Læsetid: 4 min.

En pyrrhussejr ved Menneskerettigheds-domstolen?

Den danske 28-årsregel er diskriminerende, fastslog Storkammeret ved Den Europæiske Menneskerettigheds-domstol i denne uge. Spørgsmålet er nu, om dommen i realiteten vil gøre det endnu vanskeligere for danske statsborgere
28. maj 2016

Sagaen om 28-årsreglen fandt i denne uge omsider sin foreløbige afslutning. Menneskerettighedsdomstolens Storkammer fastslog tirsdag, at reglen krænker menneskerettighederne, fordi den i praksis diskriminerer mellem indfødte danskere og nydanskere.

28-årsreglen – der siden er blevet ændret til en 26-årsregel – går ud på, at personer, som har haft dansk statsborgerskab i mindst 28 år, kan få deres udenlandske ægtefælle her til landet uden at skulle opfylde det almindelige tilknytningskrav ved ægtefællesammenføring, nemlig at parret samlet set skal have stærkere tilknytning til Danmark end til noget andet land. Det er klart, at 28-årsreglen således favoriserer indfødte danskere i forhold til personer født i udlandet, som først senere i livet er blevet danske statsborgere.

Og det var netop også hensigten. Man havde opdaget, at tilknytningskravet – hvis formål grundlæggende er at begrænse antallet af familiesammenføringer og få bedre styr på integrationen – utilsigtet også kom til at ramme udlandsdanskere, som efter en årrække i udlandet ønsker at vende tilbage til fædrelandet med en udenlandsk ægtefælle. Med 28-årsreglen kom Folketingets flertal udlandsdanskerne til undsætning.

Allerede ved sin vedtagelse i 2003 blev 28-årsreglen kritiseret, herhjemme såvel som fra udlandet. Men det var først, da Ousmane Biao i 2006 anlagde sag ved Østre Landsret for at få 28-årsreglen underkendt som diskriminerende, at det store retsmaskineri blev sat i gang.

Biao er født i Togo, men er dansk statsborger. I 2004, da han var 33 år, fik han afslag på at få sin ghanesiske hustru, Asia Biao, til Danmark. Begrundelsen var, at parret ikke havde større tilknytning til Danmark end til Ghana, som fru Biao kommer fra, og hvor hr. Biao boede i 15 år, før han som 22-årig kom til Danmark og ni år senere, i 2002, blev statsborger.

Havde Ousmane Biao været indfødt dansker, havde han uden videre kunnet få sin kone til Danmark på grundlag af 28-årsreglen, men som nydansker kunne han først påberåbe sig denne favorable undtagelsesbestemmelse som 59-årig. Biaos advokat har betegnet reglen som et udtryk for, at der er ’første- og andenrangsdanskere’.

34 dommeres vurdering

Over de næste 10 år er 28-årsreglen herefter blevet trukket igennem fire retsinstanser – to danske og to i Strasbourg. Højesteret godkendte 28-årsreglen med stemmerne 4-3. Det samme gjorde Menneskerettighedsdomstolens førsteinstans. Tirsdagens endelige dom fra Menneskerettighedsdomstolens Storkammer underkendte derimod 28-årsreglen med stemmerne 12-5 (den danske dommer ville sammen med bl.a. den svenske og britiske dommer godkende reglen).

Hvordan kan det være, at de i alt 34 dommere som har vurderet sagen over de seneste 10 år, fordeler sig næsten ligeligt i spørgsmålet om, hvorvidt 28-årsreglen er diskriminerende eller ej? Det er, fordi der kan anføres gode argumenter både for og imod en bestemmelse som 28-årsreglen.

Man kan på den ene side mene, at 28-årsreglen er etnisk neutral og alene forskelsbehandler baseret på varigheden af statsborgerskab. At dette i praksis særligt favoriserer indfødte danskere kan begrundes sagligt med, at indfødte danskere – herunder udlandsdanskere – generelt har en stærk tilknytning til Danmark, hvorfor det kan forventes, at deres udenlandske ægtefælle uden problemer vil kunne integreres i det danske samfund. Desuden har 28-årsreglen i praksis også kunnet påberåbes af udlændinge med 28 års ophold i Danmark, hvilket understreger, at reglen ikke handler om etnicitet.

Man kan på den anden side mene, at 28-årsreglen i praksis fører til forskelsbehandling på grund af etnisk eller national oprindelse, fordi undtagelsesmuligheden primært tilgodeser indfødte danskere, som altovervejende er etnisk danske.

Og at denne forskelsbehandling er diskriminerende, da der ikke er nogen overbevisende begrundelse for, hvorfor udlandsdanskere skal behandles bedre end nydanskere, når det gælder familiesammenføring. Synspunktet om at ægtefæller til indfødte danskere – herunder udlandsdanskere – skulle være lettere et integrere bygger mest på fordomme rettet mod nydanskere.

Flere som Biao?

For Menneskerettighedsdomstolens Storkammer forsøgte den danske regering således at gøre det til en sag om integration og beskyttelse af velfærdsstatens sammenhængskraft, mens Biao og hans advokat forsøgte at gøre det til en sag om forskelsbehandling på baggrund af etnicitet og oprindelse.

Biao vandt til sidst. Og dog. Dommen kan meget vel vise sig ikke at gavne Biao-parrets stilling, men derimod bringe endnu flere par i samme situation som Biao.

Det er nu op til regeringen og Folketinget at overveje, hvordan man kan efterleve dommen. Det mest oplagte er, at man helt fjerner den menneskeretsstridige 28-årsregel. Det vil betyde, at alle par fremover skal opfylde tilknytningskravet, før den udenlandske ægtefælle kan få ophold i Danmark. Udlandsdanskere vil dermed igen komme i klemme.

Det vil ministeren og flere politiske partier utvivlsomt gerne undgå, men man er formentlig villig til at ofre udlandsdanskerne på alteret, hvis den eneste måde at tilgodese dem på er at slække på tilknytningskravet for alle, f.eks. ved at undtage alle danske statsborgere fra tilknytningskravet. En sådan lempelse af betingelserne for familiesammenføring må anses for udelukket, når man tager den politiske temperatur på udlændingeområdet i betragtning.

Biao får altså med stor sandsynlighed ikke ret til ægtefællesammenføring i Danmark efter dommen over 28-årsreglen. Mere paradoksalt er det, at Biaos sejr oven i købet kan medføre, at par som tidligere kunne påberåbe sig 28-årsreglen i fremtiden får vanskeligere ved at få familiesammenføring i Danmark. I sandhed en pyrrhussejr.

Jens Elo Rytter er professor i forfatningsret på Københavns Universitet og skriver kommentarer og analyser i Information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"En sådan lempelse af betingelserne for familiesammenføring må anses for udelukket, når man tager den politiske temperatur på udlændingeområdet i betragtning."

Det er netop sagens kerne. Det hele handler om populisme og intet andet. Biao flyttede som så mange andre afviste danskere til Malmø med sin kone for mange år siden. Og udlandsdanskere, der fremover måtte få afslag pga. det absurde tilknytningskrav, kan bare gøre det samme. Hvorefter de 3 måneder senere kan flytte til Danmark med deres ægtefælle via EU's regler om fri bevægelighed.

Det giver ingen som helst mening at nægte et lands egne statsborgere ret til at bo i landet med deres familie, hvis de kan forsørge sig selv. Og derfor er der alene politiske / vælgermæssige og ingen faktuelle grunde til, at Folketinget ikke bare fjerner tilknytningskravet for danske statsborgere.

Men desværre sidder flertallet fast oppe i et træ, de klatrede op i for mange år siden. Og nu har svært ved at kravle ned fra igen uden at tabe ansigt. Det er det eneste, denne sag handler om. Den handler hverken om at "beskytte Danmark", "regulere indvandringen" eller noget af alt det andet vås, som højrefløjens propogandister flittigt bilder uvidende vælgere ind.