Feature
Læsetid: 11 min.

’Uanset hvor mange gange man hjælper et barn til verden, er det lige fantastisk’

I år oplever Danmark et decideret babyboom, som sætter pres på landets fødegange. På Hvidovre Hospital hjælper jordemoder Kamilla Kamp Vanman Knudsen børn til verden. Ifølge hende er hver eneste fødsel lige fantastisk, selv om hverdagen på fødegangen kan være for travl. Information har været med hende på arbejde
Mads er sammen med den lille ny, mens den nybagte mor Janne er til opvågning.

Mads er sammen med den lille ny, mens den nybagte mor Janne er til opvågning.

Indland
20. juni 2016

Klokken er 07.30, og på Hvidovre Hospitals fødegang er det tid til vagtskifte. Personalerummet er fyldt med kvinder i hvide kitler netop mødt ind for at tage over for deres kolleger, der har hjulpet børn til verden natten over.

En af dem er 27-årige Kamilla Kamp Vanman Knudsen. På den hvide kittel sidder jordemodernålen fæstnet, hendes hår er flettet stramt tilbage, og på fødderne har hun lilla crocs.

Afdelingsjordemoderen, der skal overlevere nattens arbejde, står ved en computer med en telefon i hånden. »Det er problematisk at sige til dem, at der ikke er plads,« siger hun ind i røret og tænker et par sekunder. »Send dem herover. Vi må finde ud af det.«

Klokken 07.40 bliver der sagt godmorgen. Afdelingsjordemoderen går de igangværende fødsler igennem og fortæller, at der er brug for »lidt hænder til at færdiggøre nattens fødsler«. Der er mange ting på tavlen.

»En skal suturere på stue fem, hvor Sofie lige har født. En skal tage sig kærligt af Anne, der har veer og har været syg i nat, og klokken ni kommer der en, der skal have foretaget en senabort i 21. uge på grund af misdannelser. Og så er der lidt andet forskelligt,« lyder det.

Jordemødrene fordeler sig. En går ned og tager imod en førstegangsfødende, som skal køres til fødegangen, en anden skal tage sig af en fødsel, hvor de sociale myndigheder er involveret.

Pludselig afbrydes mødet, og to hoveder stikker frem i døråbningen. De har operationshuer på. Der skal foretages et akut kejsersnit, og en jordemoder og en studerende forlader rummet for at tage med.

Kamilla får besked på at gå ned og få information om en førstegangsfødende, der skal sættes i gang.

»Det, der skete til morgenmødet, var, at der kom et ’grad to’-kejsersnit. Det betyder, at det skal gå stærkt. Barnet skal være ude lynhurtigt. Det var derfor, morgenmødet blev lidt rodet,« fortæller Kamilla, mens vi går ned mod modtagelsesområdet.

’Har vi hænder nok?’

Ved modtagelsen sidder en jordemoder bag disken klar til at tage telefoner og tage imod de fødende, der ankommer. På en skærm kan hun og de andre jordemødre følge med i de fødende på stuerne. En kurve viser veer og en anden børnenes hjertelyd.

En jordemoder briefer Kamilla om den førstegangsfødende, hun skal tage sig af. Kvinden er gået 10 dage over og har sagt, at hun som udgangspunkt hverken vil have morfin eller epiduralblokade, men nu taler hun alligevel om det, fortæller jordemoderen.

Imens ankommer en højgravid kvinde i en kørestol. Hendes mand bærer på tasker og puder. Samtidig skriger en anden kvinde af sine lungers fulde kraft på en stue ved siden af.

En jordemoder afslutter et opkald og spørger ud i rummet:

»En mand har ringet, de er på vej. Men har vi hænder nok?«

Klokken er 08.10, og der er ingen ledige jordemødre på fødegangen. Jordemoderen i modtagelsen og Kamilla følger med i kurverne på skærmen. Der skal prioriteres nu. »Stue 21 kan ikke vente,« bliver de enige om.

Det betyder, at den førstegangsfødende, der skulle sættes i gang af Kamilla, må udskydes.

»Jeg kunne bide tungen af mig selv, jeg har lige sagt til hende, at vi ikke har så travlt,« siger Kamilla til en anden jordemoder, som trækker på skuldrene. »Den slags ændrer sig jo hele tiden,« siger hun og går ind for at fortælle den fødende, at hun må vente.

Imens studerer Kamilla og modtagejordemoderen kurverne over den fødende på stue 21. Hun er tredjegangsfødende, har haft vandafgang, og kurven hopper lidt for meget. »Jeg vurderer det som ukompliceret, men det er ikke en fed kurve. Det er vi nødt til at forholde os til,« siger Kamilla, mens de taler om, at de kan se, at hjertelyden på barnet falder, når der kommer en ve.

Klokken er 08.20, da Kamilla kommer ind på stue 21. Kvinden, der skal føde, hedder Janne. Hun ligger på siden på en båre, mens hendes mand Mads masserer hendes lænd.

Kamilla sætter sig ned på hug og taler til Janne i øjenhøjde.

»Den lille laver lidt dyk i hjertelyden, så vi skal lige have en læge til at kigge på dig,« siger hun.

Mads fortæller, at Janne kun var en centimeter åben for en halv time siden, men at veerne tager til. Kamilla kigger op på ham:

»Janne er jo en fantastisk tredjegangsfødende, så det kan sagtens gå stærkt alligevel.«

På vej mod fødestuen stopper Janne op. En ve presser sig på, og hun krummer sig sammen i smerte midt på gangen.

»Du er sej, er du,« lyder det fra Kamilla.

Mads og Janne er indlagt på Hvidovre Hospitals fødegang, for at Janne kan føde sit tredje barn. Kæresten Mads støtter Janne, som har virkelig ondt, inden det bliver besluttet, at hun skal have et kejsersnit.

Mads og Janne er indlagt på Hvidovre Hospitals fødegang, for at Janne kan føde sit tredje barn. Kæresten Mads støtter Janne, som har virkelig ondt, inden det bliver besluttet, at hun skal have et kejsersnit.

Klokken 08.40 er Janne placeret på fødestuen. Kamilla sætter en hjertelydsmåler fast til maven, og barnets hjertebanken fylder rummet.

»Der er rigtig meget godt at sige om den her prinsesses hjertelyd, men vi holder lige lidt ekstra øje,« fortæller Kamilla beroligende, mens hun spørger ind til Jannes andre fødsler.

Imens de taler, sætter Kamilla sig ved en computer og giver sig til at skrive de første informationer om fødselsforløbet ind.

»Det gør virkelig, virkelig, virkelig ondt nu,« lyder det fra Janne. Kamilla rejser sig fra computeren og hjælper Janne gennem veen, beroliger Mads og holder øje med tallene på skærmen. Hjerterytmen falder og stiger stadig. »Vi tager lige en ve mere og ser, hvordan der reageres på det.«

Kamilla forklarer, at veerne muligvis presser på navlestrengen. Hun mener, at de derfor bør tage en blodprøve fra barnets hoved for at finde ud af, hvordan barnet ilter blodet. På den måde kan man hurtigt finde ud af, om barnet har det okay.

»Nu er jeg grov ved dig, du må bare sig stop,« siger Kamilla, mens hun mærker, hvor åben Janne er. Hun fortæller, at hun kan mærke, at barnet har en fin hårpragt og godt kan lide at blive kildet på hovedet. Det kan hun se på skærmen, og det betyder, at barnet er stærkt.

Janne er ikke åben nok til, at der kan tages en blodprøve, og Kamilla fortæller, at hun vil bede to meget dygtige læger komme og vurdere det. Mads er bekymret, og Janne er træt. Hun vender sig fra side til side og vrider sig i smerte.

»Jeg har en påvirket kurve og har brug for en læge,« lyder det i telefonen fra Kamilla.

»Nu får du lidt ilt i næsen, og så venter vi på lægen. Bare rolig. Vi bliver bekymrede lang tid før, der er noget galt,« siger Kamilla og nusser Janne, mens hun giver hende ilt.

En læge kommer ind på stuen.

»Det begynder at læne sig op ad en operationsstue,« siger Kamilla. Klokken er 09.00.

Janne græder, mens Kamilla taler roligt til hende. Den ene læge ringer til en anden, mens Kamilla spørger Janne ind til allergier, og om hun har været bedøvet før. Det ser ud til, at et kejsersnit kan blive nødvendigt. Der er nu to læger, afdelingsjordemoderen og en SOSU- assistent på stuen.

»Vi går med livrem og seler i det her fag, og vi tager ikke chancer,« siger den ene læge til Janne og Mads, mens hun fortæller, at de selvfølgelig helst vil have en naturlig fødsel.

Igen retter hjerterytmen sig, og lægerne, afdelingsjordemoderen og Kamilla beslutter at vente lidt.

Janne kommer op og stå på knæ og albuer i sengen, mens endnu en ve kommer.

»Se, den her ve reagerede baby slet ikke på. Det er super positivt,« siger Kamilla og opfordrer Janne til at lave ottetaller med numsen. »Det hjælper på veerne,« fortæller hun.

Men klokken 09.10 er den gal igen. Hjertelyden er igen påvirket, og de to læger kommer tilbage på stuen og mærker på hende.

»Hvis hjertelyden ikke er oppe om et minut, så kører vi til kejsersnit. Det er en lidt kedelig kurve.«

Minuttet går og kurven retter sig igen. De beslutter at føre vand op i livmoderen via drop, da man vil se, om det vil medføre en mindre påvirkning af barnet under veerne.

»I må ikke eksperimentere for meget, vel?« lyder det fra Mads, der holder kolde klude på sin kærestes pande.

»NEJ! Aldrig!« forsikrer lægerne og uddyber: »Vi gør det kun, fordi vi tænker, vi har god tid,«

Kamilla forklarer til Mads og Janne, hvorfor de nu vil sende vand op i Janne.

De skal forestille sig, at noget presser hårdt på deres hoved. Derefter beder hun dem forestille sig, at noget presser på deres hoved, mens de er inde i en ballon. Det føles ikke lige så hårdt, at blive presset på inde i en ballon, og det er den effekt, det ekstra vand skal give for barnet.

Klokken er 09.40, og afdelingsjordemoderen er stødt til. De sætter et drop op i Janne, så der kan løbe vand ind.

Mads er den højeste person på stuen og bliver bedt om at løfte droppet højt op i luften, så det bedre kan løbe, men det er stadig ikke højt nok.

»Hold lige den her stol, så den ikke kører med mig,« siger Kamilla til en af lægerne. Imens hopper hun op på en stol med droppet i hånden. Hun vil binde det fast til en lampe i loftet, men er stadig ikke høj nok. Hun placerer sit ene ben på Jannes seng, den anden på stolen og strækker sin krop til det yderste, kaster en rem op over lampen og binder droppet fast. Nu løber vandet, som det skal.

»Den der epiduralblokade, kunne jeg godt tænke mig nu,« siger Janne. Fra en nærliggende fødestue kan man høre en babys første skrig.

Mens Kamilla fortæller om bivirkninger ved en epiduralblokade, kommer lægerne ind på stuen endnu en gang. De har fulgt barnets hjertelyd fra en skærm i personalerummet.

»Okay … Nu kører vi altså til kejsersnit,« siger den ene. Da beslutningen er taget, går det stærkt. Kamilla giver Janne vehæmmende, mens ledninger hives ud, og droppet pilles ned fra lampen.

Klokken 09.50 suser de ud og ned ad gangen.

Overarbejde

Klokken 10.55 kommer Kamilla tilbage. Hun har operationshue på. En fin pige kom til verden klokken 10.11, og barnet er kørt på neonatalafdelingen, fordi hendes vejrtrækning »knirkede lidt«. Janne er kørt til opvågning, og far Mads er sammen med den lille ny.

»Lige nu er jeg helt vildt bagud med papirarbejdet, fordi jeg ikke kunne skrive ned løbende. Og det vælter ind med patienter i dag. Som altid,« siger Kamilla og puster ud, mens hun fjerner operationshuen. »Forhåbentlig når jeg bare lidt af det her papirarbejde inden næste fødsel.«

Hun forklarer, at alle fødsler skal skrives ind i systemer, og at det især er vigtigt med komplicerede fødsler, så man kan dokumentere, at alt blev gjort korrekt. »Det værste er, når man ikke bliver færdig med et forløb, før man skal involvere sig igen,« fortæller hun, mens hun går ned mod afdelingsjordemoderen. Her får hun besked på, at hun kan sætte sig til at skrive. Indtil videre.

Klokken er 11.30, da Kamilla sætter sig ind på en tom fødestue for at få ro til at skrive. Hun har endnu ikke haft en eneste pause.

Hver detalje noteres. Hvornår hun første gang kaldte en læge, hvor meget barnet vejede, og hvornår kejsersnit kom på tale.

Klokken 13.00 er Kamilla færdig. Afdelingsjordemoderen har stadig ikke noget at sætte hende i gang med, og det giver Kamilla tid til at gå op og se til den lille nye familie, der nu er samlet på neonatalafdelingen. Kamilla, Mads og Janne taler om forløbet, og de nye forældre gøres opmærksom på, at de altid kan ringe, hvis de får spørgsmål eller har lyst til en samtale om fødslen.

Janne ligger i sengen med sin lille pige ved siden af sig. »Shit, hvor gjorde det ondt på et tidspunkt. Men jeg var tryg i situationen, og jeg følte, der var styr på det,« siger hun, inden Kamilla krammer dem farvel.

Kamilla går til frokost klokken 13.30. I personalestuen er jordemødre samlet over makrelmadder og kaffe. De taler om dagens fødsler, og en studerende taler med en jordemoder om et barn, hun netop har taget imod, hvor det var svært at få skuldrene ud. Imens kan de følge deres patienters hjertelyd og vekurver på en skærm i lokalet.

»Gud klokken er 13.30. Jeg føler, jeg lige er kommet,« siger Kamilla og spiser sin frokost.

Hun har været uddannet jordemoder siden 2012 og er netop kommet tilbage fra barsel. Jobbet er hun fuldstændig vild med. »Uanset hvor mange gange, man hjælper et barn til verden, er det lige fantastisk,« siger hun, mens de omkringsiddende jordemødre nikker. Alligevel kan hun godt genkende travlheden på fødegangen, som der de seneste år har været fokus på.

»Det er tit alt for travlt,« siger hun. »Af og til kan jeg godt frygte, at jeg går på kompromis med svangreomsorgen.«

Afdelingsjordemoderen kommer ind i personalestuen og fortæller igen, at der ikke er noget for Kamilla at lave. Der er en del fødsler, der godt kunne sættes i gang, men problemet er, at der møder for få ind på aftenvagten, som begynder 15.15.

Hvis de sætter en masse i gang nu, vil der ikke være hænder til at tage over, og så vil de jordemødre, der har fri 15.15, skulle blive over tid.

»Jeg kan bedst lide, når der sker noget,« fortæller Kamilla. Dog indskyder hun, at hun er glad for, det ikke er hende, der står midt i en fødsel, så kort tid inden hun har fri, når der møder for få ind på aftenvagt.

»Hvis det var mig, der stod derinde lige nu, ville det være mig, der skulle blive, og jeg vil gerne hjem til mine børn nu,« fortæller hun og forklarer, at man nogle gange kan være nødt til at blive over tid. Men hvad gør man egentlig, når man skal hjem til sine egne børn, men der ikke er hænder nok på fødegangen?

»Jeg burde have en god barnepige,« siger Kamilla og smiler. Hun tænker et par sekunder:

»Nej, jeg ved faktisk ikke, hvad man gør, når man må blive længere … Hvad kan vi gøre? Vi kan jo ikke gå fra en kvinde i fødsel.«

Klokken 15.15 slutter Kamillas vagt. I den tid hun har været på arbejde, har der været tre akutte kejsersnit, fire planlagte kejsersnit og fire fødsler. I morgen håber hun på en rolig fødsel.

Redaktionen er Janne og Mads’ efternavne bekendt. Andre patienters navne er opdigtede

Serie

Virkelighedens velfærdsdanmark

Sikringen af velfærdsstaten er et af tidens varmeste emner. Politikere og eksperter diskuterer effektivisering, afbureaukratisering og forbrug i den offentlige sektor. I denne reportageserie følger Information hverdagen for en række ansatte i den offentlige sektor for at komme tættere på, hvad det er, diskussionen i virkeligheden handler om.

Seneste artikler

  • ’Omstillingsparathed er politiets nye hurra-ord’

    6. juli 2016
    Efter terrorangrebet i København har politiets arbejde ændret karakter. Marlene Bendix er lokalbetjent på Københavns Vestegn, men hun har gennem det seneste halve år haft meget mindre tid til at udføre det kriminalpræventive arbejde, hun elsker. I stedet har hun bevogtet den jødiske synagoge og kontrolleret pas i Rødby. Information har været med hende på arbejde
  • ’Det, jeg kan som præst, er at være til stede i afmagten’

    21. juni 2016
    Undervisning af konfirmander, sjælesorg med en kræftsyg, dåbsforberedelse og en tur i Flügger farver. Information har været med sognepræst Line Andrea Bønding på arbejde
  • ’Nogle gange keder de sig så meget, at de trykker på alarmen’

    7. marts 2016
    Selv om Joan Krogs besøg hos Næstveds ældre borgere er korte, er hun et højdepunkt i deres hverdag. Information har været med hende på arbejde
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anne Eriksen

Vi skulle meget gerne sætte flere børn til verden, har det lydt...
På grund af nedskæringer og effektiviseringer kan man risikere at komme hjem samme dag, blive flyttet midt i det hele osv.
Fødsler sættes i gang - det er nemmere - helst ikke i weekenden.

Det er bestemt ikke betryggende, det er rent ud sagt molbo - kunne man tænke sig at rette op på det???