»Vi har bevæget os langt,« mener den anerkendte tyrkiske økonom på Harvard University, Dan Rodrik, som forsker i globalisering og økonomisk vækst.
Da Den Internationale Valutafond, IMF, i forrige uge satte spørgsmålstegn ved virkningen af den type neoliberale reformer, som fonden i årtier har promoveret, var det den foreløbige kulmination på en voksende tendens blandt internationale økonomer: Den neoliberale tilgang til økonomien mister opbakning, mener flere økonomer.
Institutioner som IMF og Verdensbanken er på vej væk fra en hård neoliberal linje og bliver langsomt mere pragmatiske.
Læs også: Er neoliberalismen overvurderet?
»Ingen tror længere på, at en åben handelspolitik kan skabe vækst alene – det var ellers konventionel visdom i 1990’erne – og ingen tror, at globaliseringen har løftet alle både. Vi forstår globaliseringens konsekvenser meget bedre,« skiver Dan Rodrik i en kommentar til Information.
Ren kapitalisme
Den neoliberale medicin er ellers blevet ordineret flittigt i årenes løb: Vil man have vækst, bør man begrænse statens indflydelse på økonomien gennem privatiseringer, deregulering og konkurrenceudsættelse; man bør barbere offentlige ydelser og pensioner for at forbedre de offentlige finanser, og man bør begrænse statens mulighederne for at have finansielle underskud og gæld. Som det amerikanske magasin Salon formulerede det i forrige uge:
»Neoliberalisme er kapitalismen i sin reneste form.«
Mange har set IMF som inkarnation af den neoliberale doktrin, ikke mindst på grund af forløbet omkring den græske gældskrise, hvor IMF sammen med resten af den såkaldte trojka har udstedt neoliberal økonomimedicin til den modvillige græske patient: 13 nedskæringspakker med alt fra privatisering af havne og lufthavne til besparelser på pensioner, sundhed og uddannelse.
Men nu konkluderer IMF’s egen forskningsenhed altså, at den type reformer kun skaber begrænset vækst og samtidig får uligheden til at stige så meget, at det i sig selv hæmmer væksten – en konklusion, som mange grækerne sikkert vil skrive under på. I årets første kvartal skrumpede landets økonomi med 1,3 pct. sammenlignet med 2015, 24 pct. er arbejdsløse, og mere end hver tredje græker er »i risiko for fattigdom og social eksklusion«, som Eurostat formulerer det.
Og selv om IMF efterfølgende har forsøgt at nedtone sine egne konklusioner, er udmeldingen »markant,« mener professor i økonomi på Aarhus Universitet og tidligere formand for Det Økonomiske Råd, Torben M. Andersen.
»Der er sket et skifte i IMF, OECD og til dels EU. Man er begyndt at fremhæve ulighed og betydningen af ulighed, og de sammenhænge har man ikke tidligere lagt væk på,« siger han.
Han mener desuden, at økonomer generelt er blevet mere optaget af ulighed.
»Hvis du laver en søgealgoritme i forskningslitteraturen, finder du helt sikkert flere artikler med ’ulighed’ i titlen end, du gjorde tidligere,« siger Torben M. Andersen.
I økonomifagets klassiske slagsmål – stat versus marked – som ofte personificeres af John Maynard Keynes og Friedrich von Hayek, svinger pendulet altså nu i retning af Keynes og statslig styring.
Fanget af et paradigme
IMF’s hovedopgave har altid været at låne penge ud til trængte medlemslande til gengæld for reformer. Siden 2011 har den tidligere franske finansminister Christine Lagarde stået i spidsen for organisationen, og hun har flere gang udtalt, at ulighed hæmmer væksten, og at velstand ikke automatisk ’drypper’ fra de rigeste til de fattigste (hun har endda kaldt den voksende ulighed »sexistisk«).
Arne Jon Isachsen, som er professor i international økonomi ved Handelshøyskolen BI i Norge, mener, at udviklingen er »meget bemærkelsesværdig« og peger især på to bøger, som har flyttet dagordenen: Why Nations Fail af Daron Acemoglu og James Robinson og Kapitalen i det 21. Århundrede af Thomas Piketty.
»De to bøger har på hver sin måde gjort det legitimt at stille spørgsmål, som før var fraværende,« siger han.
Men vi er stadig et stykke fra et paradigmeskift, mener han. Alt for mange mennesker vil tabe anseelse, magt og penge på at forkaste neoliberalismens grundlæggende antagelser, så man kan ikke uden videre kassere dem.
Læs også: Er neoliberalismen overvurderet?
I politologien bruger man begrebet ’regulatory capture’ til at beskrive en situation, hvor lovgiverne i et land bliver så indspist, at de er mere optaget af at tjene én bestemt gruppes særinteresser end i at hjælpe borgerne – noget lignende er muligvis sket i den akademiske verden, mener Arne Jon Isachsen.
»Man kan måske tale om en ’academic capture,’ hvor man bliver fanget af et paradigme og dermed bliver mindre nysgerrig og åben for andre måder at forstå virkeligheden på,« siger han.
Debatten om IMF og neoliberalismen har også fænget herhjemme, ikke mindst her i avisen, hvor udenrigsminister Kristian Jensen (V) har givet doktrinen sin entydige opbakning:
»Den såkaldte neoliberalistiske globalisering, vi har oplevet, er entydigt positiv,« skrev han den 4. juni.
Andre er uenige. Niels Hahn, som har skrevet ph.d. om neoliberalisme på SOAS University of London, vurderer, at den »stigende akademiske interesse for en mere kritisk tilgang til neoliberalisme« skyldes, at teorierne ikke virker i praksis.
»Mange akademikere kan se, at de neoklassiske lærebøger og teorier ikke passer til virkeligheden,« skriver han i en kommentar til Information.
En ny politik?
Men de gryende teoretiske erkendelser og grøden i de akademiske miljøer betyder ikke nødvendigvis, at der også kommer en ny politik.
»Indtil videre må man sige, at der ikke er så mange politiske initiativer i den retning,« mener Torben M. Andersen.
Dani Rodrik er enig.
»Verdensbanken og IMF har langsomt ændret politik. Men generelt har politikken haltet efter den nye forståelse,« mener han.
På sigt vil voksende ulighed, faldende politisk legitimitet og stagnerende økonomier dog påvirke de dominerende økonomiske teorier, forudser Niels Hahn.
»Den fri bevægelighed i Europa er allerede ved at blive indskrænket, og overvågning af almindelige mennesker bliver øget. Imens kan dem, som har tjent milliarder på det neoliberale system, frit bevæge sig rundt, og investere deres penge i statslig ejendom som fortsat bliver privatiseret af neoliberale politikere. Milliarder af euro bliver fortsat trukket ud af de Europæiske stater via offshore-selskaber og skattely-systemer. Det er klart, at dette ikke kan fortsætte,« siger Niels Hahn og tilføjer:
»Der vil helt sikkert komme en ny politik på et tidspunkt, men jeg tror ikke, det bliver nemt at tæmme de kræfter, som er sluppet løs.«
Men de gryende teoretiske erkendelser og grøden i de akademiske miljøer betyder ikke nødvendigvis, at der også kommer en ny politik.
Det er muligt at erkendelsen er ny i de akademiske miljøer (jeg har haft min mistanke) - men "ren kapitalisme" findes grundigt beskrevet, siden 1867, i Das Kapital. Kritik der politischen Oekonomie, af Karl Marx. Og siden har utallige udlægninger, eftervisninger (Piketty) og eksperimenter (Skandinavien) vist at midlet mod grådighedens ufornuft - socialismen - kan fungere, og har givet plads til de mest humane samfund i menneskehedens historie. Og så er socialismens greb om samfundets mekanismer skabt til fremtidens grønne samfundstænkning, da de samme mekanismer som hindre kapitalismens udnyttelse af mennesker, også kan fungere som redskab for beskyttelse af natur og miljø.
Kapitalisme er determineret økonomi, mens socialisme er demokratisk økonomi.
"Men de gryende teoretiske erkendelser og grøden i de akademiske miljøer betyder ikke nødvendigvis, at der også kommer en ny politik."
Øv,....og her gik jeg og troede at vi gik gyldne tider i møde ☺
Så hvad er mon forandringen?
Forandringen burde nok starte med en tilsvarende erkendelse blandt socialdemokraterne og ikke mindst afvisning af Thorning/Corydons ideer om konkurrencestat.
Keynes som oblikatorisk emne på økonomistudierne, et kritisk blik på finansministeriets beregningsmodeller, ændring af finanspagten og ikke mindst revurdering af alle strukturreformer fra nullerne kunne være mål for ny politik.
Det er ikke kun neoliberalismen, der er overvurderet. Det er menneskets mulighed for at skabe et logisk og fornuftigt system, der dækker og forklarer vores tilværelse, der er overvurderet. Der er en stigende modvilje mod ismer og loyalitetskrævende systemer. Første gang jeg syntes, den var Ocupy, der i sit udgangspunkt var apolitisk. Problemet bliver, at det sammenhængende verdensbillede med de faste pejlemærker opløses i et kaotisk system. Men kaos er netop det bedste billede på en sammenhængende verdensforståelse, og det er i kaoset vi må lære at navigere.
Occupy Wall Street har aldrig været apolitisk. Nok uden partipolitisk tilhørsforhold, og multipolitisk - men altid klart kapitalismekritisk.
Indtil for nyeligt var Mss Lagarde I Tunis to gange tror jeg for at høre hvad siges der, hun kom tomhendet og gik også med tom hænder. Revolution er ikke hendes problem, selv om enhver ved kassen bliver 100% tom efter en så en begivenhed.Kapital ejer er de første der bliver panicagtige. FMI er I hverfald ikke bekymret da også venstre fløj er tavse her. Så istedet at sige "proletar forenejer" skal siger" Vesten forenejer". For FMI politik gavner nogen og den kan kun være de vestlige lande, med mindre FMI er en Loge.
Opgøret med de amerikanske Trusts i 1897. De store børskrak i 30'erne. Der burde være tilstrækkelig evidens til at gøre liberalisternes påstande til ønsketænkning.
Men jeg forstår også at disse har tilladt sig, at plukke i de økonomiske teorier efter forgodtbefindende. Eg. Friedman og negativ indkomstskat oa.
den nødvendige erkendelse må være, at økonomien ikke er vejen til forståelsen.
Sidder vi fast i industri samfundet venner?
Hvor vi skal måle og veje på effektiviteten? Findes der et samfund, efter industrisamfundet?
Når vi siger, at vi skal blive mere effektive, er det så fordi vi stadig skal kunne nærme os, det maskinerne kan før, de tager helt over?
Når vi skal hylde paratviden i stedet for hvordan man søger ny viden og ny erkendelse, er det så et tegn på, at vi sidder fast i industrisamfundet?
Hvis vi tror, at mennesket skal køre som maskinerne effektivt hele døgnet, hvordan kommer vi så derhen, hvor vi må erkende, at skal vi overleve, så er det et videnssamfund vi skal satse på, og har vi sagt videnssamfund, så har vi også sagt et samfund der opmuntrer til det kreative, fordi det kun er der, vi kan klare os i konkurrencen. gode maskiner kan alle lave, måske ikke som Rolls Royse, men dog som stabilt maskineri, men grundlag for nyskabelse hvem kan skabe det, hvis vi en dag skulle stå overfor det krav?
Slangen i paradiset, begynder jo at spørge hvorfor den her ny-liberale politik ikke leverer, den har om-fordelt store summer fra lavtlønsområder til det til den bedre stillede del, hvorfor får vi så ikke voldsomme vækstrater, som er enhver politikers succeskriterie? er det fordi, der hvor vi om-fordeler pengene hen, der kvitterer man ikke omgående med et øget forbrug, som giver den forventede vækst? Hvor fosser pengene hen og til hvad gavn og for hvem?
De bedst stillede kan sgu ikke forbruge mere, end de gjorde før alle pengene blev omdirigeret til dem. At den rigeste 1% dulmer nerverne med en diamantbesat mobiltelefon og en forgyldt Ferrari gavner hverken økonomien eller væksten.
Hvis man ønsker vækst, burde det være indlysende, at pengene skal fordeles i bunden. Det gør man så ikke, hvilket må betyde, at man ikke ønsker vækst.
Jeg ved ikke om et videnssamfund skal konkurrere? Istedetfor bør vi måske erkende at vi skal samle planetens indbyggere i en fælles kamp for et ordentligt liv for alle.
"Men vi er stadig et stykke fra et paradigmeskift, mener han. Alt for mange mennesker vil tabe anseelse, magt og penge på at forkaste neoliberalismens grundlæggende antagelser, så man kan ikke uden videre kassere dem.
I politologien bruger man begrebet ’regulatory capture’ til at beskrive en situation, hvor lovgiverne i et land bliver så indspist, at de er mere optaget af at tjene én bestemt gruppes særinteresser end i at hjælpe borgerne – noget lignende er muligvis sket i den akademiske verden, mener Arne Jon Isachsen.
Man kan måske tale om en ’academic capture,’"
Personlig vil jeg foretrække, at kalde en spade for en spade.
Danmark er vidne til en politisk klasses demokratisk rigiditet eller anti-demokratisk ledelse, som i strid med demokratiets grundværdier standser en forandringskrævende debat ved at hævde at efterleve flertallets ønsker.
Ikke et ord om neoliberalismen og dennes indflydelse på CO2 udledning og der af afledet klimaforandringer.
Nej, Leo Nygaard, det er ikke liberalt, det er liberalistisk, og der er en verden til forskel. Liberalitet handler om størst mulig frihed, liberalisme handler om størst mulig frihed til de besiddende.
Et oprør mod liberalismen - og dens vanartede unge - kræver en erkendelse af, at vi er bedst tjent med et samfund hvor de fleste har det godt.
Jeg fatter ikke hvor de vækst-fikserede har deres ideologi fra; bliver Jorden større om natten - eller hvad?
Steffen Gliese, din sidste definition kalder jeg "neoliberalisme": Staten minimeres, kapital marked og erhverv får frie hænder og menneskene får at vide at de er fri - og hvis de på grund af lav levestandard ikke føler sig fri, er det deres egen skyld for de er deres egen friheds smed.
https://www.information.dk/moti/2016/06/neoliberalismen-overvurderet
De vækstfikserede vil bare ikke have mindre, selvom de har rigeligt, Jens Wolff. Men hvis man vil have et demokrati, hvor vedtagelserne rent faktisk er til fællesskabets fordel, må man uden sentimentalitet tage fra de rige og give til de fattige for at bryde den modmagt, som kan sætte egne interesser over de fælles.
Bill Atkins, hvis du havde fulgt mit råd og læst Domenico Losurdos glimrende "Liberalism - a counter-story", ville du vide, at liberalismen igennem alle tider har haft det udgangspunkt.
Selv plejer jeg så at forklare, at radikalismen adskiller sig fra klassisk liberalisme ved at mene, at man godt kan have stemmeret uden at eje jord.
Steffen Gliese, kernespørgsmålet i liberalismen er, hvor meget erhvervslivets kapitalistiske organisering og Staten, hver for sig skal have lov at begrænse den enkeltes frihed.
Eksempelvis har (havde?) Liberalt Vestre en passus i deres partiprogram hvor der stod, at en spredning af ejendomsretten er en forudsætning for et velfungerende demokrati.
Kapitalistisk styring af produktionsapparatet er i følge ægte liberal tankegang mindst lige så frihedsundertrykkende for den enkelte, som Statens virke. Det er denne indsigt de neoliberale har kastet bort.
Rent faktisk er liberalismen en vildfarelse som det er umuligt at navigere efter politisk.
--
Ove Kaj Pedersen, professor ved Copenhagen Business School og forfatter til bogen ’Konkurrencestaten’
— Hvad forstår du ved neoliberalisme?
»I lærebøgerne kan man finde 34-35 forskellige definitioner af neoliberalisme. Det er et meget omtvistet og politiseret begreb. Selv har jeg ikke nogen helt klar definition.
--
Hver gang nogen i en politisk diskussion bruger ordene liberal, liberalisme eller neoliberalisme bør man nøje undersøge hvad de lægger i begrebet liberalisme.
»Der vil helt sikkert komme en ny politik på et tidspunkt, men jeg tror ikke, det bliver nemt at tæmme de kræfter, som er sluppet løs.«
Det har Niels Hahn givetvis ret i, for under kapitalismens overflade lurer fascismen. Det viser al erfaring. De seneste hundrede års europæiske historie viser det - ligeså USAs utallige indgreb i Latinamerikanske landes forhold.
Det er ikke længe siden, vi i Europa sidst så fascismen stikke sin grimme klo frem igen, nemlig da den tyske finansminister Wolfgang Schäuble efter den græske folkeafstemning i 2015 - der forkastede trojkaens forslag om hvilke sparekrav, grækerne skulle acceptere - i umisforståelige vendinger gjorde det klart overfor Grækenlands daværende finansminister Yanis Varoufakis, at EU ikke agtede at tage hensyn til en sådan demokratisk afgørelse.
https://www.youtube.com/watch?v=XHv_pN4obQw
Når menneskerettighederne kommer til en eller anden revision, så er det at håbe, at alle formuleringer der postulerer, som præmis eller konsekvens, 1) almen fri ejendomsret og 2) almen fri forplantningsret, bliver fjernet.
Der ligger nogen blokader i disse, som er mindst lige så problematiske i forhold til de problemer der er med liberalismen som det 'problem' at universets helt scientistisk geografiske centrum er påvist at være det såkaldte 'mig'. Det sidste kan man intet gøre ved, de førstnævnte er teorietisk indenfor et intelligent livsforms muligheder.
Man kan lave trin analyse af neolibarelismens krise, TYskland har har valgt indblande sig i Eu ved euro politig og Grækenland og andre aspekter af krisen. Men kan ske at problemer kan ikke løses så udvikler sig til en 3 verden krig. Men tilk det skal andre redskæber til for ex. En fjende" Tyskland har en fjende som Danmark og Frankrig, her har man brug forv syndebuk fordi problemer er kompliceret og mange. Hitler har anvendt fjende strategi, det ved Tyskeren udemærket og det har mange tyske leder sagt, Men tyskerne vil underingen omstændigheder være med i en 3 verden krig. fordi Tyskland bliver den virkelig fjende i den 3 verden krig. En 3 verden krig er en skæbnekrig for Tyskland. Derfor Tysklan kommer med i en WWIII.
rettelse,. der skal stå. man kan lave 2 trin
der skal stå ikke efter tyskland
der skal ståTyskland kommer ikke med I WWIII
Jeg har altid opfattet liberalisme som noget lignende et synonym for egoisme.
Men det kan da være jeg bare har mødt mange egoister der udgav sig for at være liberalister.
Nej, kernepunktet i Liberalismen er undertrykkelsen af de ubemidlede, så de ikke får magt over de bemidlede, Bill Atkins, økonomien er kun en metode.
Til alle tider har liberalister været mere end villige til at bruge enorme summer på at holde underklassen nede/i skak, og det fremgår af den liberalistiske litteratur. Det moderne racistiske slaveri er et af de bedste eksempler, hvor hele kontrol- og straffesystemet dårligt kunne finansieres af indtægterne ved systemet.
Liberalisme er ideologi, som alt andet handler det om magt: de riges ret til riget ved bl.a. at kunne holde andre nede i kraft af formuerne.
Den franske revolution var en ny rigmandsklasses opgør med nedarvede privilegier, der forhindrede den i at gøre sig gældende, f.eks.
Demokratiet er ikke eksisterende i Lars Løkke Rasmussens neoliberale politik, hvor politiken skal tilpasses det såkalte neoliberale frie klimaforandringer skabende økonomiske vækst marked, neoliberalismen er en forbrydelse imod menneskeligheden og regeringen og store dele af opposition, er det samme.
Afskaffelse af neoliberalismen er mere end klassekamp, neoliberalismen har intet med politik at gøre, neoliberalismen har ikke noget problem med, at lede verden med klimaforandringer, ud over, hvor konsekvenserne er håndterbare for at opretholde lov og orden, hvilket er den virkelighed vi lever med i dag og hvorfor er det sådan?
Neoliberalismen er ikke politik, men er international organiseret økonomisk kriminalitet.
Mafia!
Udenrigsminister Kristian Jensen der forsvare mafia, har ikke forstået udenrigspolitikkens hovedudfordringer anno 2016.
Kun bæredygtig vækst er reel vækst og de 70 rigeste i verden ejer det samme, som den fattigste halvdel af befolkningen.
De to problemer tilsammen gør, at alle respekterede økonomer mener de rigestes formuer skal beskattes, samt det heldigvis ingen negativ indflydelse har for fremtidig bæredygtig vækst og at neoliberalismen ikke kan takle klimaforandringerne, hvilket er ensbetydende med, at det i Danmark er landsskadelig virksomhed, at forsvare mafia religionen neoliberalismen.
Neoliberalismen er mafia.
Det er ikke noget jeg har fundet på, hvis det lyder som en overraskende udmelding, så er det fordi, der ikke høres ordentligt efter, når de tidligere centralt placerede folk i mafia, der intet har haft at mindste, har vidnet i retssalene og blevet troet på i retten, de mænd, har sendt massere af mafia i fængsel på baggrund af deres vidneudsagn, der blev lyttet og det der blev sagt, samstemmer med fakta, der blev lyttet til alt, bortset fra der ikke blev lyttet til det dette faktum:
Mafia centralt placerede fortalte samstemmende, at dagens mafia arbejder i internationale topposter i The City of London mf.
Mafia er kendetegnet ved, at det ikke er ulovligt, politisk beskyttet kriminel udnyttelse, af alt, der giver økonomisk gevinst, uden tanke for ofrene.
Fra link:
"Mafia, form for kriminel organisation, der foruden gangsterens almindelige virkemidler, korruption, trusler og vold, benytter sig af forbindelser i finansverdenen, i den politiske verden og i den offentlige forvaltning. Disse medskyldige beskytter mafiaen mod retsforfølgelse, sørger for, at virksomheder, der er knyttet til mafiaen, får offentlige entrepriser samt vasker sorte penge hvide."
Link: http://denstoredanske.dk/Geografi_og_historie/Italien_og_Malta/Italien_1...
Politikere er blevet radikaliserede og voldelige over for de socialt udsatte grupper i samfundet, men radikaliseringen tiltager i takt med konsekvenserne af den 'neoliberalismen' og austerity økonomisk politik, risiko udsætter middelklassen til fattigdom, hvilket sker i takt med lønningerne presse ned i den neoliberale og austerity økonomiske politiks formue koncentration, på stadig færre hænder.
"Begreber som »social dumping«, »kædeansvar« og »klausuler« er kommet ind i debatten, men der er efter Dansk Arbejdsgiverforenings opfattelse tale om en helt fordrejet debat, der kun tjener det formål at skabe kunstige mure imod en sund international konkurrence," skrev Jørn Neergaard Larsen i 2013.
Der synes at være bred enighed om, at neoliberalismen gør de allerede rige ekstremt meget endnu rigere - og gør alle os andre fattigere.
Så har vi ingen penge at købe med, mens de superrige ikke kan bruge mere, end de allerede gør.
Så er det da klart, at væksten - såvel i rigdom som i miljøsvineri - går i stå, mens fattig-flertallets vrede vokser - mod bristepunktet.
Så enkelt er det ikke, Arne Thomsen, for der opstår jo nye medlemmer af den økonomiske overklasse, som er meget bedre at handle med end alle fattiglusene i ens egne lande.
Jo, I en vis udstrækning er det faktisk så enkelt, som Arne Thomsen hævder. Nederst i samfundshierarkiet bruger man 90-100% af indkomsten, mens de rige investerer eller opsparer deres indkomster. Før den såkaldte finanskrise investerede kapitalistklassen i Danmark lidt over 40% af indkomsten i produktive erhverv. Omkring 2009 røg disse investeringer ned på nul, for igen at stige til over nul i 2013 og fremover. Det betød ikke, at de rigeste var blevet fattigere - tværtimod. De spekulerede bare i stedet for at investere i produktion. Når spekulation afløser produktiv investering, falder efterspørgslen på kapitalgoder (maskiner, IT-udstyr etc.)
På verdensplan har opsparingen efter finanskrisen aldrig været større. Man har tjent penge uden at investere i produktion. Derfor vi har set en eksplosion i skattely. Når man ikke investeringer i produktion opspares en del af overskuddet og anbringes i oversøiske skattely. Når lønningerne ikke stiger, samtidig med at overførselsindkomsterne falder, vil efterspørgslen efter almindelige forbrugsvarer falde. Og når man spekulerer i stedet for at investere produktivt, falder efterspørgslen efte kapitalgoder også. Den eneste grund til, at det ikke er gået helt i stå i den vestlige verden er, at ledigheden er faldet lidt mange steder - især i USA.
Det er ikke rigtigt, at der ikke investeres, der investeres bare ikke her, men i den tredje verden. Opsparede penge står ikke passivt hen, det forringer deres værdi, hvis de ikke investeres. Det er kun her, at væksten er gået i stå, selvom den visse steder også er gået ned.
Et af de største problemer med neoliberalistisk økonomi er anvendelsen af modeller, som man påstår kan forudsige eller fremskrive en udvikling i økonomien. Modellerne anvender matematiske formler, hvilket giver modellerne et skær af eksakt videnskab. Mange neoliberale økonomer opfatter deres erhverv som en slags objektiv videnskab på lige fod med f.eks. fysik og kemi.
Den mest kendte model er DSGE modellen - Dynamic Stochastic General Equilibrium. Dynamisk fordi modellen hævder, at udforske udvikling over tid, stokastisk fordi modellen hævder, at kunne tage højde for visse eksterne faktorer såsom olie-shock, generel fordi modellen hævder at inkludere alle markeder i sine forudsigelser og ligevægtig, fordi den bygger på den franske økonom Jean-Baptiste Say's lov, der hævder, at over tid skaber ethvert udbud af en vare sin egen efterspørgsel, hvorfor markeder altid tenderer mod balance. I dansk politik udgør DSGE modellen baggrunden for den borgerlige regerings mantra om at øge arbejdsudbuddet. Når man øger udbuddet af arbejdskraft, vil prisen på arbejdskraft falde, hvorefter det vil blive mere attraktivt at ansætte – og følgelig vil ledigheden falde ifølge teorien.
Problemet med model-begrebet er, at når man underforstår, at økonomi er en eksakt videnskab, er der ikke langt derfra og til Margeret Thatcher's berømte TINA-udsagn (There Is No Alternative – altså til kapitalismen mente Thatcher). Ligeledes er der heller ikke noget alternativ til det modellen udsiger – for det er jo videnskab, og man argumenterer jo heller ikke mod tyngdeloven. (Derfor oplever man ofte, at når man diskuterer med en neoliberal økonom, er det som at diskutere med et medlem af Jehovas Vidner.) Den neoliberale økonomi – som især blev skabt i opposition til den sovjetiske planøkonomi – ender dermed pudsigt nok at have en del tilfælles med den sovjetiske tankegang: Økonomi er videnskab – ikke politik – og man argumenter ikke mod videnskab. Sovjetøkonomien var gennemsyret af modeller. At erstatte udbud og efterspørgsel med en plan var en uhyre kompliceret opgave.
Med neoliberalismen bliver økonomisk politik 'nødvendig', netop fordi den hævder at være videnskabelig. Dette er i fuldstændig modsætning til Marx' metode, som han kaldte 'kritikken af den politiske økonomi'. Neoliberalismen er, ligesom som den sovjetiske planøkonomi, i sin natur totalitær. Når økonomien bliver til videnskab, må den neoliberale politik fokusere på at isolere væsentlige økonomiske beslutninger fra de 'uvidende masser' og deres repræsentanter (de folkevalgte politikere), som f.eks. fuldstændig 'uvidenskabeligt' kunne finde på at prioritere bekæmpelse af arbejdsløshed gennem offentlige investeringer. Et aktuelt eksempel på denne isolering af magten er den Europæiske Central Bank, som har akkumuleret enorm magt siden udbruddet af den såkaldte finanskrise. The Federal Reserve Bank i USA er en privat institution. Dens bestyrelse består primært af repræsentanter for de største Wall Street banker.
Da Alfred Nobel instiftede sin verdensberømte pris, var der ingen Nobelpris i økonomi. Nobel opfattede nemlig ikke økonomi som en eksakt videnskab, og han havde kun tre kategorier for Nobelprisen: Kultur, frihed og videnskab. Alfred Nobel var således enig med Karl Marx i, at økonomi er politik - ikke videnskab. Nobelkommiteen indstiftede en pris for økonomi efter Alfred Nobels død.
Steffen Gliese
12. juni, 2016 - 21:38
Du har ret. Jeg burde have skrevet i den vestlige verden. En del af den opsparede kapital står faktisk passivt hen - for så vidt som man kan kalde flytning af kapital til et skattely for en passiv anbringelse. Hvor længe den bliver stående der, og hvor meget af den der derfra flyttes videre til spekulation, ved jeg ikke. Hvad jeg ved, ar at opsparingen i den vestlige verden er enorm, og man har forsøgt både i USA og i Europa, at få denne kapital ud at 'arbejde' ved at sænke renten. Men i den såkaldte tredje verden, er en stor opsparing og stigende spekulation også ved at være et problem. Således har Kina en enorm 'boligboble' som venter på at eksplodere.
Med hensyn til Vestlige virksomheders udnyttelse af kapitalflugt, transfer pricing og skatteskjul, skal man være opmærksom på at formuer der anbringes i skatteskjul, i sagens natur, er uden for myndighedernes lovpligtige finansielle og regnskabsmæssige tilsyn og registrering, og derfor er en af de vigtigste anvendelser af disse skjulte formuer, gemen korruption.
Det er derfor Vesten er lysegrøn og vores råvareleverandører og eksportmarkedslande er dybrøde i korruptionsindekset.
https://da.wikipedia.org/wiki/Korruption#/media/File:World_Map_Index_of_...
Steffen Gliese
12. juni, 2016 - 08:48
Du har ret. Jeg må se at få læst Domenico Losurdos "Liberalism - a counter-story".
Ivan Breinholt Leth, man kan standse med idiotien allerede efter din første sætning i gennemgangen: at ting sker over tid er dels umulige at bevise, MEN det er også totalt uinteressant for politikere, fordi deres interesse må være på nutiden og den nærmeste fremtid.
Et godt eksempel er ideen om, at arbejdsKRAFTSudbud vil tvinge lønningerne ned og føre til udbud are mere arbejde - dels er det en umulig tankegang, for det er ikke arbejdskraft, der skaber arbejdspladser, men arbejdspladser, der skaber arbejdskraft, dels er det en umulig tankegang, fordi ofrene for den politik er nogle andre end vinderne på et senere tidspunkt. Man kan med andre ord ikke inddrage den faktor med at sidde krisen ud.
Ivan Breinholt Leth Således har Kina en enorm 'boligboble' som venter på at eksplodere.
Det kinesiske byggemarked, og ikke mindst boligmarkedets, finansielle konstruktion er meget svært gennemskueligt. Staten har uden tvivl en stor indflydelse på boligbyggeriets omfang, og Kina er det land i verden hvor urbaniseringen over de sidste 25 år har været mest omfattende. Kina har præsteret at hæve urbaniseringen i landet fra 23% i 1990 til ca. 56% i 2015. Overalt i Kina henligger, der tomme forladte landsbyer, og enorme New Towns skyder op ude omkring millionbyerne, som moderne højhusblokke, der nemt huser op til 100.000 beboere hver. Noget andet er erhvervsbyggeriet inde i de kinesiske storbyer, hvor der kan konstateres en del tomme kontorbygninger - men det har åbenlyst ikke nedsat lysten til at bygge, også der.
Steffen Gliese
12. juni, 2016 - 23:10
Men det mest 'umulige' ved denne tankegang er, at en kapitalist ikke investerer fordi han/hun har fået en skattelettelse eller fordi den reelle timelønnen er faldet med 10 kr, men fordi der er udsigt til en profit, og det er der ikke nødvendigvis, blot fordi lønnen falder. En eller anden økonom påstod, at filosofien i virkeligheden er, at lokke den outsourcede kapital tilbage fra Fjernøsten. Efterhånden som lønnen stiger i Kina vil det vestlige lønniveau på vej ned møde det kinesiske på vej op, og derefter vil investeringerne vende tilbage til Europa og USA. Det har vistnok lange udsigter. Indtil videre ser det ud til, at investeringer til en vis grad flytter fra det sydøstlige Kina til det nordlige Kina eller til andre asiatiske lande som Indien og Indonesien.
Steffen Gliese 23:10
Igen har Kina en speciel tilgang til tingene. Arbejdsudbuddet i Kina er enormt og beskæftigelsesproblemet søges løst ved, at Kina kan fremvise nogle af verdens bedst renholdte, mest grønne velbeplantede og servicerede storbyer, fordi det kinesiske sociale system er skruet sammen, som et statsligt/privat lavtlønsmarked, hvor aflønningen af en hær af primært statsansatte, gadefejere, gartnere og servicefolk af enhver art, dagligt sørger for, at Statens store overskud på handelsbalance og skatteinddrivning bliver kanaliseret ned i bunden af samfundet - også. En sådan løsning kræver at befolkningens basisbehov: huslejen (i new towns), mad, lægehjælp osv. kan betales ud af lønnen i et lavindkomstjob.
Det der ifølge nogen økonomer holder privatkapitalisternes investeringer tilbage, er dels at inflationen er lav, pengene taber ikke deres værdi, samt at afkastet ved finansspekulative investeringer overgår afkastet ved investeringer i produktion.
Hmm. En googlesøgning på "Domenico Losurdo" gav bogen i pdf-version på første resultatside.