Læsetid: 3 min.

Regeringen blokerer for Irak-afstemning

Enhedslisten kan ikke få et forslag om offentliggørelse af Irak-kommissionens dokumenter til afstemning i folketingssalen, fordi blå blok afviser at afgive betænkning. Det er udemokratisk, mener partiet, men det afviser den konservative Rasmus Jarlov
3. juni 2016

Blå blok slipper for mere snak om Irak-krig, fangemishandling og torturkonventioner. I hvert fald i denne omgang.

Det er situationen, efter et flertal i Forsvarsudvalget har blokeret for, at et forslag om offentliggørelse af mange tusinde dokumenter fra den nedlagte Irak- og Afghanistankommission kan komme til afstemning og debat i folketingssalen.

I praksis sker det ved, at et flertal i Forsvarsudvalget nægter at afgive en såkaldt betænkning om forslaget, som dermed ikke kan komme til 2. behandling i salen.

Enhedslisten, der i sidste uge overtog forslaget fra Liberal Alliance, mener, at blokaden er dybt udemokratisk.

»Det er et nyt demokratisk lavmål at blokere for, at et ubelejligt forslag kan komme til afstemning i Folketinget,« siger partiets forsvarsordfører Eva Flyvholm. »Det viser, hvor langt regeringen er villig til at gå for at få lukket ned for skandalerne om Danmarks fangehåndtering i Irak.«

Formanden for Forsvarsudvalget, den konservative Rasmus Jarlov, afviser kritikken.

»Der er udelukkende tale om, at Enhedslisten ikke har overholdt tidsfristerne, og vi derfor ikke kan nå at holde et udvalgsmøde om forslaget inden sommerferien,« siger han.

’Højst usædvanlig praksis’

Forslaget om offentliggørelse af Irak- og Afghanistan-kommissionens dokumenter blev oprindelig fremsat af Liberal Alliance og fik opbakning fra et flertal i Folketinget. Men i et forsøg på at undgå at få Folketinget imod sig tilbød regeringen i sidste uge at lave en historisk undersøgelse af Danmarks krigsdeltagelse på Balkan, i Irak og i Afghanistan.

Og det kompromis gik både Liberal Alliance og Alternativet med på. Til gengæld bad Enhedslisten om at overtage forslaget, hvilket Folketingets lovsekretariat gik med til.

Ifølge Eva Flyvholm handler det overhovedet ikke om tidnød, når regeringen med støtte fra LA, DF og Konservative vælger at blokere for, at forslaget kan blive behandlet i folketingssalen.

Læs også: Regeringen dribler uden om krigsansvar

»Lovsekretariatet har sagt til os, at de gerne vil dispensere, så forslaget kan komme til afstemning og debat i denne uge. Derfor bad jeg allerede i fredags Forsvarsudvalget om at indkalde til et møde, så vi kunne afgive betænkning i mandags,« siger hun og peger på, at Folketinget har fundet tid til at hastebehandle adskillige forslag til stramninger af udlændingepolitikken.

Ifølge oplysninger fra Folketingets administration er der da også tale om en »højst usædvanlig« praksis. Det er meget sjældent, at et udvalg ligefrem nægter at afgive betænkning, især når der er tale om et forslag, som allerede tidligere har været debatteret, og hvor holdningerne er klare.

En betænkning behøver desuden kun at bestå af en enkel sætning, hvoraf det fremgår, at et flertal i Forsvarsudvalget indstiller forslaget til forkastelse. Der behøver end ikke at være en begrundelse, bekræfter en erfaren kilde i Folketingets administration.

Helt efter bogen

Rasmus Jarlov afviser imidlertid, at den manglende vilje til at betænke skyldes, at de blå partier ikke ønsker at diskutere sagen igen.

»Enhedslisten er blevet behandlet helt efter bogen i denne sag,« siger han og understreger, at partiet er »meget velkomment til at genfremsætte forslaget i næste folketingssamling«.

Han medgiver dog, at Enhedslisten har ret i, at Forsvarsudvalget kunne have valgt at dispensere fra tidsfristerne og hastebehandle forslaget inden sommerferien, hvis der havde været stemning for det.

»Men det har udvalget altså ikke ønsket.«

Hos Enhedslisten føler man sig imidlertid ikke behandlet »efter bogen«.

»Det er helt klart endnu et forsøg på at skjule, hvad der skete i Irak. Først fik vi forkerte og mangelfulde svar om Irak-krigen og tortur af fanger, så blev Irak og Afghanistan-kommissionen nedlagt, og så vil de ikke fremlægge dokumenterne og lukker i stedet ned med en historieredegørelse. Og nu vil de forhindre en afstemning i Folketinget,« siger Eva Flyvholm.

»For hver dag bliver jeg mere og mere nysgerrig efter at finde ud af, hvad der gemmer sig i de dokumenter, og hvad en kommissionsundersøgelse kan få frem. Det tyder jo på, at der ligger noget begravet i papirerne, som er et problem for Venstre og måske især for tidligere forsvarsminister Søren Gade.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne-Marie Krogsbøll
  • Niclas Darville
  • Jørgen Steen Andersen
  • Kurt Nielsen
Anne-Marie Krogsbøll, Niclas Darville, Jørgen Steen Andersen og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anne-Marie Krogsbøll

Hvordan var det nu med det der forslag om at kunne få et forslag behandlet i folketinget med 50 000 underskrifter? Det ville være en rar mulighed i denne sammenhæng..