Læsetid 5 min.

De sociale medier kan sende os ud i et postfaktuelt demokrati

Med likes investerer brugerne på de sociale medier i opslag – ligesom spekulanter køber aktier, siger bogaktuelle Vincent Hendricks. Og også de sociale medier skaber bobler, hvor substansløse enkeltsager får alt for stor værdi
24. maj 2016
Delt 38 gange

Det er ikke kun grådige daytraders på Wall Street, der skaber bobler. Når vi liker og kommenterer på de sociale medier, er vi ofte med til at puste varm luft ind i tomme politiske holdninger og forkerte nyhedshistorier, der kan forstås på samme måde som finansbobler.

Det mener professor i formel filosofi på Københavns Universitet Vincent Hendricks, der i 2015 startede Center for Information og Boblestudier.

Centeret betragter social interaktion og politisk debat – særligt på de sociale medier – som et aktiemarked: Når brugerne liker, deler og kommenterer, fastsætter de kollektivt værdien af en statusopdatering eller et billede, ligesom når spekulanters investeringer dikterer værdien af en virksomhed eller en statsobligation.

»Vi kan ses som investorer på de sociale medier; vi handler konstant likes for likes,« skriver Vincent Hendricks i sin nye bog Spræng boblen – Sådan bevarer du fornuften i en ufornuftig verden.

Og ligesom børsmæglerne med jævne mellemrum handler aktier og lånepakker til priser, som langt overstiger deres reelle værdi – som det f.eks. skete med det amerikanske boligmarked i 2008 – skaber de sociale medier også bobler, hvor »den fundamentale værdi« ikke kan følge med hypen. Én fjer bliver til fem høns.

»Indtil for ganske nylig var den person i Danmark med flest følgere på Instagram en person, der ligner Justin Bieber – det er det aktiv, der handles,« siger Vincent Hendricks.

Han nævner også debatten om Folketingets kampagnefilm Voteman, den internationale forargelse over aflivningen af giraffen Marius og Facebook-kampagnen for at boykotte Jensens Bøfhus, som angiveligt havde trynet en lille restauratør i Sæby.

Alle er historier, som blev ’handlet’ (dvs. delt, liket, kommenteret) så voldsomt, at deres værdi blev oppustet til en boble. Dynamikken bag Marius-boblen ligner således forløbet omkring dot-com-boblen i 90’erne eller den hollandske tulipanboble i 1637.

Læs også: Markedet for meninger er overophedet

»Det handler om, at alle tror, at alle andre tror, at et aktiv har en bestemt værdi. Og så kommer man til at skrive under på en norm, fordi man tror, at alle andre er enige,« siger Vincent Hendricks.

Han kalder dynamikken »pluralistisk ignorance«.

»Er man i tvivl om, hvad man skal mene, kigger man på de andre, og læner sig op ad dem. ’De er nok bedre informerede end mig,’ tænker man, men hvis alle gør det, tager vi kollektivt den forkerte beslutning, og det har betydning for den offentlige debat, meningsdannelsen og debatkulturen.«

»Den enkelte mening er ligegyldig, men den aggregerede mængde af meninger kan pludselig sende et offentligt signal til dem, der er i tvivl om, hvad der antageligt er det rigtige at gøre, mene, håbe eller føle; hvem der skal have nøglerne til Statsministeriet, eller hvilken kummefryser man skal købe,« siger Vincent Hendricks.

Han mener, at miljøet på de sociale medier er særligt »boblegæstfrit«, fordi alle mennesker let, hurtigt og »relativt omkostningsneutralt« kan give deres mening til kende. »Bobler har eksisteret lige så længe, vi har været mennesker, men nu kan de bare sprede sig med lysets hastighed og potentielt globalt. God fornøjelse.«

Køb eller ikke køb

Ifølge Vincent Hendricks kan en række af de senere års store politiske debatter ses som bobler: Debatten om Dovne-Robert, diskussionerne om svinekød i daginstitutionerne og sagen om Fattig-Carina. Alle er sager, som er blevet handlet til priser, som langt overstiger deres værdi, og som derfor har »mistet forbindelsen til virkeligheden« og er blevet »substansløse«.

– Hvorfor er debatten om Fattig-Carina en boble?

»Det er en vigtig sag, men den bliver framet, som om den er repræsentativ for hele det fordelingspolitiske spørgsmål, og det kan den ikke klare, ligesom Dovne-Robert og frikadeller i børnehaven ikke kan. Man overopheder sagernes repræsentativitet. Det er let at sige, om man er for eller imod Fattig-Carina eller frikadeller i børnehaven, så det er let at bygge politiske bobler. Man kan investere for eller imod, køb eller ikkekøb.«

– Er det et problem, at vi diskuterer sager, som ikke er 100 procent repræsentative?

»Nej, men hvis man tror, at de fordelingspolitiske spørgsmål kan klares ved, at man diskuterer enkeltsager, så går man galt i byen.«

– Du skriver, at bobler opstår, når aktiver handles til priser, som overstiger deres fundamentale værdi, men hvordan skal man fastsætte værdien af en politisk holdning?

»Fundamentalværdien skal afspejles i, hvad der realpolitisk kan lade sig gøre. Tag Donald Trump som eksempel: Hvis du foreslår, at man lukker grænserne for muslimer, så er det ikke en politisk realiserbar sag, fordi det er forfatningsstridigt. Han overopheder sine politiske holdninger. Politiske aktiver kan overophedes ved, at de realpolitisk ikke kan følge med, eller at kendsgerningerne ikke kan følge med,« siger Hendricks.

Fra den hjemlige debat nævner han diskussionerne om et burkaforbud, De Konservatives kampagne ’Stop nazi-islamisme’ og nedsættelsen af den kriminelle lavalder som eksempler på sager, hvor »virkeligheden ikke har kunnet følge med den politiske dagsorden«.

»Hvis vi ikke længere har politik, som er evidensdrevet, så er vi på vej durk ind i det postfaktuelle demokrati, hvor dem der vinder, er dem med mange følgere og narrativer, der kan fortælles. Problemet er, at sandhed ikke betyder noget for, om historier går viralt, og folk gider ikke høre på dementier og forklaringer.«

– Hvad er sandheden?

»Sandhed er ikke et kulturelt fænomen. Enten taler vi to sammen, eller også gør vi ikke. Kendsgerninger kan være svære at komme i kontakt med, hvis problemkomplekset er stort, men det betyder ikke, at sandheden er relativ – vi har bare begrænset indsigt i den,« siger Vincent Hendricks og understreger, at internettet og de sociale medier også beriger verden.

»Jeg er grundlæggende et oplysningsmenneske, så jo flere oplysninger, du giver folk, jo bedre beslutninger træffer de forhåbentlig. Men hvis mere information betyder, at folk bare sorterer kraftigere i, hvilke stemmer de gider hører på og derved polariserer kraftigere, så er information en byrde frem for et gode – og dér skal vi ikke hen. Jeg ønsker mig ikke tilbage til brevduer og gåsefjer, men de sociale medier er ti år gamle, og indtil vi finder en modus operandi for, hvordan vi skal forstå de investeringer, vi laver online, og hvad de betyder for andres beslutningsdygtighed, skal vi være lidt forsigtige med, hvad vi råber i den store megafon.«

– Er det så pointen? At vi skal tænke os lidt om og ikke sige noget, som er forkert?

»Altså, hvis man vil modvirke pluralistisk ignorance virker det at oplyse folk om mekanikkerne. Hopper jeg med, fordi jeg har et selvstændig argument, eller er det bare, fordi jeg lægger mig i slipstrømmen af, hvad jeg tror, at andre tror?«

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
  • Brugerbillede for Martin E. Haastrup
    Martin E. Haastrup
  • Brugerbillede for Torben Jørgensen
    Torben Jørgensen
  • Brugerbillede for Erik Feenstra
    Erik Feenstra
  • Brugerbillede for Jørgen Steen Andersen
    Jørgen Steen Andersen
  • Brugerbillede for Philip B. Johnsen
    Philip B. Johnsen
Niels Nielsen, Martin E. Haastrup, Torben Jørgensen, Erik Feenstra, Jørgen Steen Andersen og Philip B. Johnsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen

Det kunne være spændende, at se nærmere på hvilken type af nyhedshistorier, der statistisk set har størst chance, for at få momentum til accelerations bobler og hvilket brændstof foruden likes for likes, som Vincent Hendricks skriver, der er, statisk set mest sandsynlige har effekt.

Jeg gætter på den feel good-fornemmelse der ligger i nogen har det dårligere end en selv, at man selv klare sig bedre end andre, der leder til at sparke nedad i samfundet og dyrke ulighed som noget positivt, er et populært nemt tilgængeligt politisk værktøj, til at skabe aktivt forøget politisk opmærksomhed på, gennem så og sige, dyrkede og plejede sociale medie bobler skabt af eller udnyttede af politikere.

Eksempelvis tv udsendelser som 'de unge mødre' på kanten af samfundet, er af den type populær feel good-fornemmelse, der ligger i nogen har det dårligere end en selv, kan jeg tænke mig.

Brugerbillede for Johnny Werngreen
Johnny Werngreen

Blot for en ordens skyldt, så har socialpsykologien beskæftiget sig med disse problemstillinger i årtier, også før internettet. Fænomenet attribution er velbeskrevet og bør ikke smides ud med badevandet blot fordi nogle synes, at "boble" er et godt begreb. Med hensyn til Carina og Robert og andre fænomer i tiden konkluderede Nisbett og Borgida allerede i 1973: "Subjects' unwillingness to deduce the particular from the general was matched only by their willingness to infer the general from the particular." Det er godt, der kommer fokus på problemerne med menneskets tilbøjelighed til at bruge de hurtige processer i hjernen frem for de langsomme og mere præcise, men der er altså ingen grund til at starte forfra.

Jørgen Steen Andersen, Kurt Nielsen og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jørgen M. Mollerup
Jørgen M. Mollerup

Hvad mener VH med at politik skal være evidensdrevet?
Gives der altid kun een tolkningsmulighed af data fra det sociale og det
politiske rum? Var salget af DONG evidensdrevet politik?