ved jeg ikke, men idag stritter Politikens udsyn og karakter i alle mulige kommercielle retninger, som en kulørt tivolisering løber den efter dagens læsere og deres formodede appetit.
Holdnings- og leddeløs hakker den sig igennem malstrømmen af underholdning i alle genrer, Jo, den kunne nok trænge til lidt holdning. Om det kan komme fra Information af er uvist. Thøger Seidenfaden kom ikke derfra, men fra Weekendavisen (og TV2). Han løftede arven efter Pundik, synes jeg, selvom han efter eget udsagn var en "filur", Der skal meget til at ødelægge et sådant brand, som Politiken har opbygget igennem årene, men de gør deres bedste. Kursen må lægges om, hvis skuden skal holdes flot.
.

Henrik Brøndum

@Niels Nielsen

Jeg ser din pointe. Man kender jo fra andre WEB-medier - at man f.eks. kan betale med både "Likes" og penge. Jeg tror ikke beløbet behøver være ret stort - f.eks. 5 kr. for en kommentar. Det vil være mindre end for et gammeldags læserbrev. Her på Information er der heldigvis ikke så mange "du er dum" kommentarer - det synes jeg der er på Politiken og flere andre steder.

Min beskedne ambition er jo at skabe en medieverden hvor "Views" er for amatører og "News/Analyser" overlades til de professionelle. Hvis ideen vinder medvind - kunne man jo håbe der ville være nogle mæcener - der ville donere et ytringslegat til ubemidlede amatører.

Henrik Brøndum

@Michael Kongstad Nielsen

Jeg er jo forretningsmand med deraf følgende forpligtigelse til at "Put your money were your mouth is!" Derfor tør jeg ikke udtale noget om hvor godt/dårligt Politiken gør det, om de er tivoliserede eller ej. Hvis jeg gør kan jeg jo bare finde en milliard eller to og gøre det bedre.

Mit banale forslag til mediebranchen som helhed - som Lasse Jensen også kommenterer - er vel redegjort ovenfor.

Michael Kongstad Nielsen

Politiken er andet end forretning, den er også kultur, hvilket Lasse Jensen jo så tydeligt er påvirket af i sin kommentar. Hvis man nedtoner den kulturelle ånd til fordel for tivoli og antal kunder i butikken, ender det med færre kunder i butikken, er jeg bange for.

Niels Duus Nielsen

Problemet med dit forslag, Henrik Brøndum, er at det burde være en menneskeret at udtrykke sine meninger, og få dem hørt af alle, der gider lytte, uanset politisk/moralsk/religiøst/økonomisk standpunkt. Selv om fem kroner ikke er mange penge, løber det hurtigt op, hvis man har en hjertesag, man vil argumentere for. Og mæcener er ikke garanter for ytringsfrihed, var det ikke den gamle Møller, der blev så vred over en kritisk artikel i Berlingeren, at han afhændede avisen? Jeg er sikker på, at han aldrig ville sponsere sådan en som mig.

Se bare denne artikel, den ville allerede have kostet mig 15 kr. Og hvis du siger mig imod, vil det koste mig fem kroner mere at svare. Så du ved godt, hvem af os to, der vil få det sidste ord, hvis diskussionen bliver lang nok.

Iøvrigt tror jeg, at grunden til, at debatten på Politiken ikke er værd at deltage i, er at den ikke er modereret. Selv om det kan være irriterende at få fjernet et indlæg, er det faktisk rart, at debatten her i avisen aldrig får lov til at udvikle sig til en flamewar.

Henrik Brøndum

@Niels Nielsen

Jamen du har ret - det er ikke en lydefri løsning. Mit udgangspunkt er at vi alle sammen ejer vores egen tid. Og hvis nogen vil have en del af denne f.eks. hvis vi skal lytte til dem - må de som princip betale. Om de så vil ringe med kirkeklokker, sælge Hjem-Is eller sige deres mening i avisen.