Læsetid: 7 min.

Danskernes Parti kalder danske politikere for racister

Formanden for Danskernes Parti, Daniel Carlsen, anklager de danske politikere for at være skyld i en »racisme rettet mod værtsbefolkningen«, når de tillader ikkevestlig indvandring. Han kalder den nuværende udvikling for »et regulært folkemord«
Daniel Carlsen var tidligere medlem af det danske nazistparti DNSB, men meldte sig ud og stiftede Danskernes Parti. Han mener blandt andet, det er nødvendigt at sende alle ikkevestlige indvandrere hjem, så danskere ikke ’ kommer i mindretal’.
14. juni 2016

»Så er vi her«.

Lederen af Danskernes Parti, Daniel Carlsen, er i mobiltelefonen. Han er kommet kørende i bil fra hjemmet i Balle, på Djursland, og aftalen er, at han ringer, når han er fremme ved besøgsindgangen til Folketinget, hvorefter jeg henter ham. Men nu står Daniel Carlsen i sommersolskinnet ude ved Christiansborgs staldbygninger, på Ridebanen, sammen med turisterne og sin tyske forlovede, uden at vide hvor de skal gå hen.

»Jeg er ikke så kendt på Christiansborg,« som Daniel Carlsen fortæller, da parret endelig har fundet vej ind, hvorefter han griner og tilføjer: »Endnu«.

Daniel Carlsen har grund til at være optimist. I løbet af foråret har Danskernes Parti allerede indsamlet halvdelen af de 20.109 vælgererklæringer, der kræves for at blive opstillingsberettiget til Folketinget, og forventer at få resten inden årets udgang.

Og selv om der er langt fra at stille op til Folketinget og til faktisk at opnå valg, har succesen overrasket eksperter, der havde forsvoret, at et dansk parti med udspring i nazismen (Danskernes Parti er en udbrydergruppe fra DNSB eller Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse) igen en dag kunne stå på stemmesedlen. Men godt hjulpet af højreskreddet overalt i Europa og teknologien (i dag kan underskrifterne indsamles elektronisk) er det umulige blevet muligt.

Ind i stuen

Bortset fra den rød/hvide/sorte jakkenål med partilogoet ligner den 26-årige Daniel Carlsen denne dag de andre unge borgerlige politikere på Christiansborgs gange med sit koksgrå jakkesæt, sorte skjorte og bordeauxfarvede slips. Han er tidligere garder, uddannet markedsøkonom og kan, hvis den afsluttende opgave ellers bestås, i løbet af kort tid kalde sig professionsbachelor i international handel og markedsføring.

Modsat sidste år, hvor det vakte opsigt og opstandelse, at Danskernes Parti meldte sin ankomst til Folkemødet på Bornholm, er det mest opsigtsvækkende i år, at det indtil videre ikke har vakt videre opstandelse, at partiet igen vil være til stede, når mødet starter den 16. juni.

»Abdel Aziz Mahmoud og Daniel Carlsen er nok uenige om det meste, men de har også noget til fælles,« som der står i mødekalenderen om debatten i Kæmpestrandens Mødetelt mellem Daniel Carlsen og journalisten og forfatteren Abdel Aziz Mahmoud om integration og mangfoldighed. »De har begge gået på skoler, hvor de var minoritetsbørn. Abdel som palæstinensisk flygtning blandt mange etniske danskere og Daniel som etnisk dansk blandt mange med anden etnisk baggrund end dansk.«

Danskernes Parti er måske ikke ligefrem er blevet et stuerent parti. Men partiet er kommet ind i stuen – eller mødeteltet – og grænsen for, hvad man kan sige i den offentlige debat om flygtninge og indvandrere, er ikke blot flyttet endnu engang. Den eksisterer snart ikke længere.

Et samfund i miniatureformat

Netop skoletiden blev afgørende for Daniel Carlsens politiske udvikling. I 1990’erne voksede han nemlig nok op i et velhavende – og hvidt! – villakvarter i den sydlige del af den aarhusianske forstad Viby. Men få hundrede meter fra villakvarteret lå boligblokkene i Rosenhøj, Kjærslund og Søndervangen, og på skolen, Søndervangskolen, oplevede Daniel Carlsen, hvordan børn af indvandrere og flygtninge efterhånden udgjorde et flertal af eleverne (i år er 89,5 procent af eleverne tosprogede).

»Personlig havde jeg ikke nogen dårlige oplevelser med indvandrere,« fortæller Daniel Carlsen i dag og fortsætter: »Det var venner, og dem man gik i klasse med. Men når man går på sådan en skole, ser man alligevel, hvordan der er problemer, uden at det i første omgang satte sit præg på mig. Der blev dannet grupperinger på indvandrernes foranledning, og man kan vel sige, at indvandrerne har, hvad man kan kalde en sund selvbevidsthed i forhold til danskerne. Men det, jeg satte spørgsmålstegn ved, var denne udvikling mere end kriminaliteten og økonomien – det kom senere. Det, jeg spurgte mig selv om, da jeg begyndte at interessere mig for politik, var, om dette egentlig kunne være rigtigt. Hvad er det egentlig, som sker? Min egen skole skulle jo være et samfund i miniatureformat, og her oplevede jeg, at danskerne blev udskiftet med fremmede.«

Dansk Folkeparti

Selv om Daniel Carlsens forældre efter 4. klasse flyttede ham til en anden skole med færre tosprogede børn, havde han allerede fundet sin »sag« i livet. Som 14-årig meldte Daniel Carlsen sig i 2004 ind Dansk Folkepartis Ungdom (DFU) – blot for at blive frustreret over moderpartiets udlændingepolitik.

»Dansk Folkeparti har så mange vælgere, fordi pressen skriver, at partiet er ih og åh så stramme i udlændingepolitikken, i troen på at det skræmmer folk væk,« siger Daniel Carlsen og fortsætter: »Men det er jo omvendt: Folk ønsker en stram udlændingepolitik. Og når det bliver foregøglet, at der er en stram udlændingepolitik, støtter folk op om Dansk Folkeparti – hvilket også var grunden til, at jeg meldte mig ind i Dansk Folkeparti. Men virkeligheden er en anden: Dansk Folkeparti fører de facto en slap udlændingepolitik, hvilket begyndte at gå op for mig, da jeg blev medlem.«

Efter at have været medlem af DFU i blot et år, valgte Daniel Carlsen derfor at stoppe og drev i stedet i de følgende tre år rundt i det højreradikale miljø i Aarhus, der fra 2007 fik et politisk og socialt samlingspunkt i den nationalkonservative forening Vederfølner.

I 2009 fik Daniel Carlsen tre måneders betinget fængsel for – uden selv at have gjort det – at have været med til i »forening« at male nazistisk graffiti forud for en antiracistisk demonstration (året forinden havde han fået 60 dages betinget fængsel for i forbindelse med en privat fest at have overfaldet en dørmand med et glas).

Daniel Carlsen gjorde dog til sidst op med sig selv, at han ville organiseres, og DNSB var på det tidspunkt den eneste organisation med det erklærede mål at hjemsende flygtninge og indvandrere.

Førerbunkeren

Da Daniel Carlsen blev medlem af DNSB i 2008, havde den danske nationalsocialisme i to årtier været synonym med Jonni Hansen, som udstak befalingerne fra den såkaldte Førerbunker i Greve. Men Daniel Carlsen gjorde ham snart rangen stridig.

Den såkaldte kendisnazist var her, der og alle vegne – i interviews og portrætter i aviser, radio og fjernsyn (ikke mindst da han aftjente sin værnepligt i Den Kongelige Livgarde). Daniel Carlsen fortalte, at Mein Kampf var blandt yndlingsbøgerne, og at han hverken brød sig om »negermusik« eller »perkeria« (også kendt som pizzeriaer). Mest kontroversielt afviste Daniel Carlsen Holocaust.

Som Daniel Carlsen i 2008 udtrykte det over for avisen Urban, skyldtes folks had og fjendskab over for nationalismen, at de kun kendte til historien om nazisternes mord på de seks millioner jøder under Anden Verdenskrig. En »udlægning« af Holocaust, som Daniel Carlsen ikke troede på:

»Jeg ser Hitler som en stor mand, der har grundlagt det, jeg tror på, men folk har problemer med ham på grund af kommunisternes og amerikanernes propaganda siden Anden Verdenskrig. Det er et kæmpe problem, at folk tror på den demokratiske propaganda.«

Moderniseringen af DNSB

Daniel Carlsen kalder tiden i DNSB for en »fejltagelse« og benægter ikke længere Holocaust.

»Jeg var selvfølgelig i tvivl, om jeg skulle melde mig ind, fordi det i DNSB var et spørgsmål om enten eller: Enten købte man hele pakken, eller også gjorde man det ikke. Jeg besluttede mig for at købe hele pakken, hvilket jeg i dag ikke er bange for at sige var en fejltagelse,« siger Daniel Carlsen og understreger, at ikke alene følte han sig aldrig »hjemme« i DNSB med dets mange historiske rekvisitter. Politisk var han særligt uenig med DNSB’s antidemokratiske holdninger og tro på imperialismens lyksaligheder.

Tre år senere, i 2011, brød Daniel Carlsen endeligt ud af DNSB sammen med en række yngre medlemmer for at danne et ny parti, som fik navnet Danskernes Parti.

»Vi vil modernisere DNSB, så man kan ikke sige, at det er et konkurrerende parti,« sagde Daniel Carlsen ved den lejlighed til Ritzau og tilføjede: »Jeg har jo heller ikke skiftet politisk holdning i løbet af en nat.«

Folkemordet

I 2013 konkluderede Researchkollektivet Redox ud fra en gennemgang af Danskernes Partis historie, struktur, strategi og medlemsskare, at partiet var »et sammenrend af nuværende og tidligere medlemmer af en række militante nazistiske grupper«, der har byttet racebiologi ud med etnicitet.

»Danskernes Partis politiske projekt handler grundlæggende om én ting, nemlig at videreføre den moderne nazisme og ideen om et racerent Danmark i en ny, legitim og tilsyneladende demokratisk indpakning,« hed det i en rapport.

Daniel Carlsen anklager til gengæld de danske politikere for at være skyld i en »racisme rettet mod værtsbefolkningen«. I et netop udgivet såkaldt stridsskrift, »Migrantkrisen i et nationalt perspektiv«, kalder han den nuværende udvikling for »et regulært folkemord«.

»Bevidst eller ubevidst: Vort folk erstattes med fremmede og fjernes på lang sigt fra landkortet. Det er et folkemord – hvad ellers?« spørger Daniel Carlsen.

Svaret er at hjemsende alle indvandrere med såkaldt ikkevestlig baggrund – uanset om de er født og opvokset i Danmark – over de næste 30 år.

»Vi synes ikke, at det er fantastisk at stå hver dag og fortælle, at vi er nødt til at sende de ikkevestlige indvandrere hjem,« siger Daniel Carlsen i dag og fortsætter: »Men vi er nødt til det. Det her har altså en udløbsdato, hvis ikke vi får succes i løbet af ... ja, det ved jeg ikke. Ærlig talt. Hvis du havde spurgt mig for et par år siden, hvornår jeg troede, at danskerne ville komme i mindretal, havde jeg sagt 40 til 50 år. I dag? Er vi det om 20 år med den nuværende udvikling? Måske. Og lige så snart vi kommer i mindretal, hvordan skal vi så kunne ændre noget politisk? Derfor er vi nødt til at tale om det.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Pia Qu
Pia Qu anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Det forbløffende er, at nogen frivilligt vil begive sig ud i det kviksand, der destruktivt hiver først den ene, så den anden med sig ned. Det er en ustoppelig malstrøm, fordi den bygger på paranoia, som søger en genstand, uophørligt.

Flemming Berger, Vibeke Hansen, Rasmus Knus, Janus Agerbo, Ole Frank og Keld Albrektsen anbefalede denne kommentar
Poul Anker Sørensen

"Svaret er at hjemsende alle indvandrere med såkaldt ikke vestlig baggrund – uanset om de er født og opvokset i Danmark – over de næste 30 år".
Siger Daniel Carlsen.
ja, og dem der ikke er rejst, og alle os andre der er uenige med ham, har han sikkert bygget gaskamre til, hvis han får magt til det.
Daniel Carlsen har fået en dårlig ballast fra sit barndomshjem.

Dana Hansen, Rasmus Knus, Ib Christensen, Janus Agerbo, Ole Frank og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Man behøver ikke at have fulgt Daniel Carlsen ret længe på sociale medier for at konstatere, at han har taget hele arvegodset med fra DNSB til Danskernes Parti.

Samme ubegribelige modbydeligheder - nu i forsøgt mere spiselig indpakning.

Dana Hansen, Janus Agerbo, Ole Frank og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Så må man jo se, hvor længe de overlever i Danmark.

Søsterpartiet, Svenskarnas Parti (SvP) var et nynazistiskt politiskt parti, som beskrev sig som et nationalistisk parti på genetisk grund. Partiet dannedes under betegnelsen "Folkfronten", den 22 november 2008 efter at Nationalsocialistisk Front blev nedlagt. Svenskarnas Parti tillhørte de grupper som overvågedes af Svenska Säkerhetspolisen, og ansågs at indgå i Vit Makt-miljön. Svenskarnas Parti opløstes 10 maj 2015. Og grundet var, meget dårligt valresultat og faldende medlemsantal.

Til gengæld forsøger resterne af nazi-partiet at overleve i Sverige som Soldiers of Odins, oghvor de forventes at blive en del af Sveriges Demoktaterne, der har deres rødder i disse kredse.

Kilder:
http://expo.se/tema_svenskarnas-parti_8.html
http://www.dr.dk/nyheder/udland/korrespondent-svenskerne-frygter-mere-vo...
https://da.wikipedia.org/wiki/Soldiers_of_Odin
http://expo.se/2016/soldiers-of-odin-bakom-fasaden--rasism-och-valdsroma...

Toke Andersen

De seneste år har udstillet adskillige overraskende og yderst pinlige brister i dansk kulrur og folkekarakter.
Dette er bare endnu et bevis på hvor dybt vi er sunket og en skræmmende illustration hvorfor skråplanet kan være så farligt. Den sociale, intellektuelle og kulturelle degeneration foregår med stor potens, men praktisk taget ubemærket, når vi sænker paraderne.

Flemming Berger, Ib Christensen, Jens Kofoed, erik winberg, Hans Larsen og Ole Frank anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

Der er så mange interessante ting i verden og så er der Daniel Carlsen og danskernes parti der har malet sig op i det mindst interessante hjørne i verden....gab

Søren Kristensen, Vibeke Hansen, Rasmus Knus og erik mørk thomsen anbefalede denne kommentar
Tue Juncker-Løndal

"Politisk var han særligt uenig med DNSB’s antidemokratiske holdninger og tro på imperialismens lyksaligheder."

Så er man nok ikke for skarp til historie, hvis man alligevel melder sig ind i denne bevægelse og bliver overrasket over ovenstående. Jeg er stærkt i tvivl om hvorvidt gråd eller latter passer bedst her.

Ole Frank, Rasmus Knus, Keld Albrektsen og Janus Agerbo anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Så har Europa fået deres IS islamisk stat. Det lederen siger at det vil overholder de demokratiske regler er umuligt. Deres program kan kun realiseres med vold

Ernst Enevoldsen

Vil man kigge på hvorfor i alverden nogen stemmet på en flok bøller med påmonteret jakkesæt, kan man jo kigge på deres humanistiske modsætning: Alternativet.
Uffe Elbæk præsenterede forleden i Politiken de svar om flygtninge han ikke ville svare på hos Clement Kjersgaard:
Som han udtrykker det, så er (flygtninge) Konventionerne (er) fra en anden tid, ja, men skal de justeres er min holdning, at det kun skal være for at imødekomme, at klimaflygtninge lige nu ikke er omfattet af dem.
Altså alle er velkomne i Danevang med familie !
En fattig, hvis familie har boet i lokalområdet (Danmark) i nogle hundede år, kan risikere at gå ret langt på stemmesedlen for at undgå at den vision bliver til virkelighed.

Finn Thøgersen, Morten Pedersen, Niels Peter Jensen, Hans Aagaard, erik mørk thomsen og Søren Ferling anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Du har ret, Ernst Enevoldsen, det er forfærdeligt, at vi skiftede politik for 20 år siden og igen begyndte at få reelt fattige.

Touhami Bennour, Keld Albrektsen, Sascha Olinsson, erik mørk thomsen og Ib Christensen anbefalede denne kommentar
Lennart Kampmann

Manden vil have et Danmark for danskere, men har en tysk forlovet?
Man bør grine af den idioti der lægges frem.

Med venlig hilsen
Lennart

Søren Ferling

@ Steffen Gliese

Du har ret, Ernst Enevoldsen, det er forfærdeligt, at vi skiftede politik for 20 år siden og igen begyndte at få reelt fattige.

En politik, der hænger uløseligt sammen med den førte indvandringspolitik - der i videre forstand er en del af globaliseringen, som vil skabe ulands- og ilandsforhold i alle lande.

Vi går mod en lille elite, der hersker over en stor underklasse - det står EU for og det står den danske og øvrige europæiske venstrefløj for. Venstrefløjen er således underklassens fjende nr. 1.

Det betyder at Carlsen har en væsentlig pointe og det er eller burde være venstrefløjens opgave at tage dette forhold yderst alvorligt istedet for blot at fortsætte med at sparke nedad.

Søren Ferling

@ jens peter hansen

Folkekarakterer var/er noget jeg troede man for længst var gået væk fra. Noget med at finner går med kniv, spaniere er dovne, franskmændene arrogante etc. Dette passede vældig godt med nazismens opdeling i over- og undermennesker, om overlegne kulturer og meget andet fra den kant.

Det var i en historisk set kort periode fra omkring 1970 at man opretholdt det kommunistiske dogme at mennesker fødes som tomme tavler. Før den tid og igen i dag holder man sig til videnskaben frem for dogmerne.

Ja, en effektiv måde at undgå de problemer, forskelle kan give, er at ignorere dem og evt. sikre harmonien yderligere ved at gøre det strafbart at omtale de forskelle.

Metodens fordele og ulemper fik vi illustreret med bl.a. Sovjet - en succes EU synes at ville fortsætte.

Det forhold at der eksisterer forskelle medfører ikke i sig selv at man rangerer værdimæssigt - omend det ligger til den menneskelige natur at gøre det - men man kører i grøften, hvis man lyver - (kører efter kortet istedet for efter landskabet).

Hvor har Søren Ferling gravet de påstande op? "Eliten" er blevet sådan et politisk korrekt pangord på den yderste højrfløj, man smider om sig med forgodtbefindende som det f. eks. er tilfældet i Kathrine Winkler Holms kronik i Jyllandsposten for nylig, hvor den angiveligt bestod af en kritisk journalist. Tror Søren Ferling virkeligt, at folk som den små Daniel ville kunne eller ville ville afskaffe "eliten", ja så bør han få sine skolepenge tilbage.

Søren Ferling

Det er et kolossalt problem på venstrefløjen at man i mødet med holdninger, man retteligt eller misforstået mener er umoralske, forfalder til irrationel polariserende sort/hvid tænkning, som betyder at man forkaster alt fra den forargelige side - også helt banale fakta og uimodsigelige forhold, som der peges på fra de øjensynligt umoralskes side.

Denne 'splitting' mellem det gode og det onde er en primitiv tankeform, som i sig bærer veddet til de største politiske bål og deraf følgende misgerninger.

Kan man ikke argumentere rationelt for sin politik på grundlag af vor bedste faktuelle viden, bør man undersøge den politik for at se om den er konsistent - eller om man hopper fra isflage til isflage.

Søren Ferling

"Tror Søren Ferling virkeligt, at folk som den små Daniel ville kunne eller ville ville afskaffe "eliten", ja så bør han få sine skolepenge tilbage."

Det er jeg stærkt i tvivl om at han kan. Det er heller ikke pointen. Den er at dagens nominelle venstrefløj er allieret med neoliberalistisk globalisering - søger at redde egne interesser og så iøvrigt sparker nedad.

Og ja, den nominelle venstrefløj bryder sig dårligt om at det belyses at de selv søger at sikre sig en plads blandt eliten eller som dens hjælpere som en ny tjenesteadel.

Nå, der har kun været invandring i de sidste 20år her til lands kan vi forstå og det er venstrefløjen har siddet ved magten i de år og lukket alle de brune ind... Det er næsten for nemt for de eksisterende magthavere at manipulere rundt med tosserne her til lands...

Alex Müller, Keld Albrektsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Det kræver mere end geneelle påstande fra din side, hvis de skal have nogen gang på jord. Det er jo ikke andet end varm luft, du lukker ud - politiske korrekte holdninger a la Holm på den yderste højrefløj.

I øvrigt var pointen i lige så høj grad, om den små Daniel vil afskaffe eliten?? Med de overbevisninger er det tvivlsomt.

Danskernes Parti ved, hvor de vil hen. Danmark i hundrede år.
Ved socialisterne det ? Så fortæl det til den lyttende skare.

Søren Ferling

"I øvrigt var pointen i lige så høj grad, om den små Daniel vil afskaffe eliten?? Med de overbevisninger er det tvivlsomt."

Det vil jeg give dig ret i - antager vi at afstanden til nationalsocialisme er reel, kunne man nemt forestille sig at der stadig er en del autoritær tænkning i partiet.

Det betyder at vi i så fald nu har symmetri i det danske politiske spektrum, hvis altså DP kommer i Folketinget ligesom Ehl., der heller ikke er renlivede demokrater.

Søren Ferling

Det kan undre at den nominelle venstrefløj ikke kan forstå at den lægger tilrette for nationalsocialisme, når den selv er blevet til liberalistiske globalister.

Det er deres egne gamle vælgere, der tager konsekvensen af at den såkaldte venstrefløj ikke længere varetager deres interesser - en 'venstrefløj', der endda ikke skammer sig over at fortælle dem at hensynet til mennesker fra syden er vigtige end hensynet til dem.

Var man demokrater på fløjen, tog man det alvorligt at Carlsen har en pointe, når han kalder fløjen for racistisk.

Keld Albrektsen

@ Søren Ferling:
Kunne du ikke lige oplyse os, der er lidt mindre stærke i terminologi, om hvem din "nominelle venstrefløj" omfatter?
Det turde tydeliggøre dine påstande en anelse...

Morten Balling

Engang for en del år siden var jeg i Paris, og havde om aftenen bevæget mig ud for at se det dengang ret nye La Defense. Om aftenen var det lidt en spøgelsesby, men pludselig blev jeg passet op af en gruppe unge, som mente jeg skulle have tæsk fordi jeg var englænder. Her fandt jeg alle de franske ord jeg kendte frem, og fik sagt "No no, je suis ne pas anglais, je suis danois!", hvorpå en af de unge smilede og sagde "Ah! Michael Laudrup" og stak mig en dåseøl.

Episoden fik mig til at tænke over hvad det ville sige at være dansk. Hvorfor ville de have tæsket mig, hvis jeg var født et andet sted end København. Dengang var danskere, blandt de franske unge, mest kendt for roligans, klaphatte og søde piger. Jeg har aldrig gået op i fodbold, men de søde danske piger kunne vi være enige om, mens jeg skålede mig ud af en røvfuld.

Danskernes Parti og EB's Nationen er så langt væk fra mine personlige holdninger som man kan komme. Jeg kan godt se de problemer der opstår i Danmark og Europa, når man blander forskellige kulturer, uden at man forstår at det både kræver vilje, tid og energi fra alle parter.

Jeg har f.eks. muslimske venner fra skolen, og jeg kan godt se at vi er forskellige på mange punkter. Meget forskellige på nogle. Men vi kan sagtens lære at eksistere sammen. Ligesom jeg sikkert også kunne lære at eksistere sammen med Daniel Carlsen. De fleste mennesker er bare mennesker når man lærer dem at kende. Æd, sov, skid, sex, arbejde, osv...

Dét er dét som for mig er dansk: At være åben overfor andre mennesker. At stræbe efter at være et folk som resten af Verden synes godt om. Det kan godt være at det er svært i øjeblikket, men så er det godt at man har en solid dansk kulturel ballast.

"Danskernes Parti" har derfor intet med danskhed at gøre i min bog, og hvis jeg skal påduttes at være dansk, vil jeg også have ret til at være med til at sætte præg på danskheden. Til Daniel, får jeg lyst til at sige:

"Du er jo ikke så gammel, så du kan ikke huske blikket i øjnene på dem som oplevede nazismen i 30'erne og 40'erne, men det kan jeg. Efter Anden Verdenskrig var der ikke nogen tvivl. Nazismen måtte ALDRIG komme til magten igen. Gå hjem og læs dine historiebøger igen Daniel. Du er jo ikke uintelligent. Du er bare umoden og siger noget ekstremt dumt. Det gjorde jeg også da jeg var på din alder."

Ole Frank, Anne Eriksen, Tino Rozzo, Thomas Christensen, Per Torbensen, Steffen Gliese, Lennart Kampmann, Viggo Okholm, Leo Nygaard og Keld Albrektsen anbefalede denne kommentar
Keld Albrektsen

Apropos Jens Kofoeds indlæg:
På højrefløjen ynder man at give "venstrefløjen" for indvandring og hvert eneste af de problemer, der er opstået i den forbindelse.
For nylig, da Anker døde, fik han også skylden for det, og for udlændingeloven af 1983.
Pudsigt, at højrefløjen er så historieløse...
Udlændingeloven i 1983 blev fremsat og vedtaget under en borgerlig regering, alt imens erhvervslivet jublede over udsigten til billig arbejdskraft.
Hvor mange venstrefløjsregeringer har vi haft siden Anker?
Ikke én.

Anne Eriksen, Jens Kofoed, Ole Frank, Steffen Gliese, Morten Balling og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar

Uanset politisk tilhørsforhold og overbevisning, må man tage stilling det Danmarks mulige fremtid.
Med en fremskrivning af de sidste 30 - 40års udvikling med en sandsynlig acceleration vil vi se et land i meget stor forandring.
Hvor stor ved ingen, men hvem er parat til at gamble. ? I skal være klar, over at jo større forandring, og jo hurtigere, jo større polarisering i befolkningen - og jo større tilslutning til det her beskrevne parti.
Som Daniel Carlsen sige til slut : "Derfor er vi nød til at tale om det" - Ellers bliver DP et parti i folketinget.

Anne Eriksen, Per Torbensen og odd bjertnes anbefalede denne kommentar
Keld Albrektsen

@ Morten Balling:
Vel talt!
Den med Michael Laudrup oplevede jeg i en "baggårdsbutik" i Peking ca. '92; det var da tankevækkende :-)

odd bjertnes

Keld Albrektsen, hvis RV ikke havde siddet i 'højre'-regeringerne 1993-01, så havde SF og EL i 'højre-regeringerne' som de var dengang simpelthen stoppet yderligere 'indvandring' uden yderligere dikkedarer ?
Det er totalt usandsynligt.
'Udlændingeloven i 1983 blev fremsat og vedtaget under en borgerlig regering, alt imens erhvervslivet jublede over udsigten til billig arbejdskraft' ?
Ja´! skriv det med stort, i neon, igen og igen ..... selvom det er at forklejne betydningen af socialdemokratiets trang til et andet folk med flere sådanne værdigt trængende der gavner partiets vakgresultat og parlamentariske støttepartier.. Der har - måske heldigvis - specielt det sortuniformerede højreradikale sunni-borgerskab været en stor skuffelse.

Finn Thøgersen

At Daniel Carlsen og Danskernes Parti overhovedet er i nærheden af at blive opstillingsberettigede, trods deres brunskjorte fortid, indikerer at de etablerede partier, inkl DF, slet ikke kan følge med udviklingen.

For godt et år siden var det 12.9/12.8 % der ønskede sig / ville stemme på et parti med en strammere udlændingepolitik end DF.

Onsdag kommer der en meningsmåling fra Infomedia hvor 47% vil stramme udlændingepolitikken og ca 1/4 af de adspurgte ønsker sig et parti med en strammere udlændingepolitik end hvad DF står for:
http://politiken.dk/indland/politik/ECE3253583/markant-hoejredrejning-fl...

Nogen der tør fremskrive det 6-12-24 måneder ?

Jeg har andet steds spøgt med at Chulthu burde stille op som 3rd party kandidat i USA i år under mottoet "The Lesser Evil"
Noget lignende kunne blive til virkelighed på hjemlige breddegrader før vi aner det.

Touhami Bennour

Under den kolde krig vesten har gjort alt for at gøre hele verden vestlig, så havd skete nu,fordi Soviet er væk? det er utroværdig. Og hvad med brune"var det ikke islam før?