Læsetid 2 min.

Søren Pind skal i samråd om fødested i pas

Alternativet har kaldt justitsminister Søren Pind i samråd om reglerne for, hvad der skal stå som fødested i danske pas. Hidtil har ministeren svaret udenom, mener Rasmus Nordqvist, der heller ikke forstår, hvorfor reglerne åbenbart ikke er ens for alle
25. maj 2016

Kan det passe, at der er forskellige regler for dansk-palæstinensere og andre, der er født i udlandet, om, hvad der kan stå i deres pas om fødested?

Alternativets udenrigsordfører Rasmus Nordqvist vil have justitsminister Søren Pind i samråd i Folketinget for at få større klarhed over reglerne.

Rasmus Nordqvist er nemlig ikke tilfreds med de svar, som justitsministeren tidligere er kommet med på baggrund af Informations omtale af dansk-palæstinenseren Hamed El-Beltagi, der ikke længere må have ’Gaza’ som fødested i sit pas eller kørekort.

På samrådet skal justitsministeren redegøre for, at samtidig med at den officielle danske udenrigspolitiske holdning er, at både Gaza, Vestbredden og Østjerusalem er palæstinensisk territorium, så har statsborgere af palæstinensisk oprindelse, der er født der, siden 2012 kun kunnet vælge mellem enten ’Israel’ eller ’Mellemøsten’ som fødested.

Læs også: Kurt Jonas fik ændret sit pas, så fødestedet blev 'Udlandet'

Rasmus Nordqvist vil gerne vide, hvordan det harmonerer med, at Danmark officielt støtter etableringen af en palæstinensisk stat. Han undrer sig også over, at mens dansk-palæstinensere, der er født i Gaza eller på Vestbredden, altså kun får to valgmuligheder, så har 75-årige Kurt Jonas, der er født i Stettin i 1941, da byen var tysk, fået en ekstra valgmulighed. Ud over ’Polen’ eller ’Europa’ har han fået lov til at få anført ’Udlandet’ som sit fødested.

»I forhold til de meget sparsomme oplysninger, vi hidtil har fået fra ministeren, så er forklaringen på, at Hamed El-Beltagi ikke kan få Gaza som fødested, at Danmark ikke anerkender Gaza som et selvstændigt land. Men Polen er jo anerkendt af Danmark, men alligevel kan Kurt Jonas få lov til at skrive ’Udlandet’. Borgere født i Gaza eller Palæstina bør da i det mindste få samme mulighed,« siger Rasmus Nordqvist.

Han forstår heller ikke, hvorfor en så upræcis angivelse som ’Udlandet’ kan bruges, mens f.eks. ’Gaza’ eller ’Palæstina’ ifølge myndighederne ikke kan.

»Det eneste, der fremgår af ’Udlandet’ som fødested, er, at vedkommende ikke er født i Danmark. Hvis det er det eneste, der er behov for i cpr-registret, så fordamper forklaringen om, at man skal have en præcis angivelse af fødested, og at det for Hamed El-Beltagi og andre i samme situation derfor skal være enten Israel eller Mellemøsten.«

Rasmus Nordqvist vil på samrådet spørge Søren Pind, om han vil arbejde for »at finde en løsning for, at danske statsborgere med med fødested i udlandet kan få angivet det sted, de kan dokumentere som deres fødested«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dorte Sørensen
  • Maj-Britt Kent Hansen
Dorte Sørensen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu