Læsetid: 4 min.

Abou aner ikke, hvordan han skal få råd til at forsørge sin familie

Fra og med i dag vil alle kontanthjælpsmodtagere, der har opholdt sig i Danmark i mindre end ét ud af de seneste syv år, blive flyttet til den lavere integrationsydelse. Langt størstedelen af de berørte er flygtninge som Abou Allou og hans familie i Ballerup
Alt det arbejde, som Abou Allou indtil har fået tilbudt i Danmark, har været sort. ’Men jeg vil have en kontrakt,’ siger den syriske flygtning.
1. juli 2016

Abou Allou er træt. Han har sorte rande under øjnene og er iført en krøllet, blå skjorte, da han åbner døren og inviterer indenfor i familiens lejlighed i Ballerup med et søvnigt smil.

Hans ældste søn Karim på syv år er syg og har holdt ham og hans kone Reem Al Midane vågne hele natten. Karim sidder i sofaen og smiler for sig selv. Reem Al Midane ligger i soveværelset ved siden af og prøver at sove igennem med deres yngste søn Zaim.

Men Abou Allou er også træt af en anden årsag: Han er udmattet af fortvivlelse over, at han ikke aner, hvordan han skal forsørge sin familie.

»Jeg kommer til at mangle 3-4.000 kroner om måneden,« forklarer han, da vi er kommet indenfor, og han har skænket alle en kop te.

Både han og hustruen er blandt de tusindvis af flygtninge, der skal forsøge at overleve på regeringens nye integrationsydelse. Ydelsen bliver fra i dag udbredt, så den fremover gælder alle danskere og udlændinge, der har opholdt sig i Danmark i mindre end ét ud af de seneste syv år, og som tidligere ville have modtaget kontanthjælp.

I de følgende måneder vil Information følge to flygtningefamilier i Ballerup for at se, hvordan de klarer sig på integrationsydelse. Abuo Allou og hans familie er en af dem.

Han ryster på hovedet og slår ud med armene, hver gang snakken falder på, hvordan han skal få det hele til at hænge sammen.

»Jeg kommer til at få problemer. Jeg har ikke lyst til at tænke på det,« siger han.

Ikke råd til noget

Familien er flygtet fra Damaskus i Syrien. Her drev Abou Allou en forretning, der solgte tekstiler og dametasker. Han har boet i Ballerup siden efteråret og har ventet på at blive familiesammenført med sin kone og deres to sønner på fire og syv år. De kom til landet for et par uger siden.

Derfor har han endnu ingen idé om, hvordan integrationsydelsen skal forslå til alle deres månedlige udgifter.

Huslejen i den midlertidige bolig, som kommunen har stillet til rådighed, er 4.300 kroner om måneden. Det inkluderer varme, vand og el. Børnehavepladsen til parrets yngste søn, Zaim, er gratis, så længe de bor i den midlertidige bolig. Til gengæld kan de ikke modtage boligstøtte, før de flytter til en permanent bolig.

Læs også: Nu begynder det store puslespil for Samer

Den ældste søn, Karim, har autisme og venter på en plads i en særlig institution, som kommunen betaler. Karim kræver konstant opmærksomhed, når han er hjemme. Derfor, forklarer Abou Allou, er hans hustru nødt til at være hjemmegående.

»Vi er nødt til at se efter ham hvert minut,« siger han og rejser sig for at hente Karim, der er trisset ud i køkkenet, hvor han står for sig selv og stirrer nysgerrigt på vandhanen.

Abou Allou anslår, at familien kommer til at have cirka 4.000 kroner om måneden til at betale for mad, tøj og andre fornødenheder. Når de flytter i en permanent bolig og selv skal betale for børnehaveplads, elektricitet og andre udgifter, bliver beløbet endnu mindre.

»Hvis vi pludselig får brug for at købe et par bukser eller noget andet, kan det være, at jeg må låne af en ven,« siger han.

Byrådet i Ballerup Kommune arbejder på et forslag, der skal give børn i flygtningefamilier tilskud til at dyrke sport. Men lige nu er der ikke råd til, at de to drenge kan gå til fodbold, fødselsdage eller andre fornøjelser.

»Vi holder dem bare hjemme. Vi har ikke råd til noget,« siger Abou Allou.

Ud over integrationsydelsen har regeringen også nedsat børnechecken for ikke-EU-borgere.

Integrationsydelsen er blevet kritiseret i skarpe vendinger af blandt andre Institut for Menneskerettigheder og Dansk Flygtningehjælp. Regeringen har forklaret, at ideen med ydelsen dels er at afskrække flygtninge fra at komme til Danmark, og dels at motivere herboende flygtninge til at tage et arbejde.

Motivationen fejler dog intet hos Abou Allou. Han vil gerne arbejde.

»Ja, selvfølgelig,« siger han.

»Jeg har været vant til at arbejde hele livet.«

Men ledige job til flygtninge hænger ikke på træerne i Ballerup. I de seneste måneder har han været i praktik hos en virksomhed i Skovlunde, hvor han gør rent og laver forefaldende arbejde. Men praktikforløbet udløber snart. På jobcentret har han fået at vide, at han måske kan få arbejde som avisomdeler i Ballerup. Men der er mange om buddet.

Hidtil, fortæller Abou Allou, har han stort set kun fået tilbudt sort arbejde: i en restaurant, i et supermarked, som maler.

»Men jeg vil have en kontrakt,« siger han.

Der er endnu mange ubekendte for den lille familie. De ved ikke, hvor længe de kan blive boende i den midlertidige bolig. De ved ikke, hvad en børnehaveplads i Ballerup koster. Men én ting er sikkert, siger Abou Allou:

»Jeg er nødt til at finde et arbejde.«

Serie

Familier på integrationsydelse

Regeringen har indført en lavere ydelse for arbejdsløse, der har opholdt sig i Danmark i mindre end syv ud af de seneste otte år. Ydelsen vil især ramme flygtninge.

Information følger to børnefamilier fra Syrien for at se, hvordan de klarer sig på integrationsydelse.

Seneste artikler

  • Penge er ikke det første, man tænker på, når bomberne regner ned over ens familie

    13. januar 2017
    Tingene går fremad for de to syriske familier, som Information følger. De fleste voksne er kommet i praktik, og de har lært at leve på integrationsydelsen. Men det er ikke økonomi, der ligger dem mest på sinde. Det er håbet om en bedre fremtid – for dem selv og den familie, der stadig er i Syrien
  • Danmark er et godt land. Men jeg vil ikke arbejde sort ude på Nørrebro

    24. oktober 2016
    Det går langsomt fremad for de to syriske familier på integrationsydelse, som Information følger. Azab Kayali er kommet i praktik ligesom sin mand, og Abou Allou har fået hustru og børn til Danmark. Men i begge familier har fædrene svært ved at finde arbejde og taler derfor om at vende tilbage til Syrien
  • ’Vi skal bare arbejde, arbejde, arbejde’

    8. august 2016
    ’Ægteparret Samer Alafandi og Azab Kayali har modtaget integrationsydelse for første gang. De har endnu ikke fundet arbejde og skal til at spare. Samtidig er Samer Alafandi begyndt at blive frustreret over, at han ikke lærer noget dansk i sin sprogpraktik
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Kurt Nielsen
  • Niels Duus Nielsen
  • Mads Berg
ingemaje lange, Kurt Nielsen, Niels Duus Nielsen og Mads Berg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Et ord: Skændsel.

Carsten Mortensen, Søren Jensen, Ole Frank, Heidi Larsen, Henrik L Nielsen, Bjarne Andersen, Lise Lotte Rahbek, Jette M. Abildgaard, Estermarie Mandelquist, peter fonnesbech, Jacob Egeskov, Kim Houmøller, Jørgen Steen Andersen, Hans Larsen, Bill Atkins og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Henning Kjær

"gælder alle danskere og udlændinge, der har opholdt sig i Danmark i mindre end ét ud af de seneste syv år, og som tidligere ville have modtaget kontanthjælp"
Er det ikke noget vrøvl. Fang sætternissen.
Jeg har fået indtryk af at det er hvis en kontanthjælpsmodtager har opholdt sig UDENFPOR Danmark i mere end 1 år af de seneste 7 (8?) år, at de kommer på integrationsydelse.

Bodil Waldstrøm

"mindre end ét ud af de seneste syv år". Det står TO steder. Måske er det slet ikke gået op for medierne/journalister med deres på det tørre, hvordan det hænger sammen - hvor slemt det er?

Jacob Egeskov

Hmm... Endnu et tiltag, der tydeligt beviser en skræmmende tendens... Pøblen tørres af med terror trussel og frygt for det "fremmede", alt imens neofacisterne ligger kiks ud; lokker antisemitisme, radikal nationalisme og den indre danske svine hund frem, med et fuldstændig forskruet billede af at vi er trængt op i et hjørne og er tvunget til at bide fra os... Suk suk...

Vibeke Hansen, Ole Frank, Hans Larsen, Karsten Aaen, Peter Wulff, Niels Duus Nielsen og Dagmar Christiandottir anbefalede denne kommentar
peter fonnesbech

Denne dag er en sort sommerdag, og den ene deprimerende casestory efter denne anden vil fylde mediebilledet fremover efter regeringen nye lov er trådt i kraft pr.1 juli.

Bjarne Andersen, Anne Eriksen og Bodil Waldstrøm anbefalede denne kommentar
Robert Kroll

Trist sag - men der er vel flertal i befokningen for nedskæringen (- ellers havde vælgerne nok givet Folketinget en anden sammensætning efter sidste valg.)

I øvrigt, så har flygtninge stadig bedre vilkår i Danmark end f eks i lande i Sydamerika og Nordamerika , mellemøsten, fjernøsten, Afrika , Rusland o s v ? ( Det "undskylder" ikke noget, men understreger blot de triste realiteter.)

Niels Duus Nielsen

Robert Kroll: "Trist sag - men der er vel flertal i befokningen for nedskæringen..."

Der rammer du desværre nok hovedet på sømmet. Det er ikke bare trist, men direkte tragisk, at danskerne er blevet så angste, at deres sjæle er blevet ædt op af den indre svinehund.

Mads Berg, Vibeke Hansen, Ole Frank, Martin E. Haastrup, Hans Larsen, Benny Larsen og peter fonnesbech anbefalede denne kommentar

og selv etniske danskere kommer på integrationsydelse...... og kan de vise en dankprøve så kan de få sprog tillæg. helt gak, for det er en integrationsydelse. MEN det er rettere en eksklusionsydelse som stort set ingen voksen især med børn kan leve af. og etniske danskere der skal integreres? wird. men sådan en artikel om det her hjælper nok ikke, der er ikke rigtig empati i blåblok for den slags historier. Skal vi snart demonstrer? også ledige svines til. blå blok har nada respekt for mennesker. og fortæller gerne alt og alle hvor dårlig arbejdskraft alle ledige og indvandre er. jeg finder mig ikke i det længere.

peter fonnesbech, Mads Kjærgård, Karsten Aaen, Peter Wulff, Ebbe Overbye, Lise Lotte Rahbek og Bodil Waldstrøm anbefalede denne kommentar
Jørn Andersen

Inger Støjberg og co. har jo desværre ret . Det fungerer ikke at så mange flygtninge kommer til Danevang ,hverken for dem eller for os ,det har ingen gang på jorden.

Philip B. Johnsen

Nej!
Det er at vende ting på hoved, at påstå det er befolkningens vilje, denne og andre ydmygelser og fattiggørelse af underklassen, er et led i den politiske manipulation til radikalisering af vælgerne, der skal overbevise befolkningen om en ikke eksisterende pointe i antidemokratis neoliberale frygt politik.

Neoliberalismen og kapitalakkumulation.

"Budgetter og revision disciplinerer os til at være ansvarlige dvs.: holde os inden for rammerne, til at være rentable, til at skabe overskud - til kapital akkumulation.

Dem der falder igennem dette system af individuel risk-mangement-konsumtion - dvs. de fattige arbejdsløse, afvigere eller kriminelle - er selv uden om det. De har handlet uansvarligt. De marginaliseres, ekskluderes og neutraliseres. At de er havnet i den situation er ikke markedets fejl ikke det politiske systems fejl, men deres egen fejl. Og den skal den centrale statsmagt nok tage sig af.

Den «frihed» som neoliberalismen prædiker er ikke nogen naturlig egenskab indbygget i os, som blot venter på at blive frigjort fra velfærdsstatens spændetrøje og «afhængighedskultur» - for at blomstre og sikre individet maksimal velvære. Den neoliberale frihed er individualistisk egoisme konstrueret via markedsmekanismernes disciplinering, via statsmagtens overvågning og kontrol, via reklamens magt. Det er frihed inden for ganske bestemte rammer, nemlig kapitalakkumulation."

Link: http://www.leksikon.org/art.php?n=1843

Jacob Egeskov, Vibeke Hansen, Ole Frank, Karsten Aaen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

PS.
Planen for de neoliberale er ikke at du ydmygede i underklassen skal få et bedre liv på det danske arbejdsmarked i Danmark og EU.

Nej planen er, at holde folk i fattigdom tvinge dem ud i arbejde til fortsat fattigdom, til slave løn og tvinge de udsatte til at tage job nummer to for, at have råd til mad da job nummer et kun dækker huslejen, det er en model efter amerikansk forbillede.

Husk på hvem der er beskæftigelsesminister, Jørn Neergaard Larsen (V):
"Begreber som »social dumping«, »kædeansvar« og »klausuler« er kommet ind i debatten, men der er efter Dansk Arbejdsgiverforenings opfattelse tale om en helt fordrejet debat, der kun tjener det formål at skabe kunstige mure imod en sund international konkurrence," skrev Jørn Neergaard Larsen i 2013.

Jacob Egeskov, Mads Berg, Vibeke Hansen, Søren Jensen, Tue Romanow, peter fonnesbech, Karsten Aaen, Ebbe Overbye, Niels Duus Nielsen, Kim Houmøller og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
peter fonnesbech

Ps. Jeg forstår ikke at man har valgt at kalde denne ydelse for " integrationsydelse", da den jo har den stik modsatte effekt.

Det ville være mere rigtig at kalde den den for marginaliseringsydelse.

Mads Berg, Anne Schøtt, Elisabeth Andersen, Vibeke Hansen, Martin E. Haastrup, Heidi Larsen, Benny Larsen, Ebbe Overbye, Lise Lotte Rahbek, Sidsel Jespersen, Niels Duus Nielsen, Philip B. Johnsen og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
Niels Johannesen

Det er godt nok barsk medicin, men jeg er egentlig ikke så bekymret for den fyr der interviewes her - givet at han fysisk og mentalt er i stand til at udføre hårdt fysisk arbejde som rengøring og avisomdeling, så skal han nok få et job og dermed blive helt uafhængig af det sociale system. Jeg anerkender, at integrationsydelsen kan have den gavnlige virkning at de raske og rørrige kommer hurtigere igang når de har kniven på struben.

Det egentlige problem er alle de danskere / flygtninge der reelt ikke kan varetage et arbejde på grund af fysiske og psykiske skavanker og som derfor parkeres i permanent fattigdom under de nye regler.

Niels Duus Nielsen

Niels Johannesen: "Det egentlige problem er alle de danskere / flygtninge der reelt ikke kan varetage et arbejde på grund af fysiske og psykiske skavanker og som derfor parkeres i permanent fattigdom under de nye regler."

Og da et samfund måles på, hvordan det behandler sine svageste medborgere, er det danske samfund - med den nuværende regering - dumpet. 00 hed det i gamle dage, jeg ved ikke hvad det hedder på den harmoniserede karakterskala.

Lise Lotte Rahbek

Niels Johannesen
Du skriver: "givet at han fysisk og mentalt er i stand til at udføre hårdt fysisk arbejde som rengøring og avisomdeling så skal han nok få et job"
Ja, måske.
Problemet er, at der ikke findes så mange rengørings- og avisomdelerjobs, at alle på de laveste sociale ydelser kan konkurrere med østarbejdere og 225-timers kontanthjælpsdesparate i alle aldre om dem.

Elisabeth Andersen, Vibeke Hansen, Heidi Larsen, Benny Larsen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Herdis Weins

Philip H. Johnson:
"Nej!
Det er at vende ting på hoved, at påstå det er befolkningens vilje, denne og andre ydmygelser og fattiggørelse af underklassen, er et led i den politiske manipulation til radikalisering af vælgerne, der skal overbevise befolkningen om en ikke eksisterende pointe i antidemokratis neoliberale frygt politik."

Hold nu op med den romantisering af "folket".
En stor del af "folket" mener helt alvorligt, at langtidsledige - især folk på kontanthjælp og flygtninge og indvandrere nasser på systemet og ikke gider arbejde. DE, de selv kender, der ikke kan FÅ arbejde eller ikke KAN arbejde, er blot undtagelser.
Derfor er der konsensus om den førte politik, derfor tror de fleste stadigt på, at det bare hedder vækst og flere arbejdspladser, så der er guld og grønne skove til alle. Danskerne er blevet et arbejdsliderligt folk. Derfor drømmer de fleste mere om en større fladskærm end om et samfund, hvor arbejdet er fordelt bedre.

Vibeke Hansen, Ole Frank, Maria Rasmussen, Lise Lotte Rahbek, Niels Duus Nielsen, Philip B. Johnsen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

Det er han jo ikke ene om. Der er masser af os, der har gjort alt det staten forventede vi skulle gøre. Jeg har kørt som bud siden jeg var 13 år, tog EFG-handel og Kontor, aftjente værnepligt, kom i praktik og var færdig som kontorassistent som 22 år. Det blev til 6 år med vikar jobs og midlertidige stillinger. Som 28 tog jeg til Grønland og arbejdede der, tog en studentereksamen på 2 år, (Fuld pensum) om aftenen, da jeg kom hjem, således, at jeg kunne arbejder om dagen. Derefter 5 år på RUC og derefter 26 ugers IT kursus. Og så fandt jeg endelig jobbet, godt job! Men ak staten lukkede arbejdspladsen, så var jeg i et forskningscenter i godt og vel 5 år indtil det gik konkurs, derefter fik jeg et virkeligt godt jo i centraladministrationen, men gæt hvad, det blev også lukket. Men jeg er mødt hver morgen, ikke har haft nogle særlige sygedage, påtaget mig alt hvad, der blev mig pålagt og løst det. Arbejdet i weekenden til sent om aftenen, men det var ok, jeg elskede min kollegaer, mit job. Min arbejdsgiver kunne godt have fundet besparelser andet stedet, men nej, der skulle rulle hoveder. Og nu sidder jeg i samme situation, hvor skal pengene komme fra, hvem gider antage en akademiker i midt halvtresserne, efter outplacement og godt og vel 1000 ansøgninger, ingen antager jeg!
Og der er masser i min situation, vi burde lave et eller andet på tværs af faggrænser og etnicitet!

Carsten Mortensen, June Pedersen, Søren Jensen, Kim Houmøller, Tue Romanow, Maria Rasmussen, Lise Lotte Rahbek, Karsten Aaen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Herdis Weins
Romantisering er det ikke, det er manipulation, antidemokratisk og neoliberal frygt politik.

Men det er rigtigt, at den virker og mennesker bliver radikaliseret og afstumpet af denne provoganda, hvilke verden omkring os har noteret sig.

"Give me your tired, your poor, your huddled masses yearning to breathe free, the wretched refuse of your teeming shore, send these the tempest-tost to me...
I'LL lift their wallets, jewels, gold teeth and more!"

Lars Løkke Rasmussen
Venstre
Probably the stupidest political party in the world.

PS. It's offensive to compare us to the nazis!
Lars Løkke Rasmussen explains?

Link: https://www.theguardian.com/commentisfree/picture/2016/jan/26/steve-bell...

Herdis Weins

Philip b. Johnsen - så når "folket" nærer reaktionære,usolidariske og misantropiske holdninger er det fordi, de er blevet manipulerede. Når de nærer solidariske og empatiske holdninger er det så fordi, det er deres natur ?
Undskyld, men i følge din tankegang bør "folket" da slet ikke have stemmeret, da det ikke kan tænke selv.
Men jeg er enig så langt hen ad vejen, at selvfølgelig påvirker det folk tankegang, hvad politikere og medier fylder os alle med af udtalelser og teorier.
Men helt ærligt - tanken om, at man kan få "folket" til at mene hvad som helst, er det skræmmende. Og når selv fagbevægelsen for længst har annammet " nødvendighedens politik" og størrelsen på den enkeltes lønningspose , som altings mål og mening, så kan du glemme alt om påvirkning fra oven i positiv retning.
Så tror jeg mere på det individuelle eksempel til efterfølgelse, den demokratiske samtale, græsrødderne, den lange march gennem institutionerne - nøjagtig sådan ændrende 68'erne samfundet. Desværre begyndte de at hvile på laurbærrene og forkælede deres børn i uhørt grad med forbrugsgoder, så disse aldrig har lært at dele.

Philip B. Johnsen

Herdis Weins
Jeg syntes det er en uskik, når du fortælle mig, hvad jeg mener, det minder mig om Naser Khader i sagen om statsborgerskabet til en dreng, hvis liv han ikke brød sig om, jeg læser ikke dine tanker og fortæller dig, hvad ud mener.

Jeg vil stoppe samtalen her, men tak for din interesse.

Med venlig hilsen
Philip B. Johnsen

Herdis Weins

Philip B. Johnsen - jeg fortæller dig aldeles ikke "hvad du tænker", jeg konkludere bare ud fra dine kommentarer, at du mener, "folket" ikke er i stand til at tænke selv, men lader sig manipulere og derfor har opfattelser, der ikke stemmer overens med dine.
At der finder manipulation sted, er jeg ikke uenig i, men jeg synes bare du overser, at en del mennesker faktisk helt af sig selv har usympatiske, egoistiske og usolidariske holdninger.

Lise Lotte Rahbek

Man kan jo - som udgangspunkt - se arbejdsmarkedet som en slags helligdom, mennesker uden egen formue skal gøre sig fortjent til at passe ind i ved løbende at bruge sin tid og kræfter på lle mulige kedsommelige foranstaltninger for at få lov at være med i hulen.
Man kan også anskue mnnesket som suverænt og til en vis grad fritstillet for andres krav.
Og så er der alt det midt imellem.
De to yderpunkter i synet på menneske kontra 'arbejdsmarked' vil nok aldrig opnå indbyrdes forståelse.

Christian Larsen

Kigger man på den pakke Abou og konen modtager er det vel ikke så ringe endda:

- Integrationsydelse for to: 200.000 pr. år. Mulighed for et dansk tillæg på 36.000.
- Børnepenge 24000 kr pr. år skattefrit
- Dag behandling/pasning til barn med autisme 600.000-9000000 pr. år
- Billig bolig
- Gratis pasning af andet barn
- Gratis læge og hospitalsbehandling
- Mulighed for diverse tilskud.

Abou vurderer også at konen ikke skal arbejde. Men hvis drengen kommer i et pasningstilbud kan hun vel arbejde imens han er der.

I hvilke lande kan man som ny tilflytter få sådan en pakke?

Lise Lotte Rahbek

Christian Larsen
Vil du lige være rar at vise deres udgiftsbudget også, nu du er igang med de imaginære regneark?
Jeg vil da gerne se, hvad du tror en familie har udgifter til i dagens Danmark.