Læsetid: 6 min.

Vidneudsagn belaster Ekstra Bladet i piratsag

Søfolkene Eddy Lopez og Søren Lyngbjørn kunne være sluppet fri fra fangenskabet hos somaliske pirater i sommeren 2012 i stedet for trekvart år senere. Det indtryk efterlader flere vidneudsagn, efter at Købehavns Byret over syv dage har behandlet de to søfolks krav mod Ekstra Bladet om erstatning for krænkelse af privatlivets fred
Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen (th.) mener, at uden Ekstra Bladet var Eddy Lopez og Søren Lyngbjørn ikke sluppet fri fra fangenskabet hos somaliske pirater.

Jens Dresling

9. april 2016

Med sit kraftige, brune skulderlange hår og en afslappet attitude i vidneskranken i Københavns Byret oprullede Mr. Jensen roligt og detaljeret, hvad der var foregået i forhandlingerne med de somaliske pirater, der holdt Eddy Lopez, Søren Lyngbjørn og deres fire filippinske kolleger fra rederiet Shipcraft kidnappet i 838 dage i en af danmarkshistoriens længste gidselsager.

Mr. Jensen er et alias for den professionelle forhandler, der var central i forhandlingerne for at få gidslerne fri af fangenskabet. Han blev tilknyttet sagen på opfordring fra Politiets Efterretningstjeneste og overtog forhandlingen med piraterne i januar 2012 og var på sagen, frem til gidslerne blev frigivet 30. april 2013.

Det er første gang, at sløret blev løftet for, hvad der i detaljer foregik, mens Ekstra Bladet gennem knapt et år kørte sin massive kampagne ’Skal Eddy og Søren rådne op i Somalia?’ med den erklærede hensigt at få gidslerne hjem.

Kampagnen blev søsat 1. juli 2012, men i ugerne forinden bragte Ekstra Bladet en række artikler om sagen. Blandt andet afslørede avisen den 12. juni 2012, at rederiets ejer, den svenske multimillionær John Arne Larsson, havde købt en herregård i den stockholmske skærgård for 55 millioner kroner. På dette tidspunkt var Mr. Jensen ifølge sin egen forklaring tæt på at lande en aftale med piraterne om at slippe gidslerne fri.

»Vi havde en aftale inden for rækkevidde. I sommeren 2012 var Henry Charles (piraternes forhandler, red.) meget aktiv og parat til at lande en aftale. Vi forhandlede fra et udgangspunkt på syv-otte millioner dollar, og vi var ikke langt fra hinanden,« fortalte Mr. Jensen.

Læs også: ’Det er Poul Madsens egen skyld’

Han var indkaldt som vidne af Ekstra Bladet, men trak dermed bogstaveligt tæppet væk under chefredaktør Poul Madsens påstand om, at der ikke »skete en skid« for at få Søren Lyngbjørn og Eddy Lopez hjem.

I gidsellejren fik Eddy Lopez og Søren Lyngbjørn også på det tidspunkt besked om, at de snart skulle hjem. De har begge forklaret, at piratlederen Fadhi gennem sin talsmand sagde til dem, at »om ti dage er I fri«.

Oplysningerne om, at forhandlingerne var ved at bære frugt, blev bekræftet af rederiet Shipcrafts daværende direktør Claus Bech, som også var indkaldt af Ekstra Bladet som vidne. Han sagde, at den dyrtkøbte herregård spøgte i forhandlingerne. Piraterne brugte den i forsøg på, at presse løsesummen op.

Eddy Lopez og Søren Lyngbjørn var hovedpersoner i Ekstra Bladets kampagne. De kræver en million kroner i erstatning af Ekstra Bladet, fordi de mener, at avisen i sine udgivelser på netavis, papiravis, Facebook og ebog har brudt de presseetiske regler om krænkelser af privatlivets fred ved i billeder og tekst at beskrive stærkt private forhold som sygdom, selvmordstanker og sultestrejke, mens de sad som ufrivillige fanger og ikke kunne sige fra. Søfolkenes påstand er også, at Ekstra Bladet har forlænget deres ophold som gidsler.

Ekstra Bladets artikler gjorde, at der ifølge Claus Bech opstod forventninger hos piraterne om, at der ville blive iværksat en national pengeindsamling. I den anledning tog piraterne en ny forhandle, kaldet Yonis.

»Han er venlig og imødekommende, men også en skidt fyr,« fortalte Mr. Jensen »Han har mange afvigelser, forsinkelser og sidedeals og er meget uforudsigelig.«

Ind i sagen som mægler

En af Ekstra Bladets journalister på kampagnen, Kristian Kornø, forklarede i retten, at kampagnen havde haft den positive effekt, at Shipcraft i slutningen af juli 2012 havde stillet en garanti for løsesummen. Det skulle ifølge hans forklaring være resultatet af, at de havde fået rederiets stenrige ejer, John Arne Larsson, frem i lyset. Garantien havde ikke været stillet før, og uden den kan der ikke forhandles fordi pengene rent faktisk skal være til stede, forklarede journalisten.

Det kunne Mr. Jensen ikke genkende, for han var samtidig sagens økonomiske handy man.

»I maj 2012 oprettede jeg to konti til løsesum og udgifter i forbindelse med sagen. Der var et behov for et neutralt sted, hvor pengene kunne sættes ind fra anonyme donorer, forsikringsselskaber og rederiet selv, også for at sikre midlerne hvis rederiet gik konkurs. Nogle penge var allokeret til bestemte formål. Jeg har ikke en eneste gang givet piraterne et bud, uden at pengene var i et depot,« fortalte Mr. Jensen.

Chefredaktør Poul Madsen vil frifindes med en påstand om, at uden Ekstra Bladet var gidslerne ikke kommet hjem. Det var Ekstra Bladets freelancejournalist, dansksomalieren, Nasib Farah, der fik dem hjem, mener chefredaktøren.

»Da han gik ind i sagen, skete der noget,« forklarede Poul Madsen i retten.

Nasib Farah blev lukket ind i forhandlingerne som mægler mellem de stridende parter i februar 2013, fordi han havde let adgang til piraterne, hvoraf flere er fra samme somaliske klan som ham selv.

Ekstra Bladet har som bevis for sin påstand om Nasibs rolle fremlagt to lydfiler i retten med samtaler mellem Mr. Jensen og Nasib Farah, som Nasib Farah har optaget. Her takker Mr. Jensen Nasib Farah mange gange for hans indsats med at mægle mellem piraterne, men det fremgår også, at Nasib Farah mener, at Mr. Jensen skal skaffe flere penge til bestikkelse af piraterne.

Bestikkelse blev et nødvendigt træk, da Mr. Jensen skulle have vished for gidslernes helbredsmæssige tilstand.

»Der brød vi med et princip om ikke at betale bestikkelse. Det er et problematisk spor at slå ind på, fordi piraterne så vil have penge for alt muligt andet, men vi havde et stort behov for et proof of life,« forklarede Mr. Jensen.

Det varede ikke længe, før Yonis kom med nye krav om bestikkelse.

»På et tidspunkt kom Nasib Farah under pres af Yonis, og jeg måtte overbevise Nasib om, at det skulle vi ikke give los for. Jeg måtte tydeligt sige til Nasib og Yonis, at der ikke var flere penge til bestikkelse,« sagde Mr. Jensen, som tegnede et billede af en piratbande, der var kompliceret og indspist og ikke gik af vejen for at »opfinde« aftaler selv.

Piratbanden var desuden forankret i det sydlige Somalia, hvor de er kendt for at være mere barske end i den nordlige del, hvor Mr. Jensen også havde erfaring med at forhandle gidsler hjem. Og den havde tilmed masser af penge efter at have fået udbetalt en løsesum i 2011 for fragtskibet Polar.

Skulle smøre piraterne

Mr. Jensen forklarede, at han havde en håndfuld klare aftaler med Nasib Farah om vilkårene for hans rolle som mægler mellem piraterne fra februar til frigivelsen: Han skulle holde Mr. Jensen anonym af hensyn til hans arbejde, Nasib skulle redegøre for de bestikkelsespenge, han fik til at smøre piraterne, og han måtte ikke filme eller fotografere gidslerne før og under frigivelsen.

»Det var han hel enig i, og tilbød flere gange, at jeg kunne få det på skrift. Jeg sagde til ham, at det var ligegyldigt, når bare vi havde en aftale. Der er ingen idé i et dokument med en som mig uden rigtig identitet. Men den eneste aftale, Nasib overholdt, var at holde mig anonym,« sagde Mr. Jensen.

Nasib Farah forklarede i retten, at han ingen – hverken skriftlige eller mundtlige – aftaler havde med Mr. Jensen om sin mæglerrolle.

Logistikken omkring løsgivelsen og nedkastning af løsesum fra mindre fly havde Mr. Jensen planlagt med et firma i Storbritannien, som tidligere elitesoldater drev og havde erfaring med. Nasibs rolle var slut, da piraterne takkede ja til 6,9 millioner dollar for at slippe gidslerne fri.

»Jeg fandt først ud af, at Nasib havde en kobling til Ekstra Bladet i sidste øjeblik. Det var, da han ville rejse til Somalia i forbindelse med frigivelsen. Jeg sagde til ham, at hvis han vil derned, så er det ikke på opdrag fra mig. Han svarede, at det også var lige meget, for Ekstra Bladet betalte hans rejse,« forklarede Mr. Jensen.

Mr. Jensen anerkendte Nasib Farahs indsats som mægler mellem de stridende parter, hvoraf nogle kun talte somalisk som Nasib selv.

»Nasib Farah må gerne tage æren af det hele. Sandheden er nok snarere, at det er et sammensurium af rigtig mange faktorer, der gjorde, at gidslerne kom fri. Det skete på det tidspunkt, fordi piratlederen havde bestemt sig for, at det skulle ske,« sagde han.

Eddy Lopez og Søren Lyngbjørns advokat, Heidi Steen Jensen, ville vide, om Ekstra Bladets kampagne har hjulpet gidslerne.

»Det kan jeg ikke se, at den har. Det kan jeg ikke,« svarede han.

Information kender Mr. Jensens rigtige identitet, men af hensyn til hans profession har redaktionen valgt at holde ham anonym

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Keld Albrektsen
  • Niels Duus Nielsen
Keld Albrektsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg kan da godt undre mig over anklagen om, "krænkelse af privatlivets fred" fra de to søfolks side!

- De havde jo ikke noget reelt privatliv som fanger hos piraterne i Somalia, som havde kapret deres privat liv, og holdt dem fanget med båd tæv og meget andet fra den skuffe, hvortil oveni købet kom "forglemmelsen" fra deres arbejdsgiver, hellere skelede til pengepungen end til deres ufrivilligt fangne medarbejdere under disse uhyrlige forhold, og i stedet trak tiden helt unødvendigt ud.

Helene Kristensen

For ikke at tale om de danske embedsmænd, som med stor omhu forsøgte at tavse både medier og familie, mens der blev gjort absolut ingenting.

Henrik Pedersen

Mon ikke rendestenspamfletten Ekstrabladet havde fået nyt om, at en frigivelse af gidslerne var nært forestående og derfor indledte "en kampagne til gidslernes frigivelse", så rendestenspamfletten kunne score nogle billige point.

Men det gik skævt, fordi piraterne fik nys om Ekstrabladets kampagne gennem deres danske forbindelser. Gidslernes skæbne ragede i virkeligheden Ekstrabladet en papand. Rendestenspamflettens eneste mål var og er profit og oplagstal.