Læsetid: 8 min.

’Jeg ved, at døden er på menukortet’

Han får faktisk jævnligt kvalme ved lugten af lig. Alligevel kalder retsmediciner Asser Hedegård Thomsen sit arbejde for både spændende og vigtigt. Nu er han gået i gang med at kortlægge de seneste 25 års drabssager fra et retsmedicinsk perspektiv. Det er ikke gjort siden 1970
Retsmediciner Asser Hedegård Thomsen i ‘drabsrummet’ på Retsmedicinsk Institut. Krogen i hans hånd bruges til at flytte ligene med.

Ulrik Hasemann

2. juni 2016

Hvis en retsmediciner ønsker at vide, hvor ofte en drabsmand har brugt kvælning med kværkegreb frem for stik med køkkenkniv, bliver han nødt til at slå op i en 50 år gammel bog: Drab i Danmark med tal fra Anden Verdenskrig frem til 1970. Siden er der nemlig ikke blevet foretaget en detaljeret national kortlægning af området, selv om der er sket meget både i samfundet og i drabsstatistikkerne.

Men det hul i forskningen er godt i gang med at blive udfyldt af retsmediciner Asser Hedegård Thomsen, der de kommende tre år skal kortlægge de seneste 25 års drab i Danmark – fra 1992 til 2016 – ud fra et retsmedicinsk perspektiv. Han skal blandt andet klarlægge, hvem der begår drabene, hvor og på hvem og med hvilket omfang af vold.

»Det er rigtig godt i vores arbejde at havde data om metoder og dødsårsager – hvor mange drabsofre der eksempelvis er blevet skudt eller har tegn på kvælning. Det kan vi bruge senere hen, hvis vi står over for lignende sager,« siger Asser Hedegård Thomsen, der regner med at blive færdig i 2019.

I de 25 år han undersøger, er antallet af drab i Danmark faldet fra 60-70 drab om året til 40-50. Det kan der være flere grunde til. Asser Hedegård Thomsen håber, at hans forskning kan bringe os nærmere et svar på hvorfor.

»Jeg håber at kunne få øje på nogle sammenhænge. For eksempel på, hvad behandlingsmetoder betyder for, om man overlever et drab. For 25 år siden kunne man stort set ikke reddes, hvis man fik et knivstik i hjertet, men i dag er sandsynligheden for at overleve meget større, fordi man har meget bedre traumebehandlinger.«

De ofre, som Asser Hedegård Thomsen obducerer i dag, har typisk flere skader end tidligere.

»En hurtig konklusion kunne være, at volden er blevet værre og værre, men det kan også være, at det er, fordi man har filtreret en del fra, som i dag bliver reddet. At de mindst alvorlige sager ikke ender på mit bord i dag.«

Ligene var lidt grønne

Det er 11 år siden, at Asser Hedegård Thomsen blev færdiguddannet læge, og han er i dag en af syv retsmedicinere ved Aarhus Universitet. Faktisk har han allerede været i gang med indsamling af data om drab i Danmark i næsten 10 år ved siden af studier og arbejde, men det er først nu, finansieringen er på plads, så han via en ph.d.-stilling kan hellige sig forskningen. De første 30 måneder på halv tid. For Asser Hedegård Thomsen vil nødig undvære arbejdet ved stålbordet.

Men sådan har det ikke altid været. Han husker tydeligt den første gang, han overværede en obduktion af et dødt menneske. Det var i 1997, Asser Hedegård Thomsen var 21 år gammel og var netop begyndt på medicinstudiet på Aarhus Universitet.

Læs også: Færre bliver dræbt – undtagen i familien

»Det var et helt banalt dødsfald, der skulle undersøges. Men i rummet ved siden af, hvor det foregik, lå der et par lig, som havde ligget længe i en lejlighed, og som var blevet lidt grønne. Da jeg så dem, tænkte jeg: ’Det der skal jeg aldrig nogensinde have noget med at gøre.’ Det var simpelthen for voldsomt.«

Asser Hedegård Thomsen havde ellers netop valgt lægestudiet, fordi han ville være retsmediciner. Det havde han drømt om siden gymnasieårene. Men trods sin reaktion den dag på obduktionsstuen, kunne han resten af studiet alligevel ikke holde sig fra de retsmedicinske lærebøger i boghandleren og på biblioteket.

»Alle de der billeder af alle mulige måder, man kan komme af dage på. Det trak på en mærkelig måde i mig.«

Kun i aktion i grovere sager

Retsmedicin er et lille speciale, og ses inden for lægeverdenen ikke som nær så attraktivt som for eksempel at blive kirurg eller hjertelæge.

»Måske er det, fordi man arbejder med døde mennesker. Folk vil hellere være rigtige læger, der stiller diagnoser og behandler. Vi stiller jo også diagnoser. Men inden for retsmedicin er det nok noget mere kontant,« forklarer Asser Hedegård Thomsen og tilføjer:

»Og selv om de er døde, er der meget på spil. Man skal jo ikke gerne lade et drab gå forbi, og man skal heller ikke sige, at noget er et drab, hvis det ikke er det.«

Faktisk er arbejdet endnu mere spændende end Asser Hedegård Thomsen regnede med, dengang han som teenager fik ideen om en fremtid inden for faget.

»Man kommer tæt på spegede sager og på en side af verden, man ikke normalt ser. Og det er spændende, at man som udgangspunkt ingenting ved, når man går i gang med en obduktion, men ud fra ganske få informationer skal tænke sig om, og i samarbejde med andre analysere sig frem til, hvad der kan være sket.«

Ud over obduktioner består halvdelen af en retsmediciners arbejde faktisk i at undersøge levende mennesker: Ofre eller mistænkte i sager om vold, voldtægt eller overgrebssager.

»Vi kommer kun ind i billedet i grovere sager, når der er brugt for eksempel skydevåben, kniv, baseballbat eller køller. Eller hvis børn har været udsat for overgreb enten akut eller gennem længere tid, så skal vi undersøge dem for at indsamle spor og registrere skader med henblik på for eksempel en senere retssag. Vi sikrer også folks tøj.«

Sikrer?

»Altså putter det i poser, så der ikke kommer andres DNA-spor på. Hver eneste ting, der er i kontakt med noget overfører spor på hinanden.«

Vanskeligt at slippe fra mord

Når et menneske dør, er der klare regler og procedurer. Ved et helt almindeligt dødsfald, laver en læge et ligsyn og skriver en dødsattest. Hvis man vurderer, der er begået noget strafbart, eller ved dødfundne, uheld, selvmord, hvis der er narkotika involveret eller ved pludselig uventet død, skal der afholdes retslægeligt ligsyn med en embedslæge og en fra politiet til stede. Efterfølgende beslutter politiet, om der skal laves en retslægelig obduktion.

Er der fra begyndelsen mistanke om, at der er begået er drab, kommer retsmedicineren altid med på gerningsstedet sammen med politiets efterforskere og kriminalteknikere for at sikre spor.

Opklaringsprocenten på drab i Danmark er meget høj. Over 90 procent.

Så hvis man går og tænker, at man gerne vil slå sin chef ihjel, er det svært at slippe afsted med?

»Ja, drab er meget vanskeligt at skjule. Hvis det vel og mærke bliver undersøgt ordentligt, og hvis liget bliver obduceret. Men man skal være meget heldig, for at det ikke bliver opdaget,« siger Asser Hedegård Thomsen.

Læs også: Sønner, kærester, forældre, søstre

Alligevel vil han ikke afvise, at der er drab, som slipper igennem filteret. Hvis man eksempelvis ved et ligsyn vælger ikke at obducere, fordi dødsfaldet ikke ser mistænkeligt ud. I sit forskningsprojekt har han derfor også et særligt øje på de sager, hvor man ikke har obduceret i første omgang, men senere har valgt at gøre det alligevel.

»Jeg kan se sager, hvor man først har opdaget, at der var tale om et drab ved obduktionen. Som faldt igennem ved første øjesyn. Måske kan man identificere nogle grupper, og være mere opmærksom på den slags sager fremover.«

Asser Hedegård Thomsen går af princip til alle obduktioner, som om det kunne være et drab.

»Så holder man sig opmærksom. Hvis ofret er stukket 10 gange i brystet, er det let nok at pege på drab, men en dødfunden, hvor man ikke aner, hvad der er sket, er det mest spændende. Det kunne være drab, men vi ved det reelt først, når vi har undersøgt det grundigt.«

De luskede sager

At den grundige kortlægning ikke er blevet gjort før, skyldes formodentlig at det er en meget tidskrævende øvelse, hvor hver enkelt sag skal findes, læses igennem og kodes. Men Asser Hedegård Thomsens anstrengelser kan måske gøre os klogere på, hvorvidt visse grupper er mere udsatte end andre. Og så kan både retsmedicinerne og politiet formentlig bruge de mange data i deres arbejde.

»Nogle drab er meget åbenlyse, men i mere luskede sager som forgiftninger og kvælning, kan det være sværere at finde den rette sammenhæng. Så vil vi via statistik eksempelvis kunne sammenligne med tidligere sager.«

Helt konkret bruger Asser Hedegård Thomsen en stor del sin forskertid på at rejse rundt i landet til de andre retsmedicinske institutter i Odense og København, hvor han sidder læser den ene retsmedicinske erklæring igennem efter den anden.

Han er netop nået til nummer 998 ud af godt 1.400 drab. Først og fremmest registrerer han alt fra hudafskrabninger til knivstik og skudhuller. Men han noterer også forholdet mellem offer og gerningsmand, alder, køn og eventuelt misbrug og sygdomme. Og hvad ofrene rent faktisk døde af – eksempelvis ’traumatisk iltmangeltilstand’. En fagterm for at blive kvalt. Var det kvælning med hænder, med snor, eller sad gerningsmanden på sit offer? Og blev liget flyttet, gravet ned eller på anden måde forsøgt skjult?

»Har manden for eksempel forsøgt at få det til at se ud som om, konen er røget ned ad trappen? Det er interessant at undersøge, hvor mange, der prøver at dække over, at de har slået nogen ihjel.«

Den største overraskelse for Asser Hedegård Thomsen i de knap 1.000 sager, han indtil videre har læst, har været, hvor meget de ligner hinanden. Billederne fra et gerningssted med knivstik i 1995 ligner stort set det i 2015.

»Det eneste, der ændrer sig, er musikplakaterne på væggen, sodavandsflaskerne og ligenes tøjstil.«

Og det er de samme typer af sager, der går igen. Drab mellem familiemedlemmer fylder meget – selv om det ikke er det man hører mest om:

»Fra medierne kunne man godt få den tanke, at der er sket en voldsom ændring med bandeopgør og rockerdrab. Men det allermest almindelige er et drukslagsmål, der ender med kniv, eller manden der dræber konen. Samt variationer over det.«

Selvfølgelig påvirkes jeg

Når Asser Hedegård Thomsen skal obducere en afdød bruger han forholdsvis få redskaber: En diktafon. Et digitalkamera. En målepind. Dertil pincet, kniv og saks – to af hver i forskellig størrelse. Og en god portion viljestyrke. For han er faktisk temmelig sart. Særligt med lugte.

»Jeg har mange gange været ved at kaste op. Så sent som i sidste uge. Og jeg kan også godt tænke nogle gange: ’Det er for tragisk det her.’ Især kan jeg godt blive ked af det i børnesagerne. Men så husker jeg mig selv på, at jeg er på arbejde, og at der jo er nogen, der skal finde ud af, hvad der er sket. «

Arbejdet med døden, har gjort ham mere bevidst om, at mennesker han kender, og han selv, skal dø en dag.

»Lige som mennesker, der har mistet et menneske tæt på, ved jeg, at døden er på menukortet. Selvfølgelig bliver jeg påvirket af visse sager, men ikke dem alle. Så kunne jeg ikke have jobbet.

I en skuffe på mit kontor har jeg en stak med uudfyldte tåsedler til lig, som jeg tager én af og udfylder, hver gang vi på instituttet identificerer en afdød. Når den stak er ved at være i bund, går jeg ud og henter nogle flere i skabet med kuglepenne. Mangler jeg post-its, tager jeg også nogle af dem med.«

Læs også: ’Vi mangler viden om drab i Danmark'

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Benno Hansen
  • Charlotte Vestergaard
  • ulrik mortensen
Niels Duus Nielsen, Benno Hansen, Charlotte Vestergaard og ulrik mortensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu