Læsetid: 7 min.

Pinds britiske forbillede er knap så succesfuldt

Regeringen vil med en ny indsats mod spredning af ekstremistisk materiale straffe selv deling af materiale som sker ’groft uagtsomt’. Inspirationen kommer fra Storbritannien, men ifølge britisk ekspert, har erfaringerne indtil nu ikke været særligt gode
Det er tvivlsomt, om Justitsminister Søren Pinds (V) forslag om at gøre det lettere at straffe folk, der deler ekstremistisk materiale, vil blive en succes. Det viser de britiske erfaringer, som regeringen har ladet sig inspirere af.

Lars Krabbe

11. juni 2016

Regeringen ønsker at gøre det nemmere at straffe folk for deling af materiale på de sociale medier. Planen er, at der blandt andet skal slås hårdere ned på dem, der deler ekstremistisk materiale, ved at gøre det kriminelt at dele terrorpropaganda, også selv om det sker »groft uagtsomt«.

Som loven er nu, skal politiet kunne bevise, at den, der deler materiale, som tilskynder til terror, også rent faktisk ønsker, at det bruges til det formål, før man kan dømmes for det. Men den grænse er regeringen altså parat til at ændre.

»Hvis myndighederne skal sætte effektivt ind over for den øgede trussel fra radikalisering, som udspringer af internettet, er der behov for at tænke i nye baner og løfte indsatsen mod onlineradikalisering til et nyt niveau,« fremgår det af et notat, som Justitsministeriet har sendt til Information.

Over for Jyllands-Posten, hvor det politiske initiativ blev lanceret i søndags, erkender justitsministeren, at det kan være svært præcist at sætte grænserne:

»Vi skal være forsigtige. Der bliver en balance, der skal findes. Og den må vi udmønte korrekt, når vi nærmer os eventuel lovgivning,« sagde Søren Pind (V) til Jyllands-Posten og bebudede, at Folketingets partier i denne måned bliver indkaldt til forhandlinger om en hel lovpakke.

Regeringen er inspireret af den britiske antiterrorlovgivning, der i 2006 – efter al-Qaeda-bomberne i London – gjorde det strafbart at dele terrorpropaganda, også selv om det skete uagtsomt. Men ifølge David Lowe, der er terrorekspert og underviser ved det juridiske institut på Liverpool John Moores University, har de britiske erfaringer med at kriminalisere spredning af materiale ikke været så succesfulde, som politikerne håbede.

»Det har ikke haft den gennemslagskraft, som de håbede det ville. Det bliver ikke meget brugt i forhold til spredning, og de sager, der har været, viser, at domstolene har været strenge i forhold til det. Der har ikke været mange domsfældelser i forhold til det,« siger David Lowe, som tidligere har været ansat 27 år i politiet.

Når det kommer specifikt til »uagtsom spredning« af ekstremistisk materiale, som Søren Pind ønsker at introducere i Danmark, har de britiske domstole ifølge Lowe været endnu mere tilbageholdende.

»Jeg ved, at de britiske domstole har været meget, meget tilbageholdende med det. Domstolene har i praksis sat bremserne i i forhold til det, politikerne gerne ville, da de introducerede bestemmelsen,« siger han.

En oversigt fra den britiske anklagemyndighed viser da også, at der ikke er mange domsfældelser af folk for overtrædelse af den bestemmelse i terrorloven, som Danmark nu vil lade sig inspirere af.

Den første dom alene for »spredning« faldt i 2008 mod en mand, som erkendte sig skyldig i at have udviklet en forretning, hvor han distribuerede ekstremistisk materiale, der bla. glorificerede 11. september, og som ifølge anklageren var designet til at rekruttere til terrorisme.

Siden da har der været et par andre domsfældelser hvert år, men i flere tilfælde sker straffen for »spredning« af materiale sammen med en række andre og mere alvorlige overtrædelser af terrorloven.

I 2011 blev fire mænd eksempelvis dømt for at sprede terrormateriale, men samtidigt også for en langt mere omfattende fysisk målrettet rekrutteringsindsats, hvor de opfordrede folk til at tilslutte sig jihad – heriblandt flere politifolk, der arbejdede undercover og optog samtalerne.

De seneste år ser der ud til at have været en lille vækst i antallet af sager om spredning rettet særligt mod aktiviteter på sociale medier, men flere af dem ser også ud til at være af grovere karakter.

En mand prøvede i 2014 aktivt at rejse ind i Syrien via Tyrkiet og blev siden dømt både for at ville tilslutte sig en terrorbevægelse, men også for at sende en video med ekstremistisk materiale til en ven.

I 2015 er der en række sager, eksempelvis blev en mand straffet for at sprede materiale, der kunne bruges af folk til at tilslutte sig IS, på blandt andet på Google+, mens en kvinde blev dømt for at sprede materiale på Twitter og Instagram, som aktivt opfordrede folk til at tilslutte sig IS.

Lettere at rejse sager

Indfører man en bestemmelse, hvor det selv »groft uagtsomt« kan være ulovligt at sprede terrorpropaganda, vil det først og fremmest betyde, at anklagemyndigheden kan få lettere ved at rejse sager. Det vurderer Jørn Vestergaard, der er professor i strafferet på Københavns Universitet.

»Det letter anklagemyndighedens bevisførelse. De behøver ikke at bevise, at den pågældende har været klar over eller har haft til hensigt at gøre det. Det er tilstrækkeligt at sige, at man burde have været klar over, at det var egnet til at opildne nogen,« siger han.

Men ifølge Jacob Mchangama, der er direktør i den retspolitiske tænketank Justitia, er der allerede nu vide rammer for at straffe ekstremistiske ytringer fremsat på sociale medier.

Antallet af tiltalte for overtrædelse af de nuværende bestemmelser stiger – og i det seneste år er 13 mennesker blevet tiltalt for overtrædelse af straffelovens bestemmelse om billigelse af terror. Det fremgår af en opgørelse fra Rigspolitiet, som er sendt til Folketinget i april.

Nylige eksempler er den meget omtalte sag mod Said Mansour og en dom mod en 19-årig mand fra Aarhus. Den 19-årige blev dømt for trusler om terror ved at dele en video med henrettelser til sine 60 venner på Facebook.

Videoen var ledsaget af en tekst, der blandt andet lød: »I skal ikke være bekymret. Vi vil fange jer alle. I skal ikke tænke at vi er dumme. I kan ikke løbe væk fra knive. Kniven vil ramme jer alle, og jeres hoveder ville være på alle veje, derefter folk kan se, hvad vi har lavet med spioner. O frafaldne konverterede, I kan ikke gemme jer fra os. Vi vil give jer alle straffen af kniven tæt på indtil døden, i deres omkreds vantroernes netværk.«

Strammer man bestemmelserne yderligere, risikerer man ifølge Jacob Mchangama at ramme forbi målet.

»Man kaster nettet så bredt ud, at man også risikerer at ramme uskyldige nysgerrige personer. Man bliver nødt til at se på, hvad fordelene er ved det her, kontra hvad det koster i retssikerhed, ytrings- og informationsfrihed,« siger han.

»Jeg tror helt basalt, at medmindre man er villig til at gå en kinesisk eller iransk vej, så er ideen med at stoppe ytringer på internettet hul i hovedet. Der er masser af konti på sociale medier, der ikke er i Danmark, og de bliver åbnet igen og igen. Man fokuserer på den forkerte del af det. Man må gå efter dem, som mere aktivt tilskynder til det, og som aktivt er involveret i terrorisme, men man kan ikke gå ind i et digitaliseret samfund og standse informationsstrømmen, medmindre man er villig til at gå virkelig drakonisk til værks.«

Mange kriminaliseres

Imran Awan, der er lektor i kriminologi ved Birmingham City University og forfatter til en bog om ekstremisme, mener, at de britiske stramninger af loven har ført til marginalisering af muslimer på grund af de uklare grænser.

Som særligt negativt fremhæver han, at Storbritannien også har kriminaliseret besiddelse af materiale. Det har ført til store problemer, da personer er blevet sigtet for at have materiale på deres computere eller telefoner, uden at de havde nogle intentioner om, at det skulle bruges til terrorisme. Generelt er den britiske lovgivning så uklar, at for store vurderinger bliver overladt til domstolene, påpeger han.

»Lovgivningen i Storbritannien er meget vag, og derfor bliver det i høj grad overladt til juryen at vurdere, om den enkelte ytring eller dokument har en tilstrækkelig direkte eller indirekte opfordring, som de kan dømme efter,« siger Imran Awan.

Ifølge Jørn Vestergaard er der dog ikke grund til at tvivle på, at de danske domstole godt kan håndtere det ansvar.

»Efterhånden har jeg fået ret stor tillid til, at danske domstole holder retssikkerhedsfanen relativt højt. Det har været tilfældet i sager om antiterrorlovgivningen både strafferetsligt og på udlændingeområdet, hvor de har vist, at de gør sig fortjent til en stor grad af tillid. De blåstempler ikke bare hvad som helst,« siger han.

De britiske erfaringer viser dog, at en del sager bliver stoppet, inden de overhovedet når i retten, da det i praksis er for svært at rejse sigtelser på baggrund af »groft uagtsom« deling af materiale. Dermed bliver bestemmelsen først og fremmest et redskab for politiet.

»Som politibetjent kan du bruge det til at arrestere nogen og afhøre dem om, hvad de laver. Den mulighed får du, men om du rent faktisk kan få nogen dømt, det er en anden ting,« siger David Lowe.

Så selv om det med den foreslåede bestemmelse i Danmark vil blive lettere at anholde og sigte mistænkte, vil det ikke nødvendigvis føre til flere domme.

»Det er anklagemyndigheden, der bestemmer, om der skal rejses tiltale, og de vil være tilbageholdende med at gå efter en sigtelse, der bare går på noget uagtsomt,« siger David Lowe.Han anbefaler, at man går efter dem, som tydeligvis har en intention om at begå terror eller ønsker at rekruttere.

Information har spurgt Justitsminister Søren Pind (V) om en kommentar til de britiske erfaringer, men det var ikke muligt, da han var til Bilderberg-møde i Dresden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dorte Sørensen
Dorte Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Og så er der dem der påstår at sandheden, er det første offer i en konflikt. Virkeligheden viser, at ytringsfrihed og fornuft, er en konflikts første ofre. De politikere der er drivkraften bag en sådan udvikling må betegnes som farlige for selve den demokratiske idé.

Jacob Fenger, Mads Berg og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar