Læsetid: 7 min.

Kan minkavlere købe sig til politisk indflydelse?

De danske minkavlere støttede tidligere fødevareminister Eva Kjer Hansen økonomisk i valgkampen og betalte en Kina-rejse til et socialdemokratisk folketingsmedlem, viser ny bog
De danske minkavlere støttede tidligere fødevareminister Eva Kjer Hansen økonomisk i valgkampen og betalte en Kina-rejse til et socialdemokratisk folketingsmedlem, viser ny bog

iBureauet/Mia Mottelson

1. juni 2016

I dag udkommer en ny bog, som rejser spørgsmålet, om man kan købe sig til demokratisk indflydelse, hvis tegnebogen er tyk nok. Bogen Skjulte penge giver ikke noget endegyldigt svar, men en fræk konklusion kunne måske lyde: Man kan da prøve.

Tag nu pelsfirmaet Kopenhagen Fur.

Under optakten til sidste års modeuge i København fejrede Kopenhagen Fur fremtidens pelsdesign i Industriens Hus. Daværende uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) åbnede pelsmodeshowet. Pia Kjærsgaard (DF) viste en jakke og taske af sælskind frem for pressen. Fra Venstre var Inger Støjberg, Sophie Løhde og Lars Løkke Rasmussens søn, Bergur Løkke Rasmussen (V) fra regionsrådet i Region Hovedstaden der.

På forreste række til catwalken sad også forbrugerordfører Karin Gaardsted fra Socialdemokraterne.

Ifølge bogen, som er skrevet af de politiske journalister Chris Kjær Jessen fra Berlingske og Carl Emil Arnfred fra Jyllands-Posten, er hun en af de politikere, som ser ud til at have deltaget i flest af Kopenhagen Furs arrangementer.

I 2014 talte hun ved virksomhedens generalforsamling.

»I har stor opbakning på Christiansborg, og det har I på tværs af partier. Det så man sidst ved den store modeuge, hvor der stort set ikke var folk på Christiansborg. De var til modeshow,« udtalte hun ifølge bogen.

Da hun året før var i Kina, gæstede hun en stor radiostation for at fortælle om mink, besøgte et indkøbscenter, der solgte pels, dømte i en skønhedskonkurrence og traf en stribe kinesiske politikere. Samtidig fik hun et af sine største ønsker opfyldt – at se den kinesiske mur.

Turen var betalt af Kopenhagen Fur.

Det er ikke så underligt:

Kopenhagen Fur tegner sig for en tredjedel af Danmarks samlede eksport til Kina, og andelsselskabet sidder på 60 procent af verdensmarkedet. Samtidig truer debatten om dyrevelfærd erhvervet. Holland har helt forbudt minkavl af dyreetiske årsager, og herhjemme har Enhedslisten og enkelte socialdemokrater talt for et forbud.

Hvad er så den folkevalgtes interesse?

»Jeg har ikke haft nogen som helst hensigt ud over at skaffe mig viden om et område,« siger Karin Gaardsted i bogen.

Men at de folkevalgte er på plads, når de danske pelsproducenter holder modeshows, events, auktioner eller markedsfører sig på deres vigtigste marked, kan måske også skyldes et andet forhold:

De danske pelsdyravlere er i politiske kredse kendt som en markant økonomisk bidragsyder til folketingsmedlemmers valgkampe.

En række politikere modtager præcis 20.000 kroner i valgår, hvilket svarer nøjagtig til den grænse, der er for at oplyse om donationer. Bare en krone mere og der skal oplyses.

På den måde kan kandidaterne selv bestemme, om de vil fortælle om donationerne, udtaler Sander Jacobsen, direktør for Public Affairs i Kopenhagen Fur, i bogen:

»Det kan forekomme meget naturligt, at man ligger dér, hvor de enkelte kandidater selv kan vurdere, om de vil det ene eller det andet. For vores skyld er de alle sammen velkomne til at oplyse om det. Det er op til dem selv.«

Bogen giver et interessant indblik i industriens alibi: Kopenhagen Fur donerer penge, så de folkevalgte kan bruge tiden på at få information om erhvervet i stedet for at skulle bruge kræfter på at rejse penge til deres valgkampagner selv, forklarer Sander Jacobsen.

En af dem, som ikke ønsker at oplyse noget i bogen, er Karin Gaardsted, som ikke vil svare forfatterne på, om hun har modtaget penge fra pelsdyravlerne.

Partistøtten, sådan som den finder sted i det skjulte nu, er også historien om, at partiet Venstre var ved at miste landbrugets opbakning bl.a. med kravene til randzoner og en mere grøn profil, hvis man skal tro bogen:

Lobbyorganisationen Landbrug og Fødevarer – anført af formanden Martin Merrild, som selv er aktiv minkavler – har Kopenhagen Fur som et helt centralt medlem. Efter at landbruget flirtede med Liberal Alliance og mere eller mindre åbenlyst luftede sin utilfredshed med deres gamle allierede i Venstre, er forbindelsen atter varm med det blå flertal efter valget i 2015.

Landbrugets flirt med Liberal Alliance vakte ifølge bogen så stor bekymring i Venstre-toppen, at de sammen med De Konservative og Dansk Folkeparti gik til valg på en række initiativer i en såkaldt 16-punktsplan. Landbruget skulle have lov til at bruge mere gødning, randzonerne skulle fjernes, og der skulle tillades flere dyreenheder per hektar jord.

16-punktsplanen hittede blandt landmændene, og Eva Kjer Hansen endte efter eget udsagn »med at have 42 store bannere med sit kontrafej hængende på halmballer hos omtrent 22 landmænd i Sønderjylland,« som det hedder i bogen.

I et interview med Information siger en af de to forfattere, Carl Emil Arnfred, at bidragene tjener til at opbygge en økonomisk-politisk relation. Dermed kan de skjulte donationer være et problem.

»Du kan etablere en kontakt med penge, og du kan vedligeholde en kontakt med penge eller indirekte støtte. Hvis du først har etableret en kontakt og vedligeholdt den over tid, så har du bedre adgang til politikerne og dermed bedre mulighed for at få dit synspunkt hørt. Du får altså bedre mulighed for at udøve demokratisk indflydelse, hvis du giver et økonomisk bidrag af en vis kaliber, end hvis du ikke gør. Det udfordrer måske lidt vores grundlæggende demokratiske opfattelse af, at vi lever i et samfund, hvor én mand har én stemme.«

– Men det er jo fuldt lovligt både at donere og undlade at oplyse, når beløbet ikke overstiger 20.000 kroner?

»Kopenhagen Fur vil ikke sige, præcis hvem de giver til. Det er noget, vi over tid er kommet nærmere i vores research. Vi ved altså ikke, hvem der har opbygget disse relationer over tid. Åbenheden er til at overse, og der er mange vælgere, som, når de skal sætte deres kryds, ikke ved, med hvem deres kandidat har politisk-økonomiske relationer med.«

Stor økonomisk muskel

Bogens anden forfatter, journalist Chris Kjær Jessen, hæfter sig ved, at pelsdyravlerne råder over en stor økonomisk muskel.

»Pelsdyravlerne er en stor del af dansk landbrug – måske også større end mange mennesker tror. «

Allerede i 2014 fortalte fire EP-kandidater i Jyllands-Posten om, at de fik penge fra pelsfirmaet. Anders Vistisen fra DF og Ole Christensen (S) aflagde danske minkfarme et besøg og fik præcis 20.000 kroner op til europaparlamentsvalget.

Ved folketingsvalget i 2015 uddelte Kopenhagen Fur igen donationer på nøjagtig 20.000 kroner. Radikale Venstre valgte at oplyse om beløb og navne på deres donorer – daværende gruppeformand Camilla Hersom, udlændingeordfører Zenia Stampe, folketingskandidat Helle Løvgreen og MF’eren Liv Holm Andersen fik de 20.000 – ligesom i øvrigt Marianne Jelved.

Til Kopenhagen Furs hjemmeside siger Jelved: »Jeg kan godt lide at gå i pelsværk.«

Hun har ingen problemer med at modtage pengene, siger hun i Skjulte penge.

»Vi er ude at snakke med mange forskellige slags virksomheder, og at Kopenhagen Fur så tænker, at de gerne vil give os 20.000 kroner hver, fordi de synes, vi interesserer os for dem, det må de da gerne. Det har jeg ingen dårlige fornemmelser omkring.«

Mette Bock fra Liberal Alliance har også modtaget et bidrag ved valget i 2015, men ønsker ikke at oplyse hvor meget.

Tidligere landbrugsminister Eva Kjer Hansen oplyser i bogen, at hun modtog 20.000 kroner eller derunder op til valget.

Udover donationer, en rejse eller plads på første række ved catwalken kan der være andre fordele for vores folkevalgte ved at holde sig gode venner med »Pelsen«, som Kopenhagen Fur kaldes i det politiske miljø. Under ordningen Fur Fab udlåner Kopenhagen Fur pelsgenstande i et bibliotek med flere tusinde produkter. Det er ikke kun producenterne af f.eks. Game of Thrones, som kan låne her – også politikere kan få stillet pelse til rådighed her, hvis de ønsker at gå eksklusivt klædt ved særlige lejligheder.

Men lige nedenunder modebranchens glamour foregår der en benhård kamp og interessevaretagelse, siger Chris Kjær Jessen:

»Pelsdyrbranchen er under pres i Europa, derfor er de meget optagede af, at der ikke sker skærpet regulering af erhvervet i Danmark. Derfor tyder det også på, at de ønsker at holde en tæt kontakt til de enkelte politikere. Det har de en klar politisk og økonomisk interesse i.«

Den røde løber sladrer

En af de mere opsigtsvækkende påstande om det tætte økonomiske samarbejde mellem politikerne og pelsindustrien står en anonym kilde i bogen for:

»Mange politikere dukker op til den type arrangementer, så de kan få penge fra Kopenhagen Fur.«

Opsigtsvækkende, fordi kilden giver det indtryk, at det er politikerne, ikke industrien, som maser på for at få del i støtten.

Hvis det er rigtigt, så er det måske værd at have i baghovedet, når vælgerne ser politikerne på den røde løber hos pelsindustrien til modeugen i København 2016.

Den røde løber sladrer måske mere end partistøttereglerne, som de er i dag, om, hvem det er, som indgår en politisk-økonomisk relation.

Denne artikels forfatter har som tidligere journalist på Berlingske været kollega til de to forfattere frem til 2015.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • lars søgaard-jensen
  • Olav Bo Hessellund
  • Flemming Berger
  • Carsten Svendsen
  • Anne-Marie Krogsbøll
  • Birte Dahl
  • Anne Eriksen
  • Jørgen Steen Andersen
  • ingemaje lange
lars søgaard-jensen, Olav Bo Hessellund, Flemming Berger, Carsten Svendsen, Anne-Marie Krogsbøll, Birte Dahl, Anne Eriksen, Jørgen Steen Andersen og ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

ingemaje lange

tak for at gøre opmærksom på dette lidt oversete område.

Anne-Marie Krogsbøll, Henrik L Nielsen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Aksel Gasbjerg

Neoliberalismen har fjernet politikkens magt over økonomien og i stedet etableret økonomiens magt over politikken.

Carsten Wienholtz, lars søgaard-jensen, Carsten Svendsen, Anne-Marie Krogsbøll, Bjarne Andersen, Anne Eriksen, Henrik L Nielsen, Jørgen Steen Andersen, John Andersen, Carsten Mortensen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Kim Houmøller

Jo før vi erkender det politiske system er købt og betalt af Neoliberalismen jo bedre. Pengene er trukket fra i skat som omkostninger, for at føje spot til skade. I andre lande kaldes det korruption; men det fyord må være gledet ud af ordbogen.

Carsten Wienholtz, Flemming Berger, Anne-Marie Krogsbøll, Bjarne Andersen, Birte Dahl, Henrik L Nielsen, Anne Eriksen, Jørgen Steen Andersen, John Andersen, Benny Larsen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Pressekort
Hugget fra journalisten. 1. juni 2016

Gratis sprut og billige ludere
Engang var beværtninger og luderbarer så vilde med at have journalister blandt gæsterne, at pressens folk fik rabat på både sprut og sex.
.Læs mereom Gratis sprut og billige ludere

..
.

En Gefärlich historie
Det er uetisk at få rabat på øl og drinks mod fremvisning af pressekort. Det mener Politiken, der har meddelt avisens praktikanter, at kortet ikke er et frynsekort.
.Læs mereom En Gefärlich historie

..
.
. Det er ikke mange år siden, pressekortet kunne bruges til mere end at spare småpenge ved indgangen til BonBon-Land og Zoologisk Have.

Robert Kroll

Uden at angribe de relevante problematikker i artiklen, så mener jeg, at det er mere i overensstemmelse med naturen og vores økologiske anti-kemikalie tænkning at gå i pelsværk end i tøj og sko lavet af kunststoffer, som er udviklet af kemikalier o s v.

Læder, pelsværk, uld, bomuld, hør, silke o s v er reproducerbare bæredygtige naturprodukter, som altid bør foretrækkes frem for kunststoffer af enhver art.

Benny Larsen

Robert Kroll desværre kan jeg ikke give dit indlæg minus, Men mener du virkelig at minkskind er i overensstemmelse med naturen, dyr holdt i små bure, syge dyr medicineret , også forebyggende for dyrevelfærdens skyld naturligvis, syge dyr lider jo, undslupne dyr der ødelægger vores naturlige dyre fugle liv. Alt er stort set lovligt p.g.a slap lovgivning, og hensynet til væksten.

Carsten Wienholtz, Estermarie Mandelquist, Anne-Marie Krogsbøll, Birte Dahl, Anne Eriksen, Jørgen Steen Andersen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Robert Kroll

Kære Benny Larsen (kl 10.45).

Du nævner "slap lovgivning" og "hensynet til væksten" - det er da en anden problemstilling end, om vi skal klæde os i syntetisk"kemikalie tøj" i stedet for i naturprodukter ?

MInkskind er mere narturligt end f eks en dynejakke af nylon eller et lignende kunstprodukt - og så må du jo op på barrikaderne og kæmpe for bedre dyrevelfærd sammen med ligesindede.

(Lad professionelle dyrepsykologer og dyrlæger lave nogle rapporter om hvordan mink opfører sig og bedst trives og så udvikle avlsbetingelser o s v ud fra dette - hvor svært kan det i grunden være ?)

Anne Eriksen

Er der nogen, der kan gætte hvorfor rigtig mange lande har holdt op (med dette dyreplageri)
Men i Danmark er hensynet størst til indtjeningen, ikke sandt?

uffe hellum, Estermarie Mandelquist, Anne-Marie Krogsbøll, Birte Dahl og Benny Larsen anbefalede denne kommentar
Benny Larsen

Pelsdyrsavl på mink og ræve er naturstridigt, der findes vist ikke een eneste uafhængig rapport der blå stempler dette, selv dk har forbudt rævefarme, med lanang afviklingsperiode. Holland har forbud mod minkavl. Vi burde nok gå i samme retning, og ikke finde os i korruptions lignende tilstande, tror da nok der forventes noget for noget.
Nylon fibre kan vel bearbejdes og genanvendes så vi får minimeret miljøpåvirkningen.

Carsten Wienholtz, Estermarie Mandelquist, Anne-Marie Krogsbøll, Anne Eriksen og Birte Dahl anbefalede denne kommentar
Sören Tolsgaard

Mink pels er ikke mere naturligt eller nødvendigt end foie gras. Der er rigeligt af okseskind, endda økologisk, hvis man absolut har behov for læder.

Minkavl er miljøbelastende på mange måder, og produktet kommer kun de rigeste til gavn. Men typisk nok, at vi her i landet tjener penge på en speget sag.

uffe hellum, Carsten Wienholtz, Estermarie Mandelquist, Jørgen Steen Andersen, Flemming Berger, Anne-Marie Krogsbøll, Hans Larsen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Anne-Marie Krogsbøll

"En af dem, som ikke ønsker at oplyse noget i bogen, er Karin Gaardsted, som ikke vil svare forfatterne på, om hun har modtaget penge fra pelsdyravlerne."

Kunne hun så ikke i det mindste give en begrundelse for dette?
Nå, man må vel konstatere, at det er en indirekte tilståelsessag - det har hun i så fald nok, gætter jeg på!

Nu er jeg så nysgerrig efter, om hun mon heller ikke har lyst til at svare på, om hun har modtaget støtte fra medicinalindustrien? Min nysgerrighed på det punkt skyldes, at hun som ordfører for socialdemokratiet i efteråret på en konference om IT-sikkerhed og datasikkerhed udtalte, at vi ligeså godt kan opgive at stritte imod den tiltagende registrering og udnyttelse af vore data (sådan ca. - med andre ord), for det er kommet for at blive...! Hun mente tvært imod, at vi skulle se på det positive i denne udvikling.

Dette totalt ukritiske synspunkt ligger godt i tråd med socialdemokratiets støtte til at lempe på adgangen til vore private sundhedsdata til brug af bl.a. private firmaer og patientforeninger uden vores samtykke og indsigt, som bliver en del af den nye sundhedslov L184, som efter al sandsynlighed bliver stemt igennem på fredag.

Så er det, jeg tænker på, hvem der mon har støttet hendes (og de øvrige socialdemokraters) valgkamp?

Men det kan jeg nok ikke få at vide...

Carsten Wienholtz, Estermarie Mandelquist, lars søgaard-jensen, Jørgen Steen Andersen, Flemming Berger, Ib Christensen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Carsten Svendsen

Det er vel meget forståeligt, at demokratisk valgte politikere vægrer sig ved at indrømme hvor meget de modtager for at være plutokratiske håndlangere.

uffe hellum, Flemming Berger og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Anne Eriksen

Kan man ikke lave en liste over V-politikere, der IKKE modtager støtte?
Det er nemmere...

Mads Berg, Estermarie Mandelquist, lars søgaard-jensen, Jørgen Steen Andersen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Anne-Marie Krogsbøll

"Kan man ikke lave en liste over V-politikere, der IKKE modtager støtte?
Det er nemmere..."

Ja, man må sige, at der begynder at tegne sig en tendens: Venstre-politikere har dårligere hukommelse end andre politikere (med mindre de andre bare er klogere, og derfor bedre til at gemme sig).

uffe hellum, Carsten Wienholtz, Jørgen Steen Andersen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Anne-Marie Krogsbøll

Özlem Cekic smækker med døren:
"»For ni år siden var jeg så naiv, at jeg troede, at når man blev valgt ind på Christiansborg, så var hovedformålet at gøre en forskel for danskerne. Og der gik det ligesom op for mig undervejs, at det tit handler om politikernes personlige ambitioner og om at skabe en karriere, om taktik, strategi og spin. Det er blevet værre igennem årene,« siger Özlem Cekic."
http://jyllands-posten.dk/politik/ECE8723074/oezlem-cekic-smaekker-med-d...

Carsten Wienholtz, Keld Albrektsen og Carsten Svendsen anbefalede denne kommentar