Interview
Læsetid: 3 min.

Kommission skal kulegrave ytringsfriheden

Der er behov for at »tage temperaturen på ytringsfrihedens tilstand«, lyder det fra SF som sammen med et bredt politisk flertal nu nedsætter en ytringsfrihedskommission
Indland
2. juni 2016

Efter et bredt politisk flertal har besluttet at indskrænke religiøse forkynderes ytringsfrihed, nedsættes der nu en kommission, som skal kulegrave grænserne for ytringsfriheden, ligesom Straffelovsrådet skal se på, om den såkaldte racismeparagraf er tidssvarende.

»Baggrunden er, at både jeg og andre i regeringen er meget optaget af ytringsfrihed og derfor gerne vil have efterset lovgivningen, for at sikre at vi har lagt snittet det rigtige sted,« siger kirkeminister Bertel Haarder (V) som har siddet for bordenden i forhandlingerne om de religiøses forkyndere.

»Der skal jo være enkelte begrænsninger af ytringsfriheden, men begrænsningerne skal ligge på de rigtige steder. Jeg synes, at vi med god samvittighed kan kriminalisere, hvis en forkynder – i religiøs sammenhæng – billiger noget som er strafbart i Danmark. Men det har selvfølgelig rejst en debat om ytringsfriheden, og den vil vi gerne svare på med kommissionen,« siger Bertel Haarder med henvisning til, at det er aftalt, kommissionen skal »vurdere ytringsfrihedens rammer og generelle vilkår i Danmark«.

I forlængelse heraf vil Straffelovrådet undersøge om straffelovens § 266b, den såkaldte racismeparagraf, nu også sikrer »de videst mulige rammer for udfoldelsen af borgernes ytringsfrihed«.

Ytringsfrihedskommissionen er SF’s hjertebarn, og partiet har tidligere – uden held – foreslået at nedsætte en sådan kommission. Selv om SF ikke er med i den endelige aftale om de religiøse forkyndere – mellem regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og De Konservative – er der lavet en såkaldt stemmeaftale med folkesocialisterne, så de stemmer for alle elementer i aftalen bortset fra den kontroversielle delaftale om at forhindre indrejse af såkaldte hadprædikanter.

Problemer med selvcensur

SF’s retsordfører, Lisbeth Bech Poulsen, mener, at der er behov for at »tage temperaturen på ytringsfrihedens tilstand« og kortlægge de problemer, der er – blandt andet for de mange offentligt ansatte, som er bange for at ytre sig om problemer på deres arbejdsplads. En undersøgelse, FTF gennemførte i 2012 blandt offentligt og privat ansatte i 2012, afslørede, at mere end hver anden medarbejder frygter for konsekvenserne ved at ytre sig offentligt om kritisable forhold på jobbet.

»Ytringsfriheden er for os en af de vigtigste danske værdier. Desværre kommer presset for censur både inde- og udefra. Kina og Rusland er eksempler på stormagter, der i ord og handling bekæmper ytringsfriheden som en bærende værdi. For ikke at nævne de mange lande i Mellemøsten, der foragter den danske tradition for at forholde sig kritisk til religion. Samtidig har vi herhjemme problemer med både selvcensur, administrativ frihedsberøvelse og manglende rettigheder for whistleblowere,« siger Lisbeth Bech Poulsen, som mener, at ytringsfrihedskommissionen ikke bare bør blive bredt sammensat af både jurister, historikere, politologer og meningsdannere.

Skinger debat

Inspirationen kommer fra Norge, hvor en ytringsfrihedskommission i 1999 kom med anbefalinger til en revision af den norske grundlovs såkaldte ytringsfrihedsparagraf. Herhjemme har tænketanken Justitia også foreslået nedsættelsen af en ytringsfrihedskommission efter norsk forbillede.

Direktør i tænketanken Justitia, Jacob Mchangama, har efterlyst, at debatten løftes op over det seneste årtis meget specifikke kontekst med Muhammed-krisen. Der er behov for en bedre forståelse for ytringsfrihedens historiske ophav og rolle i Danmark, ligesom en inddragelse emner som ikke blot offentligt ansattes ytringsfrihed og whistleblowere, men også forholdet mellem terrorbekæmpelse og ytringsfrihed, ytringsfrihedens rolle i et multietnisk samfund, injurielovgivning og Danmarks forhold til ytringsfriheden i internationale konventioner.

»I forhold til hvor meget vi de senere år har diskuteret ytringsfrihed i Danmark, er det fint at få kulegravet emnet og set på, om vi har rykket os på nogle områder. Der er nogle områder, hvor ytringsfriheden er under pres, og regeringens aftale er et meget godt eksempel på, at man er villig til file på den. Debatten kan tit blive meget skinger og polariseret, så det her kan være med til at skabe en højere grad af viden,« siger Jacob Mchangama i dag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anne Eriksen

Alle tiders løsning - nedsæt en kommission!
Så kan man altid skyde ansvaret derhen (hvis den bliver færdig) indtil næste gang man er "i tvivl".
Har nogen glemt udgifterne og tidslængden?