Læsetid 6 min.

Førerløse busser skal spare tid og penge

Fra september skal fire selvkørende busser transportere Vesthimmerlands børn og voksne rundt, hvilket sparer kommunen tid og penge. Det er første gang, selvkørende biler kommer på asfalten i Danmark, men ifølge bagmanden har det danske bureaukrati været alt for langsomt til at godkende test af ny teknologi. ’Vi risikerer at halte efter de andre lande,’ lyder kritikken
Fra september skal fire selvkørende busser transportere Vesthimmerlands børn og voksne rundt, hvilket sparer kommunen tid og penge. Det er første gang, selvkørende biler kommer på asfalten i Danmark, men ifølge bagmanden har det danske bureaukrati været alt for langsomt til at godkende test af ny teknologi. ’Vi risikerer at halte efter de andre lande,’ lyder kritikken
Mia Mottelson
27. juli 2016
Delt 283 gange

Snart ruller Danmarks første selvkørende automobiler ud på vejene. Der er tale om den selvkørende bus Olli, en delvist 3D-printet elbil med plads til 12 personer. Men ifølge Vesthimmerland Kommunes borgmester kunne bussen lige så godt døbes ’Fremtiden’.

»Vi er en stor kommune med meget transporttid, og vores beregninger viser, at vi sammenlagt har 30-40 fuldtidsansatte, der kører bil uafbrudt. Den tid er bedre brugt på, at de arbejder. Så mens Olli kører fra a til b, kan f.eks. vores socialarbejdere journalisere og notere det, der skal noteres, frem for at køre bil,« siger borgmester Knud Kristensen (K).

»Når økonomien strammer til, må vi finde nogle løsninger, der kan få pengene til at strække, så vi giver den bedste service til vores borgere. Om ti år forventer jeg, at langt det meste kommunale transport i Vesthimmerlands Kommune foregår med førerløse biler. Og derfor går vi i gang nu – vi kan jo ikke sidde og vente på fremtiden. Den er vi nødt til selv at skabe.«

Olli er designet af det amerikanske bilfirma Local Motors, mens sikkerhedssystemet leveres af BestMile. Automatpiloten er udviklet i samarbejde med IBM, der også leverer kunstig intelligens med firmaets Watson-teknologi. Dermed kan passagerer give bussen talekommandoer – stop lige ved tanken, jeg skal have kaffe – og med et klik på mobilen kan de bede om at blive hentet foran hoveddøren. Olli planlægger selv ruten og finder vej.

Det er fonden Autonomous, der med en foreløbig hemmelig partner i ryggen står for indkøbet og implementeringen af Olli-busserne i Vesthimmerland Kommune. Ifølge direktør Henrik Schärfe er projektet, der efter planen starter til september, banebrydende:

»I udlandet kører man alene rundt for at teste bilernes sikkerhed. Det er jo fint nok, men vi er de første, der implementerer den selvkørende teknologi i kommunalt regi. Dermed kommer vi til at kunne besvare de tunge spørgsmål om, hvor store økonomiske besparelser der er at hente her, og hvordan det vil påvirke medarbejderne og deres direkte arbejde,« forklarer Schärfe, der tidligere har været professor og leder af Center for Computermedieret Erkendelse på Aalborg Universitet.

»Men hvis vi kan reducere kommunens bilflåde med 20 pct., og konvertere 20 pct. af køretiden til arbejdstid, står vi med en meget stærk forretningsplan,« vurderer han.

Sløve kontornussere

Perspektiverne er store i Vesthimmerland, hvor man på sigt regner med, at kommunens adfærdsvanskelige og handikappede børn også skal køre Olli. Det sparer gevaldigt på kommunens taxaudgifter, samtidig med at det er godt for børnene, mener borgmester Knud Kristensen:

»I dag kan du forestille dig en situation, hvor tre autistiske børn skal transporteres hjem fra skole, og måske kan de ikke sammen. Men chaufføren har ikke mulighed for at gribe ind. I fremtiden kan vi sætte en pædagog ind i bussen, der kører med børnene hjem og følger op på det arbejde, der er lavet i skolen.«

Det nordjyske fremsyn deles dog ikke af statens embedsfolk. Ifølge Henrik Schärfe er det danske bureaukrati slet ikke gearet til at håndtere revolutionerende teknologier såsom førerløse biler:

»Det har taget myndighederne næsten et år at undersøge, om vi måtte køre inden for rammerne af den danske færdselslov. Nu er svaret så, at det kræver en lovændring. Men det kunne jeg da godt have fortalt dem, ja, det gjorde vi faktisk allerede til det første møde!«

»Lov- og forvaltningsarbejdet i Danmark er fanget i en uheldig kassetænkning, som trækker tingene ud. Hver gang, vi går til stålet, er svaret, at det er en anden styrelse eller et andet direktorat, der skal tage sig af det. Det er altid nogle andres ansvar. Og mens vi tænker i kasser, halter vi længere efter lande som USA, Tyskland og Korea, der buldrer afsted,« mener Henrik Schärfe.

»Det er tvingende nødvendigt, at vi vænner os til at tænke på nye måder. Ellers vil ’Udkantsdanmark’ få en helt ny klang i det globale perspektiv. Vi bliver ganske enkelt fattigere.«

Schärfe nævner en række gode argumenter for at afprøve selvkørende biler, herunder »færre uheld, færre udgifter til det offentlige, bedre miljøregnskaber og et bedre arbejdsliv for mange mennesker«. Og når lovgiverne i Schweiz, Grækenland, England, Holland, Sverige og de tre ovennævnte lande godt kan finde ud af at godkende prøvekørsler af selvkørende biler, hvorfor kan danskerne så ikke?

»Indtil vi får en omskrivning af færdselsloven – som jeg ikke tror, politikerne når til september – har vi været nødt til at finde en praktisk løsning,« siger Henrik Schärfe.

I hver eneste Olli vil der således sidde en fører om bord, som sidder klar til at trykke på nødstopknappen, hvis automatpiloten skulle svigte. Samtidig overvåger en IT-operatør fra centralt sted hele kørslen.

»Det er en lappeløsning, men det underminerer hele logikken med at frigøre arbejdskraft ved at have selvkørende biler. Hvis vi skal høste de store fordele, er svaret naturligvis ikke, at der sidder en mand i bussen, som ingen anden funktion har end at trykke på en knap,« siger Henrik Schärfe.

Ting tager tid

Det er særligt Transportministeriet, Trafikstyrelsen og Vejdirektoratet, der har indgået i dialogen med Vesthimmerland om tilladelsen til at teste de selvkørende biler i Aars. Nogle spørgsmål går dog ind under Justitsministeriet eller den nyoprettede Færdselsstyrelse, oplyser en pressemedarbejder.

I Vejdirektoratet henviser afdelingsleder i planlægning og analyse Andreas Egense til Transportministeriet, hvor en arbejdsgruppe er i gang med at kigge på lovarbejdet. Han mener dog ikke, arbejdet har trukket længere ud end nødvendigt:

»Havde vi boet i en stat med en anden styreform, kunne man bare have besluttet at lukke førerløse biler ud på vejene. Men i Danmark tager det altså noget tid at ændre lovgivningen. Hvis man slipper selvkørende biler ud, skal man være sikker på, at der ikke er nogen, der kommer til skade. Og hvis nogen kommer til skade, skal det være tydeligt, hvem der har det juridiske ansvar,« siger Egense. Det juridiske ansvar i tilfælde af ulykker er dog nemt at placere, mener Henrik Schärfe:

»Det er bilproducentens ansvar. Længere er den ikke.«

Information har fremlagt Henrik Schärfes kritik af det langsomme lovarbejde for Trafikstyrelsen. Grundet ferie har de ikke mulighed for at svare, oplyser presseafdelingen. Transportministeriet er også ramt af ferie, men oplyser i en mail, at transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt (V) efter sommerferien vil drøfte et forslag om at ændre færdselsloven med transportordførerne:

»Ændringen af færdselsloven skal give mulighed for at gennemføre forsøg med selvkørende biler på det offentlige vejnet i Danmark. Såfremt der er tilslutning til forslaget blandt ordførerne forventer ministeren at fremsætte forslag i Folketinget til efteråret.«

På Danmarks Tekniske Universitet tager lektor Thomas Bolander embedsværkets arbejdstid i forsvar:

»Jeg er ikke reaktionær eller imod den ny teknologi, men jeg synes, det er fornuftigt, at man sætter sig ned og tænker sig grundigt om, frem for at presse tingene for hurtigt igennem. Førerløse biler har nogle sikkerhedsmæssige, etiske og juridiske udfordringer, og det skal vi tage alvorligt,« siger Bolander, der selv forsker i kunstig intelligens og automatisering.

Borgmester Knud Kristensen er enig: »Jeg kender det politiske system indefra, da jeg var på Christiansborg i to et halvt år. Det her er en proces, og den proces tager sin tid. Men jeg kan godt forstå, hvis Henrik [Schärfe] er ved at brænde sammen. Han har al den her viden, og han havde håbet, politikerne kunne køre lige så stærkt, som det kører for ham selv. Selv håber jeg da også, at der kommer lidt mere drive i tingene, når vi kommer på den anden side af sommerferien.«

Fagre nye verden

Henrik Schärfes kritik skal ses i lyset af, at Autonomous Fonden på sigt håber at involvere sig i andre teknologier, der kan skabe det, de kalder »et gennemautomatiseret samfund«. Han er optaget af mulighederne ved exoskeletter og ’smart produktion’, hvor robotter overtager stadig flere arbejdsopgaver.

»Teknologisk står vi foran en eksplosion af maskiner, der snakker sammen. Vi forventer en revolution de næste 10-15 år, hvor produktions-, landbrugs- og transportsektoren bliver stadig mere automatiseret. Men det gælder også vidensarbejde, at robotter kan tage over. Det gælder sagsbehandling, muligvis journalister og i hvert fald advokater,« siger Henrik Schärfe.

Og selv om Danmark ikke har store bil- eller fabriksindustrier som USA, Tyskland eller Korea, har vi stadig meget at vinde ved at strømline bureaukratiet og åbne op for afprøvning af ny teknologi som Olli-bussen.

»I Danmark kan vi noget, som ikke ret mange andre kan. Vi er rigtig dygtige til at levere brugerdata, som er vigtigt for afprøvning af den ny teknologi. Jeg mener ikke, det er urealistisk, at vi kunne få lokale bilfabrikker i Danmark, hvis vi åbner op. Og hvis man kobler det med danske designtraditioner, synes jeg, det er helt oplagt at tænke videre i det spor,« siger Henrik Schärfe og fortsætter:

»Vi har allerede forpasset chancen for at være ’first movers’, men vi kan stadig være med fremme og dermed hente nye jobs til Danmark. Det ville være fornuftigt, for det er sikkert, at automatiseringen på sigt vil overflødiggøre en del arbejde i Danmark, hvad end vi vil det eller ej.«

Selv håber Henrik Schärfe på, at han inden for en overskuelig fremtid kan ombygge en Olli-bus til et mobilt hjemmekontor.

Hvis han får lov.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Morten P. Nielsen
    Morten P. Nielsen
Morten P. Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Morten P. Nielsen
Morten P. Nielsen

"Vi risikerer at halte efter de andre lande..."

Ja, i ræset mod bunden. Det arbejdsløse samfund, hvor mennesket er overflødigt. Det er skræmmende, hvordan det her kommer snigende uden nogen som helst overordnet etisk og politisk stillingtagen.

Vibeke Hansen, June Pedersen, Holger Madsen, Liliane Murray, Tue Romanow, Kim Øllgaard, Hans Aagaard, Per Jongberg, jørn andersen, Flemming Berger, lars søgaard-jensen, Anne Schøtt, Karsten Aaen, Ejvind Larsen, Kurt Jørgensen, Morten Lind, Bente Begtrup, Bodil Waldstrøm, Hanne Ribens, Ernst Enevoldsen, Carsten Mortensen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek

På et overordnet plan har jeg et spøgsmål, som ingen rigtig har kunnet svare på:

Alle de penge, der angiveligt spares på chauffører, børnehavepersonale, kontanthjælps- og integrationsydelsesmodtagere, postvæsnet (til fordel for e-post), gadefejere, sosuhjælpere osv osv osv... hvad skal alle de penge i grunden bruges til?

Vibeke Hansen, June Pedersen, Britta Hansen, Martin E. Haastrup, Tue Romanow, Per Jongberg, jørn andersen, Flemming Berger, lars søgaard-jensen, Michelle Fridan, Leif Høybye, Liliane Murray, Bo Carlsen, Karsten Aaen, Ejvind Larsen, Kurt Jørgensen, Morten Lind, Bente Begtrup, Bodil Waldstrøm, Ernst Enevoldsen, Anne Schøtt, Carsten Mortensen, Anne Eriksen og Ib Christensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek

Marianne Bjerg
Nåhja.. jeg glemte at spørge, HVEM der mon får stillet de penge til rådighed. ;-)

Derudover, så synes jeg da det er skide smart, at chauffører ikke behøver sidde bag rattet i 8 timer om dagen og blive radbrækkede. Det kan jeg kun gå ind for.
Det ærgerlige er, at de tidligere chauffører bare skal ud og stå i kø til et udnyttejob istedet - sammen med alle de andre udrangerede mennesker.
Endvidere så er det min erfaring, at virkeligheden viser, at elektronik ikke er fejlfrit og at ingen på forhånd kan forudse alle eventualiteter i trafikken, hvilket vil gøre det overordentligt svært at kode chaufførløs transport. En bil har netop toppederet en flok elge i Sverige og dræbt 19 af dem.. altså.. det havde næppe stået i en førerløse manual heller, hvordan man navigerer en bus med børn rundt i en flok dyr. DET er min bekymring.

June Pedersen, Britta Hansen, Martin E. Haastrup, Liliane Murray, jørn andersen, lars søgaard-jensen, Bo Carlsen, Karsten Aaen, Kurt Jørgensen, Morten Lind, Bente Begtrup, Hanne Ribens, Bodil Waldstrøm, Carsten Mortensen, Anne Eriksen og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Troels Rasmussen
Troels Rasmussen

Min bekymring - udover udsigten til en anderledes verden, hvor folk, der ikke ejer eller udvikler robotter, ikke har nogen indkomst - er, at menneskets liv effektiviseres og lettes til meningsløshed. Jeg tror det af natur er gavnligt for mennesket, at der er udfordringer og forhindringer. At man skal jage for at få kød, eller at man skal sidde ved rattet for at komme et sted hen i bil. Selvfølgelig kan det blive for ensformigt over 8 timer.

Jeg synes grundlæggende også dårligt om, at det der før var menneskelige færdigheder, kopieres af computerchips. Det, der før var imponerende gjort af et menneske, vil måske blot afføde reaktionen "det kan jeg da bare få computeren/robotten til". Om det så er håndværksarbejde eller at komponere musik.

Brugerbillede for Svend Erik Sokkelund
Svend Erik Sokkelund

Hold da helt… Udviklingen går godtnok stærkt! Men åbner mange muligheder for den tyndt befolkede udkant! Et lokalt transportselskab, hvor man bestiller, tiltettelægger og betaler sin transport efter behov fra computer eller mobiltelefon.
Hvis besparelsen så bruges til tidssvarende internet, kan meget 'udkant' hurtigt blive attraktivt.

Lise Lotte; det var heldigvis ikke store elge på op til en ton, men kun små rensdyr. :-)

Morten Lind, Anne Eriksen, Ib Christensen, Steffen Gliese og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jørgen M. Mollerup
Jørgen M. Mollerup

Er målet at gøre så mange som muligt arbejdsløse?

Hans Aagaard, Flemming Berger, Liliane Murray, Kurt Jørgensen, Bente Begtrup og Anne Schøtt anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Houmøller
Kim Houmøller

Det kommer IKKE til at virke. Men hvem skal betale for fiaskoen. Læs - hvor mange varme hænder skal fyres?

Hans Aagaard, jørn andersen, Liliane Murray, Kurt Jørgensen og Bente Begtrup anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Espen Bøgh

Så mangler vi bare nyheden og interviewet der følger efter:

Hr. busdirektør(eller rettere "forvanskningsdirektør"), deres førerløse busser har i denne måned kørt 5 børn på cykel ned på deres ture rundt i de jyske, og de kører stadig rundt, mener de ikke det er på tide at standse op og undersøge årsagen?

:: "Det kan vi ikke busplanerne skal holdes og tiderne ligeså, og så må folk lære at se sig ordentligt for inden de kører ud foran vore busser!"

Flemming Berger, Kurt Jørgensen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Carsten  Svendsen
Carsten Svendsen

Hvorfor er den involverede partner hemmelig?

Liliane Murray, Bo Carlsen, Kurt Jørgensen, Hanne Ribens, Bodil Waldstrøm og Rune Aa. Hansen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Jeg har til gode at høre om, at man noget sted har gjort noget tilsvarende, så det med at sakke agterud er vist fup.
Jeg tror ikke, at mennesker, der er frigjort fra at skulle slide og slæbe for en løn - lønarbejdet er nu engang ikke en naturtilstand - sætter sig hen i et hjørne og leger med sig selv, og jeg tror heller ikke, at de overlader en masse spændende, udfordrende og givende aktiviteter til computerne, omend de helt sikkert vil profitere af de redskaber, der bygges op indenfor diverse fag - og som er et væsentligt skridt til at demokratisere viden og dermed magt.
Jeg undrer mig til stadighed over det skel, der skulle tilsige, at nogle godt kan skabe et indholdsrigt liv i lediggang, mens det er komplet umuligt for andre. Jeg tror, at det først og fremmest drejer sig om at få muligheden.

Henning Melgaard, Niels Nielsen, Anne Eriksen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert  Kroll
Robert Kroll

Argumentet om, at tekniske fremskridt skaber arbejdsløshed og ulykke er IKKE NYT:

Gravkøer, bulldozere og andet entreprenørmateriel har erstattet en masse menneskelig arbejdskraft - mange professioner er reducerede eller helt væk p g a teknologien ( f eks kakkelovnsrensere, tækkemænd, kuske, hestepassere, maskinskrivere, kopister, typografer, fyrpassere, sporvognskonduktører, skræddere o m a)

Og alligevel kan man opnå fin beskæftigelse og bedre livskvaliter. Fremskridtet har da også givet et enormt løft arbejdsmiljøet og en reduktion af arbejdstiden - så hvorfor være så ked af udviklingen?

Det er da enormt fint, hvis projektet lykkes ?

Janus Agerbo, Finn Årup Nielsen, Thomas Andersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek

Robert Kroll
Hvad er det, de overflødige mennesker skal leve af?

Lad nu være at hævde, at de bare kan tage en ny uddannelse. Uddannelse koster penge og mentalt overskud, og jeg kan forsikre dig om, at der ikke gives ved dørene til arbejdsløse nassere med forkerte kvalifikationer her i landet.

Britta Hansen, Flemming Berger, Anne Eriksen og Kurt Jørgensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Houmøller
Kim Houmøller

@Robert Kroll - Bullshit!
Forsøg ikke at belære mig om, at det var fint at miste mit job som 55-årig. At miste 50% af sin indkomst er i dine øjne en berigelse!

Anne Eriksen, Kurt Jørgensen og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

DET NYTTER IKKE, AT I ARGUMENTER, SOM OM ALTING VIL VÆRE DET SAMME MED EN TEKNOLOGI, DER ERSTATTER MENNESKELIG ARBEJDSKRAFT I ET BETYDELIGT OMFANG!!!
DET NYTTER IKKE, AT I FASTHOLDER ET MENNESKESYN, DER ER SÅ MATERIALISTISK OG UNDERKUET, AT VI ALDRIG KOMMER VIDERE!

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Kim Houmøller, dit problem er ikke, at ud mistede dit job som 55-årig, kan jeg læse, det er, at den udmærkede OVERGANGYDELSE, som SR-regeringen indførte i 90erne, blev afskaffet igen. Det er jeg enig i.
Men der er bare ikke i fremtiden en naturlig forbindelse imellem arbejde og velstand i samfundet.

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek

Det nytter heller ikke at 'råbe', Steffen Gliese. :-)

Kim Houmøller, Flemming Berger, Kurt Jørgensen og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henning Kjær
Henning Kjær

Borgmesteren i Vesthimmerlands Kommune viker "dumnaiv og uerfaren". Han tror han kan konvertere medarbejdernes køretid i bil til (effektiv) arbejdstid i bus, men den eneste der kan arbejde i en bus er buschaufføren.
Jeg har mange-mange tures erfaring med ekspresbus (Herning-Viborg, Viborg-Aars), og der kan man hverken få ro til at tænke eller arbejde/skrive, selvom man har et lille "arbejdsbord". Det rumler og skrumler hele tiden og papirerne ryger på gulvet. I en bus kan man læse og underholde sig selv med sin mobiltelefon.
Medarbejderne kan måske lave notater mens de venter på Olli i vejsiden, og jeg bliver meget overrasket hvis medarbejderne kan journalisere noget uden at være på kommunens interne net.
Indtil for 3 år siden kom jeg regelmæssigt i området, og dengang der var områder uden mobiltelefon dækning.

Jeg vil foreslå borgmesteren at tage en tur i bus kommunen, så vil han vide hvad han taler om.

Skal man konvertere bilkørsel til arbejdstid, skal det være med tog.

Britta Hansen, Kim Houmøller, Flemming Berger, Bo Carlsen, Karsten Aaen, Kurt Jørgensen, Anne Eriksen, Finn Årup Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne Eriksen
Anne Eriksen

Spændende hvor hurtigt man kan trykke på knappen og om de ellers taxi-transporterede unge mennesker kan enes. Ansvaret ligger hos bilproducenten!
"Perspektiverne er store i Vesthimmerland, hvor man på sigt regner med, at kommunens adfærdsvanskelige og handikappede børn også skal køre Olli. Det sparer gevaldigt på kommunens taxaudgifter, samtidig med at det er godt for børnene, mener borgmester Knud Kristensen"

Særdeles virksom herre, mon det tager 5 eller 6 timer at køre ungerne hjem?

http://www.aarsavis.dk/index.php?id=23&no_cache=1&tx_ttnews%5Btt_news%5D...

Brugerbillede for Robert  Kroll
Robert Kroll

Kære Lise Lotte Rahbek.(kl 12.16)

Hvis vores forfæde havde haft samme syn på sagen og frygtet forbedringer i teknologi og produktivitet, så havde Københan stadig været et lille fiskerleje , hvor man handlede sild fra Øresund og vores sundhedstilstand ville have været ringe og vores forventede levealder yderst beskeden.

Det er sat på spidsen, men udviklingen er årsagen til dagens velfærdsstat.

Om vi så vil forbedre eller forringe den - det er et politisk valg, som træffes af dagens vælgerbefolkning
Morgendagens vælgerbefolkning - de kommende generationer - kan have helt andre ideer om , hvad de vil med vores lille land..

Brugerbillede for Palle Jensen
Palle Jensen

R. Kroll, der er masser af tækkemænd i DK. Tidligere var der slet ingen uddannelse, det var nærmest noget der gik i arv. I dag er der en anerkendt uddannelse.

Flemming Berger, Karsten Aaen, Kurt Jørgensen, Lise Lotte Rahbek og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek

Kroll
Du svarer ikke på mit spørgsmål. Det må jeg så leve med.

PS: Jeg antager du er polemisk-provokerende i dit synsvinkelskifte fra det himmerlandske (!) nybrydende til det evigt københavnske snæversyn. Fred med det. Jeg skal ud og cykle.

Brugerbillede for Robert  Kroll
Robert Kroll

Kære Lise Lotte Rahbek ( kl 13.13)

Jeg har ikke forslag til beskætigelse al den stund, jeg ikke ved noget om Vesthimmerlands erhvervsforhold o s v - men spørgsmålet bør vel rettes til de folkevalgte i Folketinget, i Kommunen og i fagforeningrene ? ( Problemets art er jo ikke specifikt for Vesthimmerland?)

I øvrigt - godt cykeltur ønskes af en "evigt snæversynet Københavner" !

Brugerbillede for Ernst Enevoldsen
Ernst Enevoldsen

Her er en interessant artikel om de forventede følger på arbejdsmarkedet af føreløse lastbilers indtog i USA:Self-Driving Trucks Are Going to Hit Us Like a Human-Driven Truck.
Personligt fatter jeg ikke en brik af det der føreløse halløjsa. Det går i den københavnske metro (hvor den manglende chauffør så får togene til at køre som en brækket arm). Men føreløse biler på åbne veje ? Er det så direktøren for køresoftwaren der skal i fængsel, hvis bilen mejer en familie ned ?

Britta Hansen, Lise Lotte Rahbek, Kim Houmøller, Liliane Murray, Kurt Jørgensen, Anne Eriksen og Hanne Ribens anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Nielsen
Niels Nielsen

Lol, Anne Eriksen, du er den eneste, der har påpeget vanviddet i, at en førerløs bus skal transportere skoleelever.

Jeg har selv som ungt menneske været tvangsindlagt til at blive transporteret i en skolebus, og hvis ikke chaufføren med jævne mellemrum gik en tur ned bag i bussen og gloede ondt på os, gik det fuldstændig op i hat og briller.

Nu sparer man så en chauffør, men bliver nødt til at ansætte en opsynsmand m/k.

:-)

Britta Hansen, Morten P. Nielsen, Hans Larsen, Lise Lotte Rahbek, Thora Hvidtfeldt Rasmussen, Carsten Mortensen, Kim Houmøller, Liliane Murray, Bo Carlsen, Karsten Aaen, Kurt Jørgensen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Finn Årup Nielsen
Finn Årup Nielsen

Jeg forstår godt de maskinstormere der udtrykker bekymring for udviklingen. Det samme problem havde vi for vævere og typografer, - fag som nu er reduceret til stort set ingenting. Udviklingen er dog nok uundgåelig og chaufførerhvervet vil i fremtiden blive hårdt presset, når jeg vurderer den udvikling der sker indenfor ingeniørvidenskaben.

Man kunne frygte at pengene ville fosse ud af kommunen når lokale chauffører ikke længere skal betales og pengene bruges til at købe førerløse biler og software fra firmaer udenfor kommunen. Her er det dog bemærkelsesværdigt at Local Motors bygger på en Open Source-filosofi. Man kunne således forestille sig at bussen i høj grad kan bygges og samles lokalt i kommunen.

Henning Kjærs kommentar om det problematiske i at arbejde i en bus fremfor et tog er jeg enig i: en togrejse er mere jævn. Interessant er det dog at Google's Chris Urmson allerede i 2013 påstod at deres førerløse bil kører jævnere end et menneske [1]. Øjensynligt vil den førerløse bus kunne udvikles til at køre mere behageligt end den vanlige buschauffør.

Softwaren der skal styrer bussen er ikke triviel, - særlig når man erindrer det nylige dødsfald der skete for Tesla's såkaldte "Autopilot". Det er uklart for mig hvor meget erfaring der ligger for BestMile, - hvis det er det firma der står for føringen af bilen hvilket jeg ikke er sikker på. Firmaet refererer Citymobil2, - et europæisk forskningsprojekt. I videoer for denne type busser ser man busser kører ganske langsomt på tør vej i forholdsvis ukompliceret trafik og nok i en fast rute. Ingen sne, regn og cyklister der kører inden om. Og med den fart ville det tage en evighed fra Løgstør til Hvalpsund. Indenfor Aars ville det nok kunne gå.

[1] https://www.technologyreview.com/s/520746/data-shows-googles-robot-cars-...
[2] https://www.youtube.com/watch?v=aXkPRViGWb0 og https://www.youtube.com/watch?v=fEOT2sEps6Y

Steffen Gliese, Kim Houmøller, Karsten Aaen og Morten Lind anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Rasmus Larsen
Rasmus Larsen

"I hver eneste Olli vil der således sidde en fører om bord, som sidder klar til at trykke på nødstopknappen, hvis automatpiloten skulle svigte. Samtidig overvåger en IT-operatør fra centralt sted hele kørslen."

Så det er altså førerløse busser med to førere? Gotcha!

Herdis Weins, Hans Larsen, Tue Romanow, Flemming Berger, Anne Schøtt, Liliane Murray, Bo Carlsen, Kurt Jørgensen, Anne Eriksen, Morten Lind og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Morten Lind

Før i tiden, med indføring af gravemaskiner, traktorer, osv., gik fremskridtet tilstrækkeligt langsomt til at man kunne omstille og omskolere sig mellem generationerne. Det gør det bare ikke længere ...

Brugerbillede for Morten Lind

Før i tiden var der nok af opgaver at flyde bortautomatiserede og -mekaniserede arbejdere over i. Det er der ikke længere, da vi nu får alt produceret i Kina ...

Brugerbillede for Hanne Ribens
Hanne Ribens

Jeg kan godt gyse ved tanken om førerløse busser dirigeret af en form for elektronik eller hvad det hedder. Men endnu mere gyser jeg ved tanken om at man vil prøvekøre systemet med skolebørn og autistiske børn. Når man tænker på hvor tit kortautomaterne og fks. forbindelsen i dr.radio svigter. Tit hører man,"Vi har i øjeblikket ikke forbindelse, så vi spiller lidt musik" Kunne man forestille sig at høre den besked i en førelrøs bus?

Britta Hansen, Lise Lotte Rahbek, Steffen Gliese, Flemming Berger, Bo Carlsen, Kurt Jørgensen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kurt Jørgensen
Kurt Jørgensen

Jeg synes næsten det er sjovt at læse artiklen, og ikke mindst Borgmesterens holdninger, for at man skal indføre dette. Det er jo som han skriver :

>>>>»I dag kan du forestille dig en situation, hvor tre autistiske børn skal transporteres hjem fra skole, og måske kan de ikke sammen. Men chaufføren har ikke mulighed for at gribe ind. I fremtiden kan vi sætte en pædagog ind i bussen, der kører med børnene hjem og følger op på det arbejde, der er lavet i skolen.«<<<<

Nu ved jeg ikke lige om den kære borgmester, nogensinde har været i en taxi, men det lyder ikke sådanne... Med 3 børn der ikke kan opføre sig ordentligt, jamen hvad gør chauffører da så, hvis han ikke hjælper, og prøver at få styr på børnene. Sætter vi os bare ude på vejen og tuder, eller tror du vi er så menneske kolde, at vi bare kører vi bare videre, ude at gøre noget ved dette ????

Og hvad når vi har voksne fulde, sure eller syge mennesker med i bilen, tror borgmesteren så også at vi bare forlader vognen, indtil de ikke er fulde, syge eller vrede mere, før vi atter sætter os ind i vognen og kører videre ???

Selvfølgelig hjælper vi da til, at vores kunder om det så er gamle fru Jensen, de unge vi kører fra og til byen, eller de skolebørn vi kører rundt med, til at de får en så god tur som muligt !!! Og hvis den kære borgmester, gerne vil have en pædagog med børnene, jamen så er der da også plads til dette i vores taxier... Jeg tror da ikke de kun har plads til 3 kunder i de Nord Jydske taxier...

Britta Hansen, Herdis Weins, Flemming Berger, Bo Carlsen, Anne Eriksen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bo Carlsen

Det ligner et af de sædvanlige IT-projekter, der løser alle problemer på een gang...............lige indtil systemet bliver sat i drift.

Kim Houmøller, Lise Lotte Rahbek, Henning Kjær, Carsten Mortensen, Flemming Berger, lars søgaard-jensen og Hanne Ribens anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Liliane  Murray
Liliane Murray

Nej, vi kan da endelig ikke være bagud for andre, i effektiviseringer og nedlæggelser af arbejdspladser, Guf forbyde det, ansatte de koster jo penge, hvis nu de ville være så søde at arbejde gratis, så var det jo en helt anden sag.

June Pedersen, Hanne Ribens, Anne Schøtt og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Liliane  Murray
Liliane Murray

Nåh, Sokkelund, bare små rensdyr, så er det da helt i orden, de kan jo heller ikke være til fare for trafikken, og slår hverken sig selv eller bilen/bussen, hvis man ramler ind i dem.

Brugerbillede for Anne Schøtt
Anne Schøtt

Hoved- og hjerteløse politikere sparer tid og penge ...ved at fjerne folks levebrød. Så skal de arbejdsløse bruge en masse tid på at lede efter det arbejde, der ikke er der, samt være nyttejobbere alt imens de får at vide, at de er dovne og at det skal kunne betale sig at arbejde

June Pedersen, Britta Hansen, Hans Larsen, Lise Lotte Rahbek, Carsten Mortensen, Kim Houmøller, Flemming Berger og Hanne Ribens anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Alan Strandbygaard
Alan Strandbygaard

"Førerløse busser skal spare tid og penge"

Nå, skal de det?

Og hvad skal chaufføren så lave fra nu af? Studere bioteknik eller statskundskab?

Britta Hansen, Morten P. Nielsen og Ernst Enevoldsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne Schøtt
Anne Schøtt

Alan S:
Chaufføren skal da studere til socialrådgiver/sagsbehandler så han kan formane, sylte og kontrollere de arbejdsløse i hoved og røv og foretage målinger på det bagefter evt. i samråd med diverse konsulenter og aktører og de skal også have nogle projektmedarbejdere til at lave projektbeskrivelser.

Britta Hansen, Alan Strandbygaard, Hans Larsen, Ernst Enevoldsen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Rolf  Clausen
Rolf Clausen

"Det kommer IKKE til at virke. Men hvem skal betale for fiaskoen. Læs - hvor mange varme hænder skal fyres?"

hvad med når der før eller siden er en der bliver dræbt? er det så alle programmørerne der bliver tiltalt for uagtsomt manddræb? eller er det igen en freebi på statens regning.

Brugerbillede for Finn Årup Nielsen
Finn Årup Nielsen

Hvis jeg var borgmester Knud Kristensen ville jeg nok være skeptisk overfor hvor rentable førerløse busser ville være i første ombæring, men jeg ville være forhåbningsfuld overfor at udkantskommunen kunne blive centrum for erfaring og produktion af printselvbiler og førerløse biler.

Brugerbillede for Keld Albrektsen
Keld Albrektsen

Da jeg først læste historien, kunne jeg ikke lade være med at tænke på Viborgs borgmester, da han begejstret snakkede om titusindvis af arbejdspladser, på baggrund af Apples beslutning om at placere en bunker (et datacenter) i nærheden.
Det forekommer mig at i hvert fald nogle af de borgmestre, vi har herovre, er lige rigeligt naive.

Forskere med lidt mere forstand på trafik vurderer, at der sandsynligvis vil gå mellem 10 og 30 år, før biler kan køre selv helt uden hjælp...

Helt lavpraktisk handler det bl.a. om, at selvom det er rimelig enkelt at få en bil til at finde den rigtige vej og følge færdselsloven, så halter det mere med at tage hensyn til andre trafikanter - hårde såvel som bløde - der ikke nødvendigvis følger loven og handler rationelt.

Britta Hansen, Kim Houmøller og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ernst Enevoldsen
Ernst Enevoldsen

Det handler bare om nedskæringer og serviceforringelse. Lige som balladen om robotstøvsugeren, som lige kunne gøre rent.
En føreløs bus kommer til at køre langsomt - meget langsomt - på særligt udvalgte strækninger for så kan man jo nedlægge chauffør-busserne, som står i vejen for fremskridtet.
Den føreløse metro i København, har mange gange stop mellem 5 og 7 sekunder på nogle stationer. Det er sikkert pænt statististisk't udregnet - børnehave-børn og gamlinge med krykker kan jo bare tage en Über (eller Heil-a-Taxa eller hvad den nu hedder).
Der skal nok komme lige så meget sjov ud af føreløse busser.

Brugerbillede for uffe hellum

Det er IKKE en lappeløsning, at en chauffør sidder klar til at trykke nødstop.

Det er en helt fornuftig måde at indfase en ny model for ansvar. Hvis der aldrig, eller kun meget sjældent bliver trykket nødstop, så kan chaufføren udfases. Hvergang der bliver trykket, skal vi naturligvis have en udførlig rapport om, hvad der skete, og om det i virkeligheden var ufarligt.

NÅR vi har dokumentation for, at den førerløse bus er sikrere og ligeså behagelig for andre trafikanter og for passagererne, SÅ er alting grydeklart til fremtiden.

Rent privat, så ville jeg da frygtelig gerne slå autopiloten til "langsomt hjem, Olli", og selv sætte os ind på bagsædet, hvis det blev alt for sent. Det er ikke spor morsomt, når man godt selv ved, at man er livsfarlig, fordi man halvsover, men på den anden side har brug for at fragte familien hjem iseng.

Brugerbillede for Lasse Reinhold
Lasse Reinhold

Hold nu op. Antallet af jobs forbliver konstant. Det, som ændres er *typen* af jobs, som kræver højere uddannelse. Sådan har det altid været, også i fortiden i forhold til nutiden. Med de nye typer jobs får vi højere vækst.