Læsetid: 4 min.

’Det er befriende, at fløjpartierne går frem’

Lucas Hultgren, formand for Dansk Folkepartis Ungdom, mener, at det er demokratisk sundt, at nye partier kommer til, når folk er trætte af de gamle. Hans eget parti er ikke noget fløjparti, mener han dog: Det er det for stort til
Lucas Hultgren, landsformand for Dansk Folkepartis Ungdom, ser ikke noget problem i, at fløjpartierne vinder terræn: ’Hvis vi havde 90 mandater, var det jo gået bragende’,  siger han.

Ulrik Hasemann

20. juli 2016

Et yderparti på højre fløj. Sådan opfatter mange Dansk Folkeparti. Man kan se DF som et udslag af den globale tendens til, at den politiske midte svækkes, mens yderfløjene går frem.

Hvad kommer den tendens til at betyde? Det spørgsmål stiller Information til den 21-årige Lucas Hultgren, formand for Dansk Folkepartis Ungdom.

Lucas Hultgren svarer:

»Det får de konsekvenser, at vi måske går lidt ind i en anden verden. Fordi de gamle etablerede partier, der bliver ved at miste opbakning, har tænkt i de samme baner i mange år. Det vil folk ikke mere. De vil have noget nyt.«

– Og hvad fører det til?

»Rent konkret fører det til det, som det skal i et demokrati, heldigvis, at det er de nye partier, der kommer ind og leverer nogle løsninger.«

– Som for eksempel hvad?

»Grænsekontrol. Det havde vi ikke fået, hvis ikke vi havde åndet Venstre i nakken. Heller ikke en strammere udlændingepolitik. Og selvfølgelig en mere EU-skeptisk holdning.«

– Opfatter du DF som et fløjparti?

»Nej. Det gør ikke jeg ikke. DF er et parti, som fik over hver femte stemme. Den politik, vi har, er der rigtigt, rigtigt mange danskere, der deler. Når vores politik vækker så stor genklang i befolkningen, kan man ikke længere tale om et fløjparti. Så er det et midterparti. Heldigvis – for det vi tror på: Vi er et meget nationalt-konservativt parti og det ville være sørgeligt, hvis ikke der var mange, der delte vores holdning.«

Læs også: Et humanistisk-socialdemokratisk væsen

– Set udefra ligner I meget de europæiske partier, som man sædvanligvis opfatter som yderligtgående på højre side, Front National og Schweizisk Folkeparti?

»Det er sjovt, du siger det. Det er netop den form for arrogance, som de andre partier og kultureliten går til os med.«

– Da New York Times skulle forklare fænomenet Donald Trump henviste de til Dansk Folkeparti?

»Jeg har aldrig givet særlig meget for amerikanere, der prøver at gøre sig kloge på, hvad der foregår i Europa.«

Blå bog: Lucas Hultgren, landsformand for Dansk Folkepartis Ungdom

21 år.

Fødested: Græsted.

Forældre, Moderen er frisøruddannet, nu hjælpepædagog; Faderen er mekanikeruddannet, nu selvstændig virksomhedsejer

Folkeskole: Ebberup skole på Fyn.

Gymnasium: Nordsjællands Grundskole og Gymnasium, Hørsholm.

Videregående uddannelse: Har påbegyndt jurastudium, men starter til august på statskundskab på Aarhus Universitet.

Joberfaring: Har arbejdet som assistent for Morten Messer­schmidt og DF’s næstformand, Søren Espersen.

Bopæl: Er lige flyttet til Aarhus og bor sammen med sin kæreste.

Er gået ind i politik ’fordi jeg brænder for det og ikke kan lade være’.

Styrket venstrefløj

Men det er jo ikke bare på højre side, at fløjene går frem. Information spørger:

– Du er ikke bekymret over, at venstrefløjene også går stærkt frem i Danmark, i Europa og USA for den sags skyld?

»Jeg deler ikke mange af deres holdninger, men jeg synes, det er befriende, at der sker noget. Tidligere har mange forskellige partier kæmpet om de samme standpunkter. Det har ændret sig. At der er mange danskere, der kan se sig selv i Enhedslistens partiprogram og stemmer sådan ved valgene, er sundt og godt i et demokrati. Hvis de virkelig mener det, er det ikke forfærdeligt eller forkert, at de ikke længere stemmer SF eller Socialdemokraterne.«

– Andre i denne interviewserie har sagt, at når fløjene styrkes, bliver samfundet mere ufordrageligt?

»Det, mener jeg, er noget vrøvl. Når fløjene styrkes, er det, fordi de gamle partier ikke har passet deres arbejde. Rent ud sagt. Og de er kommet i uoverensstemmelse med befolkningen.«

– Hvordan ville det gå med et Folketing, hvor kun DF og Enhedslisten var repræsenteret?

»Hvis vi havde 90 mandater, var det jo gået bragende.«

– Hvor meget har du i dit politiske arbejde lært af tilsvarende bevægelser i andre lande?

»Det har jeg ikke gjort så meget i. Jeg har lært ufatteligt meget af revolutionæren, mit idol, Margaret Thatcher: Altid at stå ved det, man mener. At have lederskab og styrke nok til at kæmpe for det. Så tror jeg nok, at befolkningens opbakning kommer.«

– Thatchers stejlhed førte dog til sidst til hendes fald?

»Ja, det er meget rigtigt. Men med den netop afholdte britiske folkeafstemning er cirklen sluttet. Thatchers fløj har overtaget partiet igen.«

Positive aspekter

EU står som prygelknabe for højrefløjen i England og andre europæiske lande, herunder Danmark. Information spørger Lucas Hultgren:

– Du har aldrig kunnet se positive aspekter ved det europæiske samarbejde?

»Jo, for pokker. I mine øjne begynder det hele at ændre sig, da EF gik fra mellemstatsligt samarbejde til det overstatslige i EU.«

– Er det nok til at gøre EU til hadeobjekt?

»Nej, men det synes jeg heller ikke vi gør.«

– Sådan kan det lyde?

»Det er meget Informations-agtigt at tale om ’tonen’. Vi påpeger sådan set bare, hvad vi mener. Og hvis EU ikke er stærkt nok til at stå imod det, så er det måske ikke et så fremragende projekt.«

Læs også: ’Vi er ikke længere dem, der binder rød og blå blok sammen’

– Du tror ikke, at de nuværende skeptikere og nej-sigere kan komme til fortryde den skade, de gør på det europæiske samarbejde?

»Nej, det er netop ikke en skade, vi gør. Det er helt forkert at se det sådan. Måske kan EU-systemet ikke lide det, men vi tvinger EU til at komme ned til folket, til at blive jordnært. Det er det, vi hjælper til.«

– Og du er ikke bekymret over de europæiske samarbejdspartnere, I derved får?

»Nej. Jeg tror, den utopiske drøm om en europæisk superunion skal være bekymret.«

– Brænder du efter at finde en sikker opstillingskreds, der kan give dig valg til Folketinget?

»Jeg var opstillet ved sidste folketingsvalg, fordi der var en lokal kredsformand, der kom og spurgte mig. Så takkede jeg ja. Men jeg synes, jeg har nok at gøre med min post som landsformand. Og jeg synes også, at der er gået en sport i at blive valgt til Folketinget med så lidt livserfaring som muligt. Det vil jeg ikke. At gøre det, som alle andre gør, har aldrig ligget til mig.«

Læs også: ’Det er blandt de ældre, de yderligtgående tendenser viser sig’

Serie

De unge og flugten fra ansvaret

Overalt i den demokratiske verden flygter vælgere fra partier og politik, der tidligere har været regeringsbærende.

Hvad kommer det til at betyde for fremtidens generationer, at fløjene bliver stærkere og midten svagere?

Det drøfter Informations David Rehling i denne sommerserie med lederne af Danmarks ni politiske ungdomsorganisationer.

Seneste artikler

  • De unge og flugten fra ansvaret

    2. august 2016
    De unge politikere svarer med en forfriskende frimodighed, som garvede politikere er renset for
  • ’Vi bliver udfordret på vores tolerance’

    30. juli 2016
    Mathilde Boesen, tovholder for Alternativets unge-netværk, mener, at yderfløjenes styrkelse stiller større krav til vores evne til at tale sammen. Hun medgiver, at Alternativet har nemmest ved at tale med Enhedslisten: ’Den er super cool.’
  • ’Social-demokraterne ligger, som de har redt’

    28. juli 2016
    Silas Marker, talsperson for Enhedslistens ungdomsorganisation, Socialistisk UngdomsFront, mener, at det, der foregår på Christiansborg, afspejler ’den grundlæggende konflikt mellem den brede befolkning og den ene procent, i vores jargon: kapitalisterne’. I den konflikt bliver Socialdemokraterne valgt fra
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

erling thaysen pohl

Som gammelt medlem af DKP, stod jeg stejlt overfor unge som ham gutten her. Efterhånden lærte jeg dog at lytte til mine modstandere. Og jeg ser her en glathed og en strømlinethed, der fjerner DF fra landsbytosserne. Og det gør, efter min mening, DF langt mere farlig i dansk og europæisk politik, end partiet var under den nuværende formand for Follketinget.

Janus Agerbo, Jørgen Wassmann og erik mørk thomsen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Som de gamle sjunge så kvidrer de unge:

"Hvem mon man er før man bli'r til
et stjerneskud - et puslespil
en tanketorsk - en gulerod?
Man må for fa'en ha' været no'ed"
(Shubidua)

Ak Herre Je' - han er 21 år, den unge ambitiøse politikerspire, og skulle det glippe med planerne om at 'gøre karriere i politik' kan der stadig nå at blive en ganske brugbar erhvervsjurist ud af knægten.

Hvor mange af debattørerne i dette og andre digitale fora (hvor landets bedste hoveder diskuterer de mest presserende emner) var klogere end landsformand for Dansk Folkepartis Ungdom Lucas Hultgren på samme alderstrin?

erik mørk thomsen

Rent faktisk, at han den første, af de unge, der ikke stinker af levebrødpolitiker.
Og så kan man bryde sig om, Dansk Fjolleparti eller ej.

Grethe Preisler

Så sandt, som det er sagt, Marianne Bjerg,

Set bagkundskabens klare lys efter et langt liv som menig fodtudse i 'den offentlige sektor' før og efter implementeringen af Columbus-ægget New Public Management er det ikke blevet lettere at bevare sin barnetro på den visdom, hvormed verden regeres af Eliter og Eksperter. Politik er stadigvæk det muliges kunst.

O tempora, o mores. Man ska' ka' tælle til halvfems, hvis man vil gøre sig håb om en politisk karriere nu om stunder. Der var 'hjemmehælperen' Pia Kjærsgaard godt nok smartere end de fleste andre kvindelige politikere i forrige århundrede.

Grethe Preisler

Hvilken "mand" og hvilken "sag" Peter Hansen,

Bortset fra en forkølet 21-årig gymnasiast med drømme om engang at blive en Stor Mand i et lille racerent land uden "muslimske terrorister" og ''stalinistiske landsforrædere" til at belaste de offentlige finanser.

Så Marcus og andre "Store Mænd" fra Dansk Folkeparti i dette fuldautomatiserede småborgerlige Utopia på hjul kan sætte den fremtidige politiske dagsorden, bestemme farten og retningen og sidst, men ikke mindst, tjene kassen uden at det koster dem selv en øre i skat af den "kompensation for tabt arbejdsfortjeneste" de forventer at score på det?

Ikke et ord om Dansk Folkepartis kernepolitik: Flygtninge- indvandreskræmmekampagner, og skattelettelser.

Slapt.

Grethe Preisler

Pas på hvad du siger, Bill Atkins,

Du risikerer bare at få klistret en badge med Hammer & Segl og ordene 'Venstreintellektuel Folkefjende' på reverset, hvis du fremturer med dine insinuationer om det stuerene Danske Folkepartis kernepolitik.

DF har trods alt okkuperet så mange pladser i det danske folketing, at hverken Venstre eller Socialdemokraterne kan komme uden om at tage hensyn til DF's kernevælgeres følelser, hvis de vil gøre sig håb at kunne blive ved med at skiftes til at sidde med "nøglerne til maskinrummet" og regere hen over "midten".

Grethe Preisler

Du skal se Peter Hansen, at det nok er fordi den rare journalist fra dagbladet Information, hvor "landets bedste hoveder, diskuterer de mest presserende emner" ikke har fundet emnet presserende nok til at tvære mere i det i sit interview med formanden for junior-afdelingen i Danmarks næststørste parti anno 2016 målt i afgivne stemmer ved folketingsvalget i 2015.

Hans Andersen

Grethe Preisler,
Du har selv været 21 år engang! Du har selv haft skråsikre fordomme (Måske har du dem endnu!) Men du bliver nødt til at erkende, at hans stemme er nøjagtig lige så meget værd, som din!
Derfor er det fornuftigt, at reagere fornuftigt på disse 21-årige's meninger ,mener du ikke det???

Grethe Preisler

Hans Andersen,
Hvor har jeg så meget som antydet, at min ene stemme i form af et kryds på en stemmeseddel er mere værd end Lucas Hultgrens? Endsige påstået, at sådan burde det være, da Lucas kun er 21 år, og jeg er over 70? Et kryds er et kryds og en afgivet stemme er en afgivet stemme, uanset den stemmeberettigedes alder, køn og civilstand med mere. Det tror jeg heller ikke, Lucas er uvidende om ville have bestridt eller haft noget at indvende imod, hvis Rehling havde bedt ham om at "tage stilling til problemet med aldersspredningen" i vælgerkorpset på vegne af det parti, han stiller op til fotografering og interview i dagbladet Information for i agurketiden :)

.

Grethe Preisler

P.S.Jo jeg har også været 21 - for længe siden. I slutningen af de koksgrå halvtredsere, hvor man forventedes at blive boende hjemme hos far og mor, holde sig selv med lommepenge og bidrage til familiekollektivets husholdnings-kasse med betaling for kost og logi efter evne, indtil man var færdig med sin uddannelse og tjente nok at forsørge sig selv i egen lejlighed. Hvis man ikke stadig var for ung og enlig til at blive godkendt til en sådan og måtte tage til takke med et lejet værelse med adgang til køkken og bad :)