Nyhed
Læsetid: 5 min.

Gode råd til en ny avischef

Rune Lykkeberg tiltræder den 1. august som Informations nye ansvarshavende chefredaktør. Vi har fundet en række gode råd til ham. Om hvordan man forbedrer avisen, hvordan Information bør være, og hvordan man leder en bevægelse, som Rune Lykkeberg siger, at Information også er
Rune Lykkeberg holder tale i Informations kantine, da han tirsdag i denne uge blev præsenteret for medarbejderne som avisens nye chefredaktør.
Indland
16. juni 2016

Mere begejstret bekymring

Erik Valeur, journalist og forfatter

»Jeg læser Information hver dag, og det kører fint med udenrigsdækning, afsløringer og miljø. Men jeg kunne godt tænke mig, at hverdagsaviserne mandag-torsdag blev fire sider større, så der var bedre plads til mere spræl, flere overraskelser og mere intensitet, der stråler ud fra siderne, når man bladrer.

Jeg går ind for den begejstrede bekymring og savner derfor, at der i hverdagsaviserne kommer lidt af det stof, der nu kun er i weekendudgaverne: Artikler om de eksistentielle problemer, dvs. store følelser med børn, forældre, kærester, krig, døden. Alt det, vi først tænker på, når lyset er slukket.

Som eksempel kunne jeg nævne en serie om, hvad børn og voksne tænker om, hvorvidt deres forældre bedst kunne lide deres søskende.

Det kunne også være fedt med lidt mere begavet sportsdækning, som der nu har været de sidste dage med fodbold. Så ville jeg også udvide bagsidens Folk-rubrik til en hel side med sjovt twistet stof fra Danmark i går, f.eks. underlige bemærkninger fra tåbelige politikere.

Det skulle være letlæst, men med en snert af noget overraskende. Et godt grin er vigtigt for en organisme, der skal gøre sig selv tydelig.

Jeg ville også gerne have mere historisk stof, hvor læserne kan spejle nutiden i de rum, fortidens magtmennesker har haft.

Og endelig ville jeg sende et reporterhold ud i Danmark for at beskrive alle de utrolige mennesker med deres underlige fobier, tragedier, savn, fantasier, sorger, glæder, altså alt det stof, som ikke kan ses fra københavnske redaktionslokaler. Og hver af disse artikler om hverdagsdanskere under medieradaren skulle minimum fylde tre sider!«

Afliv berøringsangst

Simon Andersen, nyhedschef Radio24syv

»Råd nr. 1: Lykkeberg skal aflive berøringsangst og væveri i Informations journalistik om samfundets udfordring nummer ét: Hvordan får vi sluset nye muslimske medborgere ind i samfundet, samtidig med vi står urokkeligt – fuldstændigt urokkeligt – fast på vores civilisations grundlæggende værdier: Ytringsfrihed, seksuel frihed, kvinderettigheder og demokrati.

Bladet skal i pagt med sin historie insistere på at føre en frihedskamp for nye medborgere, mod religiøs og seksuel undertrykkelse. Hvorfor er det ikke Information, der fører den journalistiske kamp mod forstokkede imamer, homohad, og religiøs og seksuel undertrykkelse af piger og kvinder? Intet er vigtigere.

Råd nr. 2: Gennemføre hårdere MUS-samtaler. For mange artikler svæver i himmelrummet mellem mening og journalistik, hvor det kan være svært at se, hvor fakta slutter og meninger begynder.

Råd nr. 3: Husk, at det, de fleste, også Informations læsere, spekulerer på, er, hvad de skal have til aftensmad.«

Find ind til kernen

Nadja Pass, medstifter af samfundslaboratoriet Borgerlyst og rådgiver for andre borgere i organisationen af samfundsengagerede initiativer

»Det første råd til Rune Lykkeberg er: Vær bevidst om, at bevægelser fungerer meget anderledes i dag, end de gjorde tidligere. I dag har man på den ene side et enormt stærkt fællesskab – på den anden side er man samtidig et stærkt individ.

Det vigtige er, at der skal være plads til, at deltagerne også er selvstændige individer. Man kan ikke som tidligere gå ud fra, at alle skriver under på alt, hvad bevægelsen gør.

Råd nr. 2: Du skal rumme forskellighed. Man kan have mange forskellige grunde til at engagere sig, og der skal være plads til, at man kan gøre det forskelligt. Der skal endda være plads til, at deltagerne er uenige med dele af bevægelsens beslutninger.

Som tredje råd vil jeg sige: Træd i karakter som leder og sig tydeligt, hvad bevægelsen står for: Det er det her, vi vil, og det er vigtigt af disse grunde. Problemet med mange politiske partier i dag er, at de ikke tør sige, hvad de mener, og så bliver det mærkeligt udvandet. Det er afgørende, at deltagerne kender kernen i bevægelsen, ellers kan man risikere, at lederen pludselig siger noget, som man slet ikke kan genkende sig selv i, og så føler man sig taget ved næsen.

Hvis man er tydelig omkring kernen, så er det også meget nemmere at rumme uenighed omkring andre dele, fordi der findes en grundlæggende enighed, som alle kender.«

Brug de kloge læsere

Lea Korsgaard, chefredaktør Zetland

»For Rune Lykkeberg er det væsentligt at forstå hvilke fantastiske potentialer, der ligger i at være en digital avis, som Information efterhånden er. Men når jeg læser kommentarsporet under artiklerne, så tænker jeg, at avisen ikke får nok ud af alle de kloge læsere.

Kommentaruniverset er ofte lidt for bøvet. Der er et kæmpe potentiale i at gøre platformen til et digitalt forsamlingshus, så dét skal han dyrke.

Hvis jeg var ham, ville jeg dernæst droppe enhver form for pligtnyhed. Jeg har aldrig nogen sinde læst Information for de ordinære nyheders skyld. Dem kan man snildt spare væk og i stedet bruge ressourcerne på folk, der fortolker nyhederne, og på den gravende journalistisk. Så ud med alle pligtnyheder!

Mit tredje råd: Information er jo et magtkritisk organ og har altid været det. Det er avisens dybe pælerod, og der skal den blive. I dag udgør Information reelt et af de få magtkritiske organer i dansk presse, og den rod skal måske endda stikkes endnu dybere ned. Dér er avisen unikt positioneret, og der spiller den en rolle for os alle sammen.«

Præcist værdigrundlag

Uffe Elbæk, formand for Alternativet, der både definerer sig selv som en bevægelse og et politisk parti

»Råd nr. 1: Vær helt præcis omkring hvilket værdigrundlag, du står på, og hvad du vil måles på. Tydeliggør, hvad der er til diskussion, og hvad der ikke er til diskussion. Det er vigtigt, at denne forventningsafstemning finder sted, ellers kan det blive rigtig bøvlet.

Råd nr. 2: Retningen for bevægelsen skal være formuleret. Ikke hvordan man kommer derhen – så er der ingen, der vil være med. Men man skal være helt tydelig omkring, hvor det er, at man gerne vil hen. Selvfølgelig vil der blive begået fejl på vej derhen, så læg en strategi for, hvordan man håndterer dem.

Råd nr. 3: Bevægelsen skal generere værdi for dem, der er med og ikke bare for bevægelsen. Folk skal have en fornemmelse af, at de lærer noget, eller at de selv har flyttet sig et eller andet sted hen.«

Gå imod strømmen

Lisbeth Knudsen, chefredaktør Mandag Morgen

»Rune Lykkeberg er den ideelle type chefredaktør for Information forstået på den måde, at han er en personlighed, han er ekstremt godt skrivende, og han er selvstændigt tænkende.

Det, som giver Information kvalitet, er, når avisen tør gå imod strømmen af almindeligheder i dansk presse og sætte fokus på nogle helt særlige perspektiver eller aspekter, som ikke har fået plads i mainstream-news.

Mit eneste råd vil derfor være at bevare lige præcis den evne til at tænke selvstændigt og lave selvstændige prioriteringer og vinklinger på tidens store spørgsmål.«

Følg lidenskaben

Peter Øvig Knudsen, forfatter

»Mit første råd: Prioriter at blive ved med at skrive dine egne tekster over alt andet.

Andet råd: Lad de unge journalister forfølge deres lidenskaber, og lad de gamle fylde avisen.

Og tredje råd: Dyrk jeres egne historier og glem alt om nyheder.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kære Anita Brask Rasmussen og Ulrik Dahlin,

Tak for de syv velskrivende rådgiveres råd og tillykke til jer, os og Rune Lykkeberg.

Mit råd: Skriv som om I læser kommentarsporene, lyt til os whistleblowere og hvad vi har set.

Anne-Marie Krogsbøll, Niels-Simon Larsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Lea Korsgaard: "Kommentaruniverset er ofte lidt for bøvet."

lol - der fik vi den, venner.

:-)

Anne-Marie Krogsbøll, Niels-Simon Larsen og Oluf Husted anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Jeg bliver nødt til at sige det: Vi har fået en redaktør i den borgerlige uniform, slips og jakke. Det signalerer: Jeg færdes i de højere lag. Ikke ude i mulden, ikke ude hos folket og ikke ude blandt kratluskerne, gøglerne og skidesprællerne. Jeg sidder ved mit skrivebord og skriver, gør jeg, hvis ikke jeg taler med administratorer, meningsdannere og andre fra de bonede gulve. Løsningerne kommer fra oven og ikke fra neden, gør de.

Rune er med sine bøger god til at analysere, men for filen da hvor vi vader rundt i analyser og analyseinstitutter, og hvad kommer der ud af det? Nye og gode ting kommer fra neden, og jeg havde gerne set en person fra neden og ikke en universitetssplante, for dem vader vi rundt i.

Giv mig en kaospilot, mor!

Niels-Simon Larsen

Og så havde jeg også gerne set en redaktør, der turde sige: Løbet er kørt, venner. Nu er der kun at opføre sig ordentligt på trappen ned til klimakatastrofehelvedet (der bliver stadig født børn på trappen). Lær skolebørnene at bygge kanoer, så de kan padle sig vej til de centrale steder, der bliver inddraget af staten fra 1. sal og op i alle bygninger. Vi skal have indført borgerløn, hvor alle indtægter over 15.000kr. inddrages af statens katastrofefond, ingen får lov at arbejde mere end 30 timer, og alle skal, eller i den grad de er i stand til det. Det har været morsomt indtil nu, men inden længe slutter festen. I Frankrig og Tyskland har de lige padlet rundt i gaderne, og andre steder i verden har de stønnet i 50 graders varme. Foregangslandet kan godt træde i karakter nu.

Helt på linje med Simon Andersen fra Radio24Syv. Dog minus hans 3 Råd!

Torben Knudsen

Hvorfor vi hver dag i aviser , radio og TV skal bombarderes med livets bagside er meningsløst.
Tag en snak på redaktionen og flyt livets bagside om på bagsiden, med henvisning til hjemmesiden for de, der ønsker flere 'detaljer'.
Information kunne ligefrem gå hen og blive en dominerende avis.

Hvis Lykkeberg fortsætter som han slap på Politiken, så ser det sq sort ud for Inf. Her kørte RL en super-extrem amerikaniseret linie, der ikke gav plads til "mere spræl, flere overraskelser og mere intensitet og begejstret bekymring".
Engang da jeg fandt, at Pol. lignede en publikation fra US Information Service, mailede jeg til Lykkeberg og spurgte ham hvilke kilder/tidsskrifter/websites mv. han øste af.
Det foruroligende svar var: "New York Times, Times, Newsweek, Wired - og et par stykker til i samme boldgade". Ikke ét eneste fransk, spansk, tysk osv. eller noget fra sprog- og kulturområder udenfor den angelsaksiske andedam.
Valget af Lykkeberg ligner en panikhandling. Inf mistede næsten over nigth sin chefredaktør, og skulle i en djævlens fart finde en ny. Og så tager man én, der tidl. har været på avisen, og som iflg. eget udsagn ikke var særlig forhippet på at komme væk fra Pol.
Gid "man" havde givet sig god tid til a at finde en afløser, der er journalist, og ikke en analyserende akademiker med hang til det belærende.
Lykkeberg tilhører selv "eliten", men har ikke desto mindre brugt megen spalteplads i Pol, til at åbne spalterne for indlæg og debattører, der svinger krabasken over - eliten! Det sker ud fra præmisssen om, at også båtnakkerne i Dansk Folkebedrag skal høres, at Vox Populi har noget værdifuldt at bidrage med.
Det bliver spændende at se, om Lykkeberg vil videreføre denne linie i Inf. Forhåbentlig fortæller avisens journalister, at det er ikke sådan Inf. skal drives/skrives.