Den 17. februar fik nyhedschef Simon Andersen fra Radio24syv et afslag på aktindsigt fra Justitsministeriet. Begrundelsen for afslaget var opsigtsvækkende:
»Det er Justitsministeriets vurdering, at det samlede tidsforbrug for ministeriet og PET i forbindelse med behandlingen af din anmodning om aktindsigt må forventes at overstige 60 timer.«
Læs også: Meroffentlighed afvist af minister i syv ud af ti sager
Så vidt vides er det første gang, at en offentlig myndighed med henvisning til en ny bestemmelse i offentlighedsloven over for et medie afslår at give aktindsigt. Den nye bestemmelse åbner for, at en myndighed kan afslå aktindsigt, hvis behandlingen strækker sig ud over 25 timer svarende til mere end tre arbejdsdage. Dog undtager lovens forarbejder udtrykkelig forskere og medier, hvor bestemmelsen kun »sjældent« vil kunne anvendes.
Men det var netop, hvad ministeriet nu har gjort over for radiokanalen, der havde søgt aktindsigt i PET’s terroranalysevurderinger fra 2012 til november 2015.
»Det er Justitsministeriets vurdering, at dette vil være et uforholdsmæssigt ressourceforbrug, og ministeriet meddeler dig på den baggrund afslag på at behandle din anmodning i sin helhed,« skrev ministeriet.
Læs også: Ministerier overskrider stadig svarfrister på aktindsigter
Simon Andersen klagede derefter til Folketingets ombudsmand, og denne har netop udtalt, at han ikke har grundlag for at kritisere ministeriets vurdering af, at behandlingen ville indebære »et uforholdsmæssigt ressourceforbrug«.
Det fremgår af Ombudsmandens udtalelse, at Justitsministeriet i et notat fra februar har opgjort, hvorfor ressourceforbruget vurderes at overstige 60 timer: PET skal som minimum bruge seks-syv arbejdsdage på at vurdere de 45 sager, som Justitsministeriet har fundet frem. Dertil skal lægges den tid, som ministeriets Forvaltningsretskontor skal bruge på at gennemgå sagerne, når PET er blevet hørt, og derefter skrive en afgørelse.
Den går ikke
Så langt, så godt. Men det fremgår også, at der i det beregnede ressourceforbrug indgår bl.a. fire timer, som ministeriet i første omgang har brugt på at fremsøge de 45 sager. Og dernæst indgår der tillige »forberede pressehåndtering og forelæggelse op i huset«.
Men den går ikke, for det er ikke i overensstemmelse med offentlighedsloven, siger offentlighedsrådgiver Oluf Jørgensen, der selv var medlem af Offentlighedskommissionen.
»Både i Offentlighedskommissionen og i Justitsministeriets bemærkninger til offentlighedsloven loven står der, at det, man kan tælle med, når man skal opgøre ressourceforbruget, er tiden til fremsøgning af dokumenter og tiden til at vurdere, om der kan gives aktindsigt, eller om nogle oplysninger skal undtages. Hvad ministeriet derudover måtte bruge timer på i forbindelse med aktindsigt, det være sig pressehåndtering eller andet, kan ikke tælles med,« siger Oluf Jørgensen
Han mener heller ikke, at ministeriets indledende fire timer, der blev brugt til at finde de 45 sager frem, kan tælles med.
»Der står udtrykkeligt i forarbejderne, at hvis en myndighed ikke har en ordentlig journalisering, så kan den tid, man bruger på at finde dokumenterne, ikke tælle med. Der er jo en klar definition af de her rapporter, så hvis ministeriet har en ordentlig journalisering, så burde det ikke tage mange øjeblikke. Ikke desto mindre skriver man, at man har brugt fire timer.«
I Ombudsmandens udtalelse er der ikke spor af, at Ombudsmanden har bemærket Justitsministeriets opgørelse.
Tværtimod skriver han, at han ikke har »grundlag for at tilsidesætte Justitsministeriets skønsmæssige vurdering af det forventede tidsforbrug«.
Det er uheldigt, mener Oluf Jørgensen: »Jeg savner, at Ombudsmanden skriver, at f.eks. pressehåndtering ikke kan tælles med. Det handler jo ikke om en vurdering af, om der kan gives aktindsigt, eller om oplysninger skal undtages,« siger Oluf Jørgensen.
Justitsministeriet oplyser, at det ikke har nogen bemærkninger til sagen, ud over det, det har oplyst over for Folketingets ombudsmand.
Fuldstændigt skamløst - jeg forstår ikke, at Løkke ikke kan se grunde til at skamme sig som dansker.
Sikke et ramaskrig, det ville rejse blandt danske politikere, hvis f.eks. Grækenland gjorde sådan - lige indtil de kom i tanker om, at den ide måske er meget smart at bruge, når der er aktindsigt, man ikke selv har lyst til at give.
"VI har altså virkeligt ikke råd til at skulle stå til regnskab overfor pressen og offentligheden for vor embedsførelse (på trods af vore mange millioner til spindoktorer".
Er det ikke en begrundelse, som vil kunne genbruges i enhver forbindelse, hvor skandaler og embedsmisbrug er ved at komme i pressens søgelys? Hvordan skal pressen så fremover nogen sinde kunne bore i noget via aktindsigt?
Har vi ikke en liste til den slags? Ellers må vi skynde os at få det.
Jeg synes, at det grænser til kriminel undergraven af demokratiet - direkte antidemokratisk tankegang i fuld potens! Det er en dybt, dybt alvorlig sag!
Man må efterhånden spørge sig, hvor langt væk samfundet er kommet fra alm. fri og åbent demokrati og hen mod et lukket magtfuldkomment autoritetsstyre gennem de sidste 15 år.
Og i denne forbindelse må man jo spørge sig, hvem de folkevalgte såkaldte politikere mener, ejer dette land. - Borgerne, der i øvrigt også finansierer det hele. - eller ubegavede politikere uden nogen form for vision for at udvikle samfundet?
- For man forsøger vel ikke at overgå Ungarn, Poland og Hviderusland i lukkethed omkring "demokratiske" processer?
Det er i enhver henseende uanstændigt over for landets borgere, at denne "offentlighedslov" blev vedtaget under den socialdemokratiske regering (men, indrømmet, desværre med støtte fra Venstre og Konservative). Det er en skændsel mod folkestyret!
Og det er også en skændsel, at man gang på gang oplever, at statslige embedsmænd tilsyneladende helt uanfægtet gør aktivt brug af fortielser og direkte løgne. Man tror jo næppe, at der er ordentlige mennesker med anstændighed og etik i behold i det offentlige system efterhånden. Og politikerne uanset partifarve kan tilsyneladende ikke se noget problem!
Det er ikke underligt at befolkningens respekt for det offentlige, for embedsmænd og for politikere efterhånden er forsvundet.
Der er god grund til, at