Læsetid: 3 min.

Politikere vil beskytte Danmark bedre mod spionage

Blandt Folketingets partier tegner der sig bred politisk opbakning til at sikre myndighedernes højt klassificerede kommunikation med en dansk løsning. Men ingen kender reelt omfanget af opgaven, prisen eller den rigtige løsning
7. maj 2016

Der er spørgsmål på vej til forsvarsministeren for at sikre, at myndighederne kan kommunikere sikkert, når det gælder højt klassificerede oplysninger.

Ambassadør og udenrigsgransker Peter Taksøe-Jensen påpegede fredag i Information, at det nuværende system til kryptering ikke er »særlig udbredt«, »særlig stærkt« og i øvrigt »baseret på en platform, der ikke er dansk«, hvilket alt sammen udgør et sikkerhedsproblem, som »udsætter« danske myndigheder for spionage.

Han nævner ambassader, Udenrigsministeriet og andre steder i centraladministrationen, hvor der er problemer med sikker kommunikation.

Eva Flyvholm, forsvarsordfører for Enhedslisten, vil tage sagen op med forsvarsministeren.

»Det er noget, jeg vil tage op og spørge ind til. Det, der er vigtigt i forhold til det kommende arbejde, er, at vi får skabt en sikker løsning for følsom kommunikation. Der er nok brug for, at der skal ske noget mere,« siger Eva Flyvholm, der mener, at opgaven med højt klassificeret kommunikation selvfølgelig skal varetages af FE.

Enhedslisten er ellers som udgangspunkt kritisk over for, at Forsvarets Efterretningstjeneste og dets Center for Cybersikkerhed bliver det dominerende centrum for beskyttelse af data.

»Man skal være varsom med, at det ikke nødvendigvis altid er Forsvarets Efterretningstjeneste og Center for Cybersikkerhed, som bør stå for alt. Der er også sammenhænge, hvor en civil myndighed langt bedre vil kunne sørge for en sikker kommunikation,« siger Eva Flyvholm.

Chefen for Center for Cybersikkerhed, Thomas Lund-Sørensen, talte i Information i går om »et udviklingsprojekt af national størrelse og interesse«.

Det vil betyde et helt nyt system med en dansk udviklet krypteringsalgoritme, som vil tage tid, kræve penge, som ikke er i budgettet i dag, og en ny organisation, som skal udvikle og vedligeholde algoritmen.

Forsvarsminister Peter Christensen (V) er på rejse i USA og havde derfor fredag ikke mulighed for at kommentere sagen.

Dansk løsning

Rasmus Jarlov, formand for Folketingets Forsvarsudvalg og forsvarsordfører for De Konservative, siger: »Det er selvfølgelig nødvendigt, at det kun er danske myndigheder, som kender koden til vores kommunikation. Jeg synes, at det lyder som en rigtig god idé med en national krypteringsløsning og vil afvente en nærmere analyse af, hvordan den kan skabes, og hvad det koster.«

Marie Krarup, forsvarsordfører for Dansk Folkeparti, bakker også op.

»Det lyder rigtigt fornuftigt med en dansk krypteringsløsning. Men jeg er jo ikke specialist, vi skal have en masse ekstra viden for at tage konkret stilling. Jeg vil bestemt opfordre til, at vi får det undersøgt og finder ud af, om der noget, der skal gøres her. Det lyder ikke betryggende, at vi ikke har den løsning,« siger Marie Kraup og tilføjer:

»Alt, hvad det ligger inden for forsvaret, er underfinansieret. Derfor er det nok svært at forestille sig, at vi har et effektivt forsvar med den ringe finansiering. Det er klart forkert, vi ikke har en dansk krypteringsløsning i dag. Det burde der formentlig være stillet forslag om for lang tid siden.«

Som det er i dag er der etableret en række stationer til sikker kommunikation med pc’er og telefoner, der i et specielt indrettet rum lader en medarbejder sende mails eller andre dokumenter, gennemføre telefonopkald eller video, alt sammen krypteret.

Dels mangler der ifølge Peter Taksøe-Jensen visse steder stationer af sparehensyn. Dels er kan der være bagdøre i den kryptering, der benyttes, så den alligevel ikke er sikker.

Det er ikke mindst derfor, han anbefaler en national kryptoløsning med en dansk algoritme. Ekstra Bladet skrev i 2001, at det danske udenrigsministerium købte krypteringsbokse hos det schweiziske firma Crypto AG, som tilbage i 1990’erne var genstand for en aflytningsskandale.

Den amerikanske efterretningstjeneste NSA havde haft fri adgang til klassificerede oplysninger fra 120 regeringer. Daværende justitsminister Frank Jensen henviste i sit svar til Folketinget i sagen fra Ekstra Bladet dengang til et citat fra en embedsmand i Udenrigsministeriet:

»Vi kunne ikke drømme om at bruge fremmede algoritmer. Vi er jo ikke idioter!«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Robert Kroll

Det blive bestemt ikke billigt , men det er da indlysende, at Danmark skal være sikret mod spionage.

Fede lønninger til top-specialisterne bliver nødvendigt - ellers bliver de ikke ,men skifter til mere vellønnede stillinger i Danmark eller udlandet og tager deres "danske sikkerhedsviden " med til den nye arbejdsgiver.

( Man kan jo ikke "stavnsbinde" folk til aldrig at skifte job og arbejde for andre - det ville være stridende mod menneskerettighederne.)

John Rohde Jensen

Jeg er datalog og har brugt en hel del tid på cryptografi, men er stadig langt fra ekspert. Det er et område, som er rigtigt svært.

Der er ganske få mennesker i Danmark, der virkelig har styr på dette område og jeg kan ikke se nogen af dem i, hverken folketing eller embedsværk.

Udpeg en gruppe på max 5 personer, med dyb indsigt i området, til at skitsere en løsning. Jeg nominerer Henrik Kramshøj til at lede gruppen. Så er der i det mindste een voksen i lokalet.

Thomas Toft, Kurt Nielsen, Jens Kofoed, Nis Jørgensen og Henrik Brøndum anbefalede denne kommentar
Ib Christensen

Kan ikke lade være med at tænke på om, det Danmark de vil beskytte, er det samme Danmark, som salget af DONG var bedst for.
For så er målet nok beskyttelse mod, at skattely venner afsløres.

Henrik Brøndum

Har PET ikke lige fået en milliard de ikke ved hvordan de skal bruge? Som John Rohde Jensen antyder - er dette en opgave der kun kræver "a few good men" - hele udfordringen er at få disse folk overtalt til at arbejde for Staten.

Kurt Nielsen, Carsten Wienholtz og Jens Kofoed anbefalede denne kommentar
Thomas Toft

Muligheden for at finde en dansker der både er specialist inden for et af de krævede områder og som gerne vil deltage i at styrke statens beskyttelse mod borgerne er efter min mening ikke eksisterende (for det er jo statens hemmeligheder der skal beskyttes - ikke borgernes). Men på den anden side så viser al erfaring at politikerne vil vælge en komplet ubrugelig og gennemhullet løsning fra CSC eller et kryptisk USA'nsk firma.

Ib Christensen og john andy houbo Pedersen anbefalede denne kommentar
Jonathan Smith

Som muligvis naiv lægmand spørger jeg: Hvorfor er PGP der pt. skulle kunne kryptere i op til 4096 bits, svarende til at en supercomputer (som f.eks. Googles kombinerede datacentre) skal bruge millioner, hvis ikke milliarder af år på at dekryptere uden at kende krypteringnøglen ikke godt nok?