Læsetid: 3 min.

Så blev Krølle indstillet til førtidspension

Nøjagtigt fire minutter tog mødet med rehabiliteringsteamet, da den 49-årige stofbruger ’Krølle’ i går blev indstillet til førtidspension. Information var med Krølle til pensionsmøde på Musvågevej i Nordvestkvarteret
Socialrådgiveren fra Gadejuristen håber, at Krølle vil leve længe nok til, at han kan få sin førtidspension.

Ulrik Hasemann.

8. juni 2016

Krølle kommer gående hen ad Musvågevej i skyggesiden sammen med sygeplejersken Gorm.

Den 49-årige stofbruger og tidligere slagtersvend, hvis sag om førtidspension Information tidligere har beskrevet, har en sort hat på hovedet og en lyseblå hættetrøje trukket op over hatten. Krølle går langsomt, næsten med museskridt, og kigger konstant ned i fortovet. Der er huller i hans cowboybukser ved knæene, så hans forbindinger og væskende sår på benene kan ses.

»Krølle har fået det værre her den sidste tid, fordi han nu også har fået tuberkulose,« siger Jan, der er Krølles støttekontaktperson.

Sammen med socialrådgiver Charlotte fra den private organisation Gadejuristen står vi uden for det kommunale jobcenter i det københavnske Nordvestkvarter og venter på, at klokken skal blive ni, så Krølle kan komme til møde med rehabiliteringsteamet.

Sidst, vi stod her, var i august 2015. Dengang havde Krølle året før fået afslag på førtidspension, og rehabiliteringsteamet blev da enige om at afvente yderligere undersøgelser af Krølles generelle funktionsniveau og af, om der var uprøvede behandlingsmuligheder.

Reduceret til det ubetydelige

Nu er Charlotte optimistisk på Krølles vegne: »Jeg kan simpelthen ikke se, hvad de nu skulle kunne finde på andet end at indstille til førtidspension,« siger hun og henviser til den lægeerklæring om Krølle, som den socialmedicinske enhed på Frederiksberg Hospital fik udarbejdet i december 2015.

»Sygehistorie præget af somatiske følgelidelser til mangeårigt intravenøst misbrug og blandingsmisbrug, herunder hiv, hepatitis C, MRSA-positiv, aktuel tuberkulose, kroniske sår på ekstremiteter samt kognitivt påvirket på baggrund af betydelig social belastning, følger til misbrug og intracerebrale abscesser.«

Og lidt senere: »Der er ikke forsøgt rehabiliteringsindsatser eller praktikforløb, da dette skønnes uden mulighed. Borgeren har ingen forventninger om at træde tilbage på arbejdsmarkedet. Funktionsniveauet beskrives aktuelt som reduceret til det ubetydelige, borger kan knap nok tage vare på eget liv og helbred. Objektivt ved dagens undersøgelse findes borger at falde i søvn under samtalen, særdeles kronisk medtaget og miseriespræget.«

Krølle er nået hen til os. Han har blod på fingrene og får ild på en cigaret. Han ser stadig ned i jorden. »Det går ad helvede til,« siger han, inden han smider skoddet på fortovet.

Tak fordi I kom

Vi går ind og sætter os i receptionen. Mens vi venter, fortæller Jan, at han ikke længere må gå ind i Krølles værelse på hjemløseenheden i Sydhavnen. Der ligger for mange kanyler. Et rengøringshold skal have masker og dragter på, når de skal rengøre rummet, tilføjer han. Et par minutter over ni kommer Claus Madsen, leder af rehabiliteringsteamet. Han giver hånd til Krølle og siger velkommen.

Lidt efter sidder vi alle rundt om et bord, hvor der ud over Claus også er to læger, en fysioterapeut og endnu en fra jobcentret til stede. Alle giver hånd og præsenterer sig, undtagen Krølle, der har sat sig for sig selv på en stol. Han kigger fortsat ned i gulvet.

Claus Madsen fortæller, at teamet nu har »læst alle dine akter igennem. Det, vi nu skal tage stilling til, er, om der er grundlag for at indstille dig positivt til førtidspension.«

Han fortsætter umiddelbart: »Og vi mener, der er grund til at indstille dig positivt. Du vil få lejlighed til at udtale dig om vores indstilling, men vi har en klar forventning om, at afgørelsen bliver positiv. Nogen spørgsmål?«

Claus Madsen kigger rundt i lokalet. Ingen siger noget. »Jamen, tak fordi I kom,« slutter han. Klokken er 9.08. Uden for jobcentret siger Jan og Gorm tillykke til Krølle. Han siger ikke noget, men får ild på en cigaret. Lidt efter går han sammen med Gorm ned ad Musvågevej.

»Socialforvaltningen har nu tre måneder til at behandle indstillingen,« siger Charlotte, der også fortæller, at Gadejuristen forgæves har forsøgt at få fremskyndet sagen.

Selv om hun er glad for, at Krølle langt om længe er blevet indstillet til førtidspension, har hun også svært ved at forstå, hvorfor det ikke er sket tidligere. I 2010, i 2012 og igen i 2013 var konklusionen gang på gang fra lægelig side, som Information har beskrevet, at Krølle ikke havde mulighed for eller udsigt til selvforsørgelse.

I en såkaldt profilbeskrivelse fra april 2013 var konklusionen eksempelvis, at Krølle »ikke via beskæftigelsesfremmende foranstaltninger, herunder opkvalificering eller kortere uddannelsesforløb (…) vil kunne bringes i selvforsørgelse. Det vurderes endvidere, at de behandlingsmæssige muligheder i relation til aktivering mv. er udtømte«.

Inden Charlotte låser sin cykel op for at køre mod Vesterbro, siger hun: »Vi må bare håbe, at Krølle lever længe nok til, at han kan nå at få sin førtidspension.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Nanna Wulff M.
  • Oluf Husted
  • Karsten Aaen
  • Jakob Trägårdh
  • Anne Eriksen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Martin E. Haastrup
  • Niels-Simon Larsen
  • Niels Duus Nielsen
  • Philip B. Johnsen
  • Dorte Sørensen
Nanna Wulff M., Oluf Husted, Karsten Aaen, Jakob Trägårdh, Anne Eriksen, Lise Lotte Rahbek, Martin E. Haastrup, Niels-Simon Larsen, Niels Duus Nielsen, Philip B. Johnsen og Dorte Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Det er et fuldkommen absurd system, vi har fået. Enhver kan sige sig selv, at folk, der er syge 1) dels ikke skal udsættes for mistanke om, at jo nok godt kan arbejde lidt, 2) ikke har et sted at bo, 3) ikke kan få tilkendt en førtidspension på et tidligere tidspunkt.

Nanna Wulff M., peter fonnesbech, Christel Gruner-Olesen, Karsten Aaen, Claus Nielsen, odd bjertnes og Peter Wulff anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Krølle er i den neoliberale konkurrencestat en dehumaniseret vare, der først nu som døende, ikke længere er påstået mulig at forme og sælges til markedet, derfor får Krølle pension nu, hvor døden står for døden og ikke et sekund før.

Krølle er en vare i konkurrencestaten, der skal sælges til erhvervslivet, hvor tilhængere af den neoliberale politisk, ønsker hurtigt at overgå til forsikringssamfundet, hvor de rige ikke betaler skat, hvilket medføre hurtig udfasning af det solidariske velfærdssamfund til forsikringssamfundet i takt med skatteindtægterne falder.

Krølle falder derfor hurtigt ud mellem maskerne i det konkurrenceudsatte velfærdsamfunds sikkerhedsnet, hvor maskerne bliver stadig større, uden en personlig privat sygeforsikring og personlig formue, til at betale for genoptræning og bolig under sygdomsforløbet, derfor ender Krølle på gaden, på trods af Krølle har en uddanelse.

Krølle har nu i årevis været en stor økonomisk og social belastning i det neoliberale udfasningtruede offentlige sundhedssystem, der hvergang Krøller er blevet frisk nok til udskrivning, har været tvunget til at udskrive Krølle til gaden og dermed hurtig genindlæggelse.

Med neoliberalismens konkurrencestat og tiltagende konkurenceudsættelse, af den vitale danske sygehus infrastruktur, følger konstante nye økonomiske nedskærings prioriteringer i det offentlige sundhedssystem, med et stadigt stigende antal af vanskelige omkostningstunge patienter som Krølle, der ikke kan udskrives eller udskrives til gaden og medføre hurtig genindlæggelse.

Neoliberalismens udstøtte mennesker som Krølle, stiger i takt med at uligheden stiger i samfundet, hvilket samtidigt systematisk økonomisk begrænser, hvem der ellers skal have den optimale hjælp i det offentlige sundhedssystem, til fremme for et brugerbetalt neoliberalt økonomisk forsikringssamfund og privathospitalerne.

Neoliberalismen og konkurrencestaten understøttes bredt politisk, for det neoliberale asociale, er det politiske sort for både S og V i dansk politik.

peter fonnesbech, Karsten Aaen, Rasmus Toft Ilsø, odd bjertnes, Jakob Trägårdh, Carsten Wienholtz, Grethe Preisler, Peter Wulff og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

Det er klart han har været i avisen.... bananstaten behandler sager der har været i avisen som en retsstat... men altså først når de har været i avisen....

Lise Lotte Rahbek, Oluf Husted, peter fonnesbech, Karsten Aaen, Rasmus Toft Ilsø, Claus Nielsen, odd bjertnes og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar