Baggrund
Læsetid: 7 min.

’Det er endestationen, det her’

På udrejsecentret Kærshovedgård, langt ude i den midtjyske skov, skal afviste asylansøgere overtales til at underskrive en udrejseblanket. Det er ikke et fængsel. Men det kunne det lige så godt være, siger Javid, der med egne ord mistede sine bedste år i det danske asylsystem
Javid kom til Danmark, da han var 22 år gammel. I dag er han 28 år og bor på Kærshovedgård. Javid er kurder fra Iran. Irans regering accepterer kun at tage flygtede statsborgere tilbage, hvis statsborgerne frivilligt vil udrejse fra det land, de er flygtet til. Men det vil Javid ikke. Derfor kommer han hver fjortende dag til en såkaldt motivationssamtale hos politiet. Foto: Ulrik Hasemann

Javid kom til Danmark, da han var 22 år gammel. I dag er han 28 år og bor på Kærshovedgård. Javid er kurder fra Iran. Irans regering accepterer kun at tage flygtede statsborgere tilbage, hvis statsborgerne frivilligt vil udrejse fra det land, de er flygtet til. Men det vil Javid ikke. Derfor kommer han hver fjortende dag til en såkaldt motivationssamtale hos politiet. Foto: Ulrik Hasemann

Indland
31. maj 2016

»Udlændingestyrelsen har ledt med lys og lygte efter et sted, der ligger så langt væk fra byen og andre mennesker som muligt. Det kan man mene om, hvad man vil. Men de har i hvert fald ramt plet.«

Sådan siger udrejsecentrets enhedschef Hans Kristian Vemmelund om Kærshovedgård, da han tager imod os på den store grund uden for Ikast. Den er omgivet af tæt skov, og ved første øjekast ligner den gamle gård en perfekt ramme for en højskole.

Men det tidligere åbne fængsel har siden påske fungeret som udsendelsescenter for afviste asylansøgere.

Selvom beboerne ikke er frihedsberøvede, og selvom de må komme og gå i løbet af dagen, så længe de er hjemme til optælling ved aftens-madstid, har flygtningeorganisationer kritiseret, at centrets beliggenhed mere eller mindre afskærer beboerne fra resten af omverdenen.

Der er seks-syv kilometer til den nærmeste lille by, Bording, og selvom den lokale skolebus stopper lige ude foran udsendelsescenteret, kan beboerne ikke bruge den til noget, da byrådet i Ikast-Brande Kommune har besluttet, at de ikke må benytte den. Med et rådighedsbeløb på nul kroner bliver det derfor besværligt at bevæge sig væk fra Kærshovedgård.

»Lugten af hash hænger stadig i væggene, kan I lugte det,« spørger enhedschefen, da vi træder ind i en af Kærshovedgårds tomme bygninger, der er under ombygning. Dengang Kærshovedgård husede danske indsatte, var der plads til 200. Men den politiske plan med udsendelsescentret er, at der skal være plads til 600 afviste asylansøgere. Derfor vrimler det med håndværkere på grunden, der er ved at gøre de gamle en-mands-værelser klar til, at der kan bo to og nogle steder fire mand i hvert. Senere skal der rejses en teltlejr på den gamle fodboldbane.

»Det er et kæmpe projekt,« siger enhedschefen.

Nogle afviste asylansøgere frihedsberøves i Ellebæk og det tidligere Vridsløselille Statsfængsel, mens de afviste asylansøgere, der ikke er frihedsberøvede, huses i Sjælsmark og nu også Kærshovedgård. De fleste afviste asylansøgere på Kærshovedgård er iranere med enkelte kinesere og somaliere imellem.

Da det i slutningen af 2015 blev besluttet, at Kærshovedgård skulle laves om til udrejsecenter, skabte det en del politisk debat, blandt andet fordi integrationsminister Inger Støjberg efter sigende ikke havde informeret personalet om beslutningen i forvejen.

Derudover vakte det nye udrejsecenter vrede i lokalbefolkningen, der frygtede at skulle have afviste udlændinge som naboer.

Motivation til at rejse hjem

På vej hen over pladsen fra den ene tomme bygning til den næste fortæller Hans Kristian Vemmelund, at han oplever »stor politisk interesse« for sin arbejdsplads, og at hans medarbejdere er i et svært dilemma.

»Vi balancerer hele tiden imellem at leve op til et politisk krav om, at det her er et udrejsecenter, og at det derfor også skal føles sådan, men samtidig give beboerne mulighed for at leve et liv,« siger han, men indrømmer, at centret ikke er noget drømmested at opholde sig.

»Som du kan se, bliver det ikke mere spartansk end det her,« siger han og peger ind på et af de små, halvtomme værelser. Kærshovedgård kan på ingen måde måle sig med asylcentre, fortæller han, hvor der ofte er børnehaver, pizzeriaer tæt på og mere liv. Her er der nærmest ingen aktiviteter, og beboerne tilbringer det meste af dagen med at lave ingenting, fortæller Vemmelund.

»Det er endestationen, det her. Næste stop er Billund Lufthavn. Og det ved beboerne godt,« siger han.

Og dog. Egentlig er det meningen, at beboerne maksimalt skal bo på Kærshovedgård i cirka tre måneder, før de sendes hjem. Ifølge Vemmelund vil de dog »formentlig« komme til at bo der i meget længere tid. Det skyldes, at lande som for eksempel Iran har en politik om, at de kun vil tage imod flygtede statsborgere, hvis vedkommende går frivilligt med til at komme tilbage. Det er der nogle afviste asylansøgere, der nægter, og derfor kan de i princippet blive hængende i limbo i Danmark på ubestemt tid.

Selvom centret i fremtiden også skal huse udlændinge på tålt ophold, er de afviste asylansøgere ikke kriminelle. Alligevel har integrationsministeriet besluttet, at det er fængselsbetjente i uniform, der skal arbejde på Kærshovedgård.

»Vi er ikke vant til at arbejde med til tider traumatiserede, men derimod kriminelle. Derfor skal vi afkodes fra at være fængselsmænd. Du kan tro, at det er svært,« siger Hans Kristian Vemmelund, da vi går igennem endnu en af Kærshovedgårds huse, som er helt mennesketomme på nær håndværkerne. På væggen til et af de gamle toiletter hænger et skilt: »Skid venligst i toilettet eller rengør efter dig selv,« står der.

»Det er jo ikke et fængsel, om end nogle nok opfatter det sådan. Hver gang de ser os i vores blå fængselsskjorte, så bliver de i hvert fald mindet om, at det var det engang,« siger enhedschefen og fortæller, at de på trods af uniformen ikke har nogen magtbeføjelser over for beboerne. De skal udelukkende dele mad ud og assistere med rådgivning.

I læ for regnen

Under det enorme bøgetræ ude ved administrationsbygningen står en af fængselsbetjentene og ryger en cigaret i læ for den silende regn.

Apropos cigaretter fortæller hun, at flere af Kærshovedgårds beboere oprindeligt er rygere, men med et rådighedsbeløb på nul kroner dagligt er der ikke råd til det. Til gengæld har hun set, at en af beboerne går rundt omkring bøgetræet om aftenen og leder efter fængselsbetjentenes cigaretskod.

»Det strider simpelthen imod min natur, at de ikke får bare seks eller syv kroner om dagen. Men jeg er jo ikke statsminister,« siger fængselsbetjenten, der ikke vil have sit navn i avisen. Hun kan godt forstå, at mændene på Kærshovedgård er »triste og opgivende«.

»Hvis jeg måske skulle hænges i mit hjemland, så ville jeg heller ikke tage hjem,« siger hun.

Indenfor, i den bygning hvor alle Kærshovedgårds 35 beboere er samlet, er der helt stille. Det er frokosttid. Når en beboer kommer op til vagten, siger han sit værelsesnummer og får en lille bakke med mad. I dag er det kyllingespyd med humus og salat.

»De er for det meste ret tilfredse med maden,« siger Vemmelund. »Ja, det er virkelig sober mad,« siger en af fængselsvagterne.

Ovre ved døråbningen, lidt på afstand, står en høj, slank mand og stirrer. Efter at han har betragtet os i nogle minutter, siger han: »Det her mad er for dyr. Ikke for mennesker.« Han vil gerne tale med os, når vi er færdige med vores rundtur.

»Der er klart en bitterhed hos de fleste af dem. En tristhed i deres øjne. Nogle gange græder de,« siger Vemmelund, inden han låser døren op til det sidste stop på rundvisningen: den gamle trælagerhal, der er ved at blive bygget om til en kæmpe spisesal, som vil kunne huse alle mand, hvis antallet af afviste asylansøgere pludselig skulle stige fra de 35, der er nu, til de 600, som regeringen gør klar til. »De laver jo ingenting. De spiller ikke fodbold, de er ikke under beskæftigelse. De sidder bare ned og kigger det meste af dagen,« siger Vemmelund og fortæller, at man er ved at lave et motionscenter og nogle aktiviteter gennem Røde Kors, men de står ikke klar endnu.

De bedste år af Javids liv

Tilbage i bygningen, hvor alle Kærshovedgårds beboere er samlet, er frokosttiden ovre. Et par mænd hænger rundt ved et billardbord, nogle sidder og ser Kanal 6 på dansk, og andre sidder spredt én og én ved forskellige borde og kigger ud i luften.

Javid står for enden af en gang ved en åben glasdør og kigger på regnen. Jeg spørger, om han har tid til at tale nu.

»Tid? Jeg har ikke andet,« siger han.

Javid kom til Danmark, da han var 22 år gammel. Det er næsten syv år siden, og i dag er han 28 år. I løbet af de syv år har han været i Sandholm, Sjælsmark, Kærshovedgård. »Hvor har jeg ikke været,« spørger han retorisk. Men han har langtfra rekorden for, hvor mange år afviste asylansøgere har været i Danmark. En anden mand på Kærshovedgård har for eksempel været i landet i 15 år.

Ligesom mange andre af beboerne på Kærshovedgård er Javid kurder fra Iran, og derudover er han kristen.

Irans regering accepterer kun at tage flygtede statsborgere tilbage, hvis statsborgerne frivilligt vil udrejse fra det land, de er flygtet til.

Men det vil Javid ikke. Derfor kommer han hver fjortende dag til en såkaldt motivationssamtale hos politiet. Her giver de ham en kuglepen, lægger blanketten til frivillig udsendelse på bordet og skubber den hen til ham. Tag nu hjem, siger politiet til Javid, fortæller han. Og hver gang nægter han at skrive under.

»Jeg kan ikke tage tilbage til mit land. Jeg kan ikke,« siger han og fortæller, at det er et stort problem at komme tilbage til Iran, efter man er flygtet. »Jeg ved ikke, hvad de kan gøre. Måske kan de dræbe mig,« siger Javid, der står lænet op ad væggen med træningsbukser på, en guldkæde om halsen og stribede badesandaler.

Forholdene på Kærshovedgård har Javid ikke så meget at sige om. Maden er »shit,« hvisker han og kigger sig om i lokalet. Men egentlig er han ret ligeglad med størrelsen på værelserne, og om der er motionsrum eller ej. Han kan ikke rigtig tænke på sådanne detaljer, fordi hans situation som afvist asylansøger fylder alt i hans hoved, fortæller han.

Javid har ikke overvejet at forlade udsendelsescenteret. Han er bange for, hvad konsekvenserne bliver, hvis han bliver »fanget«. Han ved godt, at Kærshovedgård ikke er et fængsel som sådan. Men det kunne det lige så godt være, siger han.

»Jeg sover til klokken 12. Jeg laver ingenting. Tænk bare. Jeg mister mine bedste år her.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Jensen

Der skal et meget ringe menneskesyn til, for at gøre en indretning som udrejsecentret Kærshovedgård. Utroligt at vi i Danmark vil være bekendt folk på den måde.

Martin E. Haastrup, Viggo Okholm, Mads Berg, Niels Duus Nielsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Robert Kroll

Der er vel ganske mange millioner mennesker, som ville give nær hvad som helst for at blive "lukket ind" i Danmark ( og i andre velorganiserede lande) og blive hægtet på velfærdssystemet.

Hvem og hvor mange skal vi prioritere, og hvem skal vi afvise ?

Ernst Enevoldsen, Hans Aagaard, erik mørk thomsen, Claus Nielsen, Mona Blenstrup og Helene Kristensen anbefalede denne kommentar
Torben Ernst

Trist Læsning,at vi i vores tid har den form for tilstande,og nedladende menneskesyn!

Skammer mig som Dansk statsborger!

At verden ikke har udviklet sig og er blevet klogere?

Det politisk skabte konflikter! Skal det gå ud over den almene borger,også selvom man kommer som afvist flygtning? !( ELLER LØBER DE FRA DERES ANSVAR)?

For mig at se ligner det til forveksling kontrasionslejre,som under hitler,den anden verdenskrig!
At mennesket er så klog ses,heller ikke i nyere tid!

Vi forbyder burhøns,men mennesker kan man tilsyneladende behandle som man vil.
Også selvom de ikke her direkte indflydelse på deres egen skæbne,eller årsag dertil!
Et foragt for menneskerettigehder,at man som afvist asylansøger kan isoleres på ubestemt tid !
Spurgte man de politikere,der har støbt kuglerne selv, om de helst vikke skydes eller hænges,eller rådne op uden en fremtid! Gad vide hvad de ville svare?

Karsten Aaen, Mads Berg og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Torben Ernst

Hvis de politiske ikke kan se at de unødigt skaber endnu mere had til det politiske,og at vi med deres gøren og laden ikke r meget bedre end de digtatorre som vi over tid selv har bekriget,og er gået i krig mod !
Er vi bedre?
eller er vi blot dobbeltmoralske,og ligeså ugudelige?