Læsetid: 5 min.

’En markant bedre kop kaffe’

Pernille Skipper er det nye sort hos de røde. Som ny politisk ordfører skal hun forsøge at løfte arven efter Johanne Schmidt-Nielsen, som gjorde danskerne trygge ved revolutionen. Men Enhedslisten står stadig over det samme problem, som da partiet for syv år siden for første gang udpegede en politisk ordfører: Hvordan får det politisk indflydelse?
Pernille Skipper overtager posten som politisk ordfører efter Johanne Schmidt-Nielsen. Og hun overtager også samme udfordring, som hendes forgænger stod med, da hun fik posten: Partiet er langt fra indflydelsen i dansk politik.

Pernille Skipper overtager posten som politisk ordfører efter Johanne Schmidt-Nielsen. Og hun overtager også samme udfordring, som hendes forgænger stod med, da hun fik posten: Partiet er langt fra indflydelsen i dansk politik.

Peter Hove Olesen

6. maj 2016

Faktisk var det allerede aftalt sidste forår.

Hvis statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) ikke udskrev folketingsvalget inden sommerferien, havde Enhedslistens folketingsgruppe en plan B liggende i skuffen: Pernille Skipper ville afløse Johanne Schmidt-Nielsen som politisk ordfører, fordi sidstnævnte så ikke kunne genopstille på grund af Enhedslistens rotationsregler.

Statsministeren udskrev som bekendt folketingsvalget, Johanne Schmidt-Nielsen genopstillede – blev valgt – og Enhedslisten fik ikke brug for plan B.

Men af frygt for endnu et folketingsvalg – og endnu en gang til efteråret – har Enhedslisten nu endelig effektueret planen for at give Pernille Skipper god tid inden et eventuelt valg til at præsentere sig selv som partiets nye frontfigur (den første chance kommer på årsmødet i pinseferien).

Fra VU til SUF

Selv om det formelt er folketingsgruppen, som vælger den parlamentariske leder (Enhedslisten har ingen formand), skyldes valget af Pernille Skipper dog ikke mindst partimedlemmernes ønske. Siden Pernille Skipper allerede i 2012 blev nummer to i Enhedslistens vejledende urafstemning om folketingskandidaterne med 66,3 procent af stemmerne mod Johanne Schmidt-Nielsens 67,5 (og året efter slog denne) har det aldrig været til diskussion, at hun en dag skulle efterfølge denne på posten som politisk ordfører.

Spørgsmålet har været hvornår.

Pernille Skipper, som voksede op som skilsmissbarn i et borgerligt hjem i Aalborg med en mor, der er erhvervscoach og beskrives som »den nordjyske jernlady«, startede ellers den politiske karriere med som 15-årig kortvarigt at melde sig ind i Venstres Ungdom (VU).

I stedet for det mundrette efternavn Skipper, som Pernille har fra sin far, kunne hun lige så godt have heddet von Platen-Hallermund – det hedder hendes mor nemlig. Og hendes morfar har titel af rigsgreve.

Som 17-årig meldte Pernille Skipper sig dog ind i Enhedslisten og Socialistisk Ungdomsfront (SUF), efter som elevrådsformand på Aalborghus Gymnasium at have oplevet et uddannelsessystem, der tabte de dårligst stillede på gulvet, og hun blev i starten af 00’erne en del af partiets såkaldte DGS-generation.

Sammen med Johanne Schmidt-Nielsen og den nu tidligere gruppeformand, Stine Brix, sad Pernille Skipper i ledelsen af Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, hvor de ikke blot lærte det praktiske politiske arbejde med at få bestilt lokaler, telefon og internet – og betalt regningerne! De fik også troen på, at tingene kan laves om. Hvis man ellers får folk med. Hvor den tidligere generation af unge aktivister havde set stort på, hvad andre mente om deres aktioner, hvis de ellers blot selv mente at have ret, var dette ikke længere nok.

DGS-generationen havde agiteret og mobiliseret til velfærdsdemonstrationer og gymnasiebesættelser og set, at aktiviteterne kunne påvirke politikerne. Det virkede. Og samtidig oplevede de en langt større opbakning til Enhedslistens synspunkter blandt deres jævnaldrende studiekammerater end partiets magre opbakning i meningsmålingerne og ved folketingsvalgene i 2005 og ’07.

»Der var noget potentiale blandt unge mennesker, som Enhedslisten ikke udnyttede,« har Pernille Skipper fortalt.

»I den tid blev der talt om generation fucked up, som ikke var engageret i samfundet. Men vi oplevede det modsatte i DGS. Vi kunne engagere de unge til strejker og demonstrationer ud over gymnasierne. Det tog vi med os og ind i Enhedslisten.«

Revolutionen

Den russiske marxist Georgij Plekanov har sagt, at personer ikke kan ændre historien, men at de kan være afgørende for retningen, når denne ændrer sig. Johanne Schmidt-Nielsen skulle blive denne person i partiet.

Det var den da 22-årige folketingskandidat Johanne Schmidt-Nielsen ved folketingsvalget i 2007 satsede alt på i den sidste, og måske afgørende, partilederrunde foran en million tv-seere.  

Og resten er historie:

Hvordan den konservative formand, Bendt Bendtsen, antog, at den kønne unge kvinde var en såkaldt runner og bad hende hente en kop kaffe i ventetiden inden optagelsen.

Hvordan Johanne Schmidt-Nielsen selv var så nervøs, at hun frygtede at komme til at kaste op for åben skærm.

Og hvordan Johanne Schmidt-Nielsen endte med at tale sig varm og ind i vælgernes hjerter denne aften.

Enhedslisten gik ganske vist tilbage til 2,2 procent, og fire mandater, men da folketingsgruppen året efter vedtog en en trepunktsplan om at satse på bredere politiske dagsordner samt et tættere samarbejde med SF og Socialdemokraterne var det tredje punkt udnævnelsen af Johanne Schmidt-Nielsen som politisk ordfører.

Johanne Schmidt-Nielsen var den følgende tid her, der og alle vegne – og endnu mere op til folketingsvalget i 2011. Liste Ø, som altid havde sat en ære i at holde politik og personer adskilt og ladet valgplakaterne fokusere på partiet frem for folketingskandidaterne, satte nu billeder med spidskandidaterne på plakaterne. Hvis vælgerne måske ikke holdt af Enhedslistens politik (hvis de da satte sig ind i denne), så holdt de i det mindste af Johanne Schmidt-Nielsen.

På valgdagen i 2011 fik Johanne Schmidt-Nielsen 47.002 personlige stemmer og slog både Helle Thorning-Schmidt (S) og Pia Kjærsgaard (DF). Kun den afgående statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), fik flere personlige stemmer end Enhedslistens politiske ordfører, der alene trak tre mandater i København. 12 mandater fik Enhedslisten hvoraf det ene tilfaldt Pernille Skipper på Fyn.

»Johanne, hvis du er revolutionen, er jeg ikke så nervøs,« som det lød fra fra Folketingets daværende formand, Mogens Lykketoft (S), da hun i 2014 fyldte 30.

En kop kaffe

Alligevel afslørede folketingsvalget sidste år, at træerne heller ikke vokser ind i himlen selv for liste Ø og Johanne Schmidt-Nielsen.

Trods en fremgang på to mandater, gik Johanne Schmidt-Nielsen tilbage til 40.725 personlige stemmer i København, og efter de fire år med først SRSF- og siden SR-regeringen, står Pernille Skipper og Enhedslisten med et eksistentielt problem: Ikke bare er Enhedslisten i dag sat uden for indflydelse ligesom som i 00’erne. Partiet leder stadig efter svaret på, hvordan det næste gang vil kunne tvinge en socialdemokratiskledet regering til et såkaldt brud med den førte økonomiske politik.

Godt nok skyldes en del af Pernille Skippers popularitet blandt Enhedslistens medlemmer en opfattelse af, at hun – ikke mindst som medlem af venstrefløjen i venstrefløjspartiet, nemlig det trotskistiske Socialistisk Arbejderpolitik (SAP) – har været mere kritisk over for den tidligere regering, hvorimod Johanne Schmidt-Nielsen har personificeret partilinjen som politisk ordfører. Men Pernille Skipper har været enig i denne linje og ikke fulgt SAP’s opfordring til blandt andet at sætte hårdt mod hårdt ved de sidste finanslovforhandlinger og kræve en varig dagpengeløsning.

På spørgsmålet om hvad der er forskellen på Johanne Schmidt-Nielsen og hende selv, lyder svaret da også:

»Jeg laver en markant bedre kop kaffe, end Johanne gør. Men ellers er vi de samme.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Oluf Husted
  • Niels Duus Nielsen
Oluf Husted og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Den ene er kønnere end den anden, hvilket naturligvis ikke har noget med sagen at gøre, selvom medierne aldrig er kede af fotogene ordførere.

Jørgen Steen Andersen

Når bare Enhedslisten kan få stemmer nok til at rette op på de sørgelige tilstande i Danmark og trække i en retning som er til gavn og glæde for alle og ikke kun de velbjergede, så ville det være godt.
Måske en Socialdemokratisk mindretalsregering med Enhedslisten som det store støtteparti på samme måde som Dansk Folkeparti egentlig er regering og Venstre er det kun officielt.
Det kan være at det sker før vi aner, når nyliberalismen har genereret så mange problemer, paradokser og indre modsigelser at en helt anden politik bliver den eneste vej ud af uføret.
Held og lykke.

Holger Madsen, Leif Høybye, Calle Hansen, Anne Eriksen, Estermarie Mandelquist, Niels Duus Nielsen og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar
Karsten Aaen

Socialdemokratiet har stort set altid været er borgerligt arbejderparti, forstået på den måde, at allerede Viggo Kampmann og H.C. Hansen i 1950erne og 1960erne sagde, at det var vigtigt for Socialdemokratiet at give erhvervslivet ordentlige rammebetingelser, så det, erhvervslivet, kunne tjene penge til landet. På den måde kunne kagen nemlig gøres større, altså samfundskagen. Og så kunne alle få lidt mere af den lidt - eller meget - større kage.

Derfor går Socialdemokratiet med på at f.eks. PSO-afgiften skal sænkes eller fjernes helt - fordi det vil gavne produktionen og de danskere arbejde, for så vil de nemlig få en chance for at blive ansat i danske firmaer og virksomheder igen. Jeg tror nu ikke på det - en hel del ejere af firmaer mm. i DK ansætter polske og rumænske arbejdere til væsentligt lavere løn end danskerne skal have.

Det som sker lige nu, her i 2016, er at kagen, økonomikagen, ikke kan blive større - den kan ikke blive større nu, fordi alle stort set i DK har fået det de gerne vil have - hus, båd, bil, rejser, tre eller fire fjernsyn, en Ipad, en Iphone - der er ikke længere brug for så mange hænder til at producere ting.
Robotter kommer ind på danske arbejdspladser og det betyder, at de personer, der skal ind ansættes her, i de her firmaer, skal have en uddannelse i det, noget som mange af de arbejdsløse i DK i dag ikke har, især ikke de personer, der er på kontanthjælp i dag.

Henrik L Nielsen, Sofie Jørgensen, Anne Eriksen, Niels Duus Nielsen og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar
Sten Victor

At Pernille Skipper startede i Venstres Ungdom (VU) men skiftede til Enhedslisten og Socialistisk Ungdomsfront (SUF)... det var da godt nok noget af et spring...!

Robert Kroll

Hvis Enhedslisten kunne forklare, hvordan deres ideer kunne gør livet morsommere og mere behageligt for de vælgere, der er flest af, så ville det måske give en gevaldig fremgang .

(Men ideerne og det ideologiske underlag er altså hjemmehørende i en antikvitetsbutik fra det 19. århundrede .)

Niels Duus Nielsen

Robert Kroll: "Men ideerne og det ideologiske underlag er altså hjemmehørende i en antikvitetsbutik fra det 19. århundrede."

Det morer mig altid at høre det argument. Den store ideologiske modstander af disse ideer er den økonomiske liberalisme, som så må være hjemmehørende i en antikvitetsbutik fra det 18. århundrede.

Gammelt er godt, ældst er bedst?

Leif Høybye, Jens Kofoed, Jørgen Steen Andersen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Niels Nielsen
Det er trodsig liberale økonomisk tankegang, der skaber klimaforandringer og nedgang i livskvalitet, men Robert Kroll har en pointe i liberal grådighed, er en mægtig modstander.

Niels Duus Nielsen

Philip B. Johnsen, jeg synes snarere at Robert Krolls pointe er, at vi ikke er dygtige nok til at forklare folk, hvorfor socialisme og solidaritet er vejen frem. Vi er oppe mod mægtige og grådige modstandere, der har et enormt propagandaapparat til rådighed, men det er ikke hele forklaringen.

Problemet, som jeg ser det, er at folk som folk er flest er fredelige mennesker, og at hvis vi ønsker et solidarisk samfund, er vi nødt til at sætte de folk stolen for døren, som har en interesse i at fastholde den egoistiske status quo, fordi det gør dem rige på alle vi andres bekostning.

Men at sætte stolen for døren betyder at yppe kiv og lave ballade, og folk ønsker ikke mere ballade, end de har i forvejen. Især ikke, fordi de har travlt med at tjene penge til afdrag på bilen og huset og skiferien og fladskærmen og vovhunden og hvad ved jeg. Folk føler simpelthen ikke de har nogen umiddelbar interesse i et solidarisk samfund, fordi de ikke kan forestille sig at verden kunne være anderledes, og i øvrigt har de ikke tid, for de har meget, meget travlt med at tjene penge og være stressede.

Cirka hver tolvte dansker har imidlertid nået det punkt, hvor de godt vil være med til at lave ballade, hvis det kan ændre forholdene til det bedre. (Hvis vi regner alternativisterne med, er det hver ottende dansker, men jeg er ikke sikker på, at de har stamina til at sætte magt bag deres ord). Hvis regeringen fortsætter den linie, den har lagt, forventer jeg at dette tal stiger, især hvis Pernille Skipper vil være lige så klar i mælet som Johanne Schmidt Nielsen har været hidtil.

Leif Høybye, Jens Kofoed, Philip B. Johnsen, Calle Hansen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Johnny Werngreen

Enhedslisten og Liberal Alliance kan bedst beskrives som justeringspartier, lidt ligesom saltbalancen i en sovs. Lidt mere Enhedsliste hvis individuelle synder tager overhånd, og lidt mere Liberal Alliance hvis fællesskabet bestemmer for meget. Idealet for et partiprogram må være, at så mange som muligt ville kunne holde ud at leve i dets intention, og jeg er sikker på, at det ville være svært for mange - uanset farven. Hvis Pernille Skipper vil have succes, kunne hun tage afsæt i en partipolitisk selverkendelse som netop justeringsparti.

Philip B. Johnsen

Klimaforandringerne er et kapløb med tiden og Socialdemokratiet er et økonomisk højrefløjsparti, der skaber klimaforandringer og nedgang i livskvalitet, hvem skal sikre de unge får en fremtid?

De unge er helt naturligt i vildrede, når de voksne opføre sig som børn.

Robert Kroll

Kære Niels Nielsen ( 5 maj kl 22.53)

Det 18.århundredes økonomiske liberalisme er da vist mere en "flok tanker" end en ideologi.

Opgøret med laugssystemet, autorisationssystemer til at regulere bestemte forretninger i byerne, enerettigheder til handel med kolonier o s v var vel "liberalistisk", men havde vel tll formål at udrydde monopoler og enerettigheder - dem der "sad på flæsket" brød sig ikke om konkurrence.

Opgøret med adelens privilegier og godsejernes kontrol over bønderne var vel også et stykke "liberalisme" i den forstand, at dem, der sad på flæsket" måtte finde et andet sted at sidde.

Et moderne samfund som det danske har ikke meget at gøre med liberalisme - vil man have mest mulig liberalisme og frihed til at gøre hvad man vil, så må man flytte til et fattigt u-land uden love og hvor myndighederne "ser den anden vej" - problemet er bare, at de fleste danske liberalister (incl dem i Liberal Alliance) ville skrige højt af rædsel ved tanken om, at bo i et sådant land , hvor alt på forhånd var "privatiseret og ureguleret" ( -altså super liberalt ?),

Torben Lindegaard

@Arne Lund

"Bare Skipper nu ikke argumenterer som hun gjorde op til afstemningen om retsforbeholdet d. 3.12."

Hvad tænker du specifikt på??

Niels Duus Nielsen

Robert Kroll, vi har vist helt forskellige opfattelser af, hvad liberalisme. For mig er liberalisme det grundlag, socialismen bygger på. Socialismen er så at sige en korrektion til liberalismen.

Forskellen på "en flok tanker" og en "ideologi" er, at en flok tanker behøver ikke at hænge sammen, i modsætning til en ideologi, som udmærker sig ved, at tankerne i det store og hele understøtter hinanden og udgør en helhed.

Det er meget svært at beskrive fx nazismens ideologi, fordi nazisme består af en flok usammenhængende tanker uden indre sammenhæng.

Liberalismen derimod tager udgangspunkt i en udgave af frihedstanken og opbygger en rationel økonomisk og politisk verdensorden på dette grundlag. Socialismen udfordrer dette grundlag og insisterer på at medtænke lighedstanken og at udvide den liberalistiske instrumentelle rationalitet med et sæt mere humane præmisser.

Når jeg læser din bemærkning om uregulerede markeder i Afrika får jeg på fornemmelsen, at du blander liberalisme og libertarianisme sammen. Det er to forskellige ting.

Liberal, liberalistisk og libertarianistisk er tre forskellige ting. Slå selv efter på wikipedia eller i et konversationsleksikon.

Philip B. Johnsen

Nu må det stoppe, alt det vås om liberal kapitalisme og en særlig dansk socialdemokratisk eller ligende samvittigheds model, Kapitalismen bygger på et laissez faire-princip om et frit marked, hvor individerne kan udveksle varer og serviceydelser uden statens indblanding.

Det mest forundrede er, at nogen bliver overrasket over resultatet, men hvis en bank i dag hade en samvittighed, der handler om andet end afkast til ejerne, så var det en samvittighed, der frivilligt afskar ledelsen fra personlig økonomisk bonus, hvilket aldrig ville blive accepteret af ejerne, der samtidigt ville få mindre afkast.

Forsvaret for liberal kapitalisme:
'Socialister er rigtig gode til at bruge penge, andre folks penge vel at mærke.'

Hvilket for de liberale betyder, de rige ikke skal betale skat, solidaritet en begrænsning af det enkelte individs frihed, enhver er sin egen lykkes smed, det er nødvendighedens politik, sådan fungere det internationale marked.

I alt fald Enhedslisten lægger vægt på solidaritet med alle mennesker, der kan bidrage med forskellige evner til fælleskabet, hvor ingen selvom de måtte arbejde 24 timer i døgnet, er mange millioner mere værd end gadefejeren i personlig løn.

Der er den klare forskel på den kapitalistiske blå liberal økonomiske, klimakatestrofe skabende egoisme og socialisme, det håber og tror jeg kan formidles bredt til befolkningen af Enhedslisten.

Liberal kapitalisme er vejen til døden, klimaforandringerne viser grådighedens sande ansigt.

Niels-Simon Larsen

Enhedslistens første opgave må vel være, hvad og hvem der gemmer sig i denne enheds liste. Den har en vigtig opgave i at forklare os andre, hvad socialisme er i dag. Den tredje opgave er at samle stemmer.
Ang. det første kender jeg ingen i dag, der interesserer sig det mindste for de historiske forskelle i de socialistiske retninger - heller ikke i EL. Jeg spørger af og til universitetsstuderende, om de bruger ordene socialisme og kapitalisme på uni. Svaret er nej med et smørret grin.
Ang. det andet synes jeg ikke, EL gør så meget ud af at forklare eller vise, hvad socialisme i dag er. Man tør ikke. Folk gider ikke høre efter, og det må der være en grund til. Den vanlige politikerforklaring er, at 'vi har ikke været gode nok til at fortælle om vores politik'.
Jeg tror, at EL har ramt loftet, og jeg fornemmer den samme hændervridende situation som i S: "Hvad skal vi dog gøre"?
Foreløbig klarer Ø sig dog godt i meningsmålingerne, men skarpt forfulgt af Å. Hvad sker der den dag, at Å kommer foran?

Niels-Simon Larsen

Enhedslistens første opgave må vel være, hvad og hvem der gemmer sig i denne enheds liste. Den har en vigtig opgave i at forklare os andre, hvad socialisme er i dag. Den tredje opgave er at samle stemmer.
Ang. det første kender jeg ingen i dag, der interesserer sig det mindste for de historiske forskelle i de socialistiske retninger - heller ikke i EL. Jeg spørger af og til universitetsstuderende, om de bruger ordene socialisme og kapitalisme på uni. Svaret er nej med et smørret grin.
Ang. det andet synes jeg ikke, EL gør så meget ud af at forklare eller vise, hvad socialisme i dag er. Man tør ikke. Folk gider ikke høre efter, og det må der være en grund til. Den vanlige politikerforklaring er, at 'vi har ikke været gode nok til at fortælle om vores politik'.
Jeg tror, at EL har ramt loftet, og jeg fornemmer den samme hændervridende situation som i S: "Hvad skal vi dog gøre"?
Foreløbig klarer Ø sig dog godt i meningsmålingerne, men skarpt forfulgt af Å. Hvad sker der den dag, at Å kommer foran?

Niels-Simon Larsen

Enhedslistens første opgave må vel være, hvad og hvem der gemmer sig i denne enheds liste. Den har en vigtig opgave i at forklare os andre, hvad socialisme er i dag. Den tredje opgave er at samle stemmer.
Ang. det første kender jeg ingen i dag, der interesserer sig det mindste for de historiske forskelle i de socialistiske retninger - heller ikke i EL. Jeg spørger af og til universitetsstuderende, om de bruger ordene socialisme og kapitalisme på uni. Svaret er nej med et smørret grin.
Ang. det andet synes jeg ikke, EL gør så meget ud af at forklare eller vise, hvad socialisme i dag er. Man tør ikke. Folk gider ikke høre efter, og det må der være en grund til. Den vanlige politikerforklaring er, at 'vi har ikke været gode nok til at fortælle om vores politik'.
Jeg tror, at EL har ramt loftet, og jeg fornemmer den samme hændervridende situation som i S: "Hvad skal vi dog gøre"?
Foreløbig klarer Ø sig dog godt i meningsmålingerne, men skarpt forfulgt af Å. Hvad sker der den dag, at Å kommer foran?

Michael Kongstad Nielsen

Niels-Simon Larsen
undskyld teknisk fejl.
Men hvem EL er fremgår vel af deres partiprogram og ved fremmøde på deres landsmøder og af deres almindelige optræden i hverdagen. Jeg savner ikke dybe marxistisk-leninistisk diskussion om den rette politik, men en opdateret diskussion om samfundets behov for socialisme. Man har set et græsk søsterparti, Syriza, udvikle moderne svar på kapitalismens udfordringer, spansk IU ligeså, men hvem der får succes afhænger af, hvor hårdt pressede landene er. EL er tilstede i et land, der tilsyneladende ikke er særligt hårdt presset, derfor er opbakningen afmålt, men det kan ændre sig. Hurtigt. Jeg tror vi skal se mod Spanien og Island for at få inspiration, Og lade EL arbejde sammen med de mere u-ortodokse partier som Alternativet.

Torben Lindegaard - Jeg griber i bunken af.manipulationer, fordrejelser og fortielse ad libitum:

Retstilstandene hos vore naboer skildres som tilbagestående. På EL’s årsmøde 2015 sagde Skipper bl.a., at ”hvis retsforbeholdet afskaffes, så kan vi godt regne med, at vi får en helt anden lovgivning på områder som forældremyndighed, domstole, kriminel lavalder, politi og meget andet…Den lovgivning vil blive besluttet ved et bord, hvor 27 andre lande også skal tilgodeses - lande som stadig har forbud mod abort, mod homoseksuel propaganda eller store indskrænkninger af ytringsfriheden”.

Et EU-forbud mod abort og/eller homovielser er urealistisk. I dag er det kun Malta, Polen og Irland, der ikke har fri abort. Næppe troligt, at de tre skal kunne få vedtaget et generelt forbud - også selvom den katolske kirke ruller hele skytset ud.

Halvdelen af EU-landene har forbud mod homovielser. Heller ikke her er der noget der indikerer, at de pågældende skulle kunne få held til at lade et forbud omfatte hele EU – stik mod den globale tendens.

Danmarks medlemskab af EUROPOL spiller en væsentlig rolle i argumentationen, og der er en reel risiko for, at fastholdes retsforbeholdet, så må vi forlade det europæiske politisamarbejde.
Det er ikke så vigtigt om vi er med i EUROPOL, skriver Skipper i partibladet Rød-Grønne-Linier (RGL) (november 2015). For ”der findes masser af lande, der ikke er med i EUROPOL – uden dermed at være et mekka for forbrydere”. Hvorfor forties, at alle EU-lande er med, og at ikke-medlemmerne bl.a. er Norge, Schweiz, nogle Balkan-lande, Tyrkiet m.fl., der har associeringsaftaler. Er det en sådan aftale EL vil have, i stedet for et fuldgyldigt medlemskab, så sig det.

Manipulerende er det, når det hævdes, at bådflygtningene på Middelhavet mødes af krigsskibe, der markerer EU’s grænser, men ikke redder flygtninge. Man skal ikke have set ret meget tv, eller læst mange aviser, før enhver kan se, at krigsskibene også redder flygtninge. Hvorfor forties, at blandt de krigsskibe i Middelhavet, der ”markerer EU’s grænser”, er der skibe fra Norge og Island - lande, der ikke er med i EU, men som dog gerne bidrager til at løse det fælleseuropiske flygtninge-problem".

Mere?

Søren Kristensen

De tider er åbenbart forbi, hvor politik var showbiz for grimme mennesker og til spørgsmålet om hvordan Enhedslisten får politisk indflydelse, så er svaret at det har de allerede. Se bare hvor mange der stemmer på Alternativet - næste gang. Omvendt, er det måske meget godt at de kønne damer ikke får alt for meget indflydelse, for deres revolution er nok kun de færreste interesseret i, når det kommer til stykket. Hvad det selvfølgelig ikke gør. For hvad så med bilen,sommerhuset og ferierne i udlandet? Vi, de måske venstreorienterede, vil bare have noget mere lighed og hvis vi også kan få de fattige væk fra gaderne og bedre udsendelser i DR, så gør det heller ikke noget. Altså er det en forholdsvis lille revolution der er brug for og så er det jo helt fint at Enhedslisten er et forholdsvis lille parti.