Læsetid: 5 min.

Begmand til Politikens Bo Lidegaard i storspionsag

Politikens tidligere chefredaktør Bo Lidegaard blev i går eftertrykkeligt dømt for at have tilladt en artikel, hvor journalisten Per Michaelsen blev beskrevet som mistænkt storspion for det østtyske statssikkerhedspoliti
Politikens tidligere chefredaktør Bo Lidegaard skal betale erstatning til journalist Per Michaelsen, fordi Politiken i 2012 skrev, at journalisten ifølge en koldkrigsforsker under Den Kolde Krig var mistænkt for at have været spion for Stasi. Lidegaard siger, at han ’tager dommen til efterretning og nu studerer den nærmere med henblik på at træffe afgørelse om eventuel anke’.

Jacob Ehrbahn

22. juni 2016

Dagen i går blev en dyr dag for dagbladet Politiken. Avisens tidligere chefredaktør, historikeren og den tidligere diplomat Bo Lidegaard blev idømt en bøde på 10.000 kroner, en rekordstor tortgodtgørelse på 100.000 kroner samt sagsomkostninger på 82.500 kroner.

Lidegaards brøde var, at han i maj 2012 godkendte en artikel, hvor en navngiven person blev beskrevet som »storspion« for Stasi, den østtyske statssikkerhedstjeneste.

Dommen er principiel, ikke bare på grund af den store tortgodtgørelse, men også fordi den behandler et vigtigt emne, nemlig forholdet mellem mediernes ytringsfrihed på den ene side og hensynet til privatlivets fred for den enkelte borger på den anden side.

Med dommen har hensynet til privatlivets fred, som garanteres i artikel otte i menneskeretskonventionen, omstændighederne taget i betragtning vejet tungere end pressens ytringsfrihed, som er garanteret i konventionens artikel 10.

Derved lægger byretsdommen sig i forlængelse af højesteretsdommen fra juni 2015, hvor historikeren Bent Jensen – ganske vist under andre omstændigheder – blev dømt for at have beskrevet den tidligere Informationsjournalist Jørgen Dragsdahl som KGB-agent.

Det var den nu 73-årige journalist Per Michaelsen, der i 2012 havde stævnet Lidegaard, fordi Michaelsen følte sin ære og sit omdømme krænket ved, at Politiken i syv udsagn i en artikel den 25. maj 2012 havde navngivet ham som den »storspion alle leder efter«.

Forud havde koldkrigshistorikeren Thomas Wegener Friis en måneds tid tidligere i BT fortalt om et opsigtsvækkende fund, han ved et tilfælde havde gjort i Stasis arkiver i Berlin:

Der var tale om en storspion, der var i sin helt egen liga, og som ifølge historikeren havde påvirket det danske samfund i negativ retning. Friis afviste dog at sætte navn på, hvem han mistænkte som den pågældende danske storspion.

Han savnede, forklarede han, endnu den afgørende dokumentation, som han håbede på et tidspunkt at kunne fremskaffe.

Hvad Friis ikke gjorde, gjorde til gengæld Politiken ved den 25. maj på baggrund af oplysninger med to kilder – og Friis var ikke en af dem – at skrive, at den person, som Friis tænkte på, var Michaelsen.

Hældt ned ad brættet

Dommen fra Københavns Byret fylder 33 sider, og her kan man læse, hvordan dommeren punkt for punkt har hældt Politikens påstande, der ifølge avisens advokat Tyge Trier skulle føre til frikendelse, ned ad brættet:

For det første fastslår retten, at en almindelig læser nødvendigvis må opfatte Politiken-artiklen som egnet til at nedsætte Per Michaelsens ære og omdømme i medborgeres agtelse.

Der er altså ikke medhold til, at Politiken kunne slippe ved at pointere, at dagbladet jo netop ikke havde skrevet, at Per Michaelsen rent faktisk var Stasi-spion, men kun at Friis havde en »mistanke« om, at han var det.

For det andet afviser retten, at Politiken kun havde »videreformidlet«, hvad Friis angiveligt havde sagt til flere af sine forskerkolleger, hvoraf to så senere havde fortalt det til Politiken-journalisten Hans Davidsen-Nielsen.

»Sagen handler alene om, hvorvidt medierne kan videreformidle andre personers udtalelser eller genfortælle modtagen information,« mente advokat Trier ifølge dommen.

Men i og med at Friis selv på intet tidspunkt havde ønsket at navngive sin mistænkte, var der ikke tale om bare en videreformidling, men derimod om, at Politiken selv som den første fremsatte de pågældende påstande om Michaelsen.

For spinkelt grundlag

Dernæst behandler retten spørgsmålet om, hvorvidt de ærekrænkende påstande alligevel skulle være berettiget, f.eks. fordi de var sande. I den forbindelse er retten enig i, at sagen vedrører et vigtigt samfundsanliggende, og at Michaelsen dels som mangeårig journalist, dels som medforfatter til to bøger om danske Stasi-agenter selvfølgelig må finde sig i at være genstand for kritisk omtale.

Rettens konklusion er imidlertid, at Politiken-artiklen »hviler på et for spinkelt grundlag«. Det er altså ikke afgørende, at Michaelsen selv i artiklen har fået mulighed for at afvise påstanden, eller at hans medforfatter til bøgerne om Stasiagenter finder påstanden »latterlig«.

Men hvis et medie vil fremføre så alvorlige beskyldninger, skal der foreligge »mere tungtvejende grunde til støtte for udtalernes berettigelse.« Der er nemlig, anfører dommen, tale om en subjektiv vurdering fra Friis’ side, hvor der – selv om det ikke kan bevises – alligevel kræver »et tilstrækkeligt faktuelt grundlag«. Det har altså ikke været tilstrækkeligt, som fremført af Trier, at Friis selv havde fået læst artiklen op, inden den blev bragt, men uden at reagere. Den manglende reaktion kan altså ikke tolkes som en indirekte bekræftelse af, at Michaelsen skulle være den mistænkte storspion.

Derfor mener retten ikke, at Lidegaard kan have været »i tilstrækkelig god tro« om berettigelsen, og af samme grund har han ikke som daværende ansvarshavende chefredaktør udvist den fornødne omhu, som kræves, når afvejningen mellem artikel otte og 10 i menneskerettighedskonventionen skal foretages.

Efter dommen vil Lidegaard kun sige, at han »tager dommen til efterretning og nu studerer den nærmere med henblik på at træffe afgørelse om eventuel anke«.

Fornøden kildekritik?

Lidegaard er uddannet historiker – selv om han i et kvart århundrede har arbejdet som embedsmand i Udenrigsministeriet og senere i Statsministeriet – og forfatter til adskillige historiske værker.

På den baggrund kan det undre, hvordan netop Lidegaard med sin erfaring og uddannelse kunne tillade publicering af en artikel alene på basis af andenhåndsoplysninger. Historieprofessor Thorsten Borring Olesen fra Aarhus Universitet siger således til Information, at »han som historiker ville have været mere tilbageholdende med at offentliggøre den slags«.

Det er ikke lykkedes at få en kommentar hertil fra Lidegaard, men da sagen blev behandlet i byretten, afgav han en forklaring, hvor der måske kan ligge en nøgle til forståelse. Her sagde Lidegaard nemlig, at han anså det som en absolut mulighed, at når grunden til, at Friis ikke selv ville sætte navn på sin mistanke, kunne forklaringen være, at han ikke selv ønskede at blive draget til ansvar.

Og herefter blev Lidegaard refereret for følgende: »Det er klart, at de forpligtelser, der påhviler en journalist, er anderledes end de forpligtelser, der påhviler en forsker. Journalister har en skærpet forpligtelse til at oplyse offentligheden.«

Med byrettens afgørelse i går er det nu slået fast – også for Lidegaard – at denne skærpede forpligtelse ikke rækker til at bringe ærekrænkende påstande, der ikke kan dokumenteres.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Oluf Husted
  • Hans Larsen
Oluf Husted og Hans Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu