På papiret skulle der være 84 mandlige afviste asylansøgere på Kærshovedgård, det tidligere åbne fængsel uden for Ikast, som siden påske har fungeret som udrejsecenter. Men i virkeligheden bor der kun 35 afviste asylansøgere på centret. De resterende 49 er enten aldrig dukket op eller er flyttet ind for så at forsvinde igen. Dermed er over halvdelen af beboerne forsvundet, oplyser centret til Information.
Meningen med Kærshovedgård er ellers, at de afviste asylansøgere ved at tage ophold dér og gennem samtaler med politiet skal motiveres til at rejse hjem. Men siden oprettelsen af centret har kun én beboer tilkendegivet, at han ønsker at udrejse, oplyser Richard Østerlund la Cour, der er chef for Udlændingecenter Nordsjælland.
Læs også: ’Papirløs i Danmark’
Også udlændinge på tålt ophold skal i fremtiden bo på netop Kærshovedgård. Det mener udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), der vil gøre deres ophold så »utåleligt som overhovedet muligt«. I sidste uge kom det så frem, at hver femte person på tålt ophold i Danmark allerede er forsvundet fra myndighederne.
På udrejsecenter Sjælsmark, der også huser afviste asylansøgere, har man ikke på samme måde opgørelser over, hvor mange der er forsvundet. Men centeroperatør Niels Etlard bekræfter, at det »finder sted«, at de afviste asylansøgere »stikker af«, inden myndighederne får sat dem på et fly ud af landet.
Ingen kan komme med et tal på, hvor mange af de forsvundne der rejser ud af landet, og hvor mange der bliver og bor under jorden i Danmark skjult for myndighederne.
Richard Østerlund la Cour siger, at der ikke kan gives et kvalificeret bud på et antal, fordi der er »enorme mørketal«. Men der er en »stor procentdel« af afviste asylansøgere, der forsvinder, fortæller han og tilføjer, at politiet skønner de forsvundne asylansøgere som udrejst af landet, hvis de ikke dukker op inden for kort tid.
Også Michala Clante Bendixen, der er forkvinde for organisationen Refugees Welcome, som siden 1986 har haft kontakt til og rådgivet mennesker under jorden i Danmark, siger, at ingen kan fastslå, hvor mange afviste asylansøgere der forsvinder. Hun mener, at der kan være »alt mellem 5.000 og 50.000« mennesker, der lever papirløst i Danmark, og hun har mødt flere, der har boet under jorden i Danmark i over 10 år.
Abai på 27 år fra Etiopien er en af de afviste asylansøgere, som politiet går ud fra er rejst ud af Danmark, siden han for snart et år siden »flygtede« fra Sjælsmark. Men i virkeligheden har han i al den tid levet under jorden.
Kommer det bag på nogen?
Næh, det har du jo ret i. Det viser jo bare at det er lykkeriddere, der bare skal videre i teksten.