Læsetid: 7 min.

’Det, jeg kan som præst, er at være til stede i afmagten’

Undervisning af konfirmander, sjælesorg med en kræftsyg, dåbsforberedelse og en tur i Flügger farver. Information har været med sognepræst Line Andrea Bønding på arbejde
Til konfirmationsforberedelse i krypten under Allehelgens Kirke på Amager skal eleverne lave en altertavle med et billede af Kristi himmelfart. Sognepræst Line Andrea Bønding foretrækker på denne tid af året at lave noget kreativt, for man kan ikke »proppe mere ind i hovederne på dem«

Til konfirmationsforberedelse i krypten under Allehelgens Kirke på Amager skal eleverne lave en altertavle med et billede af Kristi himmelfart. Sognepræst Line Andrea Bønding foretrækker på denne tid af året at lave noget kreativt, for man kan ikke »proppe mere ind i hovederne på dem«

Jakob Dall

21. juni 2016

Klokken er 9.30, og sognepræst Line Andrea Bønding er lige mødt på arbejde i Sundkirken på Amager. Udefra blender 50’er-kirken ind med de andre huse på vejen og ligner ved første øjekast et parcelhus med et klokketårn på. Men inde bag de røde mursten åbenbarer sig et smukt kirkerum med høje teaktræslofter.

»Det er lidt ligesom de der kedelige grå sten, som har helt vildt flotte krystaller inde i,« siger Line Andrea Bønding, mens hun laver te i køkkenet. Hun sætter sig ved det runde mødebord i det mørke kontor, som er afskærmet fra resten af Amager med hvide persienner. Bag hende hænger præstekjolen, og på stolen over for hende tager 56-årige Anne Bendixen plads.

Anne Bendixen er uhelbredelig syg af kræft. Hun har jævnligt haft samtaler med Line Andrea Bønding, siden hun for tre år siden fik konstateret sygdommen. Igen i denne uge har hun fået dårlige prøveresultater, fortæller hun.

Læs også: ’Uanset hvor mange gange man hjælper et barn til verden, er det lige fantastisk’

»Jeg kunne godt mærke, at jeg ikke havde det godt. Den her vil gerne stikke snuden frem,« siger hun og peger på en voksende metastase under den sorte bandana, hun har om hovedet. Hun taler hurtigt og haster energisk videre til næste sætning.

»Jeg fik de dårlige nyheder at vide på den sædvanlige klodsede måde. Jeg kan næsten ikke have det. Jeg har brug for kontante meldinger og ikke medlidenhed.«

Line Andrea Bønding vil høre, »hvor Gud er i alt det her for tiden.«

»Han er der, hvor jeg får lyst til at sige til ham, at han skal tage sig sammen. Nu kørte det lige for os, men så ikke alligevel. Jeg har skældt meget ud på ham,« svarer Anne Bendixen.

»Det er også godt at have en Gud at skælde ud på,« siger Line Andrea Bønding.

Da Anne Bendixen fik konstateret sygdommen, fik hun at vide, at hun kun havde et år tilbage at leve i. Og det slider på familien, at undtagelsestilstanden hele tiden bliver forlænget, fortæller hun.

Line Andrea Bønding foreslår, at Anne Bendixen tilbyder sin datter, at hun også kan komme til hende og tale sammen for måske at få tingene vendt på en ny måde og undgå skyldfølelse.

»Ja, så kan vi måske også snakke om min begravelse,« siger Anne Bendixen. »Jeg vil have røde faner.«

»Ja, rød front,« siger Line Andrea Bønding og griner.

Klokken er 11.04, og Line Andrea Bønding sidder på sit kontor og ordner praktiske ting ved computeren. Bag hende hænger et pilgrimskort. Hun forklarer, hvorfor hun på intet tidspunkt sagde til Anne Bendixen, at det hele nok skal gå.'

Læs også: ’Der er ikke tid til at være den lærer, man ønsker at være’

»Det, jeg kan som præst, er at være til stede i afmagten,« siger hun.

Line Andrea Bønding er vokset op med en mor, som var inspireret af hinduismen. Selv troede hun i mange år på reinkarnation. Men den asketiske livsførelse, som hun praktiserede som teenager, blev for stort et pres.

»Jeg følte mig aldrig helt hjemme i det. Jeg stræbte efter perfektion og sandhed, men stødte samtidig hele tiden på min egen manglende perfektion. Tanken om at blive født igen var ligesom heller ikke særlig fed.«

Hun fik derfor lyst til at lære sin egen kulturs tro at kende. Men da hun begyndte på teologistudiet, var hun ikke kristen, og hun kunne ikke forestille sig nogensinde at blive »en kedelig kristen præst«.

På et tidspunkt fandt hun alligevel ro og mening i kristendommens budskab om, at »Gud elsker os, som dem vi er – på godt og ondt.«

»Dermed ikke sagt, at vi ikke skal gøre os umage, men der er noget, vi ikke har magt over,« siger hun.

Klokken er 11.17, og Line Andrea Bønding sætter sig på sin kollega Suzette Ejdrups kontor. De er i alt tre præster, som deles om gudstjenesterne og arbejdet i Sundkirken og Allehelgens Kirke, som ligger på den anden side af Lergravsparken.

De to kollegaer gennemgår programmet for morgendagens bededagsgudstjeneste, hvor de vil læse navnene op på alle dem, der er blevet døbt og viet i de to kirker i det forgangne år. De ændrer formuleringen »gode og onde dage« til »i dag og alle dage«, da »det er som om, at ‘onde dage’ skæmmer lidt«, og Line Andrea Bønding minder Suzette Ejdrup om, at det er en god ide at betone a’et »opstandelsens kraaaft«, da der ofte møder flere med kræft op til gudstjenesterne.

Klokken er 11.53, og Line Andrea Bønding sætter sig igen på Suzette Ejdrups kontor. Foran sig har hun en tallerken med to rugbrødsmadder med kylling og mayonnaise. I sine teenageår var hun vegetar, men det lagde hun på hylden, da hun blev kristen. Mens de spiser, taler de to kollegaer om, at det er ærgerligt, at det ofte er præster med ekstreme synspunkter, der løber med opmærksomheden i medierne.

Læs også: ’Nogle gange keder de sig så meget, at de trykker på alarmen’

»Jeg kan næsten ikke klare, hvis kristendommen og nationalisme skal kædes sammen,« siger Line Andrea Bønding, som ikke vil være parti-politisk i sit præstearbejde.

»Men jeg kan godt finde på at være lidt direkte i mine prædikener, fordi jeg synes, vi er vidne til en meget stærk højredrejning i de her tider. Det er mit ansvar, at alle mennesker kan komme i kirken, men det er også mit ansvar at råbe vagt i gevær, når jeg synes, at vi som land er på vej ud på et vildspor. Og det mener jeg, vi er nu. Jeg er seriøst bange for det.«

De afbrydes af, at en af Line Andrea Bøndings to iPhones ringer. Det er en lokal bedemand.

»Er det en bisættelse,« spørger Suzette Ejdrup.

»Det var dog utroligt. Det har været en stille periode, men nu vælter det ind,« siger Suzette Ejdrup, som selv har tre bisættelser i løbet af den kommende uge.

Klokken er 13.09, og Line Andrea Bønding tager sin cykelhjelm på og cykler hurtigt over til Allehelgens Kirke, hvor hun skal tage afsked med en kordegn, som har sidste arbejdsdag.

Klokken 13.23 sætter hun sig igen op på cyklen for at sætte kursen mod Flügger farver på Holmbladsgade for at købe afdækningsfilt, som hun skal bruge til eftermiddagens konfirmandundervisning.

Klokken er 14.00, og Line Andrea Bønding lægger nogle plader ud på bordene i krypten under Allehelgens Kirke. Til sammen skal de blive til en altertavle med et billede af Kristi himmelfart.

Rundt om bordene sidder teenagere og spiller på mobiltelefoner og spiser bland-selv-slik. Line Andrea Bønding foretrækker at lave noget kreativt med konfirmanderne til de sidste konfirmationstimer, for på den tid af året »kan man simpelthen ikke proppe mere ind i hovederne på dem«.

En dreng vil vide, om man kan give de ’klip’, man har fået ved at komme i kirke, til en anden, som mangler. En anden vil vide, om det er rigtigt, at Line Andrea Bønding ikke vil have, at de bliver hentet i store, dyre biler til konfirmationen. Det er det ikke, fortæller hun. »Jeg har bare sagt, at det ikke er noget, vi lægger op til.«

En pige vil vide, hvilken farve de skal male »ham der manden«.

»Er det Jesus, du mener?« siger Line Andrea Bønding og griner. De overvejer, om han skal have guld i hovedet.

De slutter af i en cirkel, hvor de siger trosbekendelsen og fadervor i kor. Derefter giver alle konfirmanderne Line Andrea Bønding hånd. Det er hende, der har opdraget dem til at sige pænt farvel.

Læs også: På C-dage håber de bare, at børnene bliver hentet tidligt

Klokken er 16, og Line Andrea Bønding begynder en dåbssamtale. Hun har lagt samtalen sent denne eftermiddag, da hendes eksmand henter deres 8-årige dreng.

»Det er Kamma, der er primus- motor på det her projekt,« siger Mette Sejer Sørensen, som er her sammen med sin mand Torben Lykke Sørensen og to af deres fem børn. 5-årige Kamma er ikke døbt, men hun har selv besluttet, at hun gerne vil døbes, når hendes et år gamle lillebror Harald snart skal døbes.

Line Andrea Bønding vil gerne høre, hvordan Kamma er kommet på den ide. Kamma, som har mistet de to forreste mælketænker i overmunder, sidder genert og kigger ned i den lyserøde Disneybog, hun har fundet på kirkens børnereol.

»Kan du huske, at du sagde, at du gerne ville døbes, fordi vi havde været til en gudstjeneste, hvor præsten talte om kærlighed. Hendes storebror har sagt til hende, at Gud ikke findes, fordi man ikke kan bevise ham. Men Kamma svarede, at det er lige meget, for hun tror på Gud,« siger Mette Sejer Sørensen.

Kamma kigger op fra bogen. »Jeg tror kun på luftengle,« siger hun og kigger ned igen.

»Det er ingen hemmelighed, at det mere er mit og børnenes projekt, end det er Torbens,« siger Mette Sejer Sørensen.

Torben Lykke Sørensen står op og leger med Harald, som farer rundt i lokalet. Han fortæller, at han tror, vi har fundet på fortællingen for at berolige hinanden og dulme vores dødsangst.

»Men jeg anerkender, at vi er begrænset af vores sanser. Men til spørgsmålet ’tror du på Gud den almægtige?’, der må jeg sige nej, det gør jeg simpelthen ikke,« siger han.

»Evighed er heller ikke det samme som uendelighed. For mig er det evige liv også kærligheden imellem os,« siger Line Andrea Bønding, som synes, »det er enormt fedt at høre, at I taler om de her ting«.

De går op i kirken, så Kamma kan se, hvad der skal ske til dåben. De øver, hvordan de skal gå ind sammen, og Kamma læner sit hoved ind over døbefonten, mens Line Andrea Bønding tre gange fører sin hånd hen over hendes hår, inden de siger »tak for i dag«, og Line Andrea Bønding kan cykle hjem til sin lejlighed.

Læs også: Forbedringstavlemøder, fikseringsbælter og potteplanter i sengen

Serie

Virkelighedens velfærdsdanmark

Sikringen af velfærdsstaten er et af tidens varmeste emner. Politikere og eksperter diskuterer effektivisering, afbureaukratisering og forbrug i den offentlige sektor. I denne reportageserie følger Information hverdagen for en række ansatte i den offentlige sektor for at komme tættere på, hvad det er, diskussionen i virkeligheden handler om.

Seneste artikler

  • ’Omstillingsparathed er politiets nye hurra-ord’

    6. juli 2016
    Efter terrorangrebet i København har politiets arbejde ændret karakter. Marlene Bendix er lokalbetjent på Københavns Vestegn, men hun har gennem det seneste halve år haft meget mindre tid til at udføre det kriminalpræventive arbejde, hun elsker. I stedet har hun bevogtet den jødiske synagoge og kontrolleret pas i Rødby. Information har været med hende på arbejde
  • ’Uanset hvor mange gange man hjælper et barn til verden, er det lige fantastisk’

    20. juni 2016
    I år oplever Danmark et decideret babyboom, som sætter pres på landets fødegange. På Hvidovre Hospital hjælper jordemoder Kamilla Kamp Vanman Knudsen børn til verden. Ifølge hende er hver eneste fødsel lige fantastisk, selv om hverdagen på fødegangen kan være for travl. Information har været med hende på arbejde
  • ’Nogle gange keder de sig så meget, at de trykker på alarmen’

    7. marts 2016
    Selv om Joan Krogs besøg hos Næstveds ældre borgere er korte, er hun et højdepunkt i deres hverdag. Information har været med hende på arbejde
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu