Løkkes lange vej til Europol

I går begyndte nedtællingen formelt for Lars Løkke Rasmussen (V).

Europa-Parlamentet vedtog, at det europæiske politisamarbejde Europol fremover skal være et overstatsligt samarbejde, og statsministeren har nu indtil 1. maj 2017 til at forhandle en aftale på plads med de øvrige EU-lande, der forhindrer, at Danmark bliver smidt ud af Europol på grund af det danske retsforbehold. Selvsamme forbehold, som danskerne stemte nej til at skrotte ved afstemningen i december sidste år.

Et ja ved afstemningen ville have betydet, at Danmark uden problemer kunne blive fuldgyldigt medlem af Europol.

Nu er spørgsmålet, om Danmark i stedet kan forhandle sig til en mere løs tilknytning til Europol, i stil med de aftaler EU indgår med tredjelande som Norge.

Det kan dog vise sig at blive svært. EU har ikke tradition for at give medlemslande status som tredjepartsland gennem parallelaftaler. Faktisk er det ikke sket siden forhandlingerne om Lissabon-traktaten i 2003, hvor netop Danmark fik lov at indgå parallelaftaler om tre konventioner.

I oktober sidste år skrev Europa-Parlamentets juridiske tjeneste i et svar til det danske parlamentsmedlem Jeppe Kofod (S), at EU som regel kun indgår den slags aftaler med medlemslande, der »har særlige forbindelser med et område, der ikke er en del af EU«. For eksempel den franske ø Saint-Barthélemy i Caribien.

Henning Bang Fuglsang Madsen Sørensen er lektor ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet. Han kalder svaret til Jeppe Kofod for »en klar tilkendegivelse af, at det bliver meget svært at forhandle en parallelaftale på plads«.

En ringere aftale

Selv hvis det lykkes at forhandle en aftale på plads, bliver Danmarks position i Europol med al sandsynlighed forringet. De 27 øvrige medlemslande kan vælge at sætte Danmark uden for Europols styrende organer, hvor de andre lande træffer beslutninger og lægger budget, for at markere, at der er forskel på, om et land er fuldgyldigt medlem eller ej.

»Danmark vil ikke længere blive betragtet som et rigtigt EU-land i sammenhæng med Europol,« vurderer Henning Bang Fuglsang Madsen Sørensen.

Allerede under valgkampen sidste år var der heftig debat om, hvorvidt Danmark ville kunne opnå en parallelaftale. De tre nej-partier, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance argumenterede for, at det godt kunne lade sig gøre. Men betydningen af ordet »parallelaftale« er ofte uklar og har ændret sig med årene.

Før vedtagelsen af Lissabon-traktaten fik Danmark nogle aftaler, der gav stort set samme status som andre medlemslande. Men kommissionen har meddelt Danmark, at vi ikke kan få en fuldgyldig parallelaftale om Europol. Den aftale, der er mulig i dag, er den samme som den, der gives til lande, der ikke er med i EU. Det forklarer Catharina Sørensen, der er forskningschef i Tænketanken Europa.

»En fuldgyldig parallelaftale vil være noget nær umuligt at opnå for Lars Løkke Rasmussen,« siger hun.

Catharina Sørensen vurderer dog, at Danmark godt vil kunne forhandle sig til en aftale om Europol på linje med et land som Norge. Men ifølge hende er det stort set umuligt at nå det inden 1. maj næste år. Norge forhandlede sin aftale på plads i løbet af halvandet år. Andre aftaler har taget fem-seks år fra ansøgning, til de trådte i kraft.

»Så hvis vi tager de meget optimistiske briller på, vil det hurtigst tage lige under to år. Men der er ingen eksempler på, at de her aftaler er blevet indgået på under et år,« siger Catharina Sørensen.

Endnu en folkeafstemning?

En parallelaftale er ikke den eneste mulighed, hvis Danmark vil undgå, at det danske politi skal blive smidt ud af Europols kontorer i Haag den 1. maj næste år.

Danmark kan uden problemer blive fuldgyldigt medlem af Europol gennem en såkaldt tilvalgsordning i stedet. Det vil dog kræve endnu en folkeafstemning.

Allerede under valgkampen sidste år var Dansk Folkeparti tilhængere af en sådan folkeafstemning. I en partilederdebat på TV 2 mente partiets formand Kristian Thulesen Dahl for eksempel, at regeringen kunne udskrive en ny folkeafstemning, »der tilvælger Europol uden alt det andet, så Danmark fortsat bliver i det Europol-samarbejde, som vi kender i dag«.

Men det er mere kompliceret end som så. Et ja til en tilvalgsordning vil samtidig betyde, at Danmark siger ja til, at Schengen-samarbejdet bliver overstatsligt. Den betingelse blev skrevet ind i Lissabon-traktaten, dengang Danmark forhandlede om sit retsforbehold. Danmark har dog frivilligt tiltrådt al Schengen-lovgivning siden da.

»Man kan sige, at det var sådan de andre lande krævede det af os,« forklarer Henning Bang Fuglsang Madsen Sørensen og tilføjer, at det rent politisk kan blive en svær kamel at sluge for Dansk Folkeparti, der er modstander af mere overstatsligt samarbejde.

Catharina Sørensen peger på samme dilemma. Danskerne skal altså ikke regne med en løsning, hvor vi både er fuldt medlem af det europæiske politisamarbejde og har forbehold for Schengen-samarbejdet.

»Det virker meget svært at få begge de ting opfyldt.«