Mens tallene, undskyld udtrykket, flyver gennem luften i diskussionen om indkøbet af Danmarks næste kampfly, er der én ting, som er sikkert: SF vil i de kommende forhandlinger blandt partierne bag forsvarsforliget gøre sit for at sikre, at der bliver købt så få fly som muligt.
Mens regeringen foreslår 27 F-35 kampfly fra den amerikanske flyproducent Lockheed Martin, vil De Konservative have flere og SF færre. Hvor mange færre, ønsker SF’s forsvarsordfører, Holger K. Nielsen, dog ikke at afsløre.
»Det kan jeg ikke sige i dag. Nu går vi i gang med en proces, hvor vi skal have gravet tallene ud. Nogle af beregningerne ser jo lidt mærkelige ud, så vi er nødt til først at finde ud af, hvordan man kommer frem til dem,« siger han.
– Hvad ser mærkeligt ud?
»Det kan godt være, at beregningerne er rigtige. Men for eksempel har de to andre flyproducenter, Boeing og Airbus, kritiseret præmisserne for vurderingen af, hvor meget deres fly ville komme til at koste. Den anslåede pris for F-35 er til gengæld mindre, end hvad andre lande har givet for flyet. Det betyder ikke, at prisen er forkert, men vi må se på, om der er risiko for, at prisen alligevel bliver højere.«
– Hvilken betydning får den påtænkte udenrigspolitik for flyindkøbet?
»Indkøbet skal ses i sammenhæng med den fremtidige udenrigspolitik, og SF ønsker at neddrosle den militære indsats. Det betyder ikke, at vi skal afvise enhver form for militær intervention. Men er der brug for så mange fly, for at vi kan opnå det, vi skal opnå?«
– Hvilken rolle spiller typen af fly i det spørgsmål?
»Nogle siger jo, at F-35 mere er et bombe end et kampfly. Og andre at Eurofighter mere er et kamp end et bombefly. Så det spiller ind«
– Vil 27 fly være en videreførelse af den nuværende udenrigspolitik?
»Selv om statsministeren taler om, at det er tilfældet, så mener han jo samtidig, at truslen er blevet større fra Rusland. Hvis Lars Løkke Rasmussen mener dette – og vil opretholde den samme kapacitet – må han jo mene, at vi må skære ned i Mellemøsten. Hvis vi skal bruge flere kræfter på Rusland og Arktis – med det samme niveau som i dag – så må man skære andre steder. Og hvis det er tilfældet, bliver der også brug for fly på forskellige måder. Der er forskel på, om fly skal gå op for at afværge russiske fly eller om det skal bombe i Mellemøsten«
– Kan det ende med, at SF ikke kan være med i det kommende forsvarsforlig?
»Hvorfor ikke det?«
– Men alle eksperter siger jo, at hvis flyindkøbet virkelig skal holdes inden for rammen af forsvarsforliget, så skal denne ramme hæves næste gang?
»Det er da rigtigt, at hvis vi bruger så mange penge på flyindkøbet, som statsministeren taler om, så vil man fastlåse materielkontoen de næste 10 år. Men jeg anser det for usandsynligt, at SF kan gå med til at hæve forsvarsbudgettet, hvilket også er årsagen til, at de foreslåede 27 fly er for mange«.
– Og vi skal have nye kampfly? Det er udelukket for eksempel at få andre NATO-lande til at varetage beskyttelsen af det danske luftrum?
»Hvis vi nu skal bruge 20 milliarder kroner på et forsvar, så skal vi vel også kunne forsvare vores luftterritorium. Jeg synes faktisk, at det er vigtigere, at vi har nogle fly som kan håndtere vores luftterritorium, end at vi har nogle enheder i hæren, som vi måske ikke længere bruger så meget. Vi skal have et luftvåben. Det skal bare være så lille som muligt.«
Læs også: Enhedslisten: Giv en måned til at diskutere kampfly