Medarbejdertrivsel i restaurationsbranchen har været omdrejningspunktet for 28-årige Signe Edsberg de sidste otte uger, hvor hun har været i virksomhedspraktik i den københavnske restaurationskæde MASH.
Der er blevet analyseret arbejdsmiljø, lavet skemaer til medarbejderudviklingssamtaler, en oplæringsmanual til nye tjenere, og personalehåndbogen er blevet strømlinet. Så der har været rigeligt at se til i praktiktiden for den nyuddannede kandidat i arbejdslivsstudier og psykologi fra RUC, der har været ledig siden august.
»Det har været rart at være i gang med noget praktisk, men med en akademisk tilgang. Og så har det været sjovt at få lov til at bruge det, jeg har lært under min uddannelse i en af de brancher, jeg synes er allersjovest,« siger Signe Edsberg, der netop har søgt mod restaurationsbranchen, fordi hun i flere år har haft studiejob som tjener.
Under de sidste seks måneders jobsøgning er hun gang på gang blevet valgt fra på grund af manglende erhvervserfaring.
»Nu er det ikke længere min uddannelse, der står øverst på cv’et, men den erfaring, jeg har fået her,« lyder det med tilfredshed fra Signe Edsberg.
En luksus
Ambitionen var at holde fri en dag om ugen i praktikperioden, så hun havde tid til at skrive de to jobansøgninger, der er krav om hver uge som ledig. Ansøgninger er blevet sendt, men to om ugen har Signe Edsberg ikke nået.
»Det har været meget ambivalent, at jeg skal koncentrere mig om en helt ny arbejdsplads og stadig vende mig mod andre jobs. Det bliver en ret ufokuseret jobsøgning,« siger Signe Edsberg, der dog har fået god hjælp fra HR-chefen Dorthe Witting i forhold til både virksomhedspraktik, jobmuligheder og netværk. Signe er den første virksomhedspraktikant hun har haft.
Læs også: Virksomhedspraktik virker – nogen gange
»Det er meget at bede om otte ugers gratis arbejde, hvis man ikke kan tilbyde noget i den anden ende, derfor har jeg forsøgt at skabe muligheder for Signe ved at tage fat i mit netværk,« forklarer Dorthe Witting, der især lod sig overtale af, at Signe havde et godt kendskab til restaurationsbranchen.
Selvom restaurationskæden har over 500 ansatte, er Dorthe Witting den eneste, der beskæftiger sig med personalets trivsel. Signe Edsberg har derfor været med til løse mange af de opgaver, som der normalt ikke er tid til: »Det har været en luksus at få en, der har så høj faglig viden og brancheerfaring. Det har været et kæmpe løft for vores organisation,« siger Dorthe Witting fra de røde sæder i den tomme restaurant MASH i indre København.
Netværk og erfaring
Kokke og køkkenhjælpere begynder så småt at møde på arbejde, og der hilses hjerteligt og med fornavne.
»Der er meget højt til loftet i den her branche. Det er en af de ting, jeg nyder, men vi er godt i gang med et paradigmeskift, hvor der skal være mere ordentlige arbejdsforhold, så folk ikke bare knokler 80 timer om ugen,« siger Dorthe Wittin.
Hun er egentlig uddannet håndarbejdslærer, men via sit ægteskab med en restauratør er hun havnet i stolen som »køkkenhvisker og hønemor«, som hun kalder jobbet som HR-chef.
Den voksenpædagogiske baggrund er dog løbende blevet suppleret af HR-uddannelse.
Signe Edsberg er spændt på, hvordan personalet vil tage imod de forskellige nye tiltag. Witting er overbevist om, at det kommer til at gå godt.
»I kraft af, at du har haft fat i nogle af de folk, det handler om, og det ikke bare er blevet skrivebordsarbejde, så får det en anden effekt,« siger HR-chefen.
Efter virksomhedspraktikken skal Signe Edsberg til sin sidste samtale hos anden aktør, før hun overgår til de offentlige jobcentres konsulenter og genoptager hverdagen som fuldtidsjobsøgende.
Erfaringen og det udvidede netværk fra virksomhedspraktik kan derfor blive helt afgørende for Signe Edsberg, selvom hun ikke føler sig særlig god til at netværke. Dorthe Witting er uenig.
»Du har sådan en god ro og saglighed. Bare se på, hvordan du virker på folk her, og hvor hurtigt folk har taget dig til sig her. Du er ikke bare ’hende den lille nye’, men bliver taget seriøst,« siger Dorthe Witting.
»Det er bare ærgerligt, at det ikke er mere end otte uger,« siger Signe Edsberg, der dog allerede har et par job i kikkerten og nu har erfaring med både medarbejderudviklikling, personalehåndbog og oplæring af nyansatte at skrive på cv’et.
Virksomhedspraktik kan være en udmærket foranstaltning, når det er frivilligt.
Jeg har dog stadig til gode at indse,
hvorfor noget erhvervsarbejde ikke er nok værd til at udløse en løn.
Gad vide hvad MASH giver igen for at få Signe Edsberg's arbejdskraft stillet til rådighed uden beregning. For de kan vel næppe leve med en dårlig smag i munden?
Henrik Brøndum - som alle de andre der får gratis arbejdskraft af regeringen - tilskud til valgkampen.
Det er nok gratis på papiret for virksomhederne, men disse korte forløb har jo oftest ingen værdi overhovedet, hverken for arbejdsgiver eller praktikant. Har selv haft fornøjelsen af praktikanter, og må indrømme at ikke én eneste af dem var egnet til et ganske alm. ufaglært lager / montage job. vi har specifikt fravalgt praktikanter hvor vi vidste at der ville blive tale om et fleksjob ( inden I skyder mig ned så har vi 2 fleksjobbere ansat), vi valgte personer der kunne arbejde fuld tid.
Disse 5 praktikanter vi har haft inde havde alle det til fælles at de skulle oplæres af en af de andre medarbejdere og det er en omkostning. Dernæst skulle man tro at med udsigt til et fast job så fejlede motivationen intet. Desværre tog vi fejl, og jeg ved ikke hvordan vi ellers skulle have grebet tingene an. Ikke en eneste af dem hold praktikperioden ud. Montage og lagerjobbet vi tilbyder er alsidigt og ikke præget af ensformigt arbejde. vi tilbyder flosklen frihed under ansvar, og vi havde gjort det tydeligt at såfremt man var interesseret så var der et job i den anden ende. Startløn 135,- og efter 3 måneder op på 160,- Måske ikke verdens højeste løn, men heller ikke verdens vildeste job.
Forleden fik jeg igen besøg af jobkonsulenten, denne gang med 2 agendaer. Dels for at høre om vi var interesseret i yderligere praktikanter, og dels om vi var interesseret i at tage flygtninge ind. Husk på sagde han, i kan få 2 x 20.000,- på et år for at tage en flygtning.
regnestykket lyder at en flygtning skal kunne begå sig her hos os, og anslået vil det koste et sted mellem 150-200.000,- før vedkommende kan betragtes som relevant for os. Så har vi Dansken... ham/ hende kunne vi da godt bruge, men her mangler motivation og engagement.
Derfor blev det til et pænt nej tak herfra.
Siden vores tidligere erfaringer med praktikanter har vi ansat 2 andre til vores lager / montage gennem almindelig jobannoncer. vi fik godt 120 ansøgninger på 2 dage, og er meget tilfredse med de to vi fik ind. Så glade at de begge efter en måned blev reguleret op i løn til 160,-/ timen.
Det synes jeg er en ganske hæderlig løn i Aalborg for ufaglært arbejde.
Praktikpladser er ikke en syndflod af gratis arbejdskraft - det nærmer sig noget mange arbejdsgivere hellere end gerne vil undgå.
tilskuddene til flygtninge er ikke vedtaget endnu, så vidt jeg ved, men der blev sagt fra konsulentens side at det var god forretning. Konsulenten var ude at gøde marker og havde en fin mappe med. Jeg kan heller ikke lade være med at undre mig om det var tilfældigt om man havde valgt en konsulent med anden etnisk ophav end dansk, til at forestå besøgene - som om det ville være sværere at sige nej tak til en med anden hudfarve end hvis? Det ville jo være racistisk at forestille sig denne skjulte bagtanke.
Peter Nielsen
Jeg vil tro, mange af dine praktikanter mangler motivation,
fordi de fleste praktikker bliver indledt med slet skjulte trusler om nyttejob og at jobcenteret vil sanktionere (= fratage personen sin understøttelse) hvis de ikke tager praktikken.
Trusler og tvang er en underlig skæv måde at motivere mennesker til arbejde på. Men politikerne siger, at det virker.
Argumentet om slet skjult trusler skulle demotivere er lodret forkert. Hvis du risikerer at ryge på r** og albuer ud af systemet, så burde du da om nogen være motiveret for at give det en chance. Læg dertil at virksomhederne intet økonomisk inticament har til a tage en praktikant ind, når alle tal lægges sammen. Så burde det da om noget give en praktikant motivationen til at vise hvad man kan og at man gerne vil forblive der - hvis dette er en mulighed.
Som sagt er vi stoppet med det for der er simpelthen for langt mellem snapsene og det er spild af tid og penge for os.
Peter Nielsen
Aha.. du som virksomhedsleer lader dig motivere af trusler og tvang?
Jamn så er det måske en god og bedre ide, at det er virksomhederne, der trues med sanktioner og skatteforhøjelser, hvis ikke de ansætter flere ledige.
Personligt oplever jeg kun en større passivitet og opgivenhed i, at systemet/staten/jobcentrene overtager mit liv i højere og højere grad under trusler. Hvis jeg vr intelligent nok og havde modet til det, ville jeg nok foretrække en karriere som kriminel frem for som systemslave.
Men sådan kan vi jo være så forskellige
Nej jeg lader mig ikke motivere af trusler og tvang, hvor i alverden får du den påstand fra? Vi har to ansat på fleksjob og er meget tilfredse. De vi har haft inde på praktikordninger var udmærket klar over at der var et job for enden af tunnelen, men deres engagement var ikke eksisterende.
Jeg kender ikke en eneste virksomhedsejer eller leder der har noget positivt at sige om praktikforløbene, og alle er enige i at man godt kunne forvente bare en snert af vilje fra praktikanterne. Alle som en har droppet fremtidige praktikanter fordi de kort og godt er håbløse at tage ind. De belaster andre medarbejdere når og hvis de overhovedet møder ind. Demokraterne tid de er der giver ikke mulighed for at sætte dem ordentligt ind i jobbet, så man vil hellere lade være. Dette har intet at gøre med hvor mange problemer de har i systemet, det handler om indstilling til opgaven.
Jeg er færdig med praktikanter for de er spild af tid og tid er penge.
Din ignorante påstand om at beskatte virksomheder der ikke ansætter flere er jo håbløs. Start du hellere med at købe dansk i stedet for import. Du kunne trænge til at lære hvad det er man er oppe imod når folk hellere vil købe billigt end at støtte danske arbejdspladser.
Verden er åben og det er de forhold alle arbejder under så piv ikke.
Hvis der kommer flere afgifter så kan jeg jo altid flytte hele virksomheden til udlandet og så er der ingen arbejdspladser her men mine varer bliver billigere. Det vil tage et lille halvt år så er det klaret. Skatten betaler jeg bare i Polen, men i får billige varer.
Peter Nielsen
Jeg forstår ikke... hvorfor skulle kontanthjælpsmodtagere være anderledes at motivere end virksomhedsledere?
Hvorfor forventer du, at tvang og trusler motiverer praktikanter, som er tvunget i praktik for ikke at miste den smule indkomst de har,
når tvang og trusler ifølge dig ikke ville virke som et 'snert af vilje' på virksomhedsledere, til at ansætte mennesker i ordinære jobs?
Jeg er SÅ glad for at læse, at du og dine venner er stoppet med at medvirke til tvangsarbejde.
Tak for det.
Lise Lotte Rahbek, først skal vi være enige om at systemet er indrettet på en måde, hvor de der evt. ikke er i stand til at arbejde på alm. vilkår - de ryger i kassen med udsigt til et fleksjob eller førtidspension. Muligvis, gennem forløbet, kan de omskoles osv. til at kunne indtræde på alm. vilk¨r i job igen. Her har jeg en personlig erfaring med min kone, og er udmærket klar over kommunernes skalten og valten, og at de begår ufattelig mange urimeligheder og ulovligheder.
Så har vi de "alm." arbejdsløse, som ikke har haft job i lang tid, dem prøver man a få ind på arbejdsmarkedet gennem blandt andet disse praktikforløb. Hvis man ikke hører til i denne gruppe, men er indbefattet af gruppen, så er man ikke sagsbehandlet korrekt.
Der er uden tvivl en del i disse praktikforløb som ikke hører til her, men omvendt så er der også personer i praktikforløb der har stået udenfor i alt for lang tid af andre årsager, som ikke nødvendigvis har noget med sygdom at gøre.
Problemet for arbejdsgiverne er at de skal allokere ressourcer til at lære op. Det koster produktivitet hos oplæreren. De erfaringer vi selv har gjort, go dem jeg er bekendt med alle andre steder der har prøvet kræfter med praktikanterne, er at de koster tid. dernæst er deres fejlmargin større end hos alm. ansatte - nok fordi de koster "gratis". Deres fravær er ekstremt højt. Deres indsats er ligegyldig overfor de kollegaer der samarbejdes med og i sidste ende arbejdsgiveren.
Selvfølgelig er der solstrålehistorier iblandt, men jeg vil påstå at kontaktede man arbejdsgivere og praktikanterne og adspurgte dem hvad de synes om ordningen, så vil de samstemmende sige
"spil af tid". Det er ikke virksomhedernes opgave at lege social velgører, de har et ansvar overfor medarbejdere, indehavere, kunder og leverandører. Driften skal køre. Kommunerne bruger det her som endnu en måde at parkere "sagerne", og det bibringer i store træk meget lidt til noget positivt.
Peter Nielsen
Jeg er sådan set ikke uenig i det, du beskriver.
Det er smadder ærgerligt, hvis man som arbejdsgiver bruger tid og ressourcer på at oplære en person, som kun i begrænset omfang er interesseret i det, virksomheden tilbyder.
Det er derfor, jeg sværger i den grad til, at det er den arbejdskraft, som frivilligt og af egen interesse søger et bestemt job,
som er værd at bruge kræfterne på.
Alle mennesker passer ikke i alle slags jobs. Derfor giver det ikke mening at presse mennesker ud i hverken jobs eller praktik, hvor de ikke vil være.
Jeg sidder selv i ulønnet praktikjob, som jeg er blevet tilbudt (ikke presset til !)
og jeg ved, jeg tilfører værdi i virksomheden.
Om det bliver til et lønnet job for mit vedkommende, kommer an på om firmaet tjener penge nok til at give mig en løn.
Det har jeg selv indflydelse på - til en vis grad - men jeg kan ikke hekse.
Men hvis jeg sad her på grund af trusler og tvang.. så ville jeg bare ikke yde det samme, som jeg gør nu.
Kald det psykologi.
vi er enige langt hen ad vejen, men i min verden har du en forbandet pligt til at yde hvis du kan. Alle de syge skal der selvfølgelig tages hensyn til, men det hører ingen steder hjemme at folk ikke tager et job fordi det er under deres standard, og hellere vil vente på det rigtige job. Jeg er ikke særligt rød i min livsanskuelse, men lige netop det forhold at det åbenbart er OK at sige nej til et job fordi det er for lidt penge i forskel fra støtten eller fordi det ikke svarer til ens uddannelse - det kan jeg ikke kapere. Så må man sætte skatten ned på arbejde så det kan svare sig eller finde på noget andet smart. At stå selvvalgt udenfor arbejdsmarkedet burde udløse 0,- fra det offentlige.
Lysten driver altid værket, men der er også et fælles ansvar for at sikre at de jobs der er også bliver besat, og det er lige dele arbejdstagers såvel som arbejdsgivers ansvar at forholdene er ordnede. Det er bare forkert at antage at virksomheder har et socialt ansvar for at drive en form for beskæftigelsespolitik - det har de ikke.
Kommunerne er i mine øjne dybt inkompetente udi denne øvelse, og det rammer både de der er fanget i systemet men det rammer også virksomhederne der i en kortere periode udviser en form for velvilje til at "tage chancen".
Peter Nielsen
'At yde' - det er vist det, der skiller os.
For mig kan det at yde til fællesskab sagtens betyde at hjælpe sig selv og holde sig selv og andre glade og sunde, børn, naturen, gamle mennesker, dyr. Eller at være kunstner eller kreere fikse dimser. Eller at samle skrald op på gaden, hvor man kommer forbi. Eller bare lade være med at bedrive ondt.
At yde til fællesskabet behøver ikke være at arbejde for en arbejdsgiver, så han kan tjene penge på disse andres arbejdskraft.
Men sådan har vi lov at have forskellige indstillinger.
Interessant debat her i tråden mellem Peter og Lise Lotte.
Næsten som sædvamlig bliver man klogere af at læse kommentarerne end selve avisens indhold :-)
Peter og Lise Lotte's debat får lige min anbefaling også.
Ellers så stikker vi lige denne til Henrik B :-)
Henrik B spørger:
- "... Gad vide hvad MASH giver igen ..."
Jeg troede da du var kapitalist Henrik ... For så ville du jo vide, at de IKKE giver noget igen.
Hele ideen er jo maksimering af profit :-)
NB:
Der har da vidst aldrig været kapitalistiske foretagender der havde problemer med dårlig smag i munden ! (Jeg har i hvertfald ikke været udsat for nogen).