Dårlig byplanlægning: København er ikke designet til kvinder og ældre

Et problem for byplanlæggere er, at mennesker aldrig bruger byen på den måde, de har planlagt. På Sifs Plads på Nørrebro burde de 10 gymnastikringe hænge som løse metalguirlander, lige til at gribe fat og svinge sig i. Men nogle rødder har slynget ringene rundt om de højrøde barrer, så nu må René Kural vikle sit aktivitetsrum tilbage på plads ved hjælp af en lang pind og små spjættende hop.

René Kural er arkitekt og daglig leder af Activity- and Health-enhancing Physical Environments Network (APEN) på Kunstakademiets Skoler for Arkitektur, Design og Konservering (KADK), der er et tværfagligt samarbejde mellem Arkitektskolen, Syddansk Universitet og Københavns Universitet.

Han har inviteret Information ud til Sifs Plads i Haraldsgadekvarteret, fordi Kural her eksperimenterer med at få kvinder og seniorer til at bruge byens rum. Det går ikke så godt.

»Da vi designede pladsen i 2008, var vi meget optagede af at få aktiveret børn og unge. Den klassiske sundhedsvinkel. Alle skal ud og have pulsen op, især marginalgrupper af overvægtige børn, svage, indvandrere, du ved. Senere forsøgte vi at få inkluderet kvinder og ældre, men det har vist sig langt, langt sværere,« siger René Kural og får vippet den sidste gymnastikring fri af barren.

Kural taler på baggrund af omfattende observationer. I et år har otte KADK-praktikanter i to grupper siddet i alt 23.040 minutter (otte fulde døgn) ved pladserne, hvor de har fotograferet dem, tegnet brugernes køn, alder, aktivitetsniveau og placering i rummet ind på planer samt talt med brugerne af pladsen for at se, hvem der bruger området. Det korte svar er: mænd, mænd, mænd…

Ifølge René Kural har byplanlæggere og arkitekter de seneste 20 år været dybt optaget af at skabe fysisk aktivitet og fremme sundheden gennem offentlige byrum. Han efterspørger et paradigmeskifte, hvor man i stedet begynder at designe målrettet efter pigerne, kvinder og de ældre, der bliver stadig flere af i samtlige nationer af i de mest udviklede lande i verden.

»Dét er, som jeg ser det, den store udfordring for København nu. Vi ved godt, hvordan vi aktiverer drengene. Vi har bygget så mange skate- og parcour-baner i København, at vi er ved at brække os over det. Lad os nu få sat fokus på seniorerne og pigerne!«

Foto: Ulrik Hasemann

Gamle vil godt

Netværkslederens data bakkes op af rapporten Byens Bevægelsesrum, som blev udgivet af Socialministeriet tilbage i 2011. Det er en af få undersøgelser af københavnernes brug af byen, der kigger på køn og alder på baggrund af observationer i tre forskellige byrum.

»Der var en markant forskel på brugen af pladserne i forhold til køn, idet kun 28 pct. af dem, der opholdt sig på pladserne var kvinder,« fremgår det af rapporten, som bemærker, at der var en ligelig fordeling af mænd og kvinder, der gik forbi pladserne. Endnu værre stod det til med at aktivere de ældre:

»Det mest markante fund er, at pladserne næsten ikke anvendes af den ældste del af borgerne. I alt var der kun 41 ud af de 2.153 (observerede borgere), der blev kategoriseret som ’seniorer’,« står der i rapporten.

»Det kan f.eks. nævnes, at petanque-banen på Charlotte Ammundsens Plads, ikke én eneste gang er set i anvendelse på de dage pladsen blev observeret.«

Det er ellers ikke, fordi de ældre ikke gider. Ph.d. Maja Pilgaard fra Idrættens Analyseinstitut på SDU har påvist, at ældre i dag er langt mere aktive end før: I 1964 var det således under fem pct. af danskere over 55 år, der svarede, at de stadig dyrkede motion eller sport. I 2011 var det steget til hele 60 pct. af danskerne, og aktiviteten fortsætter selv for ældre over 70 år, viser Maja Pilgaards forskning.

»Men hvis de ældre er så aktive, hvor er de så i byens rum? Svaret er, at byplanlæggere som mig har svigtet. Vi har været for dårlige til at tænke seniorerne ind i vores planer,« siger René Kural.

Mavefornemmelser

Ved Sifs Plads på Nørrebro ser tingene dog lidt lysere ud for René Kurals gymnastikringe. En flok lokale børnehavebørn har kastet sig ud i rummet på bedste Tarzan & Jane-vis – og mindst halvdelen af dem er piger, bemærker Kural: »I den alder er der ikke den store forskel på pigers og drenges brug af byen, men om få år vil vi se en markant udvikling. Når pigerne bliver teenagere, dropper de helt at være fysisk aktive i byens rum, mens drengene stormer ud, bare de ser en tot græs. Jeg plejer at sige, at mændene erobrer byen, mens kvinderne surfer den. Og de forskelle må vi da tage højde for i vores planlægning.«

Han nævner undersøgelser fra SDU, hvor forskerne er nået frem til, at er der én fodboldbane af kunstgræs, vil drengene erobre den, mens kvinderne taber ’kampen om rummet’. Det samme mønster vil gentage sig ved at anlægge bane to og tre. Først ved bane fire, får kvinderne plads.

»Tommelfingerreglen er altså, at der skal fire fodboldbaner til, hvis du vil give plads til, at også kvinder kan bruge rummet. Det er et interessant sociologisk fænomen, vi desværre ikke ved særlig meget om endnu,« siger René Kural. Han mener generelt, byplanlæggere og arkitekter forfalder til deres egne mavefornemmelser, hvor de i stedet i langt højere grad burde bruge videnskabens data til at planlægge bedre byrum.

»Vi tror altid, vi skal opfinde den dybe tallerken hver gang, vi designer et byrum. Det bliver meget sådan: ’Hvad kan de unge godt lide?’ og så svarer kollegaen: ’Det er parkour, de vil have!’ for det har han lige læst i Politiken i morges.«

Han vender igen tilbage til Charlotte Amundsens Plads: »Det grelleste eksempel er Charlotte Amundsens Plads mellem Søerne og Nørreport, hvor man har bygget en dansescene til piger. Den er kun blevet brugt én eneste gang, mens forskerne observerede den. Men hvis du tænker dig om, kan du så forestille dig to piger, der stiller sig op i et offentligt byrum og begynder at danse? Det er jo fuldstændig grotesk,« mener Kural.

’What women want’

Vi cykler fra Forest of Rings, som gymnastikringene hedder, over til Forest of Swings-pladsen på hjørnet af Vermundsgade og Aldersrogade.

Den 48-årige Tomiko Petersen og hendes 13-årige søn Nicki leger i klatrestativet. »Hvad kunne I tænke jer, vi lavede?« spørger centerlederen.

»Hvad med nogle trampoliner?« foreslår Nicki Petersen.

»Åh, det får jeg ondt i ryggen af,« siger Tomiko Petersen. Hun kan godt nikke genkendende til, at byens rum meget er lavet til drenge. Selv har hun et dameblad med at kigge i, mens sønnike slår flere kolbøtter i stativerne.

Bag dem står syv gynger tomme, men uden for sommerferien er de et hit, særligt om eftermiddagen, forklarer Kural: »Der er faktisk mange teenagepiger, der bruger gyngerne eller sidder foran dem, har vi observeret. Vores studier viser, at de er meget mere sociale end drengene. De sidder nærmest og har picnic, mens de kigger over på drengene i stativet. Når drengene så går væk, løber pigerne over og klatrer i nogle få minutter, men skynder sig så tilbage til basen ved gyngerne. Det fortæller mig, at pigerne sætter en værdi som tryghed og sociale aktiviteter højt. De ønsker ikke at være så udsatte i det fysiske rum.«

Mellem 2016 og 2020 skal René Kural være med i det stort anlagte APEN-projekt, der skal udvikle byrum i Sydhavnen med særlig fokus på seniorer, børn og unge. Og det er tiltrængt, for på stående fod kan han ikke komme på et eneste godt eksempel, hvor det er lykkedes at skabe et byrum for andre end drengene.

»Vi er så helvedes dårlige til at tænke nyt. En del af forklaringen er, at det har været ret sexet at skulle designe med sundhed for øje. Men nu må vi slippe ud af de seneste 20 års vanetænkning. Så er spørgsmålet bare: Hvordan? Det ved vi mere om i 2020.«