Læsetid: 8 min.

En makaber sightseeing

Gennem de hvidvaskede penges hovedstad, Dubai, til krigens horrorkabinet i Kabul, indleder forfatter Carsten Jensen sin rejse tilbage til det Afghanistan, han sidst besøgte, mens de udenlandske tropper stadig var i landet. Dengang var Kabul endnu fredelig
Carsten Jensen er taget til Kabul. Her møder han en by med visse fremskridt, med plastic og beton. Og en af Afghanistans tre millioner narkomaner.

Anders Sømme Hammer

3. juni 2016

Tunge, skæggede mænd i shalmar kameez, knælange kjortler og folderige bukser venter resigneret i skyggen af en mur på fortovet i en solblændet gade, hvor temperaturen allerede tidligt på formiddagen er oppe på 38 grader. Det afghanske generalkonsulat i Dubai er en forpost til Afghanistan.

Indenfor er der tumult. Svedlugten trænger igennem de stivede, hvide kjortler. Mænd råber ophidset. Jeg trænger mig frem til den ene skranke, så den næste.

»You want to go to Afghanistan?«

Jeg nikker.

I Kabul skal jeg møde Anders Sømme Hammer, norsk journalist og prisbelønnet dokumentarist med flere bøger og film bag sig. Han boede i Kabul i fem år fra 2007 til 2012 og er siden ofte vendt tilbage. I 2013 rejste vi rundt sammen i Afghanistan i to uger for at skrive artikler til en række skandinaviske aviser, blandt dem Information.

Det var året, før de udenlandske tropper trak sig ud af Afghanistan for at erklære missionen, at skabe en sammenhængende, velfungerende stat i demokratiets tegn, for fuldbragt. Kabul var endnu fredelig, og der kunne gå måneder mellem Talebans selvmordsattentater.

Læs også: ’Der er ingen fred i mit hjerte’

Men i byer som Kandahar og Kunduz var det umuligt at færdes på gaden som udlænding. I provinserne var ordrerne fra Kabul kun et fjernt ekko, mens krigsherrer og stålsatte oprørere rustede sig til det endelige opgør. Amerikanernes seneste desperate påfund var skabelsen af paramilitære militser, der under navn af Afghan Local Police skulle forestille at beskytte lokalbefolkningen, men lige så ofte udplyndrede den.

I dag, tre år senere, står Taliban stærkere end nogensinde siden invasionen i 2001.

Jeg har to dage i Dubai. Jeg tilbringer en del tid i metroen, en hurtig og effektiv højbane, der lydløst suser sig vej tværs gennem den kunstige bys skov af stilløse skyskrabere, en smal bræmme af stål og glas midt i mellem et solblændet hav og en død ørken, ikke bygget for at vare, men snarere globaliseringens svar på beduinernes nomadetelte, hvor finanskapitalens astronomiske summer i rastløs drift bevæger sig fra det ene hastigt opsmækkede skatteparadis til det næste.

Dubais metro minder om Londons Underground. Det er den samme blanding af mennesker fra alle verdenshjørner, blot er det hvide element næsten fraværende. Til gengæld er der alle det asiatiske kontinents afskygninger af hudfarve og ansigtstræk, fra Filippinerne over Kina og Sydøstasien, Nepal, Indien og Pakistan, videre til Nordafrika og måske endda med afstikkere længere sydpå.

Ingen er her for at blive, men for at sende penge til familien, imens de tæller dagene, indtil de igen kan vende hjem, dage, der oftest bliver til år. Finanskapitalens rastløshed i globaliseringens top har sit spejlbillede på kontinenternes bund, arbejdskraftens underbetalte bevægelighed i barakbyernes sociale tomrum.

Jeg tager på en guidet tour gennem Jumeirah, rigdomskvarteret ud til det Indiske Ocean, hvor prangende villaer ligger side om side med utallige tandlægeklinikker, som om byens rigmænd og kvinder ikke har anden interesse i verden end deres tænders tilstand. Laserkirurgi og tilbud om plastikkirurgi og fedtsugning viser, at det har de.

Bagger-territorium

Sejlformede Burj Al Arab er verdens eneste syvstjernede hotel og også det dyreste, hvor de billigste værelser starter på 3.000 dollar pr. overnatning. Lobbyen har et trappeformet vandfald i fire etagers højde. Væggene er dækket af akvarier, hvor tropefisk i neonfarver bevæger sig rundt med ansigtsudtryk, der til forveksling minder om gæsternes.

Elevatordørene, der er pansret til i ornamenteret guldbeklædning, kunne været stjålet fra indgangen til en ægyptisk faraos grav. I baren på 23. etage sidder russiske prostituerede i standarduniformen, 12 centimeter høje hæle, mutte ansigtsudtryk og bulende, forbrændte kavalergange.

Det er Stein Bagger-territorium. Det var her, dansk erhvervspresses darling lavede sine afsluttende svindelnumre, før han vendte hjem og overgav sig til politiet.

Læs også: Døden er ubarmhjertigt demokratisk – og det er frygten for den også

Som nabo ligger det tidligere kongepalads, nu omdannet til hotel, med en halv snes stejlende heste, støbt i 18 karats guld, på den velplejede plæne foran indgangen. Længere nede langs kysten ligger verdens største menneskeskabte ø.

Palmen har, som navnet angiver, form af en palme, der strækker sig ud i havet. Palmens stamme udgøres af en hovedgade kranset af terrakottafarvede højhuse med luksuriøse lejlighedskomplekser. Fra stammen udgår palmebladene i store halvbuer, kantet af luksusvillaer med hver deres private strand, hvor sandet lyser hvidere end tandpasta.

Arkitekturen i Palmens hovedgade minder slående om den rumænske diktator Ceauscescus megalomane byggeri, der i firserne ryddede Bukarests gamle centrum. Pengenes megalomani har afløst provinsdiktatorens i en pralende apartheid, der ikke er baseret på race og hudfarve, men på den ubarmhjertige opdeling af verden i nedværdigende fattigdom og obskøn rigdom.

En afghansk arbejder trækker en mand over en vej dækket af vand efter regnskyld i april.

Massoud Hossaini

Affaldsspanden

Da jeg stiger af flyet i Kabul, begynder anden del af min makabre sightseeing, fra de hvidvaskede penges hovedstad til krigens horrorkabinet.

Plastik kan ikke nedbrydes. Det er det første, jeg tænker, da jeg ankommer til Kabul og ser de enorme affaldsdynger langs vejene, hvis mest dominerende træk er den overvældende mængde af plastikposer, -flasker og -beholdere. Det er, som om Kabul selv er blevet smidt i en affaldsspand. Gadebørn roder løs i dyngerne med udtryksløse voksenansigter, der er stivnede i en desillusion, man ikke forventer hos børn.

Og beton? Kan beton nedbrydes? Hvad er meningen med de enorme betonblokke, der læner sig op ad facaderne, rejser sig om alle ministerier og halvvejs afspærrer gaderne, hvor de forvandler kørslen gennem Kabuls i forvejen kaotiske trafik til en besværlig slalom i sneglefart? Det samme som plastikken. Betonblokkene nedbrydes heller ikke, men modstår sprængstykker fra bomberne, der går af i ugentlige, stadig mere effektive selvmordsattentater.

Læs også: Talebanere kan også være bange

Hvad er meningen med helikopterne, der i en øredøvende larm svirrer lavt hen over byens tage? Hvorfor er der soldater, nervøse politimænd og checkpoints over alt? Hvorfor lader ingen udlændinge sig længere se i Kabuls gader?

»Saigon,« siger Anders Hammer.

Det er Saigon, Sydvietnams hovedstad, i de sidste måneder før byens fald en af de sidste dage i april 1975 til de fremrykkende Vietcong-styrker, Anders Hammer tænker på.

Der er mange forskelle på krigene i Vietnam og Afghanistan. Men der er også vigtige ligheder. En utroværdig, korrupt regering uden folkelig opbakning. En smuldrende, dårligt udrustet hær svækket indefra af nepotisme, inkompetence og desertering. En kampvant fjende, der efter femten års krig står stærkere end nogen sinde. En befolkning delt mellem de desillusionerede og de determinerede. Og det er ikke de determinerede, der er på regeringens side.

Fremskridt

Da jeg besøgte Kabul for tre år siden, var alle gader opgravede, som om byen befandt sig midt i en skyttegravskrig. På bunden af udgravningerne, hvor der blev gjort plads til kabler og kloakering, strittede det med ståldragere, og selv i et middelklassekvarter som Taimani var det livsfarligt at færdes på gaderne efter mørkets frembrud. Der er sket fremskridt. Nu er hullerne igen kastet til, og faren for at ende på bunden af en udgravning med en ståldrager gennem brystkassen er væk.

Der er hældt så mange penge i Afghanistan i udviklingshjælp, at det er nok til at genopbygge et krigshærget kontinent. Kabul kunne være nedrevet og genopført hvert andet år. USA alene har givet over 100 milliarder dollar, mere end der blev givet i Marshall-hjælp til Vesteuropa efter Anden Verdenskrig.

Læs også: Historien om en krigsherre

Men Afghanistan med kun 30 millioner indbyggere hører stadig til blandt verdens ti fattigste nationer. Det økonomiske boom er udeblevet, og da de 150.000 udenlandske tropper forlod landet, faldt Afghanistan ned i et hul, der er fuldt så farligt som dem, der indtil for nylig gjorde Kabuls gader livstruende for fodgængere.

»Helmand – det nye Dubai,« lød en optimistisk overskrift i det amerikanske netmagasin Foreign Policy tilbage i 2010. Pengene var der, og det var troen på deres magt til at forandre mennesker også. Hvor er pengene nu? Mange af dem er i det Dubai, jeg netop har besøgt, hvor magtfulde krigsherrer har investeret dem i paladserne i Jumeirah og en livsstil, der passer til deres oppustede selvopfattelse. I dag er det meste af det bombehærgede Helmand til gengæld på Talebans hænder.

Porøst

På de mure, der omgiver ministerier og afspærrer byens gader, er der malet stirrende ansigter. »Jeg ser dig,« står der. Det er ikke en trussel fra en Big Brother-stat. Det er en antikorruptions kampagne. Det er borgerne, der stirrer på statens embedsmænd.

Men da magten i Afghanistan efter den amerikanske invasion blev overladt til krigsherrer, der kun var opsat på at øge deres egen magt, var ethvert forsøg på opbygning af en troværdig stat på forhånd dømt til at mislykkes. Korruption er i Afghanistan ikke en menneskelig svaghed, men selve statens evigt porøse fundament.

Dagen efter min ankomst tager vi på en makaber sightseeing i Kabul. For Anders Hammer er det også et gensyn med de seneste års mest dramatiske begivenheder.

Læs også: Verdens modigste kvinder bor i Kandahar

Kulturministeriet, hvis to nederste etager er skjult bag beton: To attentater. Det Franske Kulturinstitut, hvor en selvmordsbomber midt under en opførelse af et teaterstykke om selvmordsbombere, Tavsheden efter eksplosionerne, sprængte sig selv i luften. Den indiske ambassade: To attentater. De omkringliggende boder blev jævnet med jorden.

Et tilfældigt vejkryds, hvor en spansk journalistkollega til Anders sad fanget i en fem timer lang skudduel mellem oprørere og politi. Et højhus med grønne glasfacader, hvorfra Taliban beskød den amerikanske ambassade. Hotel Serena: to angreb. Ni middagsgæster blev skudt ned, da en flok unge talibanere slap igennem sikkerhedskontrollen. Nye sår åbner sig hele tiden, og de gamle når aldrig at hele.

Stening

Shah-e du Shamshira Moskéen. Her beskyldte en 27-årig kvindelig studerende, Farkhunda, en martsdag i 2015 den lokale imam for korruption, fordi han gav sig af med spådomskunst på moskeens område og tog penge for sit overtroiske vrøvl. Imamen svarede igen med højlydt at anklage kvinden for at have afbrændt en koran.

En ophidset folkemængde kastede sig over hende og tævede hende bevidstløs, hvorefter de kørte hendes blodige krop over med en bil, før de smed hende over rækværket til Kabul Floden, hvor hun landede på den smalle, sten- og affaldsfyldte bred. Heller ikke her lod de deres offer være i fred, men stenede liget, før de satte ild til den dræbte, som om ikke en død, en final lemlæstelse var nok, men afstraffelsen skulle gentages i al evighed.

I dag er der rejst et mindesmærke for Farkhunda dedikeret til hende og »alle, der har svoret at kæmpe imod uvidenhedens svøbe, misogyni og obskurantisme, så vores land kan blive befriet fra barbari, forræderi og uretfærdighed«.

Af de måske hundrede gerningsmænd, hvis forbrydelse er detaljeret dokumenteret på mobiloptagelser, de selv foretog, sidder i dag kun fem fængslet, og det forventes, at de snart bliver løsladt.

På flodbredden, hvor resterne af Farkhunda engang befandt sig, sidder en bylt, svøbt i sækkelærred. Kun en nøgen fod og en sort hårtot vidner om, at dette er et menneske. Det er en af Afghanistans tre millioner narkomaner.

Regnen begynder at falde. Det plørede, afskyelige indhold i Kabuls åbne rendestene nærmer sig gurglende kanten. Ingen skov af paraplyer åbner sig i de overfyldte gader. Afghanere bruger ikke paraply.

»Min kone er på hospitalet,« siger vores chauffør. »Hun skal føde i morgen. Hver gang en kvinde på fødegangen skriger i smerte, slår lægerne løs på hende og beordrer hende til at tie stille.«

Kan plastik nedbrydes? Kan beton?

Kan mennesker?

Serie

Afghanistan genbesøgt

Forfatter Carsten Jensen og den norske journalist Anders Sømme Hammer er rejst tilbage til Afghanistan. I 2013 tog de på egen hånd rundt i landet for at gøre status på krigen og genopbygningen efter mere end ti års vestlig invasion. Nu er de udenlandske styrker borte, og Taliban presser på overalt.

I seks artikler tegner de et portræt af et land, der befinder sig midtvejs mellem truende sammenbrud og et nyt overraskende opbrud.

Seneste artikler

  • Et nyt Afghanistan kræver en ny generation

    25. juni 2016
    Der bor både idealisme og pessimisme i Afghanistan, men håbet knytter sig ikke til dem, der er voksne nu. Det er i næste generation, det vil blive bedre. Problemet er, at næste generation forlader landet
  • Hvor der er kvinder, er der håb

    22. juni 2016
    En ny, veluddannet generation af afghanske kvinder vokser frem med adgang til sociale medier og et helt anderledes, friere syn på tilværelsen. De længes efter et liv uden burka – og efter tankens frihed
  • Hayat Hooman tog Vestens penge med hjem igen

    18. juni 2016
    Hayat Hooman var en del af den menneskestrøm, der sidste sommer søgte mod Tyskland og Sverige. Som mange andre ønsker han en fremtid i Afghanistan, men som mange andre havde han svært ved at finde den her. Nu er han hjemme igen, hvor han ligesom Shifaq, Dawood og Nazradin håber at finde en fremtid
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Pedersen
  • Espen Bøgh
  • Jan Weis
  • Ervin Lazar
  • Jes Enevoldsen
  • Anne Eriksen
  • peter fonnesbech
  • Carsten Mortensen
  • Grethe Preisler
  • Jørn Vilvig
  • Anker Nielsen
  • Peter Wulff
  • Sup Aya Laya
  • Per Jongberg
  • Kurt Nielsen
  • Holger Madsen
  • Jørgen Steen Andersen
Morten Pedersen, Espen Bøgh, Jan Weis, Ervin Lazar, Jes Enevoldsen, Anne Eriksen, peter fonnesbech, Carsten Mortensen, Grethe Preisler, Jørn Vilvig, Anker Nielsen, Peter Wulff, Sup Aya Laya, Per Jongberg, Kurt Nielsen, Holger Madsen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Robert Ørsted-Jensen

Tja nu er der jo så gået tre år og i grel modsætning til Carstens tidligere konstante strøm af spådomme, så er den indsatte korrupte og omend vaklevorne delvist demokratisk valgte regering stadig ved magten og Taliban har stadig ikke overtaget hele landet.

Alligevel får vi ad vide at de nu er "stærkere end nogensinde". Vel - åbenbart ikke stærke nok, eller hvad? I alle tilfælde ikke så stærke som Carsten påstod for 3-4 års siden!

Er det ikke snarere sådan at Taleban reelt ikke udgør noget virkeligt alternativ til den nuværende situation? Med dem vil borgerkrigen fortsætte indtil denne religiøst baserede islamisme dør ud. De vil aldrig kunne holde sig ved magten. Det er snarere sådan at der ikke er noget alternativ til en form for demokarti hvis det land skal bringes til at fungere bare rimeligt.

Vi forlanger af dem noget vi Europæere ikke selv til dato har evnet at levere - et velfungerende ikke-nationalt og multikulturelt demokrati.

Indonesien beviser at det er muligt i et overvejende muslimsk land. Virkeligheden er også, at de ikke har andre muligheder, hvis et nyt despoti baseret på kun een etnisk gruppe skal undgås.

Det faktum overses konstant i de åh så kloge vestlige medier og deres 24-timers nyghedsjournalistik at - rent faktisk er dele af den muslimske verden foran os andre hvad angår udviklingen af multikulturelt demokrati. Det er i tiltagende grad ved at lykkedes i Indonesien og Tyrkiet. Det er langt fra perfekt, enig, der er masser af korruption, ja. Men er det ikke bare lidt let at sidde foran skrivebordet i egen nationale vugge, monokulturel til fíngerspidsene, og så gøre sig satans klog på at de andre bør kunne gøre noget perfekt i et multikulturelt sammesamfund på 10 eller 20 år som end ikke vi kunne levere i en monokultur på bare 50 år.

Historisk hukommelse er en mangelvare. Men ja - kimen til demokrti er givet kommet til Afghanistan, trods alle påstande om det modsatte. Hvorfor, jo fordi alternativet aldrig vil bringe dem fred og udvikling.

Krigsherrer skal fjernes fra magten eller holdes ude, antyder Carsten. Men virkeligheden er jo at disse er stammeledere og at dette derfor næppe er realistisk. De skal derimod inkluderes, og det vil tage mange år at få dette til at fungere. Demokri tager mange mange år, hvad Carsten hele tiden glemmer, eller bare overser med sin 24-times jonalistik. Intet sted på jorden er det lykkedes at skabe et demokrti over et par måneder eller bare på et årti. I Danmark tog det noget med 77 år, I tyskland 170 år, I england og frankrig noget med vel over 200 år - og hele tiden med masser af korruption og adskillige tilbagefald og omfattende krige, det sidste gælder så sandeligt også Danmark. Så hvad med at overveje dette lidt grundigere. Det er et fint oveblik man det er politisk dårligt gennemtænkt og som hos alle journalister i disse år funderet i en 24-times hukommelse

uffe hellum, Claus Nielsen og Per Andersen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Så nej - jeg læser dig gerne Carsten - men du forblive drevet af de letter løsninger og du mangler historisk og politisk indsigt

Jørgen M. Mollerup

Til Robert Ørsted-Jensen
Er Tyrkiet et multikulturelt demokrati?
Hvad med kurdernes rettigheder? Hvordan er det med pressefriheden? For blot at nævne to eksempler ud af en lang liste.

Robert Ørsted-Jensen

Ja det er det, men det er bestemt ikke særligt velfungerende, Jørgen. Men der er både en masse forskellige kulturer og religioner i landet og det har der været i rigtigt mange år nu. Men du hvor gammelt er det som demokrati? Tja kimen blev lagt i 1923, men så er alt vist også sagt. Faktisk er det først i de sidste 20 år det er begyndt at fungere som demokrti uden at militæret raslede med sablerne og lavede kup hvergang de var utilfredse med noget. Hvordan var det lige med pressefriheden i lille Danmark de første 50 år efter 1849? Vi kunne også nævne utallige andre såkaldte demokrtiske landes i vesten hvad angår udviklingen af pressefrihed og respekt for mindretal. Prøv at anskue det lidt mere i retnimng af udvikling og historie. Det er absurd med det store antal mennesker der ikke har mere historisk føling ebnd at de tror demokrtio kan skabes over et par måneder eller et enkelt ti år. Det er yderst sjældent og det er i reglen ikke fungerende på en hel række punkter over adskillige årtier. Man kunne i en vis forstand argumentere for det synspunkt at de fleste demokrtier i vesten først begyndte at ligne politiske demokratier med ytringsfrihed fra 1960erne, det gælder også Danmark.

Jes Enevoldsen

Robert Ørsted-Jensen
Det var da en mærkelig måde at vende tingene på hovedet. Det var vist "koalitionen" som med invationen og hjælpe-dollars vilel "redde" landet og skabe demokrati. Og det var da vist CJ og ligesindede, som påstod, at de vestlige krigsherrer ikke vidste, hvad de havde med at gøre.
Du skriver noget om "at sidde foran skrivebordet" og "24 timers journalistik". Manden er jo faktisk derude! Og det er da mit indtryk, at CJ er betydelig bedre dokumenteret end de fleste. - Jeg synes godt nok, du er gået helt gal i byen.
(Jeg har også svært vd at se den demokratiske udvikling i Tyrkiet, men lad det nu være)

Espen Bøgh, Per Jongberg og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Jes somme tider bør tingende vendes på hovedet og det glæder mig at du føler dig provokeret.

Måske du burde overveje at gennemtænke det hele lidt. Der er ingen demokrtiske stater der ikke gennemgik mindt 50 års udviklimng før demiokrtatiet så småt begyndte at fungere og uanset hvordan vi vender og drejer dette ikke særligt velfungerende styre og valgmanipulationerne (ganske normalt for unge demokratier overalt forresten - noget du burde tænke lidt over) - så er det det stadig første gang man har noget der ligner folkevalgte regeringer i det land.

Lad mig lige tilføje at jeg på ingen måde er ukritisk over for den måde man har behandlet Afghanistan, tværtimod, og samtaler og lytning til mine Afghanske venner har påvirket mine opfattelser ganske betydligt hvad dette angår.

Jeg forstår din og Carstens frustration, men I synes begge at have glemt at man ikke kastede sig ud i dette for at indføre demokrti, men derimod for at fjerne al Qaida baser og en sympatisk regering. Men realiteten er at der ikke er noget alternativ til demokrti når du har at gøre med et multikulturelt samfund som dette. Det er derfor prisværdigt at man gjorde et forsøg på at skabe noget sådant. Men ultimativt er det Afghanernes egen opgave.

Jeg har ikke selv været der men adskillige af mine nærmeste venner er Afghanere og en af dem kæmpede som mujahedin og vi har brugt en del tid på at tale om dette så noget har jeg føling med. Skrivebordet og de færdigtsyede meninger følger med uanset hvor Carsten drager rundt i verden, det har vi nu væeret vidne til adskillige gange - men det er ok - det er da et billede af en del af vierkeligheden han videregiver - bare ikke det hele og ofte lidt for farvet af de færdigsyede og noget fiorformede meninger hjemmefra - men også det er ok.

Robert Ørsted-Jensen

Carsten er som de fleste her på strengen, de rigtige meningers mand. Det lyder altsammen vældig intellektuelt og ruigtigt, men det er rent faktisk meget forenklede og meget fodformede opfattelser der promoveres. Sådan noget med at krig er ondt og fred og ikke indblanding er godt. Det er da godt han og hans lige ikke regerer ret meget andet end dem selv.

Det sidste idiotland er ikke født endnu
Troede de på ukorrupt vis var igang med at grave brønde og bygge pigeskoler med dansk hjælp ...

Jes Enevoldsen

Robert,
Hvert samfund har sin unikke historie. Du kan ikke blot sige, at det tager xx antal år at skabe demokrati i Afgh. blot fordi det tog så lang tid i DK eller UK. Det er en mærkelig form for "parallellisering". - Der er da ingen, som ikke ønsker et demokrati i dette eller et hvert andet mono- eller multikulturelt samdund. CJ var jo oprindeligt tilhænger af invationen, men han lærte noget med tiden (ikke mindst efter at have været på stedet), så han har altså ladet "virkeligheden" fået inflydelse på sine holdninger. Det er faktisk det modsatte af, hvad du kalder "færdigsyede" menninger. Selvfølgelig er artiklerne præget af holdninger, men CJ gør sig trods alt den umage at tage ud på stedet; hvilket han jo altid har gjort.
Jeg er bestemt ikke tilfreds med vores (stadig mere) skrantende og ufuldstændige demokrati, men at påstå at de muslimske lande kan lære os noget (bare det var sådan), går over min forstand. Tyrkiet er jeg ikke enig i, Indonesien skal jeg ikke udtale mig om, men hele den arabiske verden har jo stort set intet vist i den retning.
Jeg har læst dine kommentarer flere gange, men jeg kan faktisk ikke finde ud, hvad din holdning egentlig er til konflikten (bort set fra at mistænkeliggøre CJ). Jeg opgiver faktisk.

Morten Pedersen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar

Der er vist sagt rigeligt om hvordan det går såvel i Irak som Afghanistan fra både politisk som CJ's side, og mon ikke man kan klandre begge for nogle fejl, og ved den lejlighed også erkende at CJ's indlæg har været noget mere oprigtige end den politiske oplysning om forholdene begge steder.

Når regnebrættet skal gøres op, så har koalitionen ikke opfyldt særlig meget, heller ikke i kampen mod Taleban, - der ikke, slet ikke, er slået, og korruptionen i både Irak og Afghanistan har atter sin plads ved siden af regeringsterroren for den ene trosretning imod en anden, som og skete under Saddam, men blot med modsat fortegn.

"Demokrati, ligeret, ret til lærdom" og alle de andre floskler som man politiske slog om sig med for at vinde de hjemlige hjerter, - er jo helt udeblevet der hvor de skulle forankres og blive en del af vor militære sejr, men nu er en del af vort nederlag i stedet.

Libyen felttoget var lige så falsk politisk som Irak og Afghanistan, og man må sige den "aktive udenrigspolitik" fra AFRs dage har spillet fallit, ganske som tilbage i 1864 med Monrad, hvor det politiske idioti vi i dag erkender tilstedeværelsen af, nu også er vor egen del af virkeligheden i nutiden.

Robert Ørsted-Jensen

Jes mon pointe var netop at der er forskelle fra kultur til kultur. Jeg påpeger bare det faktum at i en vis forstand har Vesteuropa, ikke mindst netop et land som Danmark, haft det en betydeligt lettere overgang til demokratisk styre end noget muslimsk domineret land. Vi var en ekstrem monikulturel størrelse fra første færd skabt over tusind år med næsten konstant krigsførsel.

Det modsatte gælder for alle de lande der er interveneret i de sidste 20 år. Jo de har tilsvarende været slagmarkerne over mange århundrede. Men de opnåede ikke at blive opdelt nationalt og etnisk for det er ganske enkelt ikke muligt. Eller det ville kræve etnisk massemord i hidtil uset størrelse.

Disse lande har i realiteten kun et valg mellem diktatur baseret på ekstrem undertrykkelse af viser etniske grupper og mindretal - eller et multikulturelt demokrati. Den vanskeligste form for demokrati der eksisterer.

I den danske og vestlige frelste virkelighed påpeger jeg at bare her tig demokrati mindst perioden fra 1849 til 1915 og så kan man endog stille spørgsmål ved selv det. Der var det hele, korruption (Landmandsbanken landede en minister i spjældet) provisorisk diktatur i 10 år, blodig borgerkrig fra 1848 til 50, blodig storkrig i 1864 efterfulgt af et gigantisk nationalt traume.

Jeg påpeger sålen bare at alt dette glemmes totalt når der rapporteres tilbage i overraskelse og foragt at detailleddet er lykkedes at skabe et blomstrende demokrati efter 15 år i et fattigt stammesamfund bestående af adskillige etniske grupper. Det faktum at der rent faktisk er gennemført demokratiske valg nu flere gange og at landet stadig ikke - trods alle påstande om modstandernes voksende styrke, stadig ikke er rent over ende. Ja alt dette skal vi bare overse. Jo hukommelsen er for kort. Foragten over for eget demokrati er for stort og den politisk velinformerede analyse glimrer med sit fraværs. Alt ialt overskygget af medbragte fodformede forudantagede meninger.

CJ har evnet at rejse til flere af disse lande og med sin stærkt fodformede idealisme og enkle løsninger på alt helt og ganske uantastet reporteret tilbage til folk der er enige i hans uigennemtænkte forenklinger.

Alle synes at være tilfredse med bare fortsat at brokke sig over indgrebet i den afghanske borgerkrig for 15 års siden. Det var et tåbeligt indgreb for sure. Men det vil tage yderligere mindstvet årti inden vi kan fælde dom hvad angår resultatet og hidtil har CJ ikke erkendt at hans spådomme fra tre års
siden ikke er opfyldt. Taliban har endnu ikke vundet.

Desuden tillader jeg mig at påpege at det forhold at verdens største muslimske demokrati Indonesien er et multikulturelt demokrati. Der er ufattelige vanskeligheder og uhyrligheder men det fungerer tiltagende bedre år for år og det forvikle noget alternativ. Desuden tillader jeg mig at påstå at det rent faktisk er flot. I har endnu ikke i Vesteuropa fået et multikulturelt demokrati til at fungere. Ja mange af jer ønske udmeldelse.

Robert Ørsted-Jensen

Esben - demokrati-historie dokumenterer at det er alt alt for tidligt at erkære fiasko. Ud over det så lykkedes det på den væsentligste opgave - nemlig fjernelsen af al qaida og deres støtteregering. Det var det - og ikke demokrsti - der var objektet. At natolande så forsøger at opbygge en ny demokrtisk regeing i landet - er da prisværdigt. Vi kan sagtens blive enige om at en helvedes masse ting blev grebet forkert an fra starten. Men den indsatte i det mindste delvist demokrtisk valgte regering - sidder stadig nu tre år efter.

Robert Ørsted-Jensen

Afghanistan er lige som Iraq og Libyen som en hest som militær indgriben og borgerkrig har trukket til vadet vandhul hvor man kan vælge mellem enten folkestyre eller diktatur. Fremmede magter kan ikker indføre diktatur. man kan ikke tvinge hesten til at drikke og kun tiden vil vise om vandhullet stadig bære vand. Pwersonligt synes jeg det trods alt er lidt opmuntrende at ideen om folkestyre ikke synes ganske død. Jeg tror stadig at det uanset de ulykkelige omstændigheder - jeg var ikke entusiastisk - stadig synes at være tegn på atg man har sået noget. Det vil som altid tage mange år indenvi ved om det fungere og jeg er ikke i tvivl om at vore egne kommentatorer der har udviklet et stort selvhad om demokrtilede vil vedblive at påstår til deres dødsdag at det ikke fungere. Men flere af dem mener jo at demokrati er en fundamentalt dålig ide - så pyt med dem. Det er med mange mennesker i vores tid som med vaccinemodstandere, de har glemt hvad det vil sige ikke at leve i et demokrati.