Læsetid: 4 min.

Udenrigsministeriet hørte aldrig om Snowden-flyvning

Ikke bare Folketinget, men også Udenrigsministeriet blev holdt uvidende om Danmarks hjælp til USA i jagten på Edward Snowden. ’Et vigtigt udenrigspolitisk spørgsmål, om vi skulle hjælpe eller ej,’ lyder kritikken fra oppositionen.
Edward Snowden landede i juni 2013 i Moskva, hvorfra han havde planer om at tage videre – angiveligt muligvis via København. Det danske justitsministerium tillod dengang et FBI-fly at holde klar i Kastrup Lufthavn med det formål at fange Snowden, hvis han skulle komme til den danske hovedstad. Men dette fik Udenrigsministeriet – der ellers skal godkende statsflyvninger – ikke besked om.
4. april 2016

Selv om Udenrigsministeriet skal godkende statsflyvninger gennem dansk luftrum med »udenrigspolitiske hensyn« fik ministeriet i 2013 aldrig besked om, at et amerikansk FBI-fly holdt i Københavns Lufthavn med ét formål: At fange whistlebloweren Edward Snowden.

Det fremgår af en aktindsigt, Information har fået i Udenrigs- og Justitsministeriets papirer om FBI-flyvningen, efter at justitsminister Søren Pind (V) i sidste måned oplyste, at det ikke var korrekt, når han tidligere var kommet til at afvise at kende det pågældende flys »formål«. Amerikanerne forsøgte på det tidspunkt at få whistlebloweren udleveret fra Rusland, hvor han var strandet i Moskvas internationale lufthavn, og FBI-flyets formål var at transportere Edward Snowden til USA, såfremt Rusland udleverede ham, erkendte Søren Pind.

I USA risikerede whistlebloweren dødsstraf.

Læs også: Er vi selv en del af den overvågende stat?

Udenrigsministeriet hørte således først om FBI-flyvningen i 2014, fordi pressen begyndte at interessere sig for, at flyet – som tidligere har været sat i forbindelse med CIA’s hemmelige fangeflyvninger – var landet den 25. juni 2013 i Københavns Lufthavn. To dage forinden var Edward Snowden nemlig under verdenspressens opmærksomhed ankommet fra Hongkong til Moskva.

Efter kritikken af, at CIA i 00’erne havde benyttet dansk luftrum til fangeflyvningerne, blev det besluttet, at først Statens Luftfartsvæsen (SLV) og efterfølgende lufttrafiktjenesten Naviair ikke blot skal foretage en sikkerhedsmæssig vurdering i forbindelse med, at der bliver udstedt flyve- og landingstilladelser til statsfly (i dag forelægger tjenesten Udenrigsministeriet alle statsflyvninger fra lande uden for EU og Norge).

Læs også: 'Snowden har ofret utroligt meget for at få sandheden frem'

»Hvis SLV er bekendt med udenrigspolitiske hensyn, der bør afstemmes med det sikkerhedsmæssige aspekt, vil SLV i en given sag foranledige, at sagen bliver forelagt Udenrigsministeriet, før tilladelse eventuelt gives,« som det i 2008 blev fastslået i »Redegørelse vedrørende hemmelige CIA-flyvninger i Danmark, Grønland og Færøerne«.

Justitsministeriets udleverede papirer afslører nu, at samtidig med at den amerikanske ambassade i København den 24. juni 2013 ansøgte Naviair om flyvetilladelsen – og samme dag fik denne – var ministeriet i kontakt med FBI »vedrørende en mulig mellemlanding for et FBI-fly og tilhørende våbentilladelser«. Justitsministeriet måtte meddele FBI, at hvis flyet medbragte våben ville dette forudsætte en ansøgning herom. En ansøgning Justitsministeriet skulle have »den fornødne tid« til at behandle. Stillet over for dette krav valgte FBI natten til 25. juni at gennemføre flyvningen men uden at medbringe våben.

»Der vil således ikke skulle udstedes våbentilladelser i sagen alligevel,« hedder det i en mail samme morgen, klokken 06:39, fra lederen af Justitsministeriets sektion for internationalt politisamarbejde, Henrik Emil Hörup, til ministeriets internationale kontor samt sikkerheds- og forebyggelseskontoret. Mailen har prioritet »Høj«.

Ikke behov for tilladelse

Næste gang Justitsministeriet, i de udleverede papirer, refererer til »sagen«, er den 27. juni klokken 11.33, hvor Henrik Emil Hörup skriver:

»Endvidere kan jeg oplyse om, at FBI har haft/har et regeringsfly holdende i Københavns Lufthavn den 25. og 26. juni i forbindelse med sagen. Formålet med flyets tilstedeværelse er angiveligt at transportere SNOWDEN til USA, såfremt han måtte blive udleveret til USA«.

Læs også: Tidligere minister kritiseres for at have hemmeligholdt Snowden-aftale

Igen er mailens prioritet »Høj«.

Justitsminister Søren Pind (V) – og daværende justitsminister Morten Bødskov (S) – har hidtil afvist at kommentere, hvem der vidste hvad og hvornår om FBI-flyvningen. I stedet har Søren Pind henvist til, at FBI-flyet havde den fornødne landingstilladelse fra Naviair, samt at flyet hverken medbragte våben, ammunition eller anholdte. Af samme grund var der ikke behov for nogen tilladelse fra Justitsministeriet, der alene modtog oplysningerne fra FBI om flyvningen »til orientering«.

Naviair ønsker i dag ikke at kommentere FBI-flyvningen med henvisning til, at Folketinget nu har spurgt til den. Men lufttrafiktjenesten bekræfter, at ifølge reglerne var landingstilladelsen betinget af, at der ikke var såkaldte udenrigspolitiske hensyn, som talte imod flyvningen.

Enhedslisten, SF og Alternativet har tidligere kritiseret den daværende justitsminister for ikke at have forelagt Folketinget den danske hjælp til amerikanernes jagt på Edward Snowden. Ifølge grundloven skal Udenrigspolitisk Nævn som minimum orienteres forud for større udenrigspolitiske beslutninger.

Demokratisk problem

De nye oplysninger om den manglende orientering af Udenrigsministeriet får nu disse partier til at kræve en forklaring fra justits-, udenrigs- og transportministrene.

»Det er helt klart et vigtigt udenrigspolitisk spørgsmål, om vi skulle hjælpe med at udlevere Edward Snowden eller ej,« siger Alternativets gruppeformand, Josephine Fock, mens Enhedslistens udenrigsordfører, Nikolaj Villumsen, kalder den manglende orientering af Udenrigsministeriet for »et demokratisk problem«.

»Det er ubegribeligt, at man efter netop CIA-flyvningerne kan ende i en situation, hvor man giver en så kontroversiel flyve- og landingstilladelse uden at orientere hverken Folketinget eller Udenrigsministeriet,« siger Nikolaj Villumsen.

Den britiske avis The Guardian indledte den 7. juni 2013 på baggrund af dokumenter fra Edward Snowden en række af artikler om den amerikanske efterretningstjeneste National Security Agencys (NSA) verdensomspændende masseovervågning.

Også Information fik adgang til dokumenter fra Snowden og kunne på den baggrund bringe en række afsløringer af blandt andet NSA’s spionage mod COP15-topmødet i København i december 2009.

Den tidligere computerekspert Edward Snowden valgte den 10. juni at stå offentligt frem i avisen, fordi han ikke »kan leve i et land, hvor man agerer på denne måde«.

På det tidspunkt havde Edward Snowden forladt USA – vel vidende, at han stod over for at blive tilbageholdt for spionage og tyveri – og var ankommet til Hongkong. Den 23. juni forlod Edward Snowden Hongkong og landede samme dag i Moskva, hvor han siden har befundet sig på såkaldt midlertidig asyl.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Sup Aya Laya
  • Hans Paulin
  • Dorte Sørensen
  • Niels Duus Nielsen
  • Henrik Klausen
  • Kurt Nielsen
  • Oluf Husted
Sup Aya Laya, Hans Paulin, Dorte Sørensen, Niels Duus Nielsen, Henrik Klausen, Kurt Nielsen og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Troels Brøgger

Spørgsmålet er hvem vidste det så ? Er vi en bananrepublik ?

Sup Aya Laya, Bodil Waldstrøm, Hans Paulin, Carsten Wienholtz, Torben Selch, Torben Jørgensen, Estermarie Mandelquist og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Troels Brøgger

HVEM er det der kører os på røv og albuer ? Lad mig diskret minde om at vi er mange nok til at give dem et kæmpelos i røven hvis vi opdager hvem det er. Arbejde for os skal de ihvetfald ikke.

Hans Paulin, Anne Eriksen, Carsten Mortensen, Kurt Nielsen og Torben Skov anbefalede denne kommentar

At DK er en bananrepublik er der ikke meget tvivl om :/

uffe hellum, Sup Aya Laya, Hans Paulin, Torben Selch, Anne Eriksen, Carsten Mortensen, Torben Jørgensen, Estermarie Mandelquist og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Danmark 2016.

Regering eller opposition - blå blok eller rød blok - det er åbenbart et fedt, hvilket af de store partier, der har regeringsmagten. Er det virkelig kun Enhedslisten og Alternativet, der har anstændigheden i behold?

Først læste jeg artiklen om koncentrationslejren i Vojens, og nu denne. Og om lidt skal jeg læse om skattely faciliteret af bankerne. Det står værre til med Danmark end jeg troede muligt.

Hvad fanden gør vi?

Sup Aya Laya, Hans Paulin, Carsten Wienholtz, Anders Graae, Torben Selch, Anne Eriksen, Carsten Mortensen, Torben Jørgensen, Estermarie Mandelquist, Britta Pedersen, Torben Lindegaard, Hans Larsen og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar

Det samme med Pirate Bay stifteren Gottfrid Svartholm Warg - dømt af total inkompetent domstol og anklager - og tydelig dømt på forhånd. DE GØR HVAD DER PASSER DEM !

Sup Aya Laya, Anne Eriksen og Hans Paulin anbefalede denne kommentar

Der var heller ingen der vidste noget om brintbomber på Thule, eller sortmalede CIA-fly med torturofre i Kastrup. Eller som - udover Frank Grevil - kunne gennemskue løgnene der førte til Irakkrigen. Vi tager ikke de politiske konsekvenser af det vores politikere gør. Vi skal bruge demokratiet meget mere konfrontorisk end det vi gør.