Læsetid: 6 min.

Dårlig byplanlægning: København er ikke designet til kvinder og ældre

De offentlige rum i København bliver flittigt brugt af mændene, mens kvinder og de ældre i langt mindre grad er til stede. Det er udtryk for dårlig byplanlægning og arkitektonisk dovenskab, mener arkitekt, lektor og ph.d. René Kural. Men hvad for en by skal vi så designe?
Byrumsinstallationer omkring Haraldsgade på Nørrebro er et af de byrum, der er designet til brug af unge og børn. Gåden, byplanlæggere har svært ved at løse, er hvordan man indretter dem til kvinder og ældre.

Ulrik Hasemann

25. juli 2016

Et problem for byplanlæggere er, at mennesker aldrig bruger byen på den måde, de har planlagt. På Sifs Plads på Nørrebro burde de 10 gymnastikringe hænge som løse metalguirlander, lige til at gribe fat og svinge sig i. Men nogle rødder har slynget ringene rundt om de højrøde barrer, så nu må René Kural vikle sit aktivitetsrum tilbage på plads ved hjælp af en lang pind og små spjættende hop.

René Kural er arkitekt og daglig leder af Activity- and Health-enhancing Physical Environments Network (APEN) på Kunstakademiets Skoler for Arkitektur, Design og Konservering (KADK), der er et tværfagligt samarbejde mellem Arkitektskolen, Syddansk Universitet og Københavns Universitet.

Han har inviteret Information ud til Sifs Plads i Haraldsgadekvarteret, fordi Kural her eksperimenterer med at få kvinder og seniorer til at bruge byens rum. Det går ikke så godt.

»Da vi designede pladsen i 2008, var vi meget optagede af at få aktiveret børn og unge. Den klassiske sundhedsvinkel. Alle skal ud og have pulsen op, især marginalgrupper af overvægtige børn, svage, indvandrere, du ved. Senere forsøgte vi at få inkluderet kvinder og ældre, men det har vist sig langt, langt sværere,« siger René Kural og får vippet den sidste gymnastikring fri af barren.

Kural taler på baggrund af omfattende observationer. I et år har otte KADK-praktikanter i to grupper siddet i alt 23.040 minutter (otte fulde døgn) ved pladserne, hvor de har fotograferet dem, tegnet brugernes køn, alder, aktivitetsniveau og placering i rummet ind på planer samt talt med brugerne af pladsen for at se, hvem der bruger området. Det korte svar er: mænd, mænd, mænd…

Ifølge René Kural har byplanlæggere og arkitekter de seneste 20 år været dybt optaget af at skabe fysisk aktivitet og fremme sundheden gennem offentlige byrum. Han efterspørger et paradigmeskifte, hvor man i stedet begynder at designe målrettet efter pigerne, kvinder og de ældre, der bliver stadig flere af i samtlige nationer af i de mest udviklede lande i verden.

»Dét er, som jeg ser det, den store udfordring for København nu. Vi ved godt, hvordan vi aktiverer drengene. Vi har bygget så mange skate- og parcour-baner i København, at vi er ved at brække os over det. Lad os nu få sat fokus på seniorerne og pigerne!«

Foto: Ulrik Hasemann

Gamle vil godt

Netværkslederens data bakkes op af rapporten Byens Bevægelsesrum, som blev udgivet af Socialministeriet tilbage i 2011. Det er en af få undersøgelser af københavnernes brug af byen, der kigger på køn og alder på baggrund af observationer i tre forskellige byrum.

»Der var en markant forskel på brugen af pladserne i forhold til køn, idet kun 28 pct. af dem, der opholdt sig på pladserne var kvinder,« fremgår det af rapporten, som bemærker, at der var en ligelig fordeling af mænd og kvinder, der gik forbi pladserne. Endnu værre stod det til med at aktivere de ældre:

»Det mest markante fund er, at pladserne næsten ikke anvendes af den ældste del af borgerne. I alt var der kun 41 ud af de 2.153 (observerede borgere), der blev kategoriseret som ’seniorer’,« står der i rapporten.

»Det kan f.eks. nævnes, at petanque-banen på Charlotte Ammundsens Plads, ikke én eneste gang er set i anvendelse på de dage pladsen blev observeret.«

Det er ellers ikke, fordi de ældre ikke gider. Ph.d. Maja Pilgaard fra Idrættens Analyseinstitut på SDU har påvist, at ældre i dag er langt mere aktive end før: I 1964 var det således under fem pct. af danskere over 55 år, der svarede, at de stadig dyrkede motion eller sport. I 2011 var det steget til hele 60 pct. af danskerne, og aktiviteten fortsætter selv for ældre over 70 år, viser Maja Pilgaards forskning.

»Men hvis de ældre er så aktive, hvor er de så i byens rum? Svaret er, at byplanlæggere som mig har svigtet. Vi har været for dårlige til at tænke seniorerne ind i vores planer,« siger René Kural.

Mavefornemmelser

Ved Sifs Plads på Nørrebro ser tingene dog lidt lysere ud for René Kurals gymnastikringe. En flok lokale børnehavebørn har kastet sig ud i rummet på bedste Tarzan & Jane-vis – og mindst halvdelen af dem er piger, bemærker Kural: »I den alder er der ikke den store forskel på pigers og drenges brug af byen, men om få år vil vi se en markant udvikling. Når pigerne bliver teenagere, dropper de helt at være fysisk aktive i byens rum, mens drengene stormer ud, bare de ser en tot græs. Jeg plejer at sige, at mændene erobrer byen, mens kvinderne surfer den. Og de forskelle må vi da tage højde for i vores planlægning.«

Han nævner undersøgelser fra SDU, hvor forskerne er nået frem til, at er der én fodboldbane af kunstgræs, vil drengene erobre den, mens kvinderne taber ’kampen om rummet’. Det samme mønster vil gentage sig ved at anlægge bane to og tre. Først ved bane fire, får kvinderne plads.

»Tommelfingerreglen er altså, at der skal fire fodboldbaner til, hvis du vil give plads til, at også kvinder kan bruge rummet. Det er et interessant sociologisk fænomen, vi desværre ikke ved særlig meget om endnu,« siger René Kural. Han mener generelt, byplanlæggere og arkitekter forfalder til deres egne mavefornemmelser, hvor de i stedet i langt højere grad burde bruge videnskabens data til at planlægge bedre byrum.

»Vi tror altid, vi skal opfinde den dybe tallerken hver gang, vi designer et byrum. Det bliver meget sådan: ’Hvad kan de unge godt lide?’ og så svarer kollegaen: ’Det er parkour, de vil have!’ for det har han lige læst i Politiken i morges.«

Han vender igen tilbage til Charlotte Amundsens Plads: »Det grelleste eksempel er Charlotte Amundsens Plads mellem Søerne og Nørreport, hvor man har bygget en dansescene til piger. Den er kun blevet brugt én eneste gang, mens forskerne observerede den. Men hvis du tænker dig om, kan du så forestille dig to piger, der stiller sig op i et offentligt byrum og begynder at danse? Det er jo fuldstændig grotesk,« mener Kural.

’What women want’

Vi cykler fra Forest of Rings, som gymnastikringene hedder, over til Forest of Swings-pladsen på hjørnet af Vermundsgade og Aldersrogade.

Den 48-årige Tomiko Petersen og hendes 13-årige søn Nicki leger i klatrestativet. »Hvad kunne I tænke jer, vi lavede?« spørger centerlederen.

»Hvad med nogle trampoliner?« foreslår Nicki Petersen.

»Åh, det får jeg ondt i ryggen af,« siger Tomiko Petersen. Hun kan godt nikke genkendende til, at byens rum meget er lavet til drenge. Selv har hun et dameblad med at kigge i, mens sønnike slår flere kolbøtter i stativerne.

Bag dem står syv gynger tomme, men uden for sommerferien er de et hit, særligt om eftermiddagen, forklarer Kural: »Der er faktisk mange teenagepiger, der bruger gyngerne eller sidder foran dem, har vi observeret. Vores studier viser, at de er meget mere sociale end drengene. De sidder nærmest og har picnic, mens de kigger over på drengene i stativet. Når drengene så går væk, løber pigerne over og klatrer i nogle få minutter, men skynder sig så tilbage til basen ved gyngerne. Det fortæller mig, at pigerne sætter en værdi som tryghed og sociale aktiviteter højt. De ønsker ikke at være så udsatte i det fysiske rum.«

Mellem 2016 og 2020 skal René Kural være med i det stort anlagte APEN-projekt, der skal udvikle byrum i Sydhavnen med særlig fokus på seniorer, børn og unge. Og det er tiltrængt, for på stående fod kan han ikke komme på et eneste godt eksempel, hvor det er lykkedes at skabe et byrum for andre end drengene.

»Vi er så helvedes dårlige til at tænke nyt. En del af forklaringen er, at det har været ret sexet at skulle designe med sundhed for øje. Men nu må vi slippe ud af de seneste 20 års vanetænkning. Så er spørgsmålet bare: Hvordan? Det ved vi mere om i 2020.«

Serie

Fremtidens København – kun for de rige?

25 års byfornyelse har gjort Danmarks hovedstad til en væsentligt flottere, men også dyrere by at leve i. Hver måned vokser byen med omtrent 1.000 indbyggere, og det lægger et enormt pres på byudviklingen. Men hvad er det for et København, vi gerne vil have om 25 år?

Information snakker med byplanlæggere, arkitekter, politikere og københavnerne om, hvilke udfordringer København står overfor. Og hvad vi kan gøre for at skabe en bæredygtig storby, der ikke kun er for de rige.

Seneste artikler

  • ’Jeg har svært ved at pege på én vellykket ny bydel i København’

    19. juli 2016
    Københavns nye byområder har mistet sansen for menneskets biologi i jagten på profit, lyder anklagen fra byplanlægger Jan Gehl. Det vil gå ud over livskvaliteten for fremtidens indbyggere, hvis ikke vi retter op og stiller flere byggekrav til investorerne
  • Hvor er strategien for at skaffe billige boliger til København?

    13. juli 2016
    Københavns Kommune mangler en klar plan for at afhjælpe boligmanglen og de stigende huspriser i hovedstaden, lyder kritikken fra Arkitektforeningens direktør. Borgerrepræsentationen melder hus forbi – problemet ligger i Folketinget
  • »København bliver en by for de rige – sådan er det bare«

    11. juli 2016
    Hovedstadens tidligere stadsarkitekt Jan Christiansen er stolt af den udvikling, han satte i gang i København i 2001-2010. Det var en ideologisk brydekamp om byens rum med Søren Pind og Mærsk Mc-Kinney Møller, men sejrene var større end nederlagene. Nu advarer han om, at der går ’et spøgelse gennem byen’ – opdelingen mellem de rige og de fattige
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Annemarie Klæsøe

Interessant. Jeg var på en legeplads i går sammen med min mand og to sønner på 16 og 23 år. Vi prøvede alle fire en aktivitet med balance. Jeg kan huske fornemmelsen af at lade de andre (mænd) komme til først, og bagefter kastede de sig ud i et klatrestativ, mens jeg stod på jorden og tog billeder. Jeg er i øvrigt selv fysisk aktiv og dyrker yoga en gang om ugen og cykler normalt 10 km dagligt i hverdagene. Hvis jeg som 50 årig kvinde skulle bruge byens rum mere aktivt, kunne nedsænkede balancebrædder placeret i en mindre rundkreds, fx være en mulighed - gerne tæt på et picnic område. Det kunne være en social aktivitet sammen med veninder, hvor der godt nok ikke kommer meget sved på panden, men hvor man kunne styrke muskulatur og balance samtidig med at man kan fortsætte samtale/hygge.

Helle Degnbol

Spændende. Vigtigt. Selvfølgelig ikke kun i København.

Til en begyndelse og inden vi alle sammen hopper og springer: overalt bør der være rigtig gode bænke. Her kan vi slå os ned, lære hinanden at kende, for så vidt uden hensyn til alder og køn, og herfra kan vi - som pigerne i gyngerne - tage livet og løjerne i øjesyn, inden vi evt. kaster os ud i alle apparaterne.

Det har altid været en attraktion i København med de bænke, uden at vi måske vidste det. I 60erne eller begyndelsen af 70erne viste jeg nogle parkfolk og byplanlæggere fra USA rundt i byen. De fik alt muligt at se, som for dem var quaint, smukt og anderledes, men på en strækning, hvor jeg intet særligt kunne se ud fra bussens vinduer, kaldte de pludselig ivrigt på hinanden, pegede og strakte hals. Hvad de så - som noget helt usædvanligt - var ganske almindelige borgere, der sad side om side på nogle bænke. Jeg tror, det var en cirkel af københavnerbænke. Noget i den stil.

På et tidspunkt forsvandt der en masse bænke fra byen, det føltes som et røveri, jeg håber, de er ved at komme igen. Mister vi bænkene, mister vi tilliden til hinanden.

Der skal også være skraldebøtter. Og hist og pist markiser eller halvtag til når det regner.

Jeg sagde bænke. Uden ryglæn duer det ikke, medmindre man sidder ved borde. En plint som den afbildede, den forstår jeg ikke så godt, ikke andet end som noget i nogens hoveder. Man kan sidde et par minutter på sådan en kasse og krumme ryg, måske finde noget i sin taske, men man kan ikke sidde der. Måske KADK-praktikanter kan tjekke det ud. Jeg kører på mavefornemmelse og egen erfaring. Fyren på billedet i Information modsiger klart min påstand, og det er jo herligt: han har smidt både strømper og sko og ser lykkelig ud. Så sker der noget. Et forsonende element er her materialet, træ.

Jeg har tilbragt barndom og ungdom på bænke ved diverse stoppesteder, med hønseringe, billigbøger, kærester og strikketøjer. Ladet bussen køre forbi for at få 20 minutter til - en gave i livet. Uden ryglæn havde det ikke været det samme. Det eneste, der er værre end sådan en kantet arkitekt-anbringelse, er betonblokke, der - uflyttelige og iskolde - giver mangen en kvinde blærebetændelse bare ved synet.

Jeg er vist kommet langt fra den eftertragtede nytænkning omkring activity- and health-enhancing environments (APE), men jeg glæder mig til resultaterne - engang efter Sydhavnen 2020. I mellemtiden er en bænk i byrummet både et godt værested og et godt udgangspunkt for gud ved hvad.

Jens Kofoed, Dana Hansen, Maj-Britt Kent Hansen, Majbritt Nielsen, Sidsel Jespersen og Nille Torsen anbefalede denne kommentar
Jens Erik Starup

Spørgsmålet er vel blot, om der findes båtnakker nok, der vil optræde i de mange byrum.

Sidsel Jespersen

"... på stående fod kan han ikke komme på et eneste godt eksempel, hvor det er lykkedes at skabe et byrum for andre end drengene."
Legepladsen "Østen for Solen, Vesten for Månen" ved Amagerbrogade. Afskærmet, med hyggekroge, bænke hvor man kan sludre med veninderne, hvor man ikke føler sig udsat, men relativt tryg, og, måske vigtigere end man umiddelbart ville tro, med fravær af mænd der ikke er i følge med børn.
Men det var selvfølgelig inden pokemon.

Dana Hansen, Rikke Nielsen og Majbritt Nielsen anbefalede denne kommentar
David Zennaro

Ja, der mangler gode bænke, hvor folk med dårlige rygge kan sidde og slappe af og hvile ud. Det kan man ikke på kolde, rygløse bænke.

Michael Ryberg

Det virker til, at der er et meget ensidigt fokus på observation af stedernes indretning og ikke på menneskers motivation og grunde til at blive væk/at bruge stederne. Hvad med faktorer som tryghed osv.?