Læsetid: 5 min.

Forskningschef: Kemikalier på arbejdspladsen er stadig farlige

Arbejdsmiljøforskningen fylder 70 år, og indsatsen har tydeligvis gjort det mere sikkert at gå på arbejde. Men vi skal passe på ikke at glemme, at kemikalier stadig kan være et problem på arbejdspladserne, siger direktøren for Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø
DR har i den seneste tid afdækket, hvordan medarbejdere hos Siemens Wind Power og Vestas (billedet) har fået luftvejslidelser og hudsygdomme efter at have arbejdet med stofferne epoxy eller isocyanater

Finn Frandsen

9. juni 2016

»Blikkenslagermesteren hed Guldbrandsen. Han stillede sig nu og da bag ved maskinen og så efter, om vi fulgte med i maskinens takt. Svigtede dette af nervøsitet, ramlede han en vældig lussing ud … Det kunne ske at en dreng kom til skade og mistede en stump af en finger, men så fik han fuld løn i den tid han var sygemeldt ...«

Sådan skriver københavneren Teodor Jensen-Hald om sin tid som arbejderdreng på Beauvais-fabrikkerne i 1902. Det var i denne tid, arbejdsmiljøet første gang kom på dagsordenen i Danmark, og der er helt åbenlyst sket forbedringer siden da.

Arbejdsmiljøforskningen fylder 70 år i dag, og i den anledning mødes mange af de store organisationer i arbejdsmiljøbranchen i Eigtveds Pakhus, en sandstensklædt bygning fra 1750 med udsigt til Københavns kanal.

»Jeg har fulgt arbejdsmiljøet siden slutningen af halvfjerdserne, og det er på mange måder blevet bedre. Men det er også sådan, at der hele tiden opstår nye udfordringer, fordi samfundet og arbejdsmetoderne ændrer sig,« siger direktør i Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), Inger Schaumburg, da Information møder hende for at få en status på arbejdsmiljøet.

Sagen er, at de lavthængende frugter allerede er plukket: Vi har nogenlunde styr på børnearbejdet, dampkedler eksploderer ikke længere på må og få, de farligste stoffer som for eksempel asbest er blevet forbudt, og de allertungeste løft på fabrikker og byggepladser er også væk, forklarer Inger Schaumburg, der er uddannet arbejdsmediciner og forsker.

Bemærk, at det var problemer, der havde klare, entydige årsager og derfor også klare, entydige løsninger. Sådan er det ikke længere; arbejdsmiljøproblemerne er i dag mere indviklede end nogensinde.

»Vi lærer hele tiden mere, og vi kan se, at på rigtig mange områder, så er arbejdsmiljøet meget komplekst. Det handler om samspillet mellem fysiske belastninger, hvordan arbejdet bliver organiseret, psykosociale belastninger og så den enkelte person og arbejdsplads,« siger Inger Schaumburg.

Et godt eksempel er de mange danskere, der har ondt i ryggen eller i resten af kroppen. Der er indført klare grænser for, hvor meget man må løfte, og mange arbejdspladser bruger alverdens tekniske hjælpemidler og elastikøvelser og instrukser om gode arbejdsstillinger.

Alligevel er problemerne ikke forsvundet, og forskningen har gennem de seneste år peget på årsagen: smerter i kroppen afhænger ikke kun af de fysiske belastninger, men også af de psykiske og sociale sammenhænge for arbejdet.

Med andre ord: når ét problem er håndteret, viser der sig ofte et nyt, siger Inger Schaumburg og giver et andet eksempel:

»Der er kommet langt færre rygere i Danmark, og fordi rygningens store påvirkning af helbredet nu er væk, har vi mulighed for at opdage, at 15 procent af de kronisk obstruktive lungelidelser faktisk er arbejdsbetingede.«

Har vi glemt kemien?

DR har i den seneste tid afdækket, hvordan medarbejdere hos Siemens Wind Power og Vestas har fået luftvejslidelser og hudsygdomme efter at have arbejdet med stofferne epoxy eller isocyanater. Det afføder naturligvis spørgsmålet: Kan det virkelig passe, at vi i dagens Danmark ikke kan gå på arbejde uden at risikere at blive syge?

De to sager handler dog ikke om, at vi ikke ved, hvordan det kunne være undgået, mener Inger Schaumburg.

»Epoxy og isocyanater er stoffer, vi har kendt i mange år, så jeg mener ikke, der er noget forskningsbehov. Det er kendt viden, og der ligger i forvejen en vejledning fra 2001 om, hvordan det skal håndteres,« siger hun.

Til gengæld illustrerer sagerne et overset aspekt i moderne arbejdsmiljøarbejde: kemi på arbejdspladsen er stadig farligt.

»Hvis man havde troet, at kemien var væk, så er det tydeligvis ikke tilfældet,« siger Inger Schaumburg.

Det er en af grundene til, at NFA de seneste ti år har forsket i nanopartikler. Når stoffer bliver produceret i nanostørrelse, kan det ændre deres egenskaber dramatisk, fordi partiklernes overflade bliver mangedoblet. Nogle nanopartikler får således egenskaber, der ligner asbest.

Inger Schaumburg opfordrer derfor til, at der kommer særligt fokus på kemi, når politikerne og arbejdsmarkedets parter skal lægge nye strategier for fremtidens arbejdsmiljøindsats.

Det er ikke tilfældet i dag, hvor det altoverskyggende fokus for det meste forskning, regulering og partsamarbejde om arbejdsmiljø er de såkaldte 2020-mål, som et bredt flertal af Folketinget indførte for fem år siden.

2020-målene er, at der skal være 25 procent færre alvorlige arbejdsulykker, 20 procent færre psykisk overbelastede og 20 procent færre med overbelastninger af kroppen. Og det har ganske enkelt gjort det svært at skaffe penge til forskning i kemi på arbejdspladsen.

Stress er ikke sygdom

En anden af arbejdsmiljøets helt store udfordringer er de konstante forandringer, som alle arbejdspladser i dag må håndtere oftere og oftere, hurtigere og hurtigere. Den globale konkurrence stiller stigende krav til produktivitet, optimering, Lean.

Resultatet er tilsyneladende mere stress og et mere udsat arbejdsmiljø, siger Inger Schaumburg.

Uenighederne mellem fagbevægelsen og arbejdsgiverne toner for alvor frem, når talen falder på netop stress og det psykosociale arbejdsmiljø. En af fagbevægelsens kæpheste er, at selv om der sker en dramatisk stigning i anmeldelser af psykiske lidelser som arbejdsskader (56 procent mellem 2004 og 2014), så bliver under fem procent af sagerne anerkendt. Der må være noget galt med systemet.

Arbejdsgivernes svar på kritikken er i hovedtræk, at anmeldelserne bliver afvist, fordi arbejdet ganske enkelt ikke er årsagen. Men er problemet, at forskningen ikke har været god nok til at påvise sammenhængen?

»Her er du ovre i noget, som ikke handler om forskning. Det er myndighedernes opgave i de enkelte sager at finde ud af, om en bestemt diagnose bør anerkendes eller ej. Vores forskning dokumenterer kun, om der er en sammenhæng mellem for eksempel det psykosociale arbejdsmiljø og sygdomme,« siger Inger Schaumburg.

»Og vi kan for eksempel se, at der på nogle områder er en sammenhæng mellem psykosocialt arbejdsmiljø og depression, hjertesygdomme og blodpropper i hjernen. Men at gå fra store undersøgelser med over 100.000 mennesker, hvor vi kan spore en overhyppighed af forskellige sygdomme, og så ned på individniveau, hvor man skal finde direkte årsager … det er svært og er ikke forskningens opgave.

I stedet for at tale om erstatninger og skyld, vil hun hellere fokusere på, hvordan vi forebygger problemerne.

»Uanset om arbejdet er 100 procent, 80 procent eller nul procent af årsagen til stress for medarbejderne, så er det værd for arbejdsgiveren at håndtere. Det er i grunden ikke anderledes, end hvis det var en person, som havde en lungesygdom. Så måtte man jo også ind og spørge: Hvad er det, vi kan gøre på denne her arbejdsplads for at planlægge og tilrettelægge arbejdet, så det kan håndteres af både medarbejderen og arbejdspladsen?« siger hun.

»Det gælder sådan set hele arbejdsmiljøet. Vi skal forebygge problemerne gennem faste spilleregler på den enkelte arbejdsplads. Og som forskningsinstitution er vores fornemmeste opgave at producere og formidle viden, sådan at virksomhederne selv kan forebygge og løse deres problemer.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

bente-ingrid bruun

De oversete eller frasorterede skadelige miljøfaktorer.
Direktør Inger Schaumburg for Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø , NFA lægger i sin tale ved centerets 70 års jubilæum vægt på vigtigheden af forebyggelse.
Jeg er ganske enig, Det er vigtigt at forebygge ikke kun kemiske skadevirkninger og skadevirkninger af et dårligt psykisk arbejdsmiljø.
Det er også nødvendigt at sætte fokus på andre skadelige miljøfaktorer som Infralyd fra ikke vibrationsdæmpende varmekraftværker og vindmøller.
Der er desværre en fortiet bagside ved det nye trådløse samfund som også ignoreres af NFA, men det er på høje tid at inddrage en trådløs problematik hos NFA.
Det er rigeligt biofysisk dokumenteret, at f.eks. WiFi signaler til Ipads og andre trådløse produkter i daginstitutioner, skoler, uddannelsescentre, transportmidler m.m. er helbredsnedbrydende for både børn og voksne.
Trådløse arbejdspladser er ikke et ubetinget gode. Trådløse signaler medfører stress på et celle niveau. Se www.iemfa.org