Det, Abai savner mest, er at kunne fortælle ærligt, hvem han er

Hvis man gik forbi Abai på gaden, ville man ikke ane, at han lever et liv under jorden i Danmark. Han ligner en hvilken som helst fyr fra Nørrebro med T-shirt og sneakers.

Men hans liv er anderledes end de flestes. Han hopper fra sofa til sofa eller sover udendørs, men sjældent mere end to-tre timer ad gangen, for han er »altid på vagt, altid nervøs«.

I denne uge har han været heldig og har sovet indendørs alle ugens dage. Først i Næstved, så en nat i Roskilde, så videre til Allerød. Han kan ikke huske, at han har boet et sted i længere tid end en uge ad gangen. I nat skal han sove i København, og Information mødes med ham på Nørrebro.

Som så mange andre dage har han netop hentet en nøgle hos sin vært for i nat. Det går meget af Abais tid med. Hente nøgler, cykle frem og tilbage, tage toget fra by til by på Sjælland og sige tak for hjælpen til alle de mennesker, der hjælper ham.

»Det er evig udfordring, for jeg skal hele tiden tænke over, hvor jeg kan spise og sove næste gang,« fortæller han, mens han igen og igen snor den samme krølle omkring sin pegefinger.

Abai kom alene til Danmark fra Etiopien midt i februar sidste år. Inden da sad han i fængsel i Etiopien, flygtede siden til Sudan og derefter gennem Sahara til Libyen, hvorfra han sejlede over Middelhavet til Italien og siden rejste videre til Danmark. Her søgte han om asyl, men da han havde fået taget fingeraftryk i Italien, fik han afslag.

Derfor blev han flyttet fra asylcentret til Udrejsecenter Sjælsmark. Da han kort tid efter modtog et brev fra politiet om, at han skulle til et politimøde og derefter sendes ud af Danmark og til Italien, stak han af med S-toget ind til Hovedbanegården. Det er næsten et år siden.

Kan overleve på to måder

For politiet er der tre forskellige scenarier for afviste asylansøgere, der forsvinder. Det fortæller Richard Østerlund la Cour, der er chef for Udlændingecenter Nordsjælland:

Enten dukker de op i et naboland, hvor de som hovedregel vil blive frihedsberøvet og derefter tilbageført til Danmark. Ellers støder de på en politikontrol på gaden i Danmark, og så bliver de tilbageført til et udrejsecenter.

»Men det tredje og mest almindelige scenarie er, at de aldrig dukker op igen. Langt størstedelen ser vi simpelthen ikke igen,« siger politichefen, der dog vurderer, at det er »begrænset«, hvor lang tid man kan leve i Danmark uden at komme i kontakt med myndighederne.

»Men det er trods alt bare et gæt,« siger han.

Ifølge Michala Clante Bendixen fra Refugees Welcome er livet som papirløs i Danmark hårdt, men det er ikke umuligt.

Hun fortæller, at der er to måder at »overleve på under jorden«. Den ene er at blive hjemløs på samme måde, som danskere kan være hjemløse.

»Så lever de fra hånden til munden og opsøger de generelle hjælpesteder, der er: kaffestuer, varmestuer og kirker. Men som vi også ved fra danske hjemløse, er det et hårdt liv, og for de fleste bliver det uholdbart i længden,« fortæller hun.

Hvis man vil klare sig på sigt, må man derfor følge den anden måde: Man må opbygge sig et stærkt netværk. Ifølge Michala Clante Bendixen kan sådan et liv være en stabil og langtidsholdbar løsning.

»Hvis der er tilstrækkelig mange, der har ressourcer, og som beslutter sig for at hjælpe én, så kan det lade sig gøre at være under jorden i mange år. Så bor de på sofaer, i ekstra værelser, nogle gange lejer de et værelse sammen med nogle andre. Som regel har de også lidt arbejde, enten hos nogen, de kender, eller i en andens navn, så det lykkes at skaffe nogle penge sort,« fortæller hun.

Abai er gået fra »hjemløsemåden« til den mere langtidsholdbare måde at leve på. Da han stak af fra Sjælsmark, havde han ingen at tage hen til i København, og han var flad. Det første sted, han gik hen, blev derfor en kirke.

Kirken har hjulpet ham med penge lige siden, men i løbet af det seneste år har han opbygget et netværk, særligt af unge studerende, som hjælper ham i hverdagen. De skaffer både overnatning, tøj, mad og et par gange har de hjulpet Abai med at få medicin ved at bilde deres egen læge ind, at de er syge, så de kunne få udskrevet en recept.

Men det er ikke kun Abais venner, der må lyve for at hjælpe ham. Abai lyver også hver dag om sin situation og om, hvem han i virkeligheden er. Han har opfundet en alternativ historie om sig selv, hvor han har en anden baggrund, et andet navn og endda en anden nationalitet.

Han bruger altid den samme historie, for det er svært at huske, hvad man har sagt til hvem, hvis han gradvist ændrer i fortællingen.

»Det, jeg savner mest, er min personlighed, min egen historie,« siger Abai.

Det er ikke alle danskere, han møder, der kender hans situation, og det er meget vigtigt for ham, at han forbliver så anonym som overhovedet muligt, fordi han er bange for at blive afsløret, fanget og sendt ud af Danmark. Derfor vil han heller ikke have fotograferet andet end sine hænder. Informations fotograf spørger, om hun må tage et nærbillede af hans sorte krøller, men det siger Abai nej til.

Den erfaring har Michala Clante Bendixen også fra de afviste asylansøgere, som hun møder.

»Alle, der er under jorden, er nervøse hele tiden. Det nedbryder dem psykisk, og mange af dem udvikler en form for paranoia. De begynder at tro, at alting er farligt, så de ikke vil gå uden for en dør, fordi de er bange for, at naboerne vil angive dem, eller at de vil blive genkendt på en eller anden måde.«

Et skridt nærmere deportation

Ifølge Michala Clante Bendixen møder hendes organisation netop nu flere afviste asylansøgere, der er gået under jorden, eller som overvejer det, end de er vant til. Særligt de seneste uger har Refugees Welcome ifølge Bendixen mærket et ryk. Det, mener forkvinden, skyldes særligt udrejsecentret Kærshovedgård.

»De afviste asylansøgere betragter udrejsecentret som et skridt nærmere deportation, og det får dem til at gå under jorden,« siger hun.

Hun mener dog, at den primære årsag til, at Kærshovedgårds beboere går under jorden, er, at mange af dem har opbygget et netværk i Københavnsområdet og derfor ikke vil være på Kærshovedgård nær Ikast.

Richard Østerlund la Cour bekræfter, at det særligt er i mødet med udrejsecentret, at de afviste asylansøgere forsvinder.

»Når nogle af disse mennesker overflyttes til udrejsecenter, så er det et mentalt, psykologisk signal om, at nu er det nært forestående, at de skal rejse ud af landet. Og så ser vi altså, at folk forsvinder,« siger han.

En aktindsigt, som DR fik fra Rigspolitiet i 2015, viste, at der ifølge politiets opgørelser var en stigning i antallet af forsvundne asylansøgere. I 2014 var der 1.278 afviste asylansøgere, der var forsvundet, mens tallet var 187 i 2009. Men tallene er usikre, fortæller Richard Østerlund la Cour. Det er de blandt andet, fordi den samme person eller familie kan være talt med flere gange.

Derudover siger tallene intet om, hvor mange der er rejst til et andet land, og hvor mange der er blevet på dansk jord.

Lægeforeningen driver sammen med Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp to sundhedsklinikker for mennesker uden opholdstilladelse. Besøgstallene herfra bliver til tider også brugt for at prøve at fastslå, hvor mange mennesker der lever under jorden i Danmark. Siden 2011 har klinikkerne haft 2.400 forskellige besøgende.

Men ikke alle papirløse i Danmark har været syge eller har opsøgt klinikkerne, og derudover ved klinikkerne ikke, hvilke af deres patienter der oprindeligt har været asylansøgere. Tallet kan derfor heller ikke bruges til at give et kvalificeret bud.

Den eneste danske forskning, der er blevet lavet på området, er en rapport om illegale udlændinge i Danmark, lavet af Rockwool Fondens forskningsenhed i 2014. SFI’s forskningschef, Torben Tranæs, der dengang var hos Rockwool Fonden, anslog dengang, at der var omkring 33.000 illegale indvandrere i Danmark, men han mente også, at tallet var usikkert. Derudover er det ikke til at sige, hvor mange af dem der er afviste asylansøgere.

Selv kender Abai kun én anden afvist asylansøger, der lever papirløst i Danmark som ham selv, fortæller han.

Vil ikke leve på den måde

Han skal snart til at gå, fordi han skal til sprogundervisning, som kirken betaler. Han har lige for nylig bestået dansk 2. Abai har næsten ikke arbejdet sort, for det er ikke lykkedes hans venner at skaffe ham noget arbejde ud over et par rengøringstjanser hist og her.

I stedet bruger han sin tid på at læse på internettet, når han kan komme til det. Her tager han onlinekurser i jura, som var det fag, han studerede i Etiopien, før han kom i fængsel og siden flygtede. Hans plan er at blive jurist en dag.

– Hvorfor foretrækker du at leve under jorden i Danmark, når du kan rejse til Italien og højst sandsynlig få asyl og begynde et liv dér?

»Jeg har været i Italien. Mange af flygtningene sov i gaderne dér, og hvis det lykkes dem at få et hus, så er der alligevel ikke arbejde til dem. Det er ikke sådan, jeg vil leve. Jeg vil gerne have en kone, et hus og et arbejde,« siger han.

Det er han overbevist om, at han en dag i fremtiden kan få i Danmark. I mellemtiden er det dét værd at leve under jorden.

Abai er et opdigtet navn. Redaktionen kender hans rigtige navn