Baggrund
Læsetid: 3 min.

’Jeg lukkede øjnene for alvoren i det’

Maos Kina fascinerede en generation af unge på den danske venstrefløj. Tidligere lektor i kinesisk på Aarhus Universitet var blandt den gruppe af danskere, der besøgte Kina under Kulturrevolutionen. Det første møde med Kina føltes trygt og rart, fortæller han
Indland
14. maj 2016

I efteråret 1966 skrev gymnasieeleven Søren Clausen til den kinesiske ambassade i København, om han måtte få tilsendt et eksemplar af Maos Lille Røde. Han havde hørt et oplæg på Kolding Seminarium af den danske marxist Gotfred Appel, der siden blev kendt som den politiske mentor for Blekingegadebanden.

Oplægget gik rent ind:

»Det gjorde virkelig indtryk på mig. Det var første gang, jeg oplevede sådan en rigtig rødglødende kommunist.«

Alle havde hørt om udbredte forfølgelser og mishandling af intellektuelle i Kinas kulturrevolution, der netop var begyndt samme forår. Men Gotfred Appel holdt et flammende oplæg:

»Han fortalte, at det godt kunne være, at der røg et par æggeskaller her og der, men at det var det værd.«

»Sådan havde jeg aldrig tænkt på det før. Alt hvad jeg hørte i medierne var bekymring. Historier om folk, der flygtede til Hongkong, og mishandling af skolelærere.«

»Det gjorde et kæmpe indtryk på mig, og jeg blev omvendt på stedet.«

Bevæbnet med meget lidt viden om maoismen og med den Lille Røde synligt stikkende op af skjortelommen kom han i skole på Kolding Gymnasium for at se, om han kunne skræmme nogle af lærerne.

Ungdomsoprøret ulmede, og Maos opgør med autoriteterne faldt i god jord: »I dag kan jeg slet ikke forstå, at jeg kunne tænke sådan dengang. Jeg har aldrig brudt mig om vold. Det, der flyttede mig dengang, var Appels forklaring om, at det var en slags terapi. Det handlede ikke om at ødelægge individer, men om at omforme dem.«

I læsningen af Maos værker, fik Søren Clausen bekræftet, at efter kritik følger omformning:

»Jeg troede virkelig på det. Vi havde jo set billeder af de der intellektuelle med sådan nogle store narrehatte på, men jeg tænkte: ’Nå ja, en papirshat. Det kommer de nok over’.«

»Jeg lukkede øjnene for alvoren i det. Det må jeg nok sige i dag.«

Fascinationen af maoismen sluttede ikke her, men udviklede sig til en interesse for den tredje verden generelt.

»Der var Kina et lysende forbillede. Landet var så meget bedre organiseret.«

I 1974 pakkede han kufferten og tog til Beijing på et toårigt studieophold.

Her blev han mødt af en middelalderlig verden, hvor transporten foregik i hestekærrehastighed. Der var slet ingen mobilitet. Hverken horisontalt eller vertikalt. Alle var bundet til deres arbejdsenhed og kunne ikke bare flytte rundt.

»Jeg følte mig som opdagelsesrejsende i en helt anden tid.«

»Det føltes rart og trygt i Maos Kina. Ja undskyld udtrykket. Men der var en følelse af omsorg. Systemet havde altid en finger ude for at se, hvor du var henne, om du havde det godt, havde det varmt og havde spist.«

»Det er ikke mærkeligt, at der er mange, der er nostalgiske over den tid. Ligesom der er i Rusland og det tidligere DDR.«

»I løbet af vores ophold opdagede vi, at det bestemt ikke gjaldt alle mennesker.«

Politiske aktiviteter

Sammen med de få andre udlændinge på Peking Universitet deltog Søren Clausen i aktiviteter og undervisning på lige fod med de kinesiske studerende. På det tidspunkt var kulturrevolutionen reelt slut, og offentlige kritikmøder og forfølgelse af individer organiseret nedefra var ikke længere en del af hverdagen. Kampagnerne var blevet erstattet af politiske ritualer. Oplæsning fra den lille røde, Folkets Dagblad eller opførelse af revolutionære sange og danse.

»Vi var med til det hele bortset fra partimøder.«

»Vi var selvfølgelig nysgerrige efter at finde ud af, hvad der foregik. Senere gik det op for os, at vi ikke gik glip af noget andet end trættende oplæsning fra Folkets Dagblad.«

»Der var ingen diskussion. Lidt ligesom i et fundamentalistisk miljø.«

»Hemmeligheder og løgne omgærdede alt. Det var som en Agatha Christie-krimi. Vi begyndte at undersøge det her fascinerende og hemmelighedsfulde sted.«

»Vi gik rundt med vores ordbøger og forsøgte at læse, hvad der stod på vægaviserne, der hang på bastmåtter omkring på universitetet.«

»Information var værdifuld. Vi kunne fornemme, at der var en masse skeletter i skabet, og vi pillede og kradsede efter dem.«

Kort før Maos død i september 1976 vendte Søren Clausen tilbage til Danmark.

»Da jeg kom til Danmark, var der en meget stærk maoistisk bevægelse i Skandinavien. I venstrefløjssammenhænge blev min rolle at opponere mod maoisterne. Jeg fortalte om, at Kina ikke var det, som de troede.«

»Jeg fortalte, at det ikke havde ret meget med socialisme at gøre. For mig var det vigtigt at slå fast, at Kina var et tredjeverdensland.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Karsten Aaen

Lidt om Laura Dombernowsky - bare for at få hendes baggrund på plads:

"Laura Dombernowsky er cand.mag. i Kina-studier fra Aarhus Universitet og forsvarer om to uger sin ph.d.-afhandling om uddannelse af journalister i Kina."
kilde:
http://www.bt.dk/udland/kinesisk-professor-advarer-kina-slaar-haardt-hvi...