Læsetid: 9 min.

Han siger, han er fra Burma. De siger, han er fra Bangladesh. Nu sidder han fast i Jelling

Den 30-årige asylansøger Anowar siger selv, at han tilhører de forfulgte rohingyaer i Burma, men de danske udlændingemyndigheder tror ikke på hans forklaring og mener, han er fra Bangladesh. Hverken Burma eller Bangladesh vil dog tage imod Anowar, og derfor sidder han nu fast i et asylcenter i Jelling
Selv om han har været i Danmark siden 2012, bor Anowar stadig på et asylcenter i Jelling. Han har arbejdet for en lokal sportshal, mens udlændingemyndighederne har forsøgt at sende ham til både Burma og Bangladesh. Ingen af landene vil dog tage imod Anowar, der derfor fortsat sidder i Jelling og venter

Selv om han har været i Danmark siden 2012, bor Anowar stadig på et asylcenter i Jelling. Han har arbejdet for en lokal sportshal, mens udlændingemyndighederne har forsøgt at sende ham til både Burma og Bangladesh. Ingen af landene vil dog tage imod Anowar, der derfor fortsat sidder i Jelling og venter

Sigrid Nygaard

28. juni 2016

På et asylcenter i Jelling nær Vejle går 30-årige Mohammed Anowar og venter. Og det har han efterhånden gjort i mange, mange måneder.

Selv siger Anowar, at han tilhører det muslimske mindretal i Burma, der kaldes rohingyaer. Typisk får rohingyaer asyl i Danmark, fordi de er udsat for barsk forfølgelse i Burma, men de danske udlændingemyndigheder tror ikke på Anowars forklaring. De mener, han reelt stammer fra nabolandet Bangladesh, og derfor har han fået afslag på asyl.

Selv om de danske myndigheder begrunder afslaget til Anowar med, at han ikke er fra Burma, har de dog alligevel forsøgt at få ham udsendt til netop Burma. De har også forsøgt at sende ham til Bangladesh, men ingen af delene er indtil videre lykkedes.

Oplysningerne i Anowars sag er modstridende. På den ene side er der dele af Anowars forklaring, som ikke forekommer sande. På den anden side er det bemærkelsesværdigt, at oplysninger fra både de burmesiske og bangladesiske myndigheder synes at understøtte den forklaring, som er blevet afvist af de danske myndigheder.

Under alle omstændigheder er resultatet, at Anowar sidder fast i Jelling. Hverken Danmark, Burma eller Bangladesh vil have ham. Og Anowar er ikke den eneste, der er fanget mellem de tre lande. Ifølge Rigspolitiets seneste status for udsendelse af afviste asylansøgere var der i 2014 i alt 21 personer, »der oprindelig har oplyst, at de var fra Myanmar, men som har fået endeligt afslag på asyl med udsendelsesdestination Bangladesh«.

I juni 2016 er tallet dalet til 12, oplyser Henrik Emil Hørup fra Rigspolitiet uden dog at kunne oplyse, om det i mellemtiden er lykkedes at udsende nogle fra gruppen til Bangladesh. Der kan være mange forklaringer på det faldende antal, blandt andet at nogle kan være forsvundet ud af statistikkerne, fordi de på egen hånd har forladt Danmark.

Sproganalyse sår tvivl

Rohingyaerne bor i grænseområdet mod Bangladesh og har siden 1962 været frataget statsborgerskab af den buddhistiske majoritet i Burma. Da Anowar var 12-13 år, blev hans mor ifølge hans asylforklaring dræbt, hvorefter hans far flygtede sammen med børnene over grænsen fra Burma til Bangladesh. Her boede Anowar, indtil han i 2011 rejste til Tyrkiet. Herfra gik ruten via Grækenland, Makedonien, Ungarn og Tyskland til Danmark, hvor han i oktober 2012 søgte asyl. Det eneste, han medbragte af personlige papirer, var et id-kort med navn, foto og et nummer, tilsyneladende udstedt af FN’s Flygtningehøjkommissariat UNHCR i Bangladesh.

Mohammed Anowar siger selv, at han er rohingya fra Burma. Men det tror de danske myndigheder ikke på, og derfor har han fået afslag på asyl.

Sigrid Nygaard

Men hverken Udlændingestyrelsen eller Flygtningenævnet tror på Anowar. For da de danske myndigheder kontaktede UNHCR, kunne det lokale kontor i Bangladeshs hovedstad, Dhaka, ikke genkende nummeret på det id-bevis, Anowar havde med til Danmark. Det specifikke nummer havde aldrig været i brug, oplyste UNHCR.

Samtidig tydede en sproganalyse, som Rigspolitiet fik udarbejdet i Sverige i januar 2013, på, at selv om Anowars modermål er rohingya, er hans nationalitet snarere bangla-deshisk end burmesisk.

»Sammenfattende taler sproganalysen tydeligt for, at resultaterne er afvigende fra det opgivne sprogsamfund« i Burma, hed det i rapporten. Bl.a. en række nasale vokaler i Anowars sprogbrug blev nemlig anset for at være »forenelig med chittagonisk«, som netop tales i grænseområderne i Bangladesh.

Intetsteds i sproganalysens seks sider eller de tilhørende bilag på otte sider var der konkrete overvejelser om, hvorvidt Anowars udtale kunne være påvirket af, at han ifølge sin forklaring i teenageårene havde opholdt sig i Bangladesh. Et sted i et bilag hed det dog som en generel bemærkning, at »i områder, hvor flere sprogbrug forekommer, kan sprogbrugen altså påvirke og påvirkes af hinanden«.

Udlændingestyrelsen lagde også vægt på, at Anowars konkrete kendskab til lokaliteter og geografiske forhold på den burmesiske side af grænsen var begrænset. I august 2013 gav styrelsen derfor afslag på asyl.

»Vi finder ikke at kunne lægge din forklaring om, at du er etnisk rohingya fra Burma (Myanmar, red.) til grund, idet din forklaring herom forekommer utroværdig og konstrueret til lejligheden,« skrev styrelsen, som derfor lagde til grund, at Anowar »er statsborger i Bangladesh«.

Da Flygtningenævnet i november 2013 behandlede Anowars sag, kom et flertal til samme resultat som Udlændingestyrelsen: »Flertallet finder således, at ansøgeren må antages at stamme fra Bangladesh«, hvorfor han ikke risikerer forfølgelse »ved en tilbagevenden«, som nævnsformanden skrev.

Nævnet tog ikke hensyn til, hvad Anowars advokat forinden havde påpeget, nemlig at sproganalysen byggede på en lydoptagelse på kun 10 minutter i stedet for det anbefalede minimum på et kvarter. Dertil kom ifølge advokaten, at Anowars mangeårige ophold i Bangladesh havde haft »en indvirkning på ansøgers sprog«, bl.a. fordi han skulle »kunne kommunikere med lokalbefolkningen for at kunne arbejde«. Men heller ikke det argument blev taget til følge.

Nævnet besluttede i stedet, at Anowar senest 15 dage derefter skulle udrejse, og hvis det ikke skete, kunne han »udsendes tvangsmæssigt til Bangladesh«.

Det er nu mere end 36 måneder siden, men Anowar bor stadig i asylcenteret i Jelling. For det lykkedes ikke Rigspolitiets Nationale Udlændinge Center (NUC) at få ham udsendt, selv om NUC har gjort sig ihærdige anstrengelser.

Burma eller Bangladesh?

Information har fået aktindsigt i Anowars asylsag, og det fremgår, at de forskellige myndighedsinstanser har rodet kraftigt rundt i, om han skal anses for at være fra Burma eller Bangladesh. Det står ikke helt klart, om det kan have haft en betydning for afgørelsen – og i givet fald hvilken.

Men så sent som i april 2016 har Rigspolitiet fortsat Anowar registreret som burmeser i deres stamoplysninger, selv om først Udlændingestyrelsen og siden Flygtningenævnet har lagt til grund for deres afgørelse, at han netop ikke er fra Burma. Således står der ’BUR’ (Burma, red.) under ’Nationalitet’ i en rapport fra denne dato.

Da Flygtningenævnet i november 2013 bad Rigspolitiet om at tvangsudsende Anowar til Bangladesh, omtaltes han som »den burmesiske statsborger« i følgebrevet, men som statsborger i Bangladesh i selve afgørelsen. Og da Rigspolitiet en måned senere indkaldte ham til udrejsekontrol og i den forbindelse skrev en rapport, var hensigten at udsende ham til Burma.

Det var det eneste land, der blev nævnt: »Såfremt udlændingen ikke medvirker, vil politiet påbegynde en tvangsmæssig udsendelse til Burma, samt at frihedsberøvelse med henblik på tvangsmæssig udsendelse til Burma kunne blive aktuelt.«

Hen på foråret 2014 havde NUC tilsyneladende fået lidt bedre styr på geografien. Da Udlændingestyrelsen i maj 2014 udviste ham af Danmark med indrejseforbud i to år, omtaltes hans nationalitet i hvert fald som »bangladeshisk«. Men da Anowar en måned senere blev indkaldt til endnu et møde i Sandholm, var det straks lidt mere flydende: »Burma/rohinga – bangla«, som en kriminalassistent noterede om hans nationalitet.

I løbet af sommeren 2014 havde Anowar fået tilsendt dokumenter og breve fra Burma, ligesom han havde samlet en række skriftlige tilkendegivelser fra medlemmer af Rohingya-samfundet i Danmark. Disse oplyste, at de havde talt med personer i Burma, som angiveligt selv havde kendt Anowars familie og bekræftede hans historie.

Men da en advokat bl.a. på baggrund af disse dokumenter ønskede at få hans sag genoptaget i Flygtningenævnet, kom der i november 2014 et afslag.

»Flygtningenævnet finder ikke, at de nu fremlagte dokumenter, der fremstår som udstedt i Burma, kan tillægges bevismæssig vægt, idet dokumenterne, henset til deres indhold og tidspunktet for deres fremkomst, fremstår som konstruerede til lejligheden,« skrev nævnet og henviste til, at det af Udenrigsministeriets baggrundsoplysninger fremgår, at »forekomsten af falske dokumenter er udbredt i Bangladesh«.

Et af de medsendte dokumenter, Flygtningenævnet konkret henviste til, var en underskrevet bekræftelse på, at »Muharmad Ahnuwar« havde arbejdet for det burmesiske fiskeriministerium fra 2010-12, uagtet at han ifølge sin egen asylhistorie flygtede fra landet mange år tidligere, nemlig i 2002. Selv er Anowar analfabet og derfor ikke i stand til at læse dokumenterne.

Så vil Anowar til Burma

Et halvt år senere tog sagen en overraskende drejning. Anowar havde fået nok af at sidde fast i det danske asylsystem og sendte et brev til NUC og meddelte, at nu ville han gerne samarbejde med myndighederne om at »go back to my country Burma«. Umiddelbart fremgår det ikke af sagsakterne, om NUC tog sig af henvendelsen. Men det skulle politiet snart komme til.

Først skulle Anowar i slutningen af juni 2015 fremstilles for en delegation fra Bangladesh, der ledtes af en generaldirektør fra Udenrigsministeriet i Dhaka. Mødet, der på grund af nærheden til lufthavnen fandt sted hos politiet i Tårnby, gik dog i vasken og varede kun kort tid. Politiet havde nemlig hyret en tolk, der kun talte ’bangla’.

»Ved den indledende samtale kunne det konstateres, at udlændingen tilsyneladende ikke taler bangla, men kun burmesisk. Fortsat samtale blev derfor skønnet formålsløs,« som en kriminalassistent noterede.

Der er ikke sagsakter i Anowars sag, der viser yderligere kontakter fra dansk side til myndighederne i Bangladesh.

På et møde fire dage senere orienterede politiet Anowar om, at han kunne få udbetalt et beløb på 20.000 kroner, hvis han samarbejdede om udrejse til Bangladesh, og hvis rejsen skete frivilligt.

Herefter gentog Anowar sit tilbud: »Udlændingen oplyste, at han ikke ønsker at medvirke til en frivillig udsendelse til Bangladesh, men gerne vil udrejse frivilligt til Burma, idet Burma er hans hjemland.«

På mødet underskrev Anowar derefter en blanket P612-41 og et ansøgningsskema om et hjemrejse-dokument, som politiet ville sende til Burmas ambassade i Storbritannien.

Anowar havde dog en bemærkning, som han gerne ville have med: »Udlændingen ønsker tilføjet til rapporten, at han er bekymret over evt. at skulle rejse tilbage til Burma, idet han har stor frygt for, at han vil blive slået ihjel, idet han er rohingya.«

Samtalen med hr. Ne

Anowars anfægtelser gjorde dog ikke indtryk på politiet, der tre uger senere sendte en mail til Flygtningenævnet:

»Sagen skal hermed forelægges for Flygtningenævnet med henblik på, hvorvidt afgørelsen om udsendelse til Bangladesh kan ændres til Burma,« skrev kriminalassistenten og understregede, at han var bekendt med, at Flygtningenævnet ikke havde fundet det sandsynliggjort, at Anowar skulle være etnisk rohingya fra Burma.

Mens sagen ventede på at blive behandlet i Flygtningenævnet, gik NUC videre med at få Anowar ud af landet. I november 2015 sendte NUC således brev til den danske ambassade i London og anmodede om hjælp til at kontakte den burmesiske ambassade med henblik på at få et rejsedokument, så Anowar kunne sendes til Burma.

Fra London var svaret fra den danske ambassade, at en hr. Ne fra den burmesiske ambassade selv ønskede at tale i telefon med Anowar, før han eventuelt udstedte et rejsedokument.

Telefonsamtalen mellem hr. Ne i London og Anowar fandt sted i slutningen af januar 2016. Men den gik næppe, som politiet havde sat næsen op efter:

»Udlændingen havde herefter en samtale med hr. Ne, som oplyste, at han kunne høre på Mohammed Anowars udtale, at han formentlig oprindelig er fra Burma«, står der i politiets referat. Med andre ord bakkede hr. Ne op om Anowars forklaring.

Men hr. Ne fortsatte, formentlig med henvisning til at rohingyaerne i Burma er statsløse og ikke regnes som burmesiske statsborgere: »Landet Burma accepterer ikke rohingya som etnisk gruppe«, hvorfor »det formentlig ikke er muligt at udstede et hjemrejsedokument til udlændingen«.

Kriminalassistenten tilføjede: »Mr. Ne oplyste, at udlændingen ikke kan tale burmesisk, og dette burde han, hvis han er burmeser.« I stedet talte han rohingya.

Ifølge hr. Ne ville det desuden være næsten umuligt at udstede dokumenter, hvis ikke Anowar fik fremskaffet »en eller anden form for personlige dokumenter«.

På trods af afvisningen fra hr. Ne har NUC efterfølgende forsøgt at få Flygtningenævnet til at ændre sin afgørelse til, at Anowar skal tvangsudsendes til Burma og ikke Bangladesh, hvis han ikke samarbejder om udsendelse.

I maj i år har nævnet imidlertid fastholdt den vurdering, der ligger til grund for afslaget på asyl: At Anowar netop ikke er fra Burma, men fra Bangladesh og således ikke risikerer forfølgelse. Nævnet mener derfor fortsat, at manden skal sendes retur til et land, som de danske myndigheder endnu ikke har kunnet få til at tage imod ham.

Tilsyneladende arbejder politiet dog fortsat også på at etablere mulighed for at udsende Anowar frivilligt til Myanmar, også kendt som Burma. Således oplyser chefkonsulent Bettina Spang fra Udlændingecenter Nordsjælland, at politiet »i øjeblikket fortsat arbejder på at få udsendt den pågældende, og i den forbindelse både er i dialog med ambassaden fra Myanmar, ligesom der også arbejdes på, at udlændingen skal fremstilles for medarbejderne fra den bangladeshiske ambassade«.

Og imens sidder Anowar fortsat i Jelling og venter, fordi ingen vil have ham.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Gert Romme
  • Niels Duus Nielsen
Gert Romme og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Duus Nielsen

Der er åbenbart intet nyt under solen for den institutionelle hukommelse, der opererer i statsadministrationen. Hr. Ne er uønsket i Danmark, fordi... - ja, hvorfor egentlig? Begrundelsen flagrer i vinden.

På den ene side må vi lægge øre til politikernes profetier om snarlig mangel på arbejdskraft, og på den anden side smider vi arbejdskraft ud af landet, fordi den er uønsket. Står der en højere logik bag, som vi almindelige dødelige ikke forstår?

"Også selvhjulpne, veluddannede og velhavende jøder blev nægtet indrejse- og opholdstilladelse i Danmark. Begrundelsen var, at man ikke ønskede et »jødeproblem« med heraf følgende antisemitisme. Spørgsmålet er, om det kan tolkes som en dansk accept af nazisternes påstande om, at jøder udgjorde et problem?"

Således skrev Lone Rünitz her i avisen i 2001. Hendes spørgsmål er stadig interessant. Hvorfor udvise hr. Ne, når vi om få år kommer til at mangle arbejdskraft? Udgør statsløse et problem? Hvilket problem?

https://www.information.dk/2001/03/foelge-mands-joediske-afstamning

Niels Møller-Larsson, Hans Larsen, Karsten Aaen og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Ernst Enevoldsen

Det kunne jo være at 70.000 udfaldne fra dagpengesystemet i Danmark er svaret. Men de kan selvfølgelig smutte til Kina og søge jobs.

Mikkel Madsen

Vi kommer ikke generelt til at mange arbejdskraft, idet pensionsalderen allerede er sat op til 67 år, og sandsynligvis kommer endnu længere op. Desuden er der fri bevægelighed for arbejdskraft mellem Danmark og 26 andre lande, nogle med endog meget høj arbejdsløshed.
Så dette er i sig selv ikke et grundlag for at tildele opholdstilladelse - hvilket da heller ikke har været tilfældet i Anowars sag, idet sagen har drejet sig om retten til asyl pga. etnisk forfølgelse, og ikke en arbejdsvisum.

Der kan dog mange arbejdskraft på specifikke områder. Derfor har vi en green card ordning.

Niels Duus Nielsen

Mikkel Madsen: "Vi kommer ikke generelt til at mange arbejdskraft..."

Det lyder da godt, så kan vi måske få rullet dagpengereformen tilbage og få afskaffet det "moderne" kontanthjælpsloft, da der så ikke længere er brug for disse tiltag, som jo netop er gennemført, fordi vi efter sigende kommer til at mangle arbejdskraft.