Læsetid: 7 min.

Generation grøn og hverdagsbekvem

De fleste unge danskere støtter med glæde den grønne omstilling, men kun så længe det ikke gør deres liv mere besværligt. Klimahensyn er en sekundær gevinst ved bæredygtige produkter, der skal kombineres med et godt gammeldags tilbud eller en social bonus for at vække forbrugerens interesse, mener to unge klimabevidste iværksættere
Hanne Sophie Hjorth Jensen er initiativtager til Naboskab på Nørrebro, hvor beboere kan låne værktøj og også bøger. Målet er at undgå, at beboerne hver især spilder både penge og miljøbelastende ressourcer på at eje det samme værktøj, som kun sjældent bruges. 

Hanne Sophie Hjorth Jensen er initiativtager til Naboskab på Nørrebro, hvor beboere kan låne værktøj og også bøger. Målet er at undgå, at beboerne hver især spilder både penge og miljøbelastende ressourcer på at eje det samme værktøj, som kun sjældent bruges. 

Jakob Dall

3. juni 2016

Det er grundlæggende absurd og unødvendigt, at 50 familier i et alment boligbyggeri eller en ejer- eller andelsforening skal have hver deres værktøjskasse med hver deres skruetrækker, hammer og boremaskine, som koster en formue, men som gennemsnitligt bliver brugt 15 minutter i deres levetid.

Det er spild af plads, dyrt og ikke mindst ekstremt ressourceforbrugende. Samtidig savner mange beboere i København et større fællesskab med deres naboer. Et fællesskab, som ikke altid kommer helt af sig selv.

29-årige Hanne Sophie Hjorth Jensen mener selv, at hendes lille organisation kan være med til at løse disse problemer.

Derfor står hun nu med ild i øjnene i en baggård på Indre Nørrebro i København og fortæller om sit produkt, der, som navnet Naboskab antyder, er et skab, der deles af naboer, som har adgang til skabet via en app.

»Det er vigtigt, at skabet er centralt placeret i gården, så folk kommer forbi det i det daglige. Allerede nu har alle mulige mennesker lagt forskellige ting derind. Vi har sørget for noget af det grundlæggende, boremaskine og værktøj, mens beboerne har lagt resten,« siger Hanne Sophie Hjorth Jensen og peger ind i det åbne stålskab.

På skabsvæggen hænger hammer, skruetrækker og papegøjetang. De forskellige hylder bugner med cd’er, vinduespudserudstyr, en pastamaskine og den italienske kogebog Sølvskeen. En paperbackversion af Scherfigs Idealister har også fundet plads i skabet.

Og Hanne lægger da ikke skjul på, at Naboskab er et idealistisk projekt, som hun for to år siden grundlagde med makkeren Kristoffer Ravnbøl. Dermed er Naboskab blot én idé i rækken af løsninger, udtænkt af en yngre generation, der vil bidrage til den store samlede kamp for et bedre klima og miljø.

En kamp, det sommetider kan være svært at engagere unge i. Ofte er det ikke nok kun at appellere til folks miljøsamvittighed – man skal også inkludere dem socialt, forklarer Hanne Sophie Hjorth Jensen.

»Det sociale naboskab fylder halvdelen af det, vi laver. Da vi begyndte for to år siden, skyndte vi os ud og købte et skab med nyt værktøj, som vi satte op i en boligforening. Men ingen brugte det. Der fandt vi ud af, hvor meget fællesskabet betyder. Folk skal selv være en del af det, før det virker,« siger hun.

De hverdagsbekvemme

Iværksætterne hos Naboskab udgør dog stadig en minoritet, i forhold til hvordan de fleste unge reagerer på den overhængende klimatrussel.

I bogen Klimaets sociale tilstand fra 2012 undersøger tre sociologer de 18-35-åriges forhold til klimaforandringerne, og inddeler de unge efter tre såkaldte klimalivsstile.

I den ene ende af spektret befinder ’De klimabevidste’ sig. De udgør omkring en femtedel af gruppen og forsøger i deres handlinger i udpræget grad at forebygge klimaforandringer. I den modsatte ende af spektret er ’De ligeglade’, der, ja, er ligeglade med klimaet og handler derefter. De udgør ca. hver tyvende unge.

Den største gruppe udgøres af ’De hverdagsbekvemme’, som tre ud af fire i undersøgelsen grupperes i. Denne gruppe tænker ikke så meget over klimaforandringerne, men vil gerne tage hensyn til klimaet, så længe det ikke besværliggør deres hverdag.

Jakob Dall

Hanne Sophie Hjorth Jensen oplever da også, at én del af hendes omgangskreds mere eller mindre bevidst kopierer forældregenerationens forbrugsmønstre, mens en anden, større del er ganske optaget af tidens grasserende klima- og miljøkrise.

»I forhold til de tidligere generationer, der voksede op med Barsebäck-værket og atomtruslen, så er vi i 1980-generationen vokset op med vækst og storforbrug under højkonjunkturen. Samtidig har vi også set, hvordan regnskovene bliver fældet. Så jeg synes, vores generation er ved en skillevej. Der en del, som er den grønne generation, som virkelig har fået øjnene op for, at de nu skal til at have børn i den her verden og derfor er meget opmærksomme på at mindske madspild, få grøn el og den slags, og som vil dele i stedet for at eje. Det er en meget stærk del af min generation. Men jeg ser også den anden halvdel, der forsætter det der kæmpeforbrug, som er blevet indoktrineret i os gennem nullerne, hvor det handler om at svinge dankortet,« siger Hanne Sophie Hjorth Jensen.

Paradoks

Det manglende engagement i at være klimabevidst i hverdagen hænger sammen med forestillingen om klimaforandringerne som noget abstrakt, fortæller antropolog og ph.d. i sociologi og medforfatter til Klimaets sociale tilstand, Bettina Hauge.

»De unge var meget eksplicitte om, at de ikke kan forholde sig til klimaforandringerne,« siger hun.

Selv for generationerne, der er vokset op med nyheder om klimaflygtninge og billeder af udmagrede isbjørne på de sociale medier, er klimaforandringerne stadig uhåndgribelige i hverdagen. Det gør det svært at engagere sig, selv om man godt er klar over, at situationen kræver handling her og nu for at forhindre en forestående katastrofe.

Den berømte britiske sociolog Anthony Giddens kalder paradokset for ’Giddens’ paradoks’, forklarer Bettina Hauge. Den store udfordring er at forklare de unge, hvilke konkrete konsekvenser de abstrakte klimaændringer har på kloden.

»Lige så snart man begyndte at tale om noget håndgribeligt som natur, så var alle enige om, at den måtte man gøre alt for at bevare – og klimaforandringernes konsekvenser afspejler sig jo i naturen. På den måde blev det ret tydeligt, at hele den klimaforandringskampange, der har kørt, har været en smule fejlplaceret, og at man havde nået flere mennesker ved at sætte naturen i fokus,« siger Bettina Hauge.

Hanne Sophie Hjorth Jensen kan sagtens genkende den følelse af modløshed og rådvildhed, som rammer mange unge, der konfronteres med klimaændringerne.

»Jeg kan godt forstå, at vores generation har haft svært ved at vide, hvor fa’en man skal starte. Når man ser plastikhavene, regnskov, der bliver ryddet, og dyrearter, der udryddes, tænker man: ’Hvad skal jeg gøre? Skal jeg bare betale til WWF hver måned?’ Men der har den teknologiske udvikling jo efterhånden gjort det lettere at gå i gang i det nære. Og jeg er da sindssygt stolt over at være med til at skabe en løsning, der kan gøre det lettere for folk at tage et mere bevidst valg,« siger Hanne Sophie Hjorth Jensen.

Undersøgelsen viste også, at de unge efterlyste mere hjælp til at forbruge bæredygtigt. Hvor mærkningsordninger i dag kan hjælpe til at købe fairtradeprodukter eller økologiske æg, skal forbrugeren stadig gøre en egenhændig indsats, hvis hun med sine indkøb vil spare atmosfæren for CO2.

»De unge ved rigtig meget om klimaforandringer, men mindre om hvad man kan gøre. Det er en meget vigtig pointe, at de unge beder om hjælp til at leve mere klimavenligt. Nogle efterlyste ligefrem en top 10-liste over de mest fornuftige måder at leve,« siger Bettina Hauge.

Spar penge og stop madspild

Det behøver ikke være sværere. Man kan begynde med det åbenlyse, mener 23-årige Thomas Bjørn Momsen. Han og to venner lancerede sidste år stop madspild-webshoppen Too Good To Go, der udbyder restauranters, cafeers og bageres restvarer til billige penge.

På den intuitive og lækkert designede app står listet dagens tilbud. For 29 kr. kan man ved lukketid hente en takeawayboks med resterne fra dagens buffet fra cafeen Dalle Valle. I bagerkæden Emmerys i Aarhus C kan man afhente en pose med uspecificeret brød, kage og wienerbrød til 39 kr.

Ideen kom sig af, at de tre stiftere af Too Good To Go var ude at spise på en restaurant og så, hvor meget mad der gik til spilde fra buffeten. »Jeg tænkte, at det måtte kunne spises i stedet for,« fortæller Thomas Bjørn Momsen.

Hvorvidt folk bruger Too Good To Go for at spare klimaet for CO2 eller for at spare penge, ved han ikke. Men resultatet kommer alligevel ud på ét.

»Du får maden super billigt, og du er med til at gøre en forskel. At det sidste betyder noget, kan man også se på den måde, folk fortæller hinanden om det på de sociale medier. Det er også derfor, vi startede firmaet: Det er både godt for din pengepung og for verden. Det er ikke ligesom et olieselskab, hvor jo flere penge de tjener, jo dårligere bliver det for verden.«

Optimistisk

Too Good To Go har samarbejde med restauranter i hele Danmark, og sælger omkring 1.000 tilbud om dagen. I dag er de syv partnere, og selv om de efter halvandet år ikke har hævet en løn til sig selv endnu og mere eller mindre bor på deres kontor på Christianshavn, så ser det unge team optimistisk på fremtiden.

Der er nemlig en trend mod mere bæredygtigt forbrug, og den kommer til at rodfæste sig, mener Thomas Bjørn Momsen. Endnu er danskerne langtfra i mål.

»Man kan ikke klappe sig selv på skulderen over at købe økologiske tomater i Netto, hvis man er kørt derhen i sin store dieselbil, og tomaterne i øvrigt er fragtet 17.000 kilometer dertil fra Equador. Men det er dejligt at se, at der er ved at ske et skift, og vi tror på, at det bliver bedre og bedre,« siger han.

Serie

Flygt, frys eller kæmp

De yngre generationer er vokset op med bevidstheden om, at vi er ved at ødelægge vores klima. Det er samtidig dem, der skal leve med konsekvenserne, hvis ikke vi formår at gøre noget ved truslen.

Information går tæt på nogle af de unge, som har valgt selv at kæmpe for en grønnere fremtid.

Den 10. juni 2016 udkommer tillægget Omstilling, som sætter fokus på unge, der rundt omkring i verden aktivt forsøger at skabe et mere bæredygtigt samfund.

Tillægget er udgivet i et samarbejde mellem Højskolerne/Globalstory.dk og Dagbladet Information

Følg kampagnen på: information.dk/flygtellerkæmp

Seneste artikler

  • Flygt, frys eller kæmp

    10. juni 2016
    Mange unge ønsker at være en del af de bevægelser, der hjælper den grønne omstilling på vej, og er drevet af et ønske om at bidrage til en positiv forandring
  • Tilbage til den grønne fornuft

    10. juni 2016
    Bæredygtig byudvikling kan handle om alt fra affaldssortering til klimarenovering af huse. Men det drejer sig også om at skabe arealer, hvor folk både kan nyde naturen og hinandens selskab
  • Godt nyt fra klimafronten

    10. juni 2016
    En rejse til Bangladesh og mødet med mennesker, der lever med klimaforandringernes direkte konsekvenser, blev startskuddet til 23-årige Klaas Decortes kamp for en mere bæredygtig verden. Hjemme i Bruxelles har han startet magasinet Green Boomers, hvor unge kan medvirke til at fremme den grønne omstilling
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Flemming Berger
  • Mikael Ellborg
  • Viggo Okholm
  • Kurt Nielsen
Flemming Berger, Mikael Ellborg, Viggo Okholm og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Igår, på mit arbejde, som jeg ikke får løn for, men bestemt under trusler om nyttejob udlånt af jobcenteret,
var der en knajt, som skulle til København/Kastrup( (ja, han er en af dem som får løn for sin indsats)

DSB-billet: 374,- kr.
Rød billet, bus - som desværre var udsolgt: 160,- kr hvis betalt online
Gomore, privatbil: 120,- kr afhentet på adresse nær motorvej

Komisk, ikke? At det er lykkedes i den grad at slagte DSB og den offentlige transport, så det bare ikke kan betale sig.

Flemming Berger, Nille Torsen, Niels Duus Nielsen, Sabine Behrmann, Mikael Ellborg, olivier goulin og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Aksel Gasbjerg

Det kapitalistiske produktions- og forbrugssamfund har succes-kriterier (øget vækst, øget forbrug, øget produktion og stigende aktiekurser), der står i direkte modsætning til klimaets og naturens succes-kriterier (ingen klimaændring, ingen forurening mv).

Politikerne og befolkningen er derfor handlingslammede, fordi vi lever i den fuldstændige apokryfe situation, at hensynet til klimaet kræver betydeligt mindre forbrug, hvorimod hensynet til samfundet kræver betydeligt mere forbrug.

Kasper Malskær , Nille Torsen, Niels Duus Nielsen, Anne Eriksen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Benjamin Bach

Det er grundlæggende absurd og unødvendigt, at 50 familier i et alment boligbyggeri eller en ejer- eller andelsforening skal have hver deres værktøjskasse med hver deres skruetrækker

Det er dejligt klimavenligt at reparere ting, så de holder længere tid. I eksemplet med ikke at have en skruetrækker ved hånden, betyder det desværre, at man ikke får spændt håndtaget fast på stegepanden.

Det var så den ene ting. Altså at værktøj har en helt særlig placering i den grønne omstilling ift. at få folk til at bygge og fixe noget mere. Der er ingen skam i at have meget værktøj, skammen ligger i ikke at bruge det!

Heldigvis står Naboskabet ikke alene, der er også en lille bølge af "Repair Cafés", som får udbredt det glade budskab om, at elektronik, tøj osv. skal repareres og ikke smides ud; men dertil er værktøj og værksteder en nødvendighed.

Den anden ting er behovet for at dele værktøj gennem et "koncept" - siden hvornår blev det nødvendigt? Og med en app? Min andelsforening har masser af fællesværktøj. Vi kalder det ikke noget, vi deler det bare.

Men ja, alting skal brandes og individualiseres.. gøres "hverdagsbekvemmeligt" tilmed. De mere simple, praktiske kollektiver er på tilbagetog til fordel for inferiørere (velmente!) løsninger, der samtidig skal kunne tilbyde noget ekstra... måske lappe folks underskud af identitet og mening i tilværelsen?

Og det er slet slet ikke for at modsige Hjort Jensens og Betina Hauges analyse... det er helt rigtigt, at hvis man skal have folk til at dele noget mere og i det hele taget være mere klimabevidste, så skal man lefle for forbrugskulturen og det sociale kapløb med smart phones og café-agtige fællesskaber. Man skal simpelthen konkurrere med alle de andre budskaber, der står på spring for rampelys i folks 28-timers døgn.

’Hvad skal jeg gøre? Skal jeg bare betale til WWF hver måned?’

Som noget af det første, skal man i hvert fald ikke se ned på handlinger. Fordi præcis samme argument kunne udtrykkes den anden vej: ’Hvad skal jeg gøre? Skal jeg så bare gå ned i Ravnsborggade og låne en skruetrækker?’

Udfordringen ligger i at gøre folk til mere praktisk orienterede og handlende. De skal blive hjemme fra flyveturen til Paris; de skal købe lokale fødevarer; de skal forbruge solide produkter, der er bygget til at holde i mange år; og de skal naturligvis også dele ressourcer og have nem adgang til værktøj, så de kan reparere ting... men at fortælle et budskab om, at man redder klimaet ved at bruge fællesværktøj fra Københavns smarteste vin-gade er det ikke lige i overkanten? Indebærer det ikke faren for, at de med god samvittighed flyver til Paris i næste åndedræt?

Låner vi med små gode handlinger legitimitet til større og mere beskidte handlinger, så redder vi ikke klimaet.

Nu er det da heldigvis blevet en norm, at man kan få lov til at være klimabevidst og handle på dette uden at blive påduttet at være hellig. Næste skridt må være, at folk bare er klimabevidste uden at snakke om det, men at det er almindelig sund fornuft.

Håber, at det går rigtig godt med Naboskabet, og alle andelsforeningerne og beboerforeningerne begynder at genopdage og investere tid i det praktiske fællesskab... for klimaets skyld!

Jakob Bonde, Flemming Berger og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

I den lokale haveforening ved vi, hvem der har saven på stang, en kantklipper, en drænspade eller bare nogle ekstra havestole.
Men ok, det foregår helt uden apps og man kan risikere, at ting lissom ikke kommer tilbage til udgngspunktet. Det kan man måske osse komme ud for med apps.. ;-)

olivier goulin

@Lise Lotte

Nej, jeg vælger også altid GoMore, hvis det ellers passer ind i min rejseplan og til min bagage.
Billigere, ofte mere bekvemt - og hyggeligere.
Det er utroligt, at vi skulle vente så længe på en så indlysende deletjeneste, der er den offentlige transport så overlegen på alle parametre. Det kunne have været indført for årtier siden. Alt hvad det kræver er jo blot en elektronisk koordineringstjeneste.

/O

Jens Winther

@Lise Lotte Rahbek: "slagte DSB og den offentlige transport" - sikke noget ævl. DSB og al anden offentlig transport får årlige tilskud på flere milliarder - samtidig med at privatbilismen derimod bidrager med flere milliarder til samfundshusholdningen (i kraft af registreringsafgifter, energiafgifter, "grønne" afgifter osv., osv.).

De 374 DKK for en normalbillet dækker kun ca. halvdelen af omkostningerne!

Offentlig transport er (trods priser, der ser høje ud) en byrde for samfundsøkonomien, hvorimod privatbilismen er en økonomisk malkeko for staten (også efter betaling for veje, trafikanlæg, osv.).

Jeg undrer mig også over priserne, når jeg tager DSB. Men sådan er realiteterne!

Lise Lotte Rahbek

Jens Winther
Nånå, Så du mener altså at prisen på togbilletter er lavt sat og kun afspejler 50% af omkostningerne hvorimod det faktum, at vi allesammen er med til at betale omkostningerne til motorveje, trafikreguleringer, overvågning, trafikpoliti, trafikulykker osv osv osv ikke tæller i regnskabet?

Så bliver vi næppe enige om hvem der 'ævler'

Flemming Berger, Sascha Olinsson og Sabine Behrmann anbefalede denne kommentar
Aksel Gasbjerg

Jens Winther skriver
"Offentlig transport er (trods priser, der ser høje ud) en byrde for samfundsøkonomien, hvorimod privatbilismen er en økonomisk malkeko for staten (også efter betaling for veje, trafikanlæg, osv.)."

Hvis alle kørte privat, hvordan ville CO2-regnskabet så se ud? Samt den øvrige luft- og støjforurening? Hertil kommer trafikpropper mv. Dækkene på bilerne er forøvrigt storleverandør til plastforureningen i verdenshavene, idet dækkene gennem den gradvise slitage via regnvandet ender som mikroplast i verdenshavene.
Vi skal køre meget mere kollektivt og benzinpriserne skal sættes betydeligt op, svarende til bilernes ødelæggelse af klima og miljø.

Estermarie Mandelquist og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

Er jeg den eneste der ikke kan få øje på de mange milliarder der skulle være gemt i cykelpumpen på billedet?

Frank Hansen

Lise Lotte Rahbek,

Vi er alle sammen med til at betale infrastrukturen for både DSB og for motorvejene. Forskellen er at DSB modtager støtte over finansloven, medens bilisterne via registreringsafgift, vægtafgift og afgifter på benzin betaler ekstra for deres transportform. Når det kommer til varetransport er det mere end 98 procent, der leveres med automobil.

Trafikpolitiet er en ren overskudsforretning. Det er derfor betjentene opholder sig døgnet rundt i fotofælderne.

DSB aflønner også billetkontrollører. Det er en systemfejl ved den offentlige transport. Selv de, som råber op om hvor dejligt det er af have offentlig transport, er parat til at snyde med billetten og må derfor kontrolleres. Noget tilsvarende findes ikke ved privat transport. Bilisterne køber helt frivilligt den nødvendige benzin og ejer oven i købet det benyttede transportmiddel.

Niels Duus Nielsen

Sjovt nok er der ingen, der kæder den megen bilkørsel sammen med udledningen af drivhusgasser. Det er åbenbart meget værre, at køerne prutter.

Og hvordan det kan være billigere at transportere 100 mennesker i 100 biler, end at transportere dem i et tog, kunne jeg da godt tænke mig at se en udregning på. Og nu vi er i gang: Hvad forurener mindst, 100 privatbiler eller 1 diesellokomotiv (eller, hvis politikerne kunne komme ud af FDMs lomme: 1 elektrisk lokomotiv)?

Frank Hansen

Niels Nielsen,

Jeg læste for nogle år siden, at en lastbil eller en bus forurener som 10.000 privatbiler, når det gælder partikelforurening og NOx gasser. Det er et stort problem, som folk bliver syge og dør af. Regnestykket ser lidt anderledes ud for drivhusgasser, men deres effekter bygger alene på en teori.

Du kan roligt regne med, at et dieseltog forurener som 10.000 privatbiler. Når privatbilerne kører på el eller brint bliver denne transportform den mest miljøvenlige (hvor jeg dog hader dette udtryk; det minder mig om læbevenlig pomade).

Jens Winther

@Niels Nielsen, et diesellokomotiv forurener langt mere pr. passager-kilometer (incl partikelforurening) end en moderne personbil.

Og nej, det var ikke FDM, men en socialdemokratisk regering, der stoppede den elektrificering af togdriften, som faktisk var vedtaget - og dermed tvang DSB ud i et køb af dieseltog (IC4), hvilket DSB advarede længe og inderligt over! Det er der sjovt nok ingen folketingspolitikere, der kan huske.

Det kan godt være, at du undrer dig over at kollektiv trafik er så meget dyrere end privatbilisme - men talrige trafikforskere har regnet på det den ene gang efter den anden, med samme resultat.

@Leo Nygaard: kørselsgodtgørelsen begunstiger privatbilisme, siger du. Men det er forkert! De fleste, der får kørselsgodtgørelse kan vælge mellem offentlig transport (og få godtgjort de faktiske omkostninger) eller kørsel i egen bil (hvor SKAT fastsætter godtgørelsen sådan at den dækker mellem 60 og 75% af de faktiske omkostninger). Hvad angår kørselsfradrag, hvis man har langt til arbejde, så er satsen den samme anset hvordan man transporterer sig.

Ukendskab til de faktiske forhold fører faktisk mange "diskussioner" på vildspor.

Jens Winther

@Aksel Gasbjerg, jeg skriver ikke, at kollektiv transport skal erstattes af privatbiltrafik! Der er da rigtig gode grunde til at have kollektiv transport. Jeg elsker at køre i bil - men tager faktisk ofte toget for at kunne arbejde undervejs.

Jeg kan så blot konstatere, at toget er dyrt, slidt, uden service, langsommere og ikke præcist - og alligevel ikke økonomisk kan hænge sammen.

Dæk er lavet af gummi, som nedbrydes relativt hurtigt i naturen - de indeholder ikke plast! Den største leverandør af mikroplast er de blå/gule/røde karklude, som afgiver enormt mange mikropartikler, især når man putter dem i vaskemaskinen. Selv de mest avancerede anlæg til spildevandsrensning kan ikke tilbageholde disse mikropartiker.

Kasper Malskær

"Den største gruppe udgøres af ’De hverdagsbekvemme’, som tre ud af fire i undersøgelsen grupperes i. Denne gruppe tænker ikke så meget over klimaforandringerne, men vil gerne tage hensyn til klimaet, så længe det ikke besværliggør deres hverdag."

Er det ikke mere rigtigt at kalde denne gruppe for 'De indifferente' og sammenlægge dem med gruppen 'De ligeglade'. 'De indifferente' anerkender tydeligvis den menneskeskabte globale klimaforandring som noget reelt, men har ingen interesse i at gøre en personlig indsats for at forsøge at mindske den, hvis det betyder at det 'besværliggør' deres hverdag.
Så kan man spørge sig selv om, hvad der ligger i udtrykket 'besværliggør deres hverdag'; for hvis det vil sige, at denne gruppe ikke ønsker at ændre på deres nuværende livstil i en grad, så de vil mærke det personligt (en livsstil som med høj sandsynlighed sammenlagt udgør en del væsentlig del af problemet med klimaforandringer, og som er et område, hvor det enkelte individ rent faktisk har muligheden for at gøre en forskel, på trods af korrupte politere og kapitalistisk fascisme) så er det jo desværre her overladt til politikere at forsøge at løse problemerne på deres vegne...sørgeligt!
En stor del af de mennesker som i dag lever efter den vestlige model er i sandhed ofre for den passivitet et materialistisk forbrugersamfund skaber iblandt befolkningen - et effektivt og veludviklet middel for establishmentet til at opretholde status quo.

I og med at 'De indifferente' udgør tre ud af fire i undersøgelsen, er det vel også dårlige nyheder for den omtalte 'To Good Too Go' app, da det da i den grad 'besværliggør' deres hverdag at skulle troppe op på Dalle Valle imellem kl. 21:45 og 22:00 (afhentningsintervallet) for at fylde rester fra buffeten i en papæske.

Aksel Gasbjerg

Jens Winther.
Dæk er storsynder mht mikroplast i verdenshavene:
http://politiken.dk/viden/ECE2935381/bildaek-og-skosaaler-giver-store-ma...

I artiklen anføres vedr det danske vandmiljø:

"De tal for det årlige udslip af mikroplast til det danske vandmiljø, undersøgelsen opererer med, er behæftet med usikkerhed – med et totaludslip i størrelsesordenen 5.000-13.900 ton.
Ser man på de enkelte kilder, tegner bildæk sig for langt den største post (4.200-6.600 ton/år).
Herefter kommer gummigranulat (450-1.580 ton/år), skosåler (100-1.000 ton/år), tekstiler (200-1.000 ton/år) og vejstriber (110-690 ton/år)."

Niels Duus Nielsen

I kan godt bilde mig ind, 1 et diesellokomotiv forurener mere end 100 privatbiler, også selvom vi tager højde for de svindlede tal fra bilindustrien, men det skal vel så vejes op mod, at 100 diesellastbiler forurener mere end 1 diesellokomotiv?

Almindelig sund fornuft (som man selvfølgelig ikke altid kan stole på) siger mig, at det må være billigere at flytte et tog på 100 tons (IC3) end hundrede biler på ialt mindst 150 tons (gennemsnitsvægt ifølge Danmarks Statistik).

Al respekt for, at jeg måske tager fejl, men er det muligt at få et link til en af de udregninger, som trafikforskere angiveligt har udført?

Jens Winther

@Aksel Gasbjerg, nu er det jo ikke nogen central del af denne debat. Men da dine betragtninger om dæk er forkerte - omend forholdsvis konkrete - føler jeg alligevel anledning til at korrigere dig (også fordi der tilsyneladende er andre end dig, der tager fejl i denne forbindelse).

Samlet skrottes der i DK ca. 45.000 tons dæk årligt (af hvilke langt over 90% indgår i genanvendelse på den ene eller anden måde). Den del af et dæk, som "forsvinder" i form af slid under anvendelsen af dækket udgør langt under 5% af vægten. Det er jo kun slidbanegummiet, der slides af - og karkassen i form af stål og/eller tekstilfibre har desuden en langt højere vægtfylde end gummiet.

Dine tal for "mikroplast" fra dæk er overvurderede med adskillige hundrede procent!

Gummi (SBR), som er det, der slides af bildækkene er langt lettere for naturen at nedbryde end plast (PVD, PS, PE, PP, PET). Der er flere årsager. I denne sammenhæng er det væsentligt, at SBR er langt mere følsom overfor sollys (UV) ligesom dæksliddet jo i sagens natur "fra start" er små partikler - og jo mindre partikerne er, jo mere effektiv er UV'ens nedbrydende effekt. Hertil kommer, at en væsentlig del af gummiafsliddet havner på jord, og jordbakterier kan faktisk "gnaske" (dvs. nedbryde) gummi (SBR). De partikler, der havner på jord, vil almindeligvis være nedbrudt inden de kan nå at at blive udvasket til vandmiljøet.

Jens Winther

@Aksel Gasbjerg,
jeg kan ikke bruge en tilfældig forside til noget..

GESAMP's rapport nr 90 er pt. det mest autoritative dokument, der findes på området. Den refererer bl.a. 42 undersøgelser af forekomsten af forskellige polymerer i mikroplast i havet og i maritime sedimenter. Jeg nævner de oftest forekommende polymerer: PE, PP, PS, PA, PES, osv. Hvor er SBR?

Du kan downloade den fulde rapport på gesamp.org - http://www.gesamp.org/publications/publicationdisplaypages/reports-and-s...