Læsetid: 3 min.

Påstået PKK-leder fængslet efter frifindelse

En tysk-kurdisk mand blev onsdag anholdt, få øjeblikke efter han var blevet frifundet i en stor sag om terrorfinansiering. Torsdag blev han fængslet
10. juni 2016

Den kurdiske organisation PKK begår »drab med særdeles nedrige motiver« og har »ingen rimelig grund i folkeretten til at begå sine attentater«.  Sådan lød det, da anklageren torsdag morgen læste højt fra den europæiske arrestordre, som tysk politi i midten af maj fik udstedt på H.D.

Han er en af de otte kurdiske mænd, der i onsdags blev frifundet i Østre Landsret for terrorfinansiering.

I alt ti mænd var tiltalt for at have indsamlet 140 millioner kroner til PKK, der er på EU’s terrorliste, men otte blev altså frifundet.

Læs også: Kurdere frifundet for terrorstøtte

Den 60-årige H.D. nåede dog aldrig at nyde friheden. Før han forlod landsretten, blev han anholdt i en ny sag. Baggrunden var, at tysk politi mener, at H.D. har været leder for en PKK-organisation i Tyskland.

Torsdag morgen blev han så fremstillet i Dommervagten i Politigården i København. Omkring 15 venner og sympatisører dukkede op for at overvære retsmødet, blandt andet flere andre af de tiltalte fra terrorfinansieringssagen. De måtte dog gå derfra uden H.D.

Lost in translation

På den ene væg i retslokalet hang en planche på to gange en meter med retsplejelovens §762 påtrykt. Det er dén paragraf, der regulerer varetægtsfængsling. Den benyttes, stort set hver gang en ny person føres ind i det slidte lokale. H.D. blev eskorteret ind i retten af en ung civilbetjent i kortærmet skjorte og sommerattitude samt tre betjente fra Kriminalforsorgen, der som noget relativt nyt bar skudsikre veste.

Før og efter den formelle del af retsmødet stod de demonstrativt som en mur mellem H.D. og hans dansk-kurdiske venner på tilhørerbænken.

Anklageren læste anledningen til anholdelsen højt. Hun talte hurtigt, og tolken afbrød hende og bad hende snakke langsommere.

Derefter havde anklageren et par faktuelle spørgsmål til H.D.’s bopæl i Tyskland. Allerede dér gik det galt. H.D. eller tolken misforstod spørgsmålet, og H.D. fortalte i stedet, at han lige havde været i Irak.

Flere advokater, blandt andet dansk-kurdiske Erbil Kaya, der også var involveret i terrorfinansieringssagen, har de seneste år klaget over, at tolkeniveauet i de danske retssale er for lavt, og at der sker for mange fejl.

Kort tid efter den første misforståelse opstod der nye misforståelser. Anklageren spurgte, med en lang og kompliceret juridisk formulering, om H.D. frivilligt ville lade sig udvise til Tyskland.

H.D. svarede, at han uanset hvad ville til Tyskland, hvor han har boet siden 1978, fordi det er dér, hans familie er.

Til slut måtte H.D.’s advokat, Anders Schønnemann Olesen, gribe ind for at korrigere, at H.D. altså ikke acceptererede udvisningen.

Dommeren begyndte derefter forfra med anklagerens spørgsmålsrække, hvilket bidrog yderligere til især H.D.’s forvirring.

Påstået PKK-leder

Den anholdte H.D., som har gråsprængt hår og overskæg, bar en brun blazer, ternet skjorte og et tykt sort brillestel.

De tyske myndigheder mener, at han i perioden fra august 2014 til marts 2015 har været leder af PKK’s europæiske organ CDK i Bremen og omegn.

Her har han under ledelse fra PKK’s ’sektorleder nord’ angiveligt stået for koordination af blandt andet organisationens propaganda og økonomi.

H.D.’s advokat sagde i retten, at det var »fuldstændigt barokt« at ville fængsle H.D., der troligt er dukket op ved mere end 100 retsmøder i by- og landsret i terrorfinansieringssagen.

Advokaten havde ligefrem advaret H.D. om risikoen for at blive anholdt ved onsdagens domsafsigelse, men han insisterede på at dukke op for at modtage sin dom alligevel.

»Der er på ingen måde nogen unddragelsesrisiko,« sagde advokaten.

Selv virkede H.D. til at tage sagen roligt, da dommeren efter mindre end fem minutters votering meddelte, at han blev varetægtsfængslet i 13 dage. 

Læs også: ’Politiet kunne bare have ringet til os, hvis der var noget, de ville se’

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dorte Sørensen
Dorte Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu