Læsetid: 7 min.

’TTIP er vel nok det mest sexede emne her på årets 1. maj’

Gårsdagens 1. maj bød ikke kun på tordnende slagsange og fejring af arbejderbevægelsen. På et morgenmøde i Valby brugte 3F’s lokalafdeling kampdagen til at vise modstand mod den transatlantiske frihandels- og investeringsaftale. En modstand, som ikke deles i LO’s top, som er anderledes positivt stemt over for aftalen
I et kælderlokale i Valby mødtes en af 3F’s lokalafdelinger i går morges forud for dagens 1. maj-fejring i Fælledparken. Kampdagen blev brugt til at markere utilfredshed med den transatlantiske frihandelsaftale TTIP, som ifølge 3F’erne vil forringe danske arbejdsmarkedsvilkår. 

I et kælderlokale i Valby mødtes en af 3F’s lokalafdelinger i går morges forud for dagens 1. maj-fejring i Fælledparken. Kampdagen blev brugt til at markere utilfredshed med den transatlantiske frihandelsaftale TTIP, som ifølge 3F’erne vil forringe danske arbejdsmarkedsvilkår. 

Jakob Dall

2. maj 2016

Klokken er halv otte, og medlemmer af 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF) er ved at indfinde sig til morgenmøde i Valby. I det lavloftede kælderlokale er der dækket op med røde duge, friskbrygget kaffe og morgenbrød.

Mænd i ternede skjorter hilser på hinanden, mens familier med morgentrætte børn finder plads ved bordene. Bagerst i rummet er de røde faner blevet foldet ud, mens et orkester stemmer deres instrumenter. Formand for BJMF, Claus Westergreen, indtager talerstolen.

»Kære venner, der er masser at kæmpe for i dag,« siger formanden til forsamlingen og fortsætter: »EU giver os udfordringer hver dag. Den seneste på den konto er TTIP!« Claus Westergreen runder talen af med at rose Ungdommen i 3F BJMF:

»Hvis vi skal være lidt stolte af os selv, vil jeg sige, at vi har Danmarks bedste ungdomsafdeling!«

I marts rettede Ungdommen i 3F BJMF en skarp kritik mod LO under parolen: ’LO, hvis side er I på? Arbejdernes? Virksomhedernes? Sig nu nej til TTIP!’

»Vi prøvede at rette en kampagne mod LO for at råbe dem lidt op og huske dem på, at de repræsenterer en hel masse mennesker, som vi overhovedet ikke synes, er blevet hørt om noget så vigtigt som TTIP,« forklarer bestyrelsesforkvinde Bodil Signe Wedele.

Mens 1. maj bliver fejret med taler og fadøl rundt om i Danmark, markerer dagen også afslutningen på en uge, hvor den 13. forhandlingsrunde om frihandelsaftalens TTIP mellem EU og USA løb af stablen. Og mens man både fra europæisk og amerikansk side øger presset for at nå en aftale, inden året er omme, vokser modstanden rundt om i Europa.

Senest gik 30.000 på gaden i Hannover i forrige weekend for at vise deres utilfredshed med forhandlingerne. Men i Danmark og Norden har der været anderledes stille om aftalen. Det arbejder en lille gruppe aktivister på at ændre.

En oplagt mulighed

Det er ikke kun 1. maj, at de lokale 3F’ere bruger tid på den omstridte frihandelsaftale. I gruppen ’Faglig imod TTIP’ mødes sjællandske 3F-afdelinger månedligt med repræsentanter fra det kritiske TTIP-Netværket. Her planlægger de næste træk, i hvad de ser som et nødvendigt oplysningsarbejde mod frihandelsaftalen.

»Så mange steder, som vi overhovedet kan, skubber vi på med at få spredt budskabet om TTIP,« fortæller Bjørn Haar, der er faglig sekretær i 3F Frederiksborg og aktiv i Faglig imod TTIP.

Bjørn Haar suppleres af sin fagforeningsfælle i 3F Frederiksborg Olaf Schroeder-Løhndorf, som også er aktiv i Faglig imod TTIP.

Jakob Dall

»Vi forsøger at komme ud til offentligheden og fortælle om de farer, der er ved frihandelsaftalen. Den er efter vores mening et kolossalt angreb på arbejdstagernes rettigheder i det hele taget, men også på den demokratiforståelse, som vi har og kender,« siger Olaf Schroeder-Løhndorf og forklarer baggrunden for kampdagens aktiviteter: »Jeg kan ikke forestille mig en bedre dag end 1. maj at markere en modstand på. Her samles arbejdere overalt i l andet, så det er en oplagt mulighed for at informere om TTIP og dens farer.«

I toppen af fagbevægelsen, i LO’s hovedbestyrelse, har man imidlertid en anden opfattelse af aftalen end den, der kommer til udtryk i kælderen i Valby.

»Nu kender vi jo ikke den endelige aftale endnu, men vi forholder os positivt til aftalen, som den foreligger,« siger LO-næstformand Arne Grevsen.

Han har forståelse for den udtrykte skepsis over for TTIP, men understreger, at hvis man vil tiltrække udenlandske investorer, er det nødvendigt med en sikkerhed for de investerende parter.

»Vi tager selvfølgelig den frygt alvorligt. Og selvfølgelig skal vi varetage lønmodtagernes interesser, men lønmodtagerinteresser er jo ikke kun én ting. Det er mange ting. Og jeg mener faktisk ikke, at det behøver at være et modsætningsforhold. Men hvis man vil have internationale investeringer, så bliver man også nødt til at give en tryghed for, at de forudsætninger, der investeres under, opretholdes,« siger Arne Grevsen.

Truer den danske model

Palle Bisgaard, næstformand i Byggegruppen i 3F’s hovedbestyrelse, er i dagens anledning blevet inviteret til at tale om TTIP.

»En del af grundtanken om en TTIP-model er, at den skal mindske tekniske handelshindringer. Det er bekymrende, fordi tekniske handelshindringer i denne forbindelse er de demokratiske regler, som man har indført i vores samfund. Det kan være arbejdsmarkedsbestemmelser, miljøbestemmelser eller noget helt tredje,« siger Palle Bisgaard.

Den forklaring er Bjørn Haar fra 3F Frederiksborg enig i. Han frygter for, hvordan mulige søgsmål fra internationale firmaer kan gå ind og underminere de danske overenskomstforhandlinger. Det er der ifølge ham en mulighed for gennem den såkaldte ISDS-mekanisme i aftalen.

»Når vi spørger LO om den risiko, så siger de: ’Det tror vi ikke på.’ De mener, at den danske model er stærk nok. Og det kan godt bekymre mig, for det tror jeg ikke, at den er,« siger Bjørn Haar.

Jakob Dall

ISDS er et overstatsligt retssystem, som skal gøre det muligt for udenlandske virksomheder at lægge sag an mod nationalstater, hvis de lægger hindringer i vejen for virksomhedens mulige indtægter. Og det er netop ideen om et overnationalt retssystem, der vækker bekymring hos både Bjørn Haar og Palle Bisgaard.

»Jeg mener, at aftaler, hvor der indgår alternative retssystemer, skal afvises på stedet. Det er fuldstændig utilstedeligt, at man kan trumfe et nationalt retssystem,« siger Palle Bisgaard.

Arne Grevsen fra LO anerkender, at man har set problemer med mekanismer som ISDS før, og understreger derfor behovet for indflydelse på forhandlingerne.

»Vi har set nogle grimme løsninger på det her. Vi har set multinationale selskaber, som har tromlet hen over lande og med deres muskelkraft på jurasiden har undergravet de enkelte lande. Det bryder jeg mig selvfølgelig ikke om. Det er klart. Og det er også derfor, jeg siger, man skal finde en løsning, hvor de enkelte lande bevarer deres selvbestemmelsesret,« siger han.

Hvem gider at høre om TTIP?

I kælderlokalerne i Valby går Palle Bisgaard på talerstolen.

»TTIP er vel nok det mest sexede emne her på årets 1. maj,« indleder han ironisk. »Og hvem gider at høre om det? I Danmark er der fortsat et stort flertal, der ikke ved, hvad TTIP er for noget.«

»En større frihandel betyder en større harmonisering af vores fælles standarder og reguleringer af arbejdsvilkår og arbejdsmiljø,« siger Palle Bisgaard og fortsætter:

»I virkeligheden handler der her om demokrati. Det er vores demokrati, som står på spil. For hvordan skal vi få indflydelse på den harmonisering af reguleringer, som EU skal forhandle med USA?«

Palle Bisgaard slutter sin tale af med en opfordring: »Jeg vil gerne opfordre jer alle til at deltage i debatten. Og tage stilling. Det er vigtigt!«

Derefter fortsætter orkestret deres sæt med Jan Toftlunds 1. maj-sang: »Slut op, nu fejrer vi den første maj. Klassekampen gælder også dig.«

Langt mellem top og bund

Både Palle Bisgaard og de andre kritiske røster i fagbevægelsen blev primært hørt til morgenmøderne i lokale afdelinger som 3F Frederiksborg, København og BJMF og ikke på den store scene i Fælledparken.

»Det er efter min mening ikke ret nemt at få en taler på i Fælledparken, for så kan det kædes sammen med LO, og de har en anden mening,« siger Olaf Schroeder-Løhndorf fra 3F Frederiksborg om det besværlige i at tage kampen mod TTIP uden om fagforbundet.

Ifølge Carsten Strøby Jensen, der er arbejdsmarkedsforsker ved Københavns Universitet og blandt andet forsker i kollektive overenskomstforhandlinger og EU, er denne holdning ikke overraskende. Han mener, at den danske fagbevægelse gennem årene har ændret karakter, og at kampen for arbejdstagernes rettigheder ikke længere er omdrejningspunktet for fagbevægelsens arbejde:

»I dag er store dele af fagbevægelsen mere en medspiller for arbejdsgiverne end en modspiller. Jeg vil nærmere tænke på den som en slags virksomhedsaktør og en interesseorganisation end som en traditionel fagbevægelse. Fagbevægelsen synes f.eks., at det er en god idé med en handels- og investeringsaftale med USA,« siger forskeren, der kæder prioriteringen af konkurrenceevne sammen med den positive modtagelse af TTIP-aftalen.

»Man mener, at virksomhedernes konkurrenceevne og mulighed for at tjene penge vokser, og derfor er man for. Også selv om det muligvis kan gå ud over konkrete løn- og arbejdsvilkår,« siger Carsten Strøby Jensen.

Men i LO anerkender man ikke den udlægning af sagen. Arne Grevsen mener, at man kun med en positiv tilkendegivelse over for aftalen er i stand til at styrke rettighederne for arbejdstagerne.

»Vi har med den her aftale netop arbejdet på, at man også får sat fokus på arbejdstageres rettigheder. Og som udkastet ligger i dag, er det rent faktisk lykkedes os,« siger Arne Grevsen.

I Valby er der tyndet ud i kælderen. Oppe i solskinnet er børnene ved at have leget af, mens fanerne bliver gjort klar. På ladet af en lastbil finpudser orkestret Røde Horn dagens kendingsmelodier, inden der bliver kaldt til samling. Pyntet med balloner og friske bøgegrene følger vognen med de rødklædte musikere efter de 10 fanebærere, som fører an i optoget med kurs mod Fælledparken.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip B. Johnsen

TTIP er mafia!
Mafia skal ikke forveksles med demokrati.

123 millioner europæere lever på grænsen til fattigdom og 50 millioner kan ikke spise hver dag i EU.

Sådan fungere TTIP og ISDS økonomisk mafia i praksis. Se link.
Link: http://youtu.be/M4-mlGRPmkU

Fattigdom skyller ind over Europa og flygtninge fra syd vil tiltage, hvis ikke der handles på økonomisk mafia, det handler meget lidt om politik for befolkningen, det handler til gengæld, rigtigt meget om økonomisk magt for de kriminelle!

Hvornår begynder vores Folkevalgte, at opføre sig som folkets repræsentanter, med b.la. langsigtede bæredygtige klimamål, opbygget på fremtidssikret og realistisk politisk vision og politisk veldefineret strategi for realisering.

Spørgsmålet er vel rent faktisk, evner vores folkevalgte politikkere politik for befolkningen, jeg mener, at være folkets repræsentanter, de folkevalgte taler stadigvæk om frihandel og ISDS, rodfæstet økonomisk mafia over demokratisk kontrol.

Forstår de folkevalgte politikkere klimaforandringerne, afledt af neoliberal 'såkalt' økonomisk vækst?

Klimaforandringerne 'uden filter'.
Link: https://m.youtube.com/watch?v=-T22A7mvJoc

"Skattely' brugt i DONG salget til Goldman Sachs, er den virkelighed vi i Danmark må leve med, sådan fungere det internationale marked, hvis handlen ikke gennemføres vil EU give bøder, for uretmæssig forhaling af handelen"
Forklare tidligere finansminister Bjarne Corydon på DR2.

Mafia.
Fra link:
"Mafia, form for kriminel organisation, der foruden gangsterens almindelige virkemidler, korruption, trusler og vold, benytter sig af forbindelser i finansverdenen, i den politiske verden og i den offentlige forvaltning. Disse medskyldige beskytter mafiaen mod retsforfølgelse, sørger for, at virksomheder, der er knyttet til mafiaen, får offentlige entrepriser samt vasker sorte penge hvide."

Link: http://denstoredanske.dk/Geografi_og_historie/Italien_og_Malta/Italien_1...

Hvor tåbelige tror, vores folkevalgte politikkere egentligt borgerne er?

jens jacob jul christensen, Anne-Marie Krogsbøll, Ib Christensen, Jørgen Steen Andersen, Estermarie Mandelquist og Toke Andersen anbefalede denne kommentar
Ib Christensen

Ja, vi har politiske "partier" der minder mere om karteller!

Som børneporno var guds gave til copyright advokater, er flygtninge strømme guds gave til TTIP forhandlere.
Så kan de mindre kloge have travlt med at træde på flygtninge, mens TTIP gøres til lov i stilhed.

En trøst er da, at selv med TTIP bestemmer jeg stadig selv hvem jeg vil være kunde hos. Dog føler man sig lidt til grin når man er den eneste der ligger sine penge efter hvor modtageren fortjener dem.

Anne-Marie Krogsbøll

Jeg har netop set Morten Helveg Petersen kommentere sagen på TV2. Han gav selvfølgelig - som han jo er nødt til - udtryk for, at det er meget vigtigt med offentlig debat. Men det var samtidig meget klart - i hvert fald efter min mening - at hans begejstring for offentlig debat om det emne kunne ligge på et meget lille sted. For da han lynhurtigt var færdig med at bedyre sin tilslutning til vigtigheden af offentlig debat, lykkedes det ham fuldstændigt at dreje samtalen ind på, hvor utroligt vigtig TTIP er for at skaffe vækst, og at det er meget vigtigt at skabe vækst. Og på, at der allerede ER kraftig debat i EU-parlamentet - men altså uden indsigt i forhandlingerne - men det vil der komme, når det endelige forslag fremlægges, mente han.

Og at forhandlerne allerede GØR rigtigt meget for at imødekomme kritikerne. Og at det, han er ALLERMEST bange for - og det blev gentaget adskillige gange, hver gang han blev bedt om at forholde sig til Greenpeaces kritik - er, at det meget hurtigt kan bliver for sent overhovedet at indgå en aftale, fordi en ny amerikansk regering måske ikke ønsker en sådan, og modviljen er voksende.

Så er det, jeg spørger mig selv: Hvordan kan et påstået ønske om åben offentlig debat og grundig behandling i EU-parlamentet forenes med et endog særdeles udtalt ønske om, at processen skal gå MEGET hurtigt, fordi TTIP ellers risikerer ikke at blive til noget?

For mig lød det som om, at Helveg Petersen I virkeligheden slet ikke mener, at der er tid til, at offentligheden skal blande sig, for så risikerer man ikke at nå at få en aftale, og "det ville være ærgerligt".

Det lød ikke til, at der i Helveg Petersens tankegang overhovedet er plads til den mulighed, at vi er NØDT til at give os tilstrækkelig tid til denne debat, og at det måske ikke vil være så skidt, hvis TTIP ikke bliver til noget. Det lød som om, der kun er EN løsning, set fra hans synspunkt - nemlig at gennemføre TTIP. Og at det ville være rigtigt ærgerligt, hvis for megen offentlig debat forsinker processen.

Alle Greenpeaces kritikpunkter vedr. farerne for miljø, klima og folkesundhed lykkedes det ham fuldstændigt at slippe for at forholde sig til - for den slags er der simpelthen ikke tid til at forholde sig til, for så risikerer vi at miste TTIP - og gennemførelsen af TTIP er det vigtigste - klima og den slags må ikke komme til at spænde ben.

SÅ summa summarum: Det er meget vigtigt med offentlig debat (fingrene krydset på ryggen), men der er altså bare ikke tid til det..... sorry.....

Så tak til Greenpeace for denne "leak", for vi skal ikke regne med at vore EU-forhandlere har lyst til at inddrage folket - eller for den sags skyld i det mindste bare vore folkevalgte politikere. Det kunne jo spænde ben for processen.

I øvrigt: Dagens slemme klimanyhed: http://www.nrk.no/finnmark/arktis-skifter-farge-fra-gronn-til-brun-1.129...

Men det gør nok ikke indtryk på Helveg.....:-(

Flemming Berger, Philip B. Johnsen og Ib Christensen anbefalede denne kommentar