Læsetid: 7 min.

Enhedslistens nye formand

Hvor Pernille Skipper fremover bliver Enhedslistens ansigt udadtil som politisk ordfører, bliver den nye gruppeformand, Jakob Sølvhøj, dette indadtil i partiet. Men hvem er den i offentligheden ukendte Jakob Sølvhøj, som, på papiret, har den største magt i det daglige arbejde af de to?
Jakob Sølvhøj, som i marts afløste Stine Brix som gruppeformand, er på mange måder en stemme fra fortiden i et parti, som det seneste årti har oplevet en ungdomsrevolution, og hvor Murens fald for stadig flere er noget, de kun har læst om.

Jakob Dall

14. maj 2016

»Nu vil jeg drille dig: Var det en glædens eller sorgens dag, da Muren faldt?«

Den ældre mand på Østerbros »Værestedet«, hvor en snes pensionister er samlet i et baglokale for at høre Jakob Sølvhøj fortælle om »sit liv som nyt folketingsmedlem«, har ventet til sidst, før han rejser sig og stiller spørgsmålet.

Forinden har Enhedslistens nye gruppeformand startet mødet med at undskylde, at han faktisk ikke har meget at fortælle om livet som folketingsmedlem. Det er stadig så nyt.

Tilhørerne, hvoraf flere har travlt med at fremvise billeder af børnebørnene på mobiltelefonen, tilgiver dog Jakob Sølvhøj for den manglende folketingserfaring.

»Det er godt med noget nyt blod,« som en bemærker, inden mødets start, til sidemanden om den 61-årige oplægsholder. En anden komplimenterer, i spørgerunden, indirekte Jakob Sølvhøj for hans blå cowboybukser, lyseblå skjorte og grønmelerede pullover.

»Førhen var det altid de unge autonome, vi hørte om. Men nu er det disse nydelige unge mennesker. De ligner jo alle sammen borgerlige bankfolk – Johanne Schmidt-Nielsen, Pernille Skipper og Rune Lund.«

»Nå, min koner sige nu også en gang imellem: Du ligner sgu en revisor med de briller,« forsvarer Jakob Sølvhøj sine yngre kolleger i folketingsgruppen.

»Men da jeg sad i Enhedslistens hovedbestyrelse og de altid talte om det piercede medlem, tænkte jeg da også, at det i hvert fald ikke var mig. Det er jo heller ikke så godt, hvis vi alle sammen er piercede. Jeg tror, at der er den samme mangfoldighed i Enhedslisten i dag, selv om vi måske – udadtil – ikke er så brogede længere.«

Jakob Sølvhøj, som i marts afløste Stine Brix som gruppeformand, er på mange måder en stemme fra fortiden i et parti, som det seneste årti har oplevet en ungdomsrevolution, og hvor Murens fald for stadig flere er noget, de har læst om. Ikke noget de selv har oplevet.

Læs også: ’En markant bedre kop kaffe’

Alligevel var Jakob Sølvhøj som næstformand i folketingsgruppen den oplagte, og eneste, kandidat til at afløse Stine Brix, fordi den anden næstformand, Pernille Skipper, allerede da var udset til at afløse Johanne Schmidt-Nielsen som politisk ordfører. Jakob Sølvhøj beskrives som flittig, diplomatisk og lyttende; sidstnævnte er af afgørende betydning for rollen som gruppeformand. Og hvis – hvis som det bliver sagt! – Enhedslisten anno 2016 endelig er blevet for ungdommeligt, så retter Jakob Sølvhøj i hvert fald på denne manglende balance.

Modsat Pernille Skipper som er folketingsgruppens ansigt udadtil, er Jakob Sølvhøjs rolle dog mest at være gruppens ansigt indadtil; over for partiet. Gruppeformanden er medlem af forretningsudvalget og hovedbestyrelsen og fungerer som forbindelsesleddet til baglandet. Men hvad angår indflydelsen i det kollektivt ledede parti har gruppeformanden, hvis Jakob Sølvhøj ellers gør brug af denne, en på papiret større magt i det daglige arbejde end den politiske ordfører. Det er gruppeformanden som opsummerer de politiske diskussioner i gruppen og drager en konklusion af disse.

Da jeg efter foredraget på Værestedet møder Jakob Sølvhøj på kontoret i Provianthuset, på Christiansborg, forklarer han, at opgaven blive at »koordinere« folketingsgruppens indsats.

Selv afviser gruppeformanden at bruge ordet »modernisering« om Enhedslistens udvikling det seneste årti:

»Det vil jeg nu ikke kalde det. Men vi har haft personligheder siddende, som har været fantastiske til at markere sig i forhold til den måde, som der i dag drives politik på og som i høj grad er mediedrevet. Det politiske indhold skal man holde fast i. Men måden man organiserer arbejdet på, måden man kommunikerer på, der kan man ikke lade som om, at man ikke er en del af det omkringliggende samfund.«

Hofmarskallen

Jakob Sølvhøj er vokset op i et hjem, hvor faderen, Hans, nok var socialdemokrat men ikke så meget, at det gjorde noget (moren var liberal). I erindringerne »Rødt på hvidt«, skriver Hans Sølvhøj, at det for at være politiker ikke er nok, at man har et meningsfællesskab med et parti. Heller ikke at man er villig til at tage en tørn for at fremme partiets politik. Der kræves én ting mere: Man skal være typen. Man skal i det ydre, i fremtræden og omgang med mennesker ligne en politiker fra det parti, man står for. Hans Sølvhøj var ikke denne type og valgte i stedet – trods en tid som kulturminister og tilbud om at blive både udenrigsminister og opstillet til Folketinget – at blive embedsmand frem for politiker; først som generaldirektør for Danmarks Radio (DR) og siden hofmarskal.

Til gengæld blev sønnen ikke bare en sådan type. Jakob Sølvhøj blev – med faderens ord – en af dem som blæste i hornet i stedet for at føre styrkerne fremad. Meter for meter. Sønnen blev kommunist (herom skriver Hans Sølvhøj, at han godt kunne »blive lidt misundelig på ham for hans stærke og holdbare tillid til den videnskabelige socialisme, som den er åbenbaret af Marx og Engels«).

»Men min far havde faktisk ingen kommentar til mit valg af parti,« siger Jakob Sølvhøj. »Han tænkte vel – som jeg selv tænker om mine egne børn – at de træffer deres egne valg, og det er klogt at respektere disse. Det handlede vel nok også mere om ungdomsoprør og autoriteter end så meget andet.«

Når Jakob Sølvhøj blev medlem af først DKU og siden DKP skyldtes det nu i første omgang mest, at han hjemme i Helsingør, først i elevrådsarbejdet og siden i Socialistisk Bogcafé og i Folkebevægelsen mod EF’s lokalafdeling, oplevede, at kommunisterne ikke bare lod det blive ved snakken som så mange andre af partierne på den yderste venstrefløj. De handlede.

»Når man bliver aktiv i politik, handler det meget om det personlige møde,« siger Jakob Sølvhøj. »Og ikke mindst som ung er det meget ofte mødet med mennesker, som er afgørende for de valg, man træffer. Mennesker, man møder i hverdagen og som præger en og ens valg.«

Partiskolen

Uden at spille nogen vigtig rolle i DKP var Jakob Sølvhøj alligevel vigtig nok til at blive sendt på partiskole i både Østtyskland og Sovjetunionen, og i midten af 1980’erne var han en af modstanderne af Ole Sohns såkaldte fornyelse af partiet.

En fornyelse som også indebar Ole Sohns støtte til dannelsen af Enhedslisten, efter folketingsvalget i 1987, hvor 130.000 – eller næste fire procent – stemte forgæves på seks små partier på venstrefløjen.

I dag forklarer Jakob Sølvhøj sin modstand mod dannelsen af Enhedslisten med henvisning til, at »vi havde ikke gode diskussioner i DKP dengang«.

»Vi var først og fremmest betænkelige ved Ole Sohns ledelse og trækken til højre og havde svært ved at se en sammenhæng mellem dette og en samtidig alliance til venstre,« forklarer Jakob Sølvhøj i dag.

Jakob Sølvhøj kastede sig først helhjertet ind i arbejdet med Enhedslisten efter Ole Sohns exit og det mislykkede forsøg på at klare spærregrænsen ved folketingsvalget i 1990.

Året efter blev Jakob Sølvhøj opstillet til Folketinget for Enhedslisten og stod til at blive valgt i partiets såkaldt sikre kreds i Københavns Amt.

Men i 1993 mente VS’erne, at DKP’ernes overvægt i toppen af Enhedslistens kandidatliste ikke længere afspejlede deres medlemstal, så på årsmødet blev Jakob Sølvhøj ofret til fordel for trotskisten Søren Søndergaard.

Og resten er historie.

Søren Søndergaard og Enhedslisten kom i Folketinget ved valget i 1994, mens Jakob Sølvhøj i de følgende år måtte tage til takke med sekundære placeringer på Enhedslistens kandidatliste (som nu blev afgjort ved urafstemninger blandt medlemmerne). Placeringer som aldrig var i nærheden af at sikre valg til Folketinget.

Fagforeningsformanden

Jakob Sølvhøj modsatte sig nu aldrig degradering, fordi han var i tvivl om en folketingskarriere var det rigtige valg i livet på det tidspunkt.

Efter at have været en kort tur forbi Københavns Universitet, hvor Jakob Sølvhøj læste historie og samfundsfag, endte han nemlig i 1976 som pædagogmedhjælper i en børnehave. Pædagogmedhjælperen blev tillidsmand, og tillidsmanden faglig sekretær i Pædagogisk Medhjælperforbund (PMF) for i 1981 at blive en del af den daglige ledelse i forbundet. Og da PMF i 2005 fusionerede med FOA blev Jakob Sølvhøj formand den pædagogiske sektor i FOA.

Den nye stilling gjorde samtidig, at Jakob Sølvhøj for en tid trak sig som folketingskandidat for Enhedslisten og medlem af partiets hovedbestyrelse, fordi han ikke fandt den politiske karriere forenelig med at skulle være formand for en gruppe medlemmer der aldrig havde valgt ham. Jakob Sølvhøj vendte først tilbage til Enhedslistens stemmeseddel i 2013 og ved folketingsvalget sidste år blev han valgt i Vestjyllands Storkreds.

»Jeg blev da glad og stolt,« siger Jakob Sølvhøj om den dag. »Det er da en fantastisk oplevelse, når man har været venstreorienteret aktivist i 45 år. Men jeg vidste selvfølgelig godt, at jeg ville blive valgt på grund af Enhedslistens partiopstilling.«

Tilbage på »Værestedet« på Østerbro tager Jakob Sølhøj sig godt tid til at svare på spørgsmålet, om hvordan han oplevede den novemberdag i 1989, hvor Muren faldt. Forinden har Jakob Sølvhøj fortalt mig, at selv om han stoppede med at gå til møderne i DKP efter dannelsen af Enhedslisten, så skulle der gå et årti, før han meddelte sig ud af partiet. Det skulle ikke hedde sig, at Jakob Sølvhøj ikke ville stå ved sin fortid og tidligere synspunkter.

»Om det var en glædens eller sorgens dag? ... Det var vel ingen af delene. Jeg mener, at der blev begået utrolig mange fejl og den største var, at der ikke var et stærkt demokrati. Det har efterfølgende chokeret mig at opdage, at nynazisterne står så stærk og socialisterne så svagt i det tidligere Østtyskland. Det er en lære: Det er åbenlyst, at der var et voldsomt demokratisvigt. Men jeg har stadig en drøm om, at vi er fælles om goderne i samfundet, så på den måde var det trist at se, at det hele brød sammen.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Frank Ebsen
  • Niels Duus Nielsen
  • Bill Atkins
  • ingemaje lange
  • Poul Anker Sørensen
Frank Ebsen, Niels Duus Nielsen, Bill Atkins, ingemaje lange og Poul Anker Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Benjamin Bach

https://www.information.dk/search/site/Jakob%20S%C3%B8lvh%C3%B8j

Jakob Sølvhøj matchede 47 artikler på information.dk

Fra artiklen: "Men hvem er den i offentligheden ukendte Jakob Sølvhøj, som, på papiret, har den største magt i det daglige arbejde af de to?"

Tak for en god baggrundsartikel, og jeg skal indrømme, at jeg kun kender JS af navn... men er det ikke lidt overdrevet at skrive med den dér på? Han har skam udtalelser bragt i Information helt tilbage fra 1998, så der er da ikke tale om en person, der har gemt sig fra offentligheden. Så kan man skrive det samme om snart alle i partiet og fagforeningerne, hvis medlemsliv og debatter aldrig har interesseret medierne stort.

Han lyder spændende, erfaren og som en god karakter at have som gruppeformand for Enhedslisten.

Mogens Holme

Må indrømme, at jeg er lidt skeptisk overfor folk, der var så længe om, at indse, at DKP var et forfærdeligt parti, som lænede sig op ad et diktatur.
Mogens Holme