Læsetid: 4 min.

Eksperter betvivler effekten af tiltag mod rabiate imamer

To juridiske eksperter kalder et folketingsflertals overvejelser om lovgivning mod rabiate imamer en symbolpolitik, der kan give problemer for ytrings- og religionsfriheden
Ved et debatmøde i fredags diskuterede blandt andre professor Lisbet Christoffersen og jurist Jacob Mchangama (i midten) de tiltag mod hadprædikanter, som et folketingsflertal er blevet enige om.

Sigrid Nygaard

23. maj 2016

»Politikerne siger nej til hadprædikanter – siger de også nej til religionsfriheden?«

Det er titlen på det møde, som Grundtvigsk Forum har indkaldt til denne forårseftermiddag i Københavns Vartov. Emnet er et folketingsflertals igangværende forhandlinger om lovindgreb mod rabiate imamer.

Den ene af de to indkaldte eksperter, juristen Jacob Mchangama fra Justitia, besvarer mødetitlens spørgsmål således:

»Jeg tror ikke, at der er nogen politikere, der tror på, at dette vil løse de store problemer, vi rent faktisk står over for.«

Det giver et ryk i salen, da Jacob Mchangama tilføjer:

»Men hvor vi tidligere havde politikere, der troede tilstrækkeligt på vitaliteten og styrken af det demokratiske samfunds institutioner og civilsamfund, har vi nu mistet troen på, at det kan lykkes. Og som det så ofte er tilfældet, når der skal demonstreres handlekraft, er ytringsfriheden det mest direkte og symbolske tiltag, man kan ty til, fordi det er direkte rettet mod de personer og ideer, man afskyer. Men ved at falde for forbuddets fristelser svækker vi vores samfund og den politiske kultur, som har nydt så godt af at lægge fordums tiders censur og ensretning bag sig.«

Begrænset adgang

Den anden af dagens to juridiske eksperter, professor i religions- og kirkeret ved Roskilde Universitet Lisbet Christoffersen, fremhæver, at politikere synes at have overdrevne forestillinger om, hvor langt grundloven tillader indgreb i religionsfriheden:

»Indgreb er absolut en undtagelse,« siger hun og henviser til teksten i grundlovens paragraf 67: »Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet [må] læres og foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.«

Læs også: Et liberalt samfund må tåle, men ikke nødvendigvis støtte frihedens fjender

Lisbet Christoffersen understreger om den undtagelse, som grundloven anviser: »Den er ikke en hovedvej for lovgivningsmagten, men netop en undtagelse.«

Latteren breder sig i salen, da Lisbet Christoffersen dvæler ved bestemmelsen om ’sædeligheden’: »Den er – modsat hvad nogle politikere synes at forestille sig – ikke det samme som det tyske Sittlichkeit, altså hvad der er sæd og skik i landet. Nej, det fremgår klart af bestemmelsens tilblivelse og den juridiske litteratur omkring den, at det, den snævert sigter imod, er ’depraveret seksualmoral i religionens navn’.«

Tilsvarende fremhæver Lisbet Christoffersen om bestemmelsen om ’den offentlige orden’, at den ikke åbner mulighed for en hvilken som helst regulering af adfærden i den retning, som lovgiverne måtte ønske: »Jo tættere man kommer på kernen af religionsudøvelsen, desto mere må man skærpe kravet til nødvendigheden af indgrebet. Det kan kun begrundes med hensynet til andres friheder og rettigheder, den offentlige sundhed og undgåelse af uro og optøjer.«

Voldsopfordringer

Ud af dette drager Lisbet Christoffersen den konklusion, at det er muligt at gøre opfordringer til vold ulovlige:

»Jeg støtter en præcisering i straffeloven, der ulovliggør opfordring til anvendelse af straffe efter Moseloven – øje for øje – eller Det Nye Testamente – møllesten om halsen – såvel som stening og håndafhugning efter sharia.«

Lisbet Christoffersen udtrykker derimod bekymring for, at partierne går alt for langt i deres forsøg på at ramme den rabiate forkyndelse. Hun fremdrager et såkaldt ’enighedspapir’ mellem de forhandlende partier, hvor det fremgår, at skattebegunstigelser ikke skal omfatte »foreninger, hvis formål eller adfærd modarbejder eller underminerer demokrati og grundlæggende friheds- og menneskerettigheder«.

»Hvad menes der her med ’adfærd’ og ’grundlæggende friheds- og menneskerettigheder’?« spørger Lisbet Christoffersen. Hvorpå hun fremdrager, at partierne endda er villige til at gå videre. I ’enighedspapiret’ stilles også krav om »efterlevelse af demokrati og grundlæggende friheds- og menneskerettigheder«.

»Efterlevelse? Hvad betyder dog det?« spørger Lisbet Christoffersen. Hun peger på, at sådanne demokratikrav vil kunne give vanskeligheder for de missionske menigheder, der i deres organisation ikke giver kvinder samme ret som mænd. »Og den katolske kirke har jo ikke just et indre demokrati,« siger Lisbet Christoffersen.

Hendes spørgsmål får det tilstedeværende folketingsmedlem fra Dansk Folkeparti, Christian Langballe, til at springe op: »Jeg er fundamentalist, hvad angår religionsfriheden. Der er meget i de der ’enighedspapirer’, jeg er betænkelig ved. Det skal luges ud inden den endelige aftale. Det eneste krav til trossamfundene skal være, at de anerkender den retsorden og det folkestyre, som de er en del af.«

Lisbet Christoffersen svarer: »Det er jeg glad for, at du siger. Men det er ikke det, som din partifælle Martin Henriksen går rundt og siger i det offentlige rum.«

Christian Langballe svarer: »Jo, det er.«

Lisbet Christoffersen svarer: »Nej, det er ikke.«

Tvetungede imamer

I sit indlæg fremhæver Jacob Mchangama en uønsket virkning af regulering af de religiøse ytringer:

»Jeg tror, vi vil få et langt mindre åbent og retvisende indblik i, hvad der sker rundt omkring i visse trossamfund. Vi ved af erfaring, at en række imamer er meget dygtige ud i disciplinen tvetunget tale. Med regeringens forslag vil man relativt nemt kunne gå lige til stregen og – uden direkte at billige eller opfordre til f.eks. stening og dødsstraf – kunne lade sin menighed forstå, at man nok mener, at det er den retfærdige og korrekte form for straf.«

Jacob Mchangama uddyber: »Man vil derfor stadig kunne prædike stening m.v., hvis det gøres på en neutral måde, eller man kommer med floromvundne relativiseringer.«

Hvorpå Jacob Mchangama tilføjer en uventet sløjfe:

»Hvis jeg har forstået det nuværende forslag korrekt, er udgangspunktet også, at når man deltager i en bredere offentlig debat, eksempelvis en kronik i avisen, vil kriminaliseringen ikke gælde. Med andre ord kan en imam læse et skriftsted om dødsstraf for homoseksualitet op i en moské – så længe han ikke billiger skriftstedet – og derefter sætte sig hjem og skrive en kronik til Berlingske, hvor han rent faktisk udtrykkeligt billiger denne praksis – uden at imamen kommer i problemer.«

Under forsamlingens munterhed tilføjer Jacob Mchangama:

»Om det så vil være straffrit i moskeen bagefter at henvise til kronikken, skal jeg ikke kunne sige, men uanset hvad er retsstillingen ganske lemfældig.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Dorte Sørensen
Kurt Nielsen og Dorte Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip B. Johnsen

I juli 1939 skrev Danmarks chargé d'affaires i Litauen til Udenrigsministeriet:

"På disse kanter af Europa er man antisemit, det gælder myndighederne, befolkningen og de fremmede, i øvrigt også alle danske fra Baltikum, jeg har været i berøring med.

Østjøderne er et utiltalende og upålideligt folkefærd.
Man søger da også her mere og mere at trængedem ud af handelen, af det offentlige liv er de allerede forsvundet"

"Offentlige - privat/offentlig sfære"

Link: http://denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Samfund/Offentlig_forv...(Privat//offentlig_sfære)

Christel Gruner-Olesen, Karsten Aaen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Henrik L Nielsen

De danske folketingspolitikere viser sig mere og mere at være historieløse.
Det andre kæmpede hårdt for at opnå giver de køb på for hurtige populistiske tiltag.

Kurt Nielsen, Per Klüver, Sven Elming, Carsten Wienholtz og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Jeg færdes store dele af året i såkaldte muslimske lande, og omgås ofte de gejstlige fra 3-4 religiøse samfund, der sidder samlede midt på formiddagen på en fortovsrestaurant og drikker stærk turska kawa med vand.

Og jeg syntes ikke ligefrem, at der er noget for et samfund at frygte omkring bønneledere i moskeer, der ligesom i kirkerne, blot fortolker og vejleder ud fra den "sande lære". Selvfølgelig er der lidt forskel på holdninger, præcis som i folkekirken, men jeg kender i hvert fald ikke nogen, som lægger sig entydigt på disse, i øvrigt ganske smukke, gamle vers. Langt de fleste lever i nutiden, og tager udgangspunkt i dette.

I Danmark er langt de fleste bønneledere uuddannede til opgaven. Og - hvis den gamle og efterhånden ret ligegyldige Bertel Geismar Haarder nu mener, at dette er et problem for ham, kan han jo gøre som andre lande, og etablere en uddannelse som Hodja.

F.eks. er Sverige netop nu i gang med at etablere en helt ny hodja-uddannelse på en anerkendt højskole, hvor rektor selv er muslim. Og måske kan han overtales til at tage Bertel i jobtræning, for det trænger han i høj grad til.

Christel Gruner-Olesen, Kurt Nielsen, Henrik L Nielsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Karsten Aaen

Anerkender Jehovas Vidner den "retsorden og det folkestyre, de er en del af", Christian Langballe. sandsynligvis ikke, da Jehovas Vidner ikke anerkender det vestlige (danske) demokratiske system.
Anerkender visse missionske menigheder i DK det som Christian Langballe vil have dem til at gøre. Måske. I Sverige og i England/UK/GB findes der en kristen organisation, der hedder Plymouth-brødrene; de anerkender vist heller ikke hverken retsorden eller folkestyre, dvs. demokrati.